Grøn filmproduktion: bæredygtig drøm eller virkelighed?

I filmens trygge mørke ser vi det ikke, men bag filmfortællingens forføriske univers ligger en ressourcekrævende industri. Vi glemmer det, fordi kommunikation fremstår som noget immaterielt. Film og tv-serier er jo blot magiske dagdrømme, der glider over en skærm. Hvordan skulle noget så flygtigt kunne bidrage til den økologiske krise?

Sandheden er imidlertid, at film sviner. Film- og tv-produktioner er en del af en større ICT-industri, som på globalt plan er en voksende CO2-udleder. ICT står for 2-3 % af globale drivhusgasser, hvilket er på størrelse med luftfartsindustrien.

SER MAN ISOLERET PÅ BRANCHENS BETYDNING FOR CALIFORNIEN OG LOS ANGELES, ER FILM- OG TV-PRODUKTION DEN MEST FORURENENDE INDUSTRI.

Sort virkelighedsflugt
Allerede i 2006 foretog UCLA (University of California Los Angeles) en undersøgelse, der viste, at film- og tv-industrien har et omfattende miljøaftryk. I sammenligning med industrier som hotel, luftfart, tøj og elektronik bidrager film- og tv-produktion til næsten samme mængde luftforurening, udregnet på baggrund af økonomisk output.

Ser man isoleret på branchens betydning for Californien og Los Angeles, er film- og tv-produktion den mest forurenende industri. Et lignende mønster gør sig gældende for udledningen af drivhusgasser.

Undersøgelsen rev for alvor sløret fra vores øjne. Den viste, at Hollywoods drømmefabrik slet ikke er så uskyldig, men en (kultur)industri med alt, hvad der følger af forurening og ressourceforbrug.

EN DEL AF PROBLEMET ER, AT VI IKKE RIGTIG VIL KENDES VED PROBLEMET. FORESTILLINGEN OM, AT KOMMUNIKATION SVINER, PASSER DÅRLIGT TIL VORES KOMMUNIKATIONSFORSTÅELSE OG SELVBILLEDE.

Underholdningens miljøaftryk
Siden denne rapport har en række andre studier uddybet filmindustriens ressourceforbrug. I 2012 udkom bogen The Cinematic Footprint, som blandt andet undersøgte filmindustriens energiforbrug og affaldsproduktion.

Greenpeaces rapporter: ‘How dirty is your data’ (2011) og ‘Clicking Clean’ (fortløbende siden 2012).

Netop elektronisk affald har været genstand for stigende opmærksomhed. Greenpeace har fx siden 2009 haft fokus på grøn elektronik. Med rapporter som How dirty is your data (2011) og Clicking Clean (fortløbende siden 2012) har Greenpeace sat fokus på energiforbruget af vores digitale livstil, herunder streaming af film og tv-serier.

Bogen Digital Rubbish (2011) satte problematikken på den akademiske dagsorden, godt hjulpet på vej af bogen Greening the Media (2012). Inden for de sidste par år er der udkommet bøger om Sustainable Media (2016) og Slow Media (2018), der handler om den omstilling, som film- og tv-industrien må igennem, hvis den skal levere bæredygtig kunst og underholdning.

Digital Rubbish (2011), Greening the Media (2012), Sustainable Media (2016) og Slow Media (2018).

En del af problemet er, at vi ikke rigtig vil kendes ved problemet. Forestillingen om, at kommunikation sviner, passer dårligt til vores kommunikationsforståelse og selvbillede – hvad enten vi beskæftiger os med fremstilling eller analyse af kommunikation. For grundlæggende opfatter vi jo kommunikation som noget godt.

Kommunikation skaber mellemmenneskelig forståelse og social interaktion. Det er grundlaget for oplysning og information og dermed det såkaldte offentlige ræsonnement. Som Maxwell og Miller påpeger er vores kommunikationsforståelse indhyllet i forestillingen om, at kommunikation kan ændre “the world without changing the Earth”.

Det gælder også film og tv. Ganske vist opfattes spillefilm og tv-serier traditionelt som underholdning. Men det er netop underholdning, der spejler vores sociale bekymringer for fx klimaforandring og dermed udgør et vigtigt bidrag til samfundets selvrefleksion.

Grøn filmproduktion
Gøres der noget ved problemet? Svaret er heldigvis ja, skønt det langt fra er nok. I den omtalte rapport fra UCLA blev det fremhævet, at produktioner som The Day After Tomorrow og Syriana havde foretaget CO2-kompensation. Matrix-serien blev på tilsvarende vis fremhævet for at genbruge de mange filmset i form af byggemateriale til lavindkomstfamilier i Mexico.

Skønt der kan være elementer af greenwashing i sådanne tiltag, vidner det om, at en bæredygtig bevidsthed er ved at forplante sig i film og tv-branchen.

