Hvem skal vaccineres først?

Epidemien raser, og virussen muterer. Håbet er dog steget et par grader, efter flere vacciner er blevet udviklet, testet og nu bliver produceret i døgndrift og fordelt til de fleste lande i verden. Men det tager tid at producere og distribuere vacciner til størstedelen af klodens 8 milliarder mennesker. Derfor vil adgangen til at blive vaccineret mod COVID-19 i første halvdel af 2021 være en begrænset ressource, som derfor kun bliver tilbudt udvalgte dele af befolkningen. I skrivende stund (06/01 2021) har Danmark modtaget ca. 100.000 doser vacciner. Og cirka 52.000 individer har modtaget først stik af to for at være fuldt vaccineret. Men hvem skal først i køen til en vaccine mod COVID-19 og hvorfor? Professor i etik Thomas Søbirk Petersen giver et bud og en forklaring her.

Hvad er og bør være COVID-19-vaccinationens forsvarlige etik? Først til mølle, de borgere, der har størst indkomst eller formue, de adelige eller de unge? Den danske dronning har for eksempel fået COVID-19-vaccinen før alle andre. Eller bør det være de borgere, der er mest sårbare og udsatte, hvis sygdommen rammer, og de personalegruppe, der plejer og behandler de syge og sårbare? I Danmark har Sundhedsstyrelsen og regeringen valgt at prioritere, at medlemmer af de to sidstnævnte grupper bliver vaccineret før alle andre.

individer med lav risiko for alvorlig sygdom kommer længere tilbage i køen og må leve med større risiko for at blive smittet. Ud fra princippet om, at jo større risiko, jo hurtigere og jo mindre risiko, jo langsommere.

En måde at forstå denne prioritering på er, at den er understøttet af nogle etiske principper, som de fleste formentligt er enige om, er etisk forsvarlige. Der er især to etiske principper, der spille en rolle for dette udfald af Danmarks vaccineprioritering: solidaritetsprincippet og reciprocitetsprincippet.

’Noget for noget’-reciprocitetsprincippet: en vaccine til dig fordi du at tage kampen op med virussen. Kilde: Getty Images

Solidaritetsprincippet: jo større risiko, jo hurtigere og jo mindre risiko, jo langsommere
1Med andre ord, individer med lav risiko for alvorlig sygdom kommer længere tilbage i køen og må leve med større risiko for at blive smittet. Ud fra princippet om, at jo større risiko, jo hurtigere og jo mindre risiko, jo langsommere. Men for at kunne anvende dette princip må vi vide, hvem der er de mest sårbare.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en liste over de mest sårbare grupper i forhold til COVID-19. Alder (især over 80 år), overvægt, individer med nedsat immunsystem, individer med diabetes og hjerte/lunge sygdomme, frontpersonale på sygehuse, der arbejder med smittede patienter, og som derfor er ekstra eksponerede for selv at blive smittet, er eksempler på de mest sårbare. En udfordring er her, at nogle af de mest sårbare ikke kan vaccineres, for eksempel er nogle individer med kræft eller meget svækket immunsystem for svage til at blive vaccineret. Her er håbet så at beskytte dem indirekte ved at vaccinere det plejepersonale, der passer de mest ikke-vaccinerbare individer. De vil ofte være på hospice og hospital, hvad der ikke skaber større etiske dilemmaer, da de er ligestillet i forhold til udrulningen af vaccinationsprogrammet.

"Det er ældre, det er særligt sårbare, som er vores altoverskyggende prioritet i forhold til vaccinationen. Man skal bare huske, at hver eneste gang man foreslår, at nogle skal flyttes op i køen, særligt i den her situation, hvor vi har begrænsede vacciner, så tager man dem fra nogle andre." – Søren Brostrøm

Der har været en del diskussion om, at unge mennesker bør komme frem i køen til en vaccine. Begrundelsen er her, at de er den gruppe i vores samfund, der spreder sygdommen mest, da de er mest mobile og har flere sociale kontakter end andre aldersgrupper. Så ved at vaccinere de unge kan vi indirekte beskytte de sårbare, da det er de unge, der fungerer som en motor for udbredelse af smitten i hele vores samfund. Problemet er bare, at der ikke er evidens for, at denne tankegang er korrekt. Videnskaben ved simpelthen ikke, om vaccinerede personer kan være raske smittebærer, der kan smitte andre. Så hvorvidt de unge superspredere skal frem i køen, kan vi ikke sige noget klogt om på nuværende tidspunkt.

