Bidens balancegang lykkedes (næsten)
I modsætning til regnvejret ved Donald Trumps indsættelsesceremoni for fire år siden så skinnede solen noget så symbolsk på Joe Biden, da han skulle holde sin indsættelsestale den 20. januar. Biden kunne også nyde godt af, at hans ord blev lyttet til efter fire år med Trumps tale- og Twitterturbulens. Med ”Unity”, sammenhold, som det annoncerede hovedtema opfordrede Biden til forsoning og fælles front mod de problemer, amerikanerne står overfor. Hans tale endte dog med at have for mange tematiske og stilmæssige forgreninger, til at han kunne nå helt op og danse med de tunge talere inden for genren – mindre kan nu også gøre det.
af Mark Herron
Se Joe Bidens indsættelsestale her:
Fra stammer til statsmand
Biden har ikke på noget tidspunkt været beskrevet som en eksemplarisk taler, der blev valgt på grund af sine oratoriske evner. Det er kendt, at han stammede som barn, men han har alligevel formået at blive en habil offentlig taler. Det har indtil videre været til hans fordel, at barren har været sat lavt for ham, da han er blevet kendt lige så meget for sine sprogbøffer som succesfulde punchlines. Ud af de forrige tre præsidenter er det dog kun Barack Obama, der kan siges at være en god taler i klassisk forstand. Men både George W. Bush og Donald Trump fandt alligevel deres egen stemme i deres tid som præsident og leverede varen i hvert fald for deres tilhængere, hvor Bush blev genvalgt, og Trump formåede at få 11 millioner flere stemmer end i 2016.
Trumps evner som folkeforfører blev dog overgået af hans evner som folkefrastøder i 2020-valget, og Biden er nu USA's præsident med det højeste antal stemmer nogensinde. Svimlende 81 millioner. Det kunne give anledning til at argumentere for et stærkt mandat at tale ud fra. Men Biden er også bevidst om, at han var kompromiskandidaten, så han har stadig meget at bevise over for en stor del af denne ’vælgerbase’. På den måde gav temaet sammenhold også mening internt for Demokratens succesrige koalition af vælgere.
Biden selv er ved at have fundet sit ståsted ved talerstolen, hvor han både kan tale som en statsmand i rollen som præsident og stadig beholde noget af den “Average Joe”-persona, som også hjalp ham under valgkampen. Biden er ikke bedre end andre, men han er heller ikke dårligere, som en omskrivning af et familiemotto i Biden-klanen siger. Indsættelsestalen er netop også en balancegang mellem, at taleren viser sig embedet værdigt, og en anerkendelse fra den nye præsident, at vedkommende ikke vil misbruge magten, særligt i forhold til folket, som har valgt én.
Kanalisering af tidligere præsidenters ord og gerninger
Biden havde godt gang i det historisk retoriske arvegods, bl.a. med referencer til flere præsidenters ord, politik og stil. Der var ærlig krisekommunikation over for folket i stil med Franklin D. Roosevelt under Den Store Depression. Der var John F. Kennedys kald til borgeraktivisme og hans brug af stilfigurer, som f.eks. denne kiasme, som Biden har brugt tidligere:
“And we'll lead not merely by the example of our power but by the power of our example.”
Det var dog særligt Abraham Lincoln og dennes argumentation imod vold mod Unionen, der fik lov til at fylde flere gange igennem talen. Det var på et personligt plan med en henvisning til Lincolns vigtigste politiske bidrag, som Biden brugte til at fremhæve, hvad han så som sin egen vigtigste opgave som præsident:
“In another January on New Year's Day in 1863 Abraham Lincoln signed the Emancipation Proclamation. When he put pen to paper the president said, and I quote, 'if my name ever goes down in history, it'll be for this act, and my whole soul is in it'. My whole soul is in it today, on this January day. My whole soul is in this. Bringing America together, uniting our people, uniting our nation.”
Biden går ofte til grænsen, når det gælder brugen af patos. Det samme gjaldt her, hvor Biden brugte sin sjæl som pant for sin opgave som præsident. Men pga. Bidens baggrund kan han også tale med en større ærlighed end de fleste, når det gælder personlige tab og udfordringer og vejen ud af de huller, livet placerer én i fra tid til anden. Lincolns berømte ”better angels”, vores bedre jeg, blev også brugt til at referere til Borgerkrigspræsidentens argument om ikke at gøre vold mod Unionen, som i Bidens version blev til: ”disagreement must not lead to disunion.” Der skal være plads til uenighed i De Forenede Stater, men det kan ikke lede til en opløsning af Unionen.
Stikpiller til elefanten i Florida
Tilbage i 2012 på Republikanernes partikonvent talte Clint Eastwood til en tom stol, som skulle forestille at være et symbol på Obama. Det var en kommunikativ fadæse. I 2021 kunne Biden også lige så godt have haft en tom stol bag sig som repræsentant for den fraværende Trump. Biden formåede dog at bruge dette fysiske fravær med større succes. I indledningen af talen takkede Biden de andre præsidenter for at være der og sagde så dette om ceremonien: ”I've just taken a sacred oath each of those patriots have taken.” I stedet for blot at sige “presidents” brugte Biden ordet “patriots”. Det var dels for at understrege, at ikke alle nulevende præsidenter var til stede samt en tilbageerobring af ordet fra Trump, som har brugt det i stor stil til at splitte amerikanerne frem for at samle dem.
