Døtrene, der smed mor under bussen

Brittas døtre afviser anklagerne om groft hæleri og placerer et eventuelt ansvar hos deres mor. Tilbage står spørgsmålet: Hvor mange svinedyre konkurrenceheste kan man egentlig tage imod – og stadig påberåbe sig uagtsomhed?
Samina og Jamilla er klædt i passende sort, interviewets sinistre baggrund taget i betragtning. Foto: Discovery Networks Denmark / Ritzau Scanpix
Samina og Jamilla er klædt i passende sort, interviewets sinistre baggrund taget i betragtning. Foto: Discovery Networks Denmark / Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
 
 
Brittas døtre, Nadia Samina Hayat (tv.) og Karina Jamilla Hayat. Screendump fra Kanal 5.
  
Seneste kapitel om Britta og de 111 millioner er et opsigtsvækkende familiedrama.
 
Onsdag aften i sidste uge tonede bedragerimistænkte Britta Nielsens to døtre, 31-årige Nadia Samina Hayat og 34-årige Karina Jamilla Hayat, frem på Kanal 5De er begge sigtet for groft hæleri i forbindelse med moderens angivelige tyveri af 111 mio. kroner fra de offentlige finanser.
 
Døtrene har indtil nu været beskyttet af et navneforbud. Navneforbuddet blev ophævet i anledning af deres tv-optræden.
Interviewet, der blev vist på Kanal 5, varede en time. Det foreligger desuden i en uredigeret version på to timer og 11 minutter. Denne tekst er baseret på den uredigerede version.
 
Interviewet med korslagte arme
Deres kropsprog er interviewet igennem variationer af korslagte arme. Mest udtalt hos den yngste søster, Samina.
 
De sidder med korslagte arme  det kaldes et skjold. Vi putter et skjold på, når hjernen gerne vil have, vi skal være trygge. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er bange. Det er meget naturligt, når man sidder i en så sårbar situation, siger kropssprogseksperten Pernille Slot til Ekstra Bladet.
 
  
 
Interviewets første lille times tid handler overvejende om de to søstres barndom. Den var ifølge deres beretning præget af bl.a. sparsommelighed, uden at der manglede noget. De talte ikke pengesager med deres forældre.
 
I denne del af interviewet virker begge til at tale frit. Begge fremstår velformulerede, velbegavede og reflekterede.
 
Faderens død i 2005 er et vendepunkt i historien. Som en angivelig del af den efterladte families sorgbearbejdning, tager de på en ferie i Sydafrika. Det er ikke en type ekstravagance, de to døtre har været vant til før faderens død.
 
Herefter tager forbruget fart: Der bliver foretaget investeringer i jord og et sommerhus i Sydafrika, og det bliver muligt for lillesøsteren at deltage i ridesport på højt (og dyrt) niveau.
 
 
 
Da interviewet begynder at handle om Sydafrika, sker der også et skift i døtrenes måde at reagere på spørgsmålene på. Mest tydeligt da intervieweren refererer medieforlydender om broderens forbrug i Sydafrika, hvor storesøster Jamilla indleder et lille modangreb på medierne.
 
Da spørgsmålene begynder at handle om lillesøster Saminas ridesport, snubler Samina flere gange i sine svar og må bede om, at spørgsmålene bliver taget om.
 
»Jeg roder rundt. Jeg bliver forvirret«, som Samina udtrykker det.
 
De sidste ca. ti minutter handler om døtrenes personlige oplevelse med hele sagen. Her bryder begge døtre ud i gråd, og da talen falder på mediernes dækning af sagen, reagerer de med en kontrolleret vrede eller forurettelse.
 
Da talen falder på Brittas mulige fængselsstraf, trænger tårerne sig på. Screendump fra Kanal 5.
 
Døtrene fortæller samstemmende, at de penge, de har brugt på henholdsvis en karriere inden for ridesport og anskaffelse af en Audi, kom fra deres mor.
 
De fortæller ligeledes, at de ikke er klar over, hvor deres mor har sine penge fra, men at de har antaget, at de kom fra en kombination af opsparing, arv og livsforsikring. De har aldrig spurgt.
 
De medgiver begge, at hvis deres moder er skyldig i anklagerne, så kan nogle af de penge, de har modtaget, meget vel være kommet fra stjålne satspuljemidler.
 
"Man stoler jo på, der er styr på det"
Helt overordnet virker de to søstre troværdige og fattede omend med følelsesmæssige sprækker, hvilket situationen taget i betragtning ikke er så underligt. Tydeligst hos Samina, da hun bliver spurgt ind til sin involvering i hestesporten, herunder tilknytning til en dyr stald i Tyskland og opstart af en virksomhed i Holland.
 
Det virker ikke til at være behageligt for Samina at svare på disse spørgsmål. Det kan der naturligvis være flere grunde til.
 
Spørgsmålene om ridesportskarrieren og køb af heste hyler Samina ud af den. Screendump fra Kanal 5.
 
En af dem kan være noget så banalt, som at Saminas svar på spørgsmålene afslører, at hun trods titel af direktør i sine virksomheder angiveligt ikke har haft indblik i deres økonomi. Det har mor styret. Samina har bare skrevet under.
 
»Det lyder selvfølgelig lidt dumt, men man stoler jo på, at der er styr på det, når mor er indover«, som Samina udtrykker det.
 
Mor under bussen
Samina og Jamillas advokater må mene, at de har en god sag, og at søstrene er i stand til at redegøre for den, når de sender dem i tv. I den forbindelse er det svært at overse, at Kanal 5 er et interessant valg af medie. Har man spekuleret i en mildere behandling til gengæld for at forære scoopet til en mindre station?
 

Spørgsmålet er så, om fx kendskab til indkøb af op mod 60 konkurrenceheste kvalificerer til simpel eller grov uagtsomhed?

 
Netop valget af Kanal 5 var formentlig en væsentlig årsag til, at rygterne om, at søstrene havde modtaget betaling for deres medvirken, spredte sig sammen med nyheden om deres tv-optræden. Det rygte har produktionsselskabet bag interviewet skudt ned.
 
Uagtet valget af medie synes forsvarsadvokaternes strategi at være, at døtrene kaster deres mor under bussen. Skulle retssagen mod moderen vise, at døtrene har gjort sig skyldige i hæleri, så peger dette interview på, at forsvaret vil hævde, at der er tale om uagtsomhed.
 
Spørgsmålet er så, om fx kendskab til indkøb af op mod 60 konkurrenceheste kvalificerer til simpel eller grov uagtsomhed?
 
Forsøget på image-genopretning
Med sigtelsen om groft hæleri har døtrenes offentlige image ubetvivleligt taget skade. Interviewet på Kanal 5 rummer derfor, udover en dimension af juridisk positionering forud for en kommende retssag, også en indlysende personlig krisekommunikativ dimension for Samina og Jamilla.
 
 
Brittas døtre er ude i den øvelse, som k-forskerne Winni Johansen og Finn Frandsen kalder image-genopretning.
 
Deres strategi i image-genoprettelsen er det de to forskere, med henvisning til William L. Benoit, kalder Uddragelse af ansvar. Ved unddragelse af ansvar-strategien er der tale om, at man nedtoner eller reducerer sin egen rolle i sagen.
 
Der er fire undertyper af Unddragelse af ansvar (provokation, omstødelse, uheld, gode hensigter). Døtrenes forklaring passer på typen omstødelse, hvor man forklarer sig med, man ikke var tilstrækkeligt velinformeret, eller at man ikke selv havde fuld kontrol over tingene.
 
Det passer især på interviewets passage om Saminas ridesportskarriere og sideløbende omfattende køb og salg af dyre heste. Samina erklærer, at hun trods titel af direktør ikke havde indsigt i økonomien i virksomhederne.
 
Døtrene benægter ikke, at der kan være tale om tyveri og hæleri, men påberåber sig at have været uvidende og at have handlet i god tro. Skylden ligger et andet sted. Hos deres egen mor. De har blot gjort sig skyldige i uagtsomhed.
 
Som der bliver sagt i interviewet: »Mor er jo den, man stoler allermest på i hele verden.«

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også