Smittespredning er også et samfundsvidenskabeligt spørgsmål
Den måde, som COVID-19 har spredt sig på, viser, at smittefarlighed ikke kun er et biomedicinsk spørgsmål. Sociokulturelle aspekter spiller en kæmpe rolle.
af Anna Schneider-Kamp
COVID-19 har i skrivende stund spredt sig til mere end 100 lande. Der er over 100.000 registreret smittede og sandsynligvis et meget større mørketal. COVID-19 er i dag en alvorlig trussel for både den globale sundhed og vores velstand.
Vi er begyndt at fatte omfanget og reagere på det – strømmen af passagerer i lufthavnene har taget det stejleste dyk siden 2. verdenskrig, og børserne lider.
Verden, som vi kender den, lukker ned og aflyser – ikke kun herhjemme, men globalt.
Men forstår vi egentlig, hvad der er sket?
Er COVID-19 en ondskabsfuld overklassevirus, der går efter de svage?
De seneste pandemier – fx den spanske syge (1918-20) og ebola-udbruddet hundrede år senere (2018) – ramte først og fremmest borgere, som hverken havde økonomisk, social eller kulturel kapital.
Globaliseringen og den øgede mobilitet og kosmopolitisme ser ud til at have ændret det mønster fuldstændig. De første COVID-19 tilfælde i Danmark er direkte relaterede til ret ressourcestærke personer, som rejser hjemmevant rundt i verden både på arbejde og på ferie.
(Billede WAKIL KOHSAR / AFP)
Et hurtigt blik på tallene viser, at COVID-19 tilsyneladende har en systematisk forkærlighed for den rigere og højere uddannede del af befolkningen: Ud af 30 lande med de fleste bekræftede coronatilfælde per capita er de 23 blandt top-30 i forhold til BNP, og 25 er blandt top-30 i forhold til gennemsnitlig husstandsindkomst – 18 ud af 25 hører til blandt verdens top-30-økonomier, og 16 ud af 22 er blandt top-30 i PISA-vurderingen af uddannelse.
Det er top of the pop – hele vejen.
COVID-19 er da også blevet et hot tema i den europæiske elite, som er direkte berørt – lige fra fodboldstjernen Thomas Kahlenberg, der fik 77 fans i karantæne, fordi han overværede en fodboldkamp, mens han var smittet med COVID-19, til lederen af det italienske Demokratiske Parti, Nicola Zingaretti.
Men selvom den økonomiske, sociale og kulturelle elite har spillet en central – og indimellem spektakulær – rolle med hensyn til at få spredt COVID-19 globalt, kan vi ikke slutte, at de mindre ressourcestærke har lavere risiko ved denne pandemi. Så god er verden alligevel ikke.
Tværtimod ser det ud til, at COVID-19 er særlig ondsindet over for samfundets svage. Statistikker fra det kinesiske Center for Disease Control and Prevention antyder, at ulighed i sundhed spiller en betydelig rolle i forbindelse med COVID-19. De ældre og de svage har både den højeste indlæggelsesprocent og de fleste dødsfald, mens højindkomstlande som fx Schweiz, Singapore og Tyskland har et relativt lavt antal dødsfald – selvom de har relativt mange smittede.
Smittespredning handler (også) om kultur
For at forstå, hvordan virus spreder sig, og hvordan forskellige befolkningsgrupper forholder sig til den, er man nødt til at anlægge et sociokulturelt perspektiv, der stikker dybere end de traditionelle demografiske parametre som køn, alder og indkomst. Hvorfor var det fx lige Italien, der blev så hårdt ramt og kom ind på en 2.-plads efter Kina!?
Corona har lukket Italien. (Foto: ALBERTO PIZZOLI/Ritzau Scanpix)
Det kan kun de sociokulturelle konventioner og deres indflydelse på de daglige sundhedspraksisser give en forklaring på.
Italien har den næstældste befolkning på planeten og fremhæver stolt det stærke familiesammenhold, der også udmærker sig ved en høj grad af ’uformel’ omsorg, som i stort omfang bliver udført af familiemedlemmer – en adfærd, som jo i den grad er egnet til at bære smitte videre.
Selvom den offentlige sundhedssektor også i Italien er vokset betragteligt, er det stadig en kulturelt rodfæstet norm, at man passer sine syge familiemedlemmer derhjemme, hvis man kan.
Udover den arkaiske familiestruktur er der andre sociokulturelle traditioner og institutioner, som fx karnevallet, der også udgør en potentiel smittebombe. Alle disse specielle, lokale sociokulturelle faktorer kan være med til at forklare og forstå, hvorfor der i dag er 16 mio. mennesker i karantæne i Italien – og at det ikke nødvendigvis behøver at gå sådan overalt på kloden.
Selvom verdens befolkning optræder som fuldstændig ens prikker på John Hopkins-instituttets verdenskort, så er det vigtigt at huske på, at mennesker er sociale væsner, som lever sammen i fællesskaber, hvor de har udviklet en mængde forskellige kombinationer af personlige overbevisninger og sociokulturelle baggrunde, som definerer, hvordan de agerer i verden og omgås hinanden.
Uden sociologisk og antropologisk indsigt er det derfor meget svært at forstå, hvordan og hvorfor smitte spreder sig – OG at konstruere AI-modeller, som kan forudsige pandemier og deres gennemslagskraft.
At supplere den biomedicinske forståelse af sundhed med en sociokulturel tilgang er en forudsætning for at få etableret en tværfaglig dialog og en dybere indsigt, som kan ruste os bedre over for fremtidige udbrud.
Referencer:
Grossman M. On the Concept of Health Capital and the Demand for Health. Journal of Political Economy. 1972;80(2):223–55.
Parsons T. The social system. New York: Free Press; 1951.
Schneider-Kamp A, Askegaard S. Putting patients into the Centre: Patient Empowerment in Everyday Health Practices. Health. 2019;
Degiuli F. Caring for a Living: Migrant Women, Aging Citizens, and Italian Families. Oxford University Press; 2016. 208 p.