En anden kontrast, som endte med at træde frem mellem Trump og Biden, var i deres brug af pauser. I Bidens første tale på verdens måske mest kendte talerstol valgte han på et tidspunkt tavshed:
“My first act as president, I would like to ask you to join me in a moment of silent prayer, remembering all those we lost.”
Selvom dette først og fremmest var ment som en påmindelse om de mange bortgåede amerikanere under coronakrisen, så kan man alligevel ikke lade være med at se og høre øjeblikket som en kontrast til Trumps talestrøm, hvor han som præsident som regel kun holdt pauser i sine taler, når klapsalverne var høje nok.
For mange afstikkere på hovedtemaet
Inden talen var der spekulationer om, hvilken krise Biden ville vægte højest – dem alle skulle det vise sig. Det udvandede dog talens fokus. John F. Kennedy valgte f.eks. at tale om udenrigspolitiske udfordringer i stedet for indenrigsmæssige problemer i sin indsættelsestale. De enorme udfordringer, Biden står overfor, gjorde, at han visse steder hurtigt sprang fra racemæssige uroligheder til klimaforandringer, godt nok i, hvad der umiddelbart virkede som elegante broer, men som ikke gav nok tid til eftertanke til hvert emne:
“A cry for racial justice, some 400 years in the making, moves us. The dream of justice for all will be deferred no longer. A cry for survival comes from the planet itself, a cry that can't be any more desperate or any more clear now.”
Her lavede Biden en stilmæssigt elegant overgang, hvor begge områder ’råber’ på hjælp. Men den gennemtænkte overgang havde også den bagside, at han gled hurtigt igennem emnerne, så publikum knapt nåede at tænke over den ene enorme udfordring, før man var videre til den næste.
Talen fremstod flere steder som manglende et sidste gennemskriv. F.eks. i disse to sætninger, som kunne være endt som talens tematiske og stilistiske centrum:
“Some days you need a hand. There are other days when we're called to lend a hand.”
Hvis balancen mellem de to sætninger var blevet gjort mere lige, kunne budskabet om sammenhold set i det enkle billede om livets tilfældigheder have stået stærkere tilbage. En tale handler dog også om kontekst, og når Trumps talestil er konteksten for, hvordan Biden brugte gentagelser og pauser samt formåede at sætte tryk på de rigtige ord, så leverede Biden et gennemtænkt og struktureret budskab.
Vagtmanden Biden
Der hvor Biden for alvor begyndte at levere sin egen tematik, var i hans fokus på generationsansvar i talen. Det fungerede for Biden, både på grund af måden, han har præsenteret sig selv som bedstefar, og hans udtalte kærlighed til sin egen store familie, men også, fordi han politisk har formået at samle og blive en brobygger mellem generationer af amerikanere, særligt unge amerikanere, som håber, han kan vise vejen frem for USA og give plads til næste generation undervejs. Glæden og opmærksomheden for ”Madam Vice President” Kamala Harris var f.eks. langt større, end det har været set længe for indehaveren af denne post. Biden var da også bevidst om dette med en direkte hilsen til Harris undervejs:
“Here we stand, where 108 years ago at another inaugural, thousands of protesters tried to block brave women marching for the right to vote. And today we mark the swearing in of the first woman elected to national office, Vice President Kamala Harris. Don't tell me things can't change.”
Biden er ikke på samme måde en del af minoriteternes historie i USA, som Harris er det, eller som Obama var det. Men han kan stadig fungere som et talerør og en vagtmand for dette inkluderende syn på USA og dets historie, til en anden repræsentant er klar til at tage over.
Lad Biden være Biden
Det var dog også lidt af et Obama-ekko, der blev en hæmsko for Biden, mod slutningen af talen, idet han henviste til ideen om en amerikansk ”story”. Særligt Obamas store metabrug af begrebet har gjort, at alle efterfølgende præsidentkandidater, som f.eks. demokraten Julian Castro og republikaneren Marco Rubio, hurtigt har lydt som netop ekkoer frem for nye stemmer. Biden har redskaberne og den personlige baggrund til at skabe sin egen stemme som præsident, men det betyder også, at han skal holde sig fra at dykke for langt ned i skattekisten med de succeser, som hans forgængere har leveret.
Efter euforien har lagt sig over at høre en amerikansk præsident tale for demokratiet, for empati og for fakta, så vil Bidens tale nok lande på et sikkert sted i rangeringen af indsættelsestalerne. Talen den 20. januar 2021 ville for meget til tider, men satte også meget i gang. Biden sjokkede sikkert ind i rollen som USA's næste præsident, og der var gode nok takter undervejs, til at håbet stadig lever for historiske taler fra Amerikas 46. præsident i fremtiden – også det lys holdt Biden tændt i en mørk tid for USA.
