COVID-19 og ’ansvarlighedsdogmet’
Coronadukse og coronabøller

Solen står højt i Østjylland, og derfor er Østjyllands Politi begyndt at patruljere kraftigt omkring sommerhusene, hvor der er tradition for, at mange mennesker samles til påskefrokoster. Men med COVID-19 og de gældende regler om, at man ikke må være mange samlet, er Østjyllands Politi gået igang med ekstra patruljering omkring sommerhusområderne. (Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix)

COVID-19 har udløst et ’ansvarlighedsdogme’. Fra både dronningen og statsministeren lyder budskabet: Vi skal opføre os fornuftigt og ordentligt af hensyn til vores medmennesker. Politikere, forskere, berømtheder, naboer, familie, venner – alle fortæller, hvor vigtigt og rigtigt det er at være ansvarlig og vise samfundssind. For kun ved at stå sammen og følge de dekreter, regeringen udsteder, kan vi minimere pandemiens frygtelige konsekvenser. Vi har ikke set magen til ’stå-sammen’ ideologiske udfoldelser siden 2. verdenskrig.
De måske ansvarsløse
Uanset, hvor alvorligt Mette Frederiksen folder ansigtet, er der stadigvæk en hel del, der trodser karantænetilværelsen og kaster sig ud i det kollektive liv – uden tilbørlig afstandtagen til hinanden. Hvor kommer de fra, de uansvarlige mennesker, der ignorerer regeringens henstillinger og sorgløst vandrer rundt i byen?
 
De, der slikker sol i parker og på broer, stimler sammen på stierne rundt om Søerne og nyder det gode vejr, som om verden overhovedet ikke var af lave? Er de bare hensynsløse, tankeløse og ansvarsløse?
 
Selvom det er langt de færreste, der opfører sig så ubetænksomt, som folk (både unge og ’voksne’) gjorde på Floridas strande, da der gik ’spring break’ i den – eller på Londons pubber, hvor man bare sidder og bliver lidt småsnalret og kærlig, så vækker den slags harme vidt og bredt hos ordentlige mennesker.
 

Kan vi ikke forlade os på, at folk træffer ansvarlige valg, hvis de ikke får tommelskruerne på?

 
Fornuftige og ansvarsfulde borgere spørger sig selv, hvordan i alverden det kan være, at nogle mennesker kan finde på at løbe fra deres ansvar i disse svære tider. Og mange ser det som anskuelsesundervisning i, at vi ikke kan forlade os på, at folk træffer ansvarlige valg, hvis de ikke får tommelskruerne på.
 
Som forbrugsforskere med speciale i ’den ansvarlige forbruger’ synes vi, at det er enormt interessant, at der er nogle forbrugere, som accepterer at tage et personligt ansvar for konsekvenserne af deres handlinger – og så er der andre, som nærmest gør det modsatte. 
 
Hvad er de underliggende mekanismer, der former folks beslutninger? Fx undersøger vi, hvordan ansvarlighed af den type, vi har med at gøre her, både påvirkes af de dominerende holdninger og synspunkter i en kultur og af følelsesmæssige reaktioner på sociale problemer – samt hvilke motivationsfaktorer der kan få forbrugere til at påtage sig et personligt ansvar.
Det er i lyset af denne forskning, at vi også er blevet inspireret til at se lidt nærmere på adfærd i relation til COVID-19.
 
Forbruger og/eller borger?
Der er mange eksempler på adfærd, som ikke er det mindste tynget af samfundssind: Folk fester (ind i mellem ganske vildt), de hamstrer såkaldte ’livsnødvendigheder’ (som fx toiletpapir – fordi vi inderst inde er fulde af lort, ifølge en dybdepsykologisk artikel i Information), køber helt unødvendige ting, som de sandsynligvis aldrig får brugt – og søger tilflugt i deres fritidsboliger som en slags frivillig karantæne langt fra den farlige civilisation.
 
Det er instinktiv, uansvarlig adfærd for fuld udblæsning, og den bliver kritiseret højstemt og enstemmigt på både public service-medierne og SoMe. Samtidig demonstrerer den imidlertid klart det helt grundlæggende dilemma, som regeringen ufrivilligt får manet frem, når den vil have folk til at tage personligt ansvar.
 

Hamstrer vi toiletpapir, fordi vi inderst inde er fulde af lort?

 
For på den ene side bliver vi tiltalt som forbrugere (hvilket også er en essentiel del af vores identitet som privatpersoner i det forbrugersamfund, vi lever i) og forsikret om, at der slet ikke er nogen grund til panik.
 
Livet, som vi kender det – og frem for alt det udbud af varer, som dette liv forudsætter i både materiel og symbolsk forstand – vil fortsætte stort set uforandret.
 
Så tag det helt roligt! Men samtidig bliver vi også tiltalt som ansvarlige samfundsborgere, der af hensyn til det store, gensidigt forpligtende fællesskab, som vi er en del af, må forstå, at vi er nødt til at lægge vores liv radikalt om.
 
Hvis vi fortsætter vores normale livsstil, bringer vi både os selv og vores medborgere i fare.
 
Vi skal ’stå sammen ved at holde afstand’, som det så retorisk elegant og sloganlignende er blevet formuleret af regeringen. 
Det er en så modsigelsesfyldt kommunikation, som noget kan være – men denne antitese bliver ikke italesat i særlig grad – måske, fordi vi er så vant til at leve med/i dilemmaet: Det ene øjeblik er vi individuelle forbrugere, som kræver ind, og næste øjeblik er vi borgere i et kollektiv, hvor vi skal vise ’samfundssind’.
 
Fornuft og følelse
Ansvarlighed forudsætter en bevidsthed hos individet om, at der er et kollektiv og en forpligtelse til at agere til fællesskabets bedste. Som regel betragter vi formidling af ekspertviden som grundlaget for at kunne udvikle en ansvarlig adfærd, og derfor appellerer vi til fornuften.
 
Vi er så vant til, at vi det ene øjeblik er individuelle forbrugere, som kræver ind, og næste øjeblik borgere i et kollektiv, hvor vi skal vise ’samfundssind’.
 
Men i virkeligheden handler det også her lige så meget om følelser som om fornuft. Det er nok ikke nogen tilfældighed, at det hedder ’at føle sig ansvarlig’. Følelser som håb, skam og stolthed spiller en afgørende rolle i forbindelse med ansvarlighed.
 
Vi skammer os, når vi ikke opfører os ansvarligt. Og vi bliver pavestolte, når vores handlinger gør en forskel.
 
Et er at sidde informationen i statistiske tabeller overhørig og at blæse på eksperters rationelt begrundede advarsler – noget helt andet er at blive udskammet for at have påført andre lidelse eller død til et bagtæppe af hospitaler, der løber tør for sengepladser og respiratorer!
 
Det personlige ansvar er i høj grad baseret på individets evne til at relatere sig følelsesmæssigt til andre mennesker, til deres håb, frygt, smerte og lidelse. Og her bliver det igen modsætningsfyldt. 
 
For netop i forbindelse med COVID-19 sættes den empati, der er hele forudsætningen for at føle sig ansvarlig, på en hård prøve, fordi vi i den aktuelle coronakrise – til forskel fra andre kriser, som har været forårsaget af fx terroristangreb, klima eller politiske uenigheder – bliver bedt om at ’stå sammen ved at holde afstand’.
 
Normalt, når vi skal ’stå sammen’ om en sag, så gør vi det helt bogstaveligt ved at samles i gader og på torve i store, fælles demonstrationer, hvor vi står skulder ved skulder i hobetal.
 
Her er der både følelsesmæssige og rationelle bevæggrunde i aktion.
 

Kommunikationsteknisk ville det være meget nemmere, hvis COVID-19-virussen bare slog alle ihjel.

 
Men nu skal vi stå sammen ved at holde os indendørs og isolere os langt væk fra alle de andre, som vi står sammen med. Det er i modstrid med hele vores tradition for at stå sammen – de emotionelle aspekter er til stede i en langt mere abstrakt forstand, og derfor er det sværere at appellere til den personlige ansvarlighed.
 
Måske er det en grund til, at fornemmelsen af ansvar har lidt svært ved at indfinde sig hos alle.
 
Kommunikative udfordringer
Rent kommunikationsteknisk ville det hele også være meget nemmere, hvis COVID-19-virussen simpelthen bare slog alle dem ihjel, som den kom i nærheden af. Men sådan er det heller ikke. 
 
Også her er virkeligheden lidt mere kompliceret end skabelonerne – og for at gøre det hele endnu sværere at kommunikere er budskabet i virkeligheden ikke engang, at målet er at standse virus fuldstændig.
 
Det kan vi ikke – og det vil vi ikke. Flokimmunitet er det nye abrakadabra inden for populær epidemiteori. De sundhedspolitiske strategier – og dermed også budskaber – er mere komplekse end som så. (Hvilket kontroverserne mellem Sundhedsstyrelsen og regeringen nok også er et udtryk for).
 