’Noget for noget’-reciprocitetsprincippet: en vaccine for at tage kampen op med virussen

Det andet princip, reciprocitetsprincippet, betyder groft sagt, at der bør udvises gensidighed eller mere populært ’noget for noget’. Så når sundheds- og plejepersonalet i Danmark udsætter sig selv for øget risiko for at blive smittet med en alvorlig sygdom i forbindelse med testning, pleje og behandling af befolkningen under en pandemi, så er det også rimeligt, at det sundhedspersonale, der står forrest i kampen mod pandemien, er nogle af de første, der bliver beskyttet mod COVID-19 via en vaccine. Sundheds- og plejepersonalet, der står i frontlinje under pandemien, er også en begrænset ressource, som vi bør værne om, da de under pandemien er med til at redde liv.

Her får den næste amerikanske præsident vaccinen før mange andre. Hvad er ret og rimeligt for, hvem som kommer først? Kilde: Getty Images.

Hvem kan og skal rykkes længere frem i køen? Politi, ambulancefolk, brandvæsen, pædagoger, eksportmedarbejdere eller gymnasielærer?

På det seneste har der været diskussion om, pædagogerne skal vaccineres før andre, fordi de er specielt udsatte, nu daginstitutioner holdes åbne. Altså, at pædagogerne skal arbejde videre, skaber en ’noget for noget’-situation, så de skal belønnes med vaccine hurtigere end andre. Noget, Brostrøm dog afviste på tirsdagens pressemøde, ifølge DR, hvor han udtalte:

“Det er ældre, det er særligt sårbare, som er vores altoverskyggende prioritet i forhold til vaccinationen. Man skal bare huske, at hver eneste gang man foreslår, at nogle skal flyttes op i køen, særligt i den her situation, hvor vi har begrænsede vacciner, så tager man dem fra nogle andre. Alle tal peger på, at børn i alderen 0-9 år er mindre tilbøjelige for at blive smittet eller sprede smitten videre. Der er heller ikke tegn på, at der er flere smittede blandt pædagoger eller lignende erhvervsgrupper. Så det er det, der er kernen i vores risikovurdering, for så vidt angår børneområdet.”

Brostrøms pointe og vaccinekø-regel er kort og godt: Pædagogerne dør sandsynligvis ikke af det og kan godt vente. Vi skal redde dem, der kan dø af det, først og dem, som skal redde folk fra død og sygdom, og så alle andre efterfølgende.

Det er klart, at der er kamp om vaccinerne, når efterspørgslen er større end udbuddet – om ikke andet er det godt, at mange gerne vil have vaccinen. Tænk, hvis der ikke var nogen kø – så havde vi først et problem. Det uløselige problem er, at der ikke er nok vacciner til alle lige nu og her. Nogle vil tabe ved, at andre rykkes frem i køen. Ja, alle justeringer i køen åbner op for debat og særstillinger.

Hvis pædagogerne sættes før andre i køen, åbner det således op for, at andre også skal rykkes frem. Hvad med for eksempel folkeskole- og gymnasielærere –og undervisere på erhvervsskoler og videregående uddannelser – der har tæt kontakt med mange af de unge? De er jo også megaudsatte. Hvad der taler for at rykke pædagoger frem i køen, er, at de i modsætning til mange uddannelser – men langt fra alle – ikke kan passe deres job online, og derfor kunne det tale for, at pædagoger skulle være en erhvervsgruppe, der skulle frem i køen foran de førnævnte undervisere, da det er vigtigt for at holde hjulene i gang, at man kan få passet sine børn – men ikke foran de sårbare, og ikke foran fx politi, ambulancefolk og brandvæsen, som direkte redder liv. Det vil også være rimeligt at sige, at det skulle være på linje med folk, der sidder ved kassen i et supermarked – en supernødvendig funktion, hvor folk også er udsatte.

I dag melder brancheorganisationen Dansk Erhverv ud og foreslår, at udvalgte medarbejdere i eksportsektoren også skal rykkes frem i køen. Altså, at vi prioriterer dem, som kan tjene penge hjem til landet. Men det er vanskeligt at sige noget meget præcist om, hvilke typer jobs (blandt fx 100 forskellige) der er mest vigtige for samfundet – ud over de typer af jobs, vi har talt om. Men hvis der var tale om ca. 500 personer, kunne det måske være en god idé, hvis de kan være med til at sikre arbejdspladser og valuta til Danmark.

