Aktivist på nettet, lobbyist i gangene?

Klimaloven blev til gennem en unik kombination af borgerforslag som lobbyværktøj og stærkt pres på tværs af medier. Loven er senere blevet omtalt som «en afgørende vending i klimakampen», «danmarkshistorie» og «verdens mest ambitiøse klimalov». Men hvem skabte klimaloven? Den lille dansker eller Danmarks største klimaorganisationer? Hvor går grænsen mellem aktivisme og lobbyisme anno 2021? Skal man overveje at revurdere borgerforslagsordningen, hvis det ikke er borgeren, der er afsender?
af Marie Nygaard Sørlien og Victoria Engebretsen
Tilbage i januar 2019 blev borgerforslaget “Dansk Klimalov nu” publiceret på Folketingets netsider. Forslaget satte underskriftsrekord, da det opnåede godt over de nødvendige 50.000 underskrifter på kun 13 dage.  
 
Symptomatisk for en række andre forslag, der gennem borgerforslagsordningen er kommet hele vejen til folketingssalen, var også forslaget om en ny klimalov en kampagne fra personer med lang erfaring som policy-professionelle aktører i Organisationsdanmark og fra de politiske partier. Bag forslaget stod generalsekretærer og ledere fra 11 af Danmarks største miljø- og udviklingsorganisationer, der gennem planlægning og koordinerede kampagner på sociale medier bl.a. opfordrede deres medlemmer og følgere til at underskrive. På den måde har de medvirket til, at netop dette borgerforslag blev bakket op af et rekordstort antal danskere på borgerforslag.dk. 
 

Borgerforslag = et historisk nybrud for demokratiet?

Da hjemmesiden borgerforslag.dk blev lanceret i januar 2018, fik også den almene dansker et direkte talerør til Christiansborg, i lighed med borgere i lande med lignende ordninger som Finland, EU og Storbritannien. Alternativets partistifter og daværende politisk leder, Uffe Elbæk, omtalte ordningen som et “historisk nybrud for demokratiet". Et borgerforslag kan blive fremsat som beslutningsforslag og behandlet og stemt om i folketingssalen, hvis det får opbakning gennem elektroniske underskrifter fra 50.000 vælgere inden 180 dage. I ordningens regelværk står der, at foreninger, virksomheder el.lign. ikke kan stille borgerforslag, men en fysisk person kan stille forslag som repræsentant for foreninger, virksomheder el.lign. Hvis sidstnævnte er tilfældet, bør man skrive i bemærkningerne, hvem man repræsenterer.
 
Derfor spænder ordningen ben for sig selv, når flere end halvdelen af de succesrige forslag er stillet af interesseorganisationer. En gennemgang fra Berlingske i 2018 viste, at i seks ud af ti borgerforslag, der har opnået 50.000 underskrifter, er en ansat i en interesseorganisation primær forslagsstiller eller medstiller. Borgerforslagsordningen er en forventning om, at det er almindelige borgere, der stiller borgerforslag og derigennem får et talerør til Folketinget. Der er derfor paradoksalt, at et borgerforslag kan signeres af privatpersoner, men mobiliseres af interesseorganisationer, der har helt andre muligheder for at understøtte forslaget af kampagne og lobbyisme.
 

Klimaloven blev til af hvem?

I vores speciale Jakta på makta – Når aktivist bliver lobbyist afdækker vi, hvem der var de reelle aktører bag klimaloven. Det understreger massive problemstillinger, når borgerforslaget, der lå til grund for klimaloven, blev skabt ud fra et format, hvor det var borgeren, der brugte et talerør til Folketinget, som de ellers ikke ville have haft, hvis de var stærke interesseorganisationer. 

 
Vi diskuterer med udgangspunkt i demokratiske principper som åbenhed og tillid, og i forudsætninger for god (digital) lobbyisme, hvorfor der er grund til at se indgående på borgerforslag som format i Danmark og også i andre lande, hvor en lignende ordning lige nu og tidligere har været diskuteret. 
 

Aktivist eller lobbyist?

Processen omkring borgerforslaget om ny klimalov er unik, fordi den kombinerer brugen af borgerforslaget som et taktisk værktøj og stærke digitale ressourcer. Den har vist, at brugen af borgerforslaget som et værktøj for at udøve politisk påvirkning i mødet med en stærk digital tilstedeværelse kan skabe stor politisk gennemslagskraft. En gennemslagskraft som i sig selv ikke er problematisk, men som i det offentlige rum kan skabe uklarhed om afsendere og uklare motiver. Et opslag i dit feed på sociale medier er ikke længere ensbetydende med reklame for organisationens mærkesager. Det skaber muligheder for at lave hele sociale bevægelser, som i sidste ende kan flytte politikere over til ja-siden for en bestemt lov.
 
Det skaber slørede grænser, at man på den ene side kan samle folkelig opbakning til sine mærkesager gennem strategisk brug af borgerforslaget som et lobbyværktøj, mens man på den anden side præsenterer sig som klimaaktivister, der af nødvendighed kræver en klimalov. Er interesseorganisationen aktivist eller lobbyist? Idet klima- og udviklingsorganisationerne konstruerer sig selv som aktivister i mødet med en større sag, hvor de kæmper mod en pengestærk erhvervselite med bedre tilgang til politiske beslutningstagere, opstår et paradoks.
 
Interesseorganisationerne skaber en konstruktion af, at det er den almindelige mand, der står bag forslaget og forsøger at påvirke klimaloven. Uafhængigt af forslagets formål er det problematisk, at forslaget udefra ser ud til at komme fra en græsrodsbevægelse. For hvilke krav stiller man da til de borgere, der skal modtage påvirkningsforsøget? De, der læser og underskriver borgerforslaget? En forventning om, at man må være en “superborger” for at få sin sag på den politiske dagsorden? Definitionerne er uklare, og borgerforslag som format risikerer i værste fald at blive til uigennemsigtig lobbyisme, hvor politikere og journalister reagerer på andre forventninger om, hvem afsenderne er.
 

Aktivist på nettet – lobbyist i gangene?

Det kan være svært at genkende påvirkningsforsøg, særligt de digitale, der kan være svære at identificere, hvis man ikke har kundskab om eller kendskab til sagerne og aktørerne. 
 
Der er mange interesseorganisationer, der ikke ønsker at blive kendetegnet som policy-professionelle eller lobbyister, men på samme tid er det umuligt for medlemsbaserede organisationer, der arbejder mod konkrete politiske mål at argumentere for, at deres advocacy-arbejde er et fuldkomment altruistisk spil. Organisationer har også klare motiver til at betale tilbage til egne medlemmer.
 
For at legitimere brugen af borgerforslag forklarer flere interesseorganisationer, at de ikke har store ressourcer til at drive lobbyarbejde, som  erhvervslivet har. Her kan man se, at digitale strategier muliggør, at mindre interesseorganisationer i større grad kan bedrive interessevaretagelse på samme måde som de ressourcestærke aktører. Formår man at skabe en historie, som får nok medvind, er det svært for selv de mest kritiske motstandere ikke at se på forslaget igen. Gennem medvind og bred pressedækning opnåede aktørerne at skabe legitimitet til at handle på et givet problem. 
 
Tilsammen har interesseorganisationerne mere end 700.000 følgere på deres sociale medie-profiler. En forudsætning for at få medvind i sine forslag er, at de når ud til nok mennesker. Dette gør også, at skellet mellem ressourcestærke aktører blegner. Digital lobbyisme åbner for, at alle i princippet kan følge med, men det forklæder også det politiske spillerum, når mulighederne til at udøve påvirkning øges.
 
Des mere professionelle organisationerne bliver på nettet og behandler det som et hvilket som helst andet arbejdsområde i virksomheden, des større bliver forventningerne og kampen om opmærksomheden. På den måde kan man godt forstå, hvorfor organisationerne valgte denne kombination til at muliggøre klimaloven. En effektiv kombination af en direkte kanal til et folkeligt engagement.
 
Tid for revidering af borgerforslagsordningen og nye principper for god lobbyisme?
Er der behov for en revidering af borgerforslagsordningens regelværk, så vi tager tydelig stilling til, hvorvidt interesseorganisationer og andre professionelle interessenter kan benytte ordningen som et lobbyværktøj? Ordningen har mødt kritik, siden den blev implementeret som en forsøgsordning, og man kan derfor stille sig undrende overfor, hvorfor diskussionen ikke blev taget, da Folketingets Udvalg for Forretningsorden (UFO) valgte at videreføre ordningen og gøre den til et permanent tiltag, uden yderligere ændringer.
 
Ifølge DI Rådgivernes og Public Relation Branchens Principper for god lobbyisme, lanceret i 2019, indeholder god lobbyisme et præmis om tydelig afsender: “Lobbyister skal i deres virke være åbne om, hvem de er, og hvem de repræsenterer”. Gennem processerne til borgerforslaget er det svært for den almindelige dansker at have overblik over informationen, og hvem der egentlig er afsendere af forslaget. Borgerforslagsordningen, som er ment som et tilskud til demokratiet, skabt af beslutningstagerne selv, skaber en arena for uklare afsendere. Kan man ikke stole på, at politikerne selv tager borgernes prioriteringer videre, før interesseorganisationerne og borgerforslaget konstruerer sig selv som svaret på borgernes ønsker?
 
Der kan derfor også være behov for at udvide og videreudvikle principperne for god lobbyisme til at indeholde flere og tydeligere grænser for skjulte påvirkningsmekanismer, herunder også principper for god digital lobbyisme. Dette bliver endnu vigtigere i tiden fremover for at sikre, at regler og vejledninger er opdaterede og tilstrækkelige og kan bidrage til større gennemsigtighed over for civilsamfundet.
 
Dette er ikke en diskussion af gode motiver, rigtige love eller den endelige afgørelse. Det er en diskussion af processerne, som opstår, specielt når politikken selv er med til at konstruere spillefeltet. Kombinationen af borgerforslag som en strategisk proces med en forventning om, at det er borgerne selv, samtidig med et stærkt digitalt og utydeligt pres gør det svært for den almindelige dansker at forstå forudsætningerne for den politik, der engagerer dem. Er det på tide med en selvrefleksion hos danske lobbyister?
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også