Vi satser på at trække spredningen så meget i langdrag, at vores sundhedsvæsen kan holde trit med de afledte konsekvenser, og at vi samtidig kan få så mange smittede, der kan tåle mosten, at vi får opbygget den eftertragtede flokimmunitet, som afvæbner COVID-19 på sigt.
 
Det er et noget indviklet og ’uldent’ budskab, som ikke lige kan være på bagsiden af en kuvert.
 
Ved dagens ende
Når regnebrættet skal gøres op, kan bestræbelserne på at få folk – inkl. de tanke- og hensynsløse – til at påtage sig et personligt ansvar aldrig fritage myndighederne for at tage det nødvendige kollektive ansvar og handle.
 
Og det må man give den danske regering, at den har gjort helt fra starten – i modsætning til fx den amerikanske og britiske, som begge først for nylig er kommet ud af starthullerne.
 
Politisk-økonomisk forskning viser, at bestræbelserne på ansvarliggørelse af befolkningen har en tendens til at medføre (og også ofte har som formål), at forpligtelserne til at handle og bære byrderne flyttes fra staten og virksomhedernes resort og i stedet bliver individernes opgave.
 
Et skift, der langt fra altid er det bedste for fællesskabet. Som NY Times-kommentatoren Charlie Warzel har bemærket, fremstod COVID-19-rådgivningen i USA netop som et spørgsmål om personligt valg og ansvarlighed med henblik på, at staten kunne slippe for udgifterne og ansvaret.
 
I vores hjemlige del af verden har regeringen ingen problemer med at tage ansvar og pålægge virksomheder og institutioner at gøre det samme. Også selvom det indebærer at træffe både upopulære og dyre beslutninger.
 
Mette Frederiksen er helt tydeligt af den overbevisning, at ’nudging’ for at få folk til at gøre det rigtige ikke er nok (sådan som man i langt højere grad satser på i det Sverige, som vi danskere ynder at kalde et ’forbudsland’) – der skal også hastelovgivning og kollektive interventioner til, før der rigtig sker noget.
 
Men både i Danmark og andre (demokratiske) lande, der har fulgt samme linje, vil der på et tidspunkt opstå dilemmaer omkring, hvordan man både kan sikre, at befolkningen efterlever de nye standarder, og undgå at blive en ren politistat.
 
Den delikate balance i alle demokratier mellem kollektivt og individuelt ansvar er ved at komme på dagsordenen i debatspalterne og blandt forskere.
 
Og når hele coronaaffæren engang er overstået, vil der være en masse ny, spændende viden for forskere at grave frem om både forbrugerkultur og politisk kultur.

Relaterede artikler

Adfærdserkendelser i lyset af corona - ”Hver eneste af os med vores opførsel og adfærd er med til at afgøre, hvornår vi kan åbne Danmark op.” Sådan sagde stats...
Sådan bruges adfærdsdesign i coronakampen - Håbløse virtuelle møder i privaten, paranoide indkøbsture, skænderier med partner og unger, håndvask ti gange dagligt, i...
Den digitale coronakrig er begyndt - Teknologi og digitale data bruges allerede i vid udstrækning i kampen mod corona. Smitteopsporing har fungeret i et tota...
Når bestyrelsesmøder går online - En praktisk baseret værktøjsartikel til dig, der skal i gang med virtuelle bestyrelsesmøder.
Influencers, der samler Danmark - Quiz, fælles træning, højtlæsning, danseevents og kendissammenkomster. De kreative ideer og events er mange. Men fælles ...
5 spørgsmålsregler, Mette Frederiksen har brudt - Jeg havde ikke regnet med at bruge min aften på at transskribere statsministerens pressemøde. Men jeg havde heller ikke ...
Fra samhørighed til forvirring på et enkelt pressemøde - Regering og myndigheder startede coronakrisen med et fast greb om kommunikationen. Statsminister Mette Frederiksen blev ...
Din coronareaktion afhænger af din personlighedstype - Mennesker handler og ser vidt forskelligt på hinanden under en pandemi, der kan ses som en undtagelsestilstand karakteri...
Coronakrisen kan enten smadre eller styrke dit brand - En virksomhed er i krise, når den står i en situation, som i alvorlig grad truer forretningen og omdømmet. Corona må sig...
Disse artikler kan hjælpe dig gennem krisen - Intet er, som det plejer. Coronakrisen har vendt op og ned på vores samfund, og vi er tvunget til at tænke i nye baner. ...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikations- og pressemedarbejder

Frist: 19. august

Pressekonsulent

Frist: 20. august

SoMe ansvarlig

Frist: 19. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.