Et fordelingsetisk princip, vi kan anvende, efter princippet om solidaritet med de mest sårbare og reciprocitetsprincippet er overholdt, er efterfølgende nytteetiske hensyn. Det vil sige, at de, der bør få vaccinen efter de sårbare og frontpersonalet, er der, hvor det skaber mest samlet velfærd. Ofte vil der være overlap mellem et nytteetisk hensyn og solidaritet med de mest sårbare og reciprocitetsprincippet, da de sårbare står til at få mest gavn af vaccinen, og fordi frontpersonalet skaber meget velfærd. Hvilken branche der skabe mest velfærd, pædagogerne eller ledende eksportmedarbejdere, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er overvejelser, der skal med i betragtningen for en etisk forsvarlig vaccinepolitik.

I Danmark vaccinerer man de sårbare og sundheds-og plejepersonalet parallelt, således at for eksempel plejehjemsbeboere og frontlinjepersonale på sygehuse og plejecentre er blevet tilbudt vaccinen stort set samtidigt. Formålet med at vaccinere disse udsatte gruppe er oplagt.

Solidaritetsprincippet implicerer, at de, der er i lav risiko for at dø eller blive alvorligt syg af COVID-19, er solidariske med dem, der har en høj risiko for død og alvorlig sygdom. Solidariteten komme til udtryk ved, at vi som samfund beskytter de mest sårbare ved at prioritere, at de bliver tilbudt vaccinen før dem med lav risiko. kilde: Getty Images.

Ifølge Sundhedsstyrelsens beregninger er der cirka 70.000 mennesker i gruppen med særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 og cirka 35.000 i frontpersonalet på sygehuse og plejecentre. Frontpersonalet er de personer, der dagligt arbejder med at teste og behandle folk med COVID-19, samt de, der plejer individer, der er i høj risiko for at få et særligt alvorligt forløb, hvis de bliver smittet. Men en levering af 50.000 vacciner om ugen, fra 28/12 2020, bør disse cirka 105.000 særligt udsatte være fuldt vaccineret i løbet af februar 2021. Herefter følge systematisk tilbud om vaccine til alle over 85 år, alle med alvorlige lidelser, der øger risikoen for et alvorligt forløb, hvis smittet med COVID-19, udvalgte pårørende til særligt sårbare personer, individer, der varetager særligt samfundsvigtige funktioner som fx politi og andet sundhedspersonale.

Formålet med at nedbringe antallet af syge og døde er selvfølgelig et stort gode i sig selv. De fleste vil gerne leve nogle ekstra år. Men at presse dødstallene og indlæggelsestallene ned er også en forudsætning for, at vi kan åbne samfundet igen; en forudsætning for, at vi kan leve livet – og igen svælge i sport, festivaler, biograf, teater, restaurant og andre sociale sammenkomster – og dermed få gang i økonomien og efterlade restriktionerne til historiebøgerne.

Hvad med resten af vaccinen i verden?

Men indtil nu har vi diskuteret fordelingen af vacciner i en lokal/dansk kontekst. Men det er jo ikke alle lande, der har et så velfungerende og rigt sundhedssystem, som det vi ser i en dansk eller skandinavisk velfærdsstat. Det er derfor yderst vigtigt, at vi samtidig med, at vi vaccinerer vores egne borgere, hjælper til med, at lande, der ikke har de samme ressourcer og ikke har råd til hjælpepakker til erhvervslivet, også kan vaccinere deres befolkning. Hvis dette ikke sker, kan vi let forestille os de menneskelige og økonomiske omkostninger for disse lande. Lande, der ikke har råd til massevaccination, og hvis økonomi er smadret af restriktioner, bliver yderligere efterladt på bagperronen og må se langt efter det højhastighedstog, der i fremtiden kan bringe os tilbage til nogle af de paradisiske tilstande, vi nød godt af, før den ikke inviterede coronavirus ødelagde festen.

I mine næste to artikler til Kommunikationsforum vil jeg først prøve at kortlægge, hvorfor det er, at nogle af os ikke ønsker at blive vaccineret. Dernæst vil jeg præsentere og diskutere forskellige strategier i forhold til, hvordan vi bør forholde os til det faktum, at cirka 10 % af danskerne ikke ønsker at få en vaccine mod COVID-19.