Black Lemonade

For mange handler Beyoncés succes om velplanlagt kommunikation, marketing og god business-sans – krydret med lidt feminisme og black power. For andre, mig inklusive, handler den dels om førnævnte, men især om en hypermoderne og smart italesættelse af privilegier, af sorte amerikaneres historie, af andethed, anderledeshed, undertrykkelse og patriarkat i en stor pærevælling. Tilsat vilde billeder og videoer, personlige tekster og afsindigt kloge beats.
Beyoncé. Billede fra Beat Magazine.
Beyoncé. Billede fra Beat Magazine.
”Der står to såårte bøsser fra København og danser,” overhørte jeg og min bedste ven engang et par gæve, danske piger sige om os på drævende aalborgensisk til en Beyoncé-koncert i den nordjyske hovedby i maj 2007. Det var første gang, vi så hende live, og vi dansede og sang og råbte og skreg, som var der ikke en dag i morgen.
 

Jeg har tænkt meget på den kommentar i de sidste ti dage, siden Beyoncé kompromisløst smed sit visuelle album Lemonade ud over verden og fik både internettet og dele af den virkelige verden til at gå pænt meget amok.
 
Beyoncés trailer til Lemonade.
 
Siden 2007 er der sket en del, både med verden og (heldigvis) også med Beyoncé som kunstner. Det skal der kigges lidt nærmere på, for med sit seneste album har hun ikke bare lavet et moderne og kulturelt hovedværk, hun kommunikerer også til ret så forskellige grupper på én og samme tid. Med stor succes.
 
Der er allerede skrevet meget om Lemonade, der undervises akademisk i Beyoncé på amerikanske universiteter, og som den første kvindelige kunstner nogensinde har hun alle sine12 sange fra det visuelle album med på Billboards Hot 100-liste på samme tid (hermed overgår hun Taylor Swift, der havde 11 sange – rekorden holdes af Bieber med 17).
 
Beyoncé på smadretur i citrongult (GIF baseret på klip fra Lemonade).
 
Musikken er anmeldt, referencerne gjort op, masser af links skabt – og det er derfor ikke det, der skal gøres her. I stedet skal den her artikel handle om, hvad det er, hun med Lemonade kommunikerer – og til hvem, hun gør det.
 
Ikke bare en popprinsesse
Med Lemonade understreger Beyoncé for alvor, at hun ikke bare er en random popprinsesse, som man kan løbe om hjørner med. Værket er en magtdemonstration. Bare tænk på, hvor stort et arbejde det har været – for anden gang – at hemmeligholde produktionen af et helt album og en tilhørende timelang film. Der er så afsindigt mange samarbejdspartnere og medvirkende, at det snildt kunne blive lækket, ligesom fx Madonna har oplevet det.
 
Det viser en kunstner i kontrol, hvilket understreges af nogle af de mennesker, hun bruger i sin video – fx den nigerianske kunstner Laolu Senbanjo, der har skabt den kunstneriske og spirituelle kropsudsmykning på en række dansere, og som i et interview bla. taler om Beyoncés viden om hans arbejde og hendes kontrol og perfektionisme på settet.

Har man set og hørt Lemonade, har man også oplevet en kunstner, der trækker på en afsindig stor brønd af referencer. Men hvorfor gøre det? Hun er en stjerne, der er blevet skabt fra ungdommen af en familie, der styrede Destiny’s Child med hård hånd. Mange har i årevis set hende som en kvinde, der nok sang fantastisk og fik verdensomspændende succes, men som også bare var en del af et større spil – også med sin mand, Jay-Z.
 

Mange forskellige målgrupper
Med både videoerne og teksterne på Lemonade har Beyoncé skabt et stykke kommunikation, der siger flere forskellige ting på en og samme tid. For det første viser og anerkender hun, at hun står på skuldrene af så mange andre. Andre kunstnere, andre kvinder, sorte amerikaneres historie.
 
Hun er ikke en fjern popdronning, der har lukket sig inde og skabt et selvstændigt værk – snarere tværtimod; det går netop i alle mulige retninger på en gang og samme tid, som en kulturel matrix, der forsøger at sige "Jeg er her kun, fordi I gjorde det muligt for mig" til et historisk væld af mennesker.
 
Samtidig markerer hun sig også som en overordentlig selvstændig kvinde – især med sine tekster, der jo i høj grad handler om mandens svigt og utroskab, hendes kontrol over deres forhold, men også hendes accept af ultimativ kærlighed, accept og tilgivelse.
 
Det italesætter en stærk kvinde, der træffer sine egne beslutninger, og det forsætter den feministiske dagsorden, hun satte på sit sidste album, Beyoncé, og som man også har kunne høre snerten af i tidligere sange, når hun fx har sunget om vigtigheden af økonomisk frihed fra sin mand. 
 
Men endnu mere markant kommunikerer Lemonade Beyoncé som sort kvinde. Det burde egentlig ikke være overraskende for nogen, at hun er det – alligevel har der tidligere været en populær SNL-sketch om 'The Day Beyoncé Turned Black', der er meget sigende for opfattelsen af sangerinden.
 
SNL-sketchen 'The Day Beyoncé Turned Black'
 
Hun kan synge og danse, ja tak, men hun har også altid været en mild, professionel og mediesky kunstner, der har sunget for Obama og samlet nationen. Den attitude er slut på Lemonade – eller rettere sagt: folks modtagelse af albummet betyder, at det image er ændret.
 
Radikal popkritik
For på Lemonade er der ingen skam. Der er ingen accept af undertrykkelse, der er ingen kompromiser, og det fremstår som en decideret kulturel manifestation og hyldest. Den ældre generation af sorte kvinder hyldes og repræsenteres af fx den politidræbte Trayvon Martins mor, mens den nye generation af sorte kvinder vises af bl.a. Blue Ivy, Beyoncés datter, og skuespillerinden Amandla Stenberg, der spillede den lille pige Rue i The Hunger Games-filmene.
 
Beyoncé som generisk sort kvinde (GIF baseret på klip fra Lemonade).
 
I sydstaternes dybe sumpe, på plantagerne og med tunge historiske referencer viser hun med stolthed og ærefrygt sit bagland. Ord som ’helende’ er blevet brugt til at beskrive det visuelle album fra sorte kritikere og kommentatorer, der peger på, at hun har skabt et historisk værk, der netop er kompromisløst og siger "her er vi" uden at prøve at gøre historien lettere spiselig for, well, hvide.
 
Men følger man samtidig debatten og samtalen om albummet både i levende live og på nettet, er det tydeligt, at Beyoncé jo ikke kun kommunikerer til (USA's) sorte befolkning. Hun rammer så bredt og får både implicit og eksplicit sat feministiske og politiske dagsordner på plads i en langt større målgruppe.
 
Nogle opfatter og undersøger referencerne af sig selv, andre gør ikke – men det er i og for sig ligegyldigt. De, der har brug for dem, lærer dem at kende. Andre får åbnet øjnene for et univers, der sjældent er portrætteret i en popkulturel sfære. Og det er netop en af de helt store forcer ved Lemonade; at det på en og samme tid er en radikal kritik og totalt tilgængelig musik.
 
Meget af musikken er ikke nødvendigvis skabt til at blive spillet på hendes kommende tour – i stedet er det et album, der fungerer sindssygt godt i hjemmet. Som sniger sig ind under huden på en, som hvisker feministiske og rebelske ord i øret på en, mens man er der, hvor kvinderne – og især de sorte – historisk har haft deres højborg: i hjemmet, i privatsfæren, væk fra det offentlige rum.
 
Det har fået to sorte bøsser fra København til at tale og tale og tale, måske endda fælde en lille tåre. Men vigtigst af alt at forsætte dansen. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job