Her er andre eksempler på samme tendens:

Green Screen Toronto har siden 2008 udgivet en række rapporter om bæredygtig filmproduktion, herunder tekniske rapporter, for eksempel om brugen af generatorer under filmoptagelser.
I USA har Producers Guild of America oprettet en Green Production Guide, som primært er en onlineplatform, der tilbyder forskellige ‘best practice’-værktøjer, samt nyheder for grønne netværk.
I Tyskland har der siden 2012 været et projekt i Berlin med titlen ‘Green Film Initiative’, som fokuserer på ressourcemanagement i filmbranchen, og som for nyligt har afholdt en Green Film-konference.
Som delvis udløber af det tyske projekt har EU søsat et ‘green screen’-projekt, der handler om at reducere CO2 aftryk i film- og tv-industrien. Satsningen løber frem til 2021 og er et samarbejde mellem otte europæiske filmregioner.
Green Film Shooting er et andet tysk initiativ, der fungerer som platform for bæredygtig omstilling i den kreative industri. Platformen står bag et onlinetidsskrift, som indtil videre har udgivet syv numre.
Film4Climate er en del af et større nordamerikansk netværk (Connect4Climate), som siden 2015 har markeret sig på filmfestivaler, men også på COP21, hvor det gjorde opmærksom på filmbranchens klimaftryk.

På dansk grund har rådgivningsfirmaet Social Action, som arbejder med implementering af bæredygtige visioner, afviklet et projekt om bæredygtig film- og tv-produktion. Projektet er sket i samarbejde med danske filminstitutioner, og Social Action fremhæver, at det adskiller sig fra udenlandske projekter ved at tilbyde praksisnær viden om grøn filmproduktion.

Desuden har det danske selskab Produced By specialiseret sig i bæredygtige film, særligt reklame-, portræt- og dronefilm. Selskabet har opstillet en række kriterier for “grønne film”, hvilke minder om de udenlandske initiativer nævnt ovenfor. Det betyder blandt andet, at der skal benyttes CO2-netural elektricitet på kontoret, at batterier oplades med transportable solpaneler, og der skal serveres vegetarisk mad og undgås plastikspild på optagelser.

Produced By har specialiseret sig i bæredygtige film, særligt reklame-, portræt- og dronefilm.

Netop on-location-optagelser er et af industriens ømme punkter. Et speciale fra AAU København har for nyligt beskrevet, hvordan danske filmoptagelser skaber unødige mængder af engangsaffald og transport. Specialet dokumenterer imidlertid også, at der i branchen er vilje til at gøre noget ved problemet. For eksempel er der meget at lære af erfaringerne fra såkaldt green catering og events.

FILM OG TV ER EN VIGTIG KILDE TIL ERKENDELSE AF DEN ØKOLOGISKE KRISE, MEN LEVERER OGSÅ HÅB OG VISIONER OM EN BEDRE VERDEN.

Hvad kan vi gøre i Danmark?
Ovenstående peger på, at der findes en række initiativer, som bidrager til at gøre film- og tv-produktion mere bæredygtig. På den baggrund opstiller vi et idékatalog, som tilbyder nemme og overkommelige forslag til, hvordan man kan fremme bæredygtigheden i dansk filmproduktion:

For det første kan man indføre standarder og certificeringer. Amerikanske produktionsselskaber kan blive ISO-certificerede, og i Tyskland har Filmförderung Hamborg indført et Green Shooting Card, som tildeles individuelle produktioner. Et lignende dansk initiativ til certificering af grøn filmproduktion er en oplagt mulighed.
I den forbindelse bør der oprettes en fond, hvor danske producenter kan søge midler til at dække meromkostninger ved bæredygtig filmproduktion. En sådan fond findes fx i Belgien, hvilket skaber økonomisk incitament for grøn omstilling i branchen.
Der er fortsat behov for oplysning, og til det formål bør der oprettes en dansk platform for guidelines og udveksling af viden om grøn filmproduktion.
Der bør oprettes en grøn filmpris, som tildeles årets mest miljøansvarlige filmproduktion. Det kan anspore til bæredygtig handling, men også fremvise filmsektorens bidrag til at løse miljø- og klimakrisen.
Endelig bør man kræve, at offentligt støttede filmproduktioner aflægger et grønt regnskab. Man kan her lade sig inspirere af de erfaringer og tiltag, som fulgte ovenpå #MeToo-afsløringerne.

Vi ved, at klimakrisen er over os, og at alle sektorer skal bidrage. Det gælder også film- og tv-industrien, som – i visse produktionsled – har et højt ressourceforbrug. Film og tv er en vigtig kilde til erkendelse af den økologiske krise, men leverer også håb og visioner om en bedre verden. Fremtiden kalder på grønne drømme, og dansk filmproduktion kan bidrage ved at gå i en bæredygtig retning.