Hvad byder man journalister? Nybrygget spin-te
Det danske burkaforbud er en kæmpe historie også internationalt. I England er politikeren Boris Johnson kommet galt af sted efter nogle racistiske kommentarer om, at muslimske kvinder ligner bankrøvere. Nu prøver Johnson at styre sig ud af krisen på en meget engelsk måde. Han vil stadig ikke svare på deres spørgsmål. Han inviterer derimod de sure journalister på te. Englænderne er begejstrede, men hvorfor er det egentlig god krisestyring? Her et bud.
Boris Johnson serverede te for de afventende journalister.
"Ingen kommentarer" er aldrig et godt svar. Boris Johnson har fundet en bedre variant, hvor han afviser at tale om emnet og tilbyder te til de ventende journalister uden for sit hus. På den måde viser han omsorg for dem og tilbyder sig som deres tjener. #REKLAMEPLADS#
Johnsons kommentar til det danske burkaforbud
I 'The Telegraph' blev der søndag den 12. august trykt et avisindlæg af den engelske politiker Boris Johnson. Formålet med avisindlægget var at italesætte det kontroversielle burkaforbud, der netop er trådt i kraft i Danmark, og Johnsons mening om forbuddet var ikke at tage fejl af med overskriften “Danmark tager fejl. Ja, burkaen er undertrykkende og latterlig - men det er ikke nogen grund til at forbyde den”.
Foruden politikerens mening om selve beklædningen fremgik det af artiklen, at han betragter burkabærende kvinder som “latterlige”. Latterlige, idet han ikke kan se pointen i at gå rundt i en påklædning, hvor ansigtet er tildækket, og han påpeger, at man “bør være i stand til at se hinandens ansigter”.
Johnson går endvidere så langt, at han sammenligner dem med postkasser og bankrøvere, og forklarer, at han ville kræve, at burkabærende kvinder fjernede påklædningen, hvis de ønskede at indgå en dialog med ham. Det kunne eksempelvis være i en undervisningssammenhæng. Dog støtter Johnson ikke et burkaforbud som det, der netop er gennemført i Danmark, men understreger vigtigheden i, at man kan se hinandens ansigter og dermed være “face to face”.
.png)
Johnsons kommentarer om, at kvinder i niqab ligner “postkasser” og “bankrøvere”, har sat sindene i kog i det britiske kongerige. Foto: Eric Lafforgue / Art in all of us
Kritikken er haglet ned over Johnson fra højtprofilerede individer som eksempelvis Theresa May, der kort tid efter Johnsons udtalelser påpegede, at man generelt bør være mere påpasselig med sit ordvalg. Håndteringen af sagen fik dog smilet frem hos flere briter, der lystigt tweetede og kommenterede på det populære Youtube-klip, at det både var en klassisk britisk og klassisk Boris Johnson-håndtering af sagen. Så selvom Johnsons krisehåndtering overordnet set deler vandene, tyder reaktionen fra den britiske befolkning på en vellykket mediestyring fra den kontroversielle politikers side.
Obamas øl-topmøde
En lignende scene udspillede sig i 2009, da den daværende amerikanske præsident Obama inviterede den sorte universitetsprofessor fra Harvard, Henry Louis Gates Jr., politimanden James Crowley og daværende vicepræsident Joe Biden på øl i Det Hvide Hus’ baghave.
Gates, der en aften havde glemt nøglen til sit hus og derfor forsøgte at bryde ind i huset, fik en hårdhændet behandling af politiet, der angiveligt overhørte hans forklaring på situationen. Dette fik Obama til at kritisere politiets håndtering af sagen og kalde politiets handlinger for “stupide”, hvilket igangsatte en rødglødende debat om racisme i USA. Det medførte endvidere, at opbakningen til Obama faldt markant efterfølgende. Præsidentens udtalelse gjorde Crowley så rasende, at han forlangte en undskyldning og foreslog, at de mødtes til en omgang øl for at diskutere sagens kerne - racisme i det amerikanske samfund.
Daværende præsident Obama i selskab med James Crowley, Henry Louis Gates Jr. og daværende vicepræsident Joe Biden i Det Hvide Hus’ baghave med kold, forsonende øl. Foto: Marvin Joseph / The Washington Post
Obamas “øl-topmøde” havde dermed til formål at debattere og forsone sagens parter, nemlig Gates og Crowley, og det, de hver især repræsenterede. Her kan der drages en tydelig parallel til Johnsons case, hvor et møde over øl er byttet ud med te-servering til tørstige journalister. Det er både et strategisk og humoristisk træk at tilbyde de ventende journalister te frem for kommentarer, men også en angivelig empatisk, varm handling, at Johnson tænker på journalisternes ve og vel. Dermed forsøger afsenderen at bygge bro på baggrund af den britiske te-tradition.
"Where there’s tea, there’s hope”
Den engelske dramatiker Arthur Wing Pinero skrev engang: "Where there’s tea, there’s hope”. Det meget smukke og meget engelske budskab er, at te fremmer samtale, og samtale fremmer forståelse. Når man drikker te sammen, forstår man hinanden bedre og ser det bedste i hinanden. Her skabes et socialt bånd. Teselskabet er så at sige et socialt håb om forsoning.
Det er netop disse positive betydninger, Boris Johnson trækker på, når han inviterer på te. Det er naturligvis også en social gestus og et forsøg på at gøre det mere privat, og ikke mindst hyggeligt. At den sociale funktion og relation er vigtigere end det politiske signal. Ja, det udtrykker socialt overskud og overblik.
Sjovt nok er Thulesen Dahls kager langt mere ekskluderende. Her deler man kager sammen for helt bogstaveligt at fejre, at nogle udelukkes fra det socio-kulinariske fællesskab. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
At tilbyde mad og drikke er altid et socialt signal om forsoning. Det er den moderne ækvivalent til fredspiben. Her er klare spor tilbage til Obamas øl-topmøde, hvor han samler betjenten og den amerikanske professor. Her var målet også social forsoning, og at parterne kunne se hinanden i øjnene og se sagen fra andre vinkler. Forskellen er dog, at det her var mediering mellem parterne direkte og ikke en utraditionel pressehåndtering som i Boris Johnsons tilfælde.
Fra småracistiske fordomme til småsjov håndtering
Boris Johnson er som Trump en politiker, som overrasker med overlæg. Hans personlige brand er "outside the box"-stilen. Ved at bryde reglerne for interviewet flytter han fokus fra substans til show, fra indhold til form. Dette betyder et skift fra sag til meta-/procesniveau, hvor krisens alvor ophæves af historien om hans overskudsagtige håndtering. Det at drikke te kommer så at sige til at overskygge anklagerne om racisme. Dette er et godt eksempel på "politainment", hvor han som Trump altid går efter showet, fordi det husker folk bedre. Og han får sympati, fordi han er både mere sympatisk og mere underholdende end Trump.
Skik følge eller land fly
En subtil pointe er dog, at det netop er ikonet for England, som serveres. Det skjulte signal er, at nok ønsker Boris Johnson social forsoning, men det er på de monokulturelle britiske betingelser. Her bliver ikke serveret arabisk kaffe, for i England byder man gæster på te. Det er heller ikke de fremmede, der inviteres ind, men medierne, som er en del af det engelske nationale fællesskab.
Så nok er der håb, men det er et håb om, at alle imødekommer og bekræfter de engelske traditioner. For skik følge eller land fly, siger Boris mellem linjerne. Det er populisme og fordomme, men det er også god krisekommunikation. Te som spin, og det virker. Ikke mindst i England.
