Er 20 fortalelser bedre end én?

Bidens retoriske bommerter er blevet en del af hans retoriske persona på linje med George Bush’ ordkvababbelser og Donald Trumps over- og underdrivelser. Forskellen fra særligt Trump er dog, at Biden har færre fortalelser i gennemsnit. Men det kan måske være en del af problemet. Trump havde nærmest ugentlige skøre ideer at levere til pressen, men de blev så hyppige sammen med de mere reelle skandaler, at deres slagkraft også blev udvandet hos selv modstanderne af Trump. 

Fordi Biden har udtrykt ønske om at vende tilbage til en mere ærlig præsidentiel retorik, står hans fortalelser også mere sårbare over for kritik. Han har argumenteret for, at det præsidentielle bare skulle løftes igen efter årene med Trump, og det stiller også større krav til hans udtalelser.

Men Biden har dog netop også haft for vane at rette på sig selv, når han begår sproglige fejl; noget, hans forgænger sjældent gjorde – og oftest kun efter stort pres fra sine rådgivere. Under selve talen den 26. marts valgte Biden ikke at rette på sig selv, efter han hen mod slutningen sagde ordene: “For God’s sake, this man cannot remain in power!” Han har efterfølgende også været ude at sige, at han står ved ordene. Strukturen på talen lige inden dette udsagn lagde da heller ikke op til, at han f.eks. var kommet til at tilføje et led for meget i en tretrinsraket eller lignende. Bidens hårde kritik af Putin var til stede fra start i talen, og i slutningen handlede det også for Biden om, at en diktator, med slet skjult henvisning til Putin, ikke kunne undertrykke et folk i længden. 

Igennem krigens udvikling har den amerikanske højrefløj kritiseret Biden for ikke at gøre mere for Ukraine og tage chancer som f.eks. at etablere en ”no-fly-zone”. Men kritikken er vendt på en tallerken efter talen i lørdags, og det handler nu om, at Biden gik for langt med sine ord. Det fortæller ikke kun noget om Bidens retorik, men også om den balancegang, han har måttet finde i en udenrigspolitisk sag, der ellers burde kunne samle fløjene i USA.

Et skridt videre ind i den 2. kolde krig?

Hvordan denne ene sætning i Bidens tale vil blive husket, kommer til at blive afgjort af både afslutningen på konflikten mellem Rusland og Ukraine, Rusland og Vesten og resten af verdens reaktion. Biden selv lagde op til, at vi nu er i gang med endnu et slag imellem demokratiske og ikkedemokratiske værdier i en vedvarende kamp.

Beskrivelsen af en “endeløs” kamp har Biden tidligere talt om i en amerikansk kontekst med raceuroligheder og den lurende racisme, som han anerkender, stadig er til stede i landet på trods af fremskridt. Her blev den ulmende tvekamp mellem “godt” og “ondt” placeret på verdensplan. Det skete med mere manuskriptbårne argumenter med fokus på at kæmpe på vegne af demokratiet frem for autokratiet.

Biden kom bl.a. med henvisninger til den kolde krig, som med årene fremover kan blive til den 1. kolde krig, hvis den seneste måneds tiltag fortsætter med at eskalere. De årtier bød på mange store taler for de amerikanske præsidenter – ikke mindst i den direkte konfrontation med Sovjetunionen, som da John F. Kennedy beskrev sig som en berliner, og Ronald Reagan bad sin modpart om at rive Berlinmuren ned. Det retorisk historiske reservoir var derved klar til Bidens brug, som, på samme måde som både Putin og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gjort det, kunne svinge sig op på den helt store historiske klinge og levere patosfyldte referencer i rammesætningen af den nutidige konflikt.

Biden trak bl.a. på Kennedy og dennes beskrivelse af den kolde krig som ”en lang tusmørkekrig” i midten af det 20. århundrede:

“Nothing about that battle for freedom was simple or easy. It was a long, painful slog. Fought over not days and months but years and decades. But we emerged anew in the great battle for freedom. A battle between democracy and autocracy. Between liberty and repression. Between a rules-based order and one governed by brute force. In this battle, we need to be clear-eyed. This battle will not be won in days or months either. We need to steel ourselves for a long fight ahead… Every generation has had to defeat democracy's moral foes. That's the way of the world, for the world is imperfect, as we know. Where the appetites and ambitions of a few forever seek to dominate the lives and liberty of many.”

Krigen i Ukraine har varet lidt over en måned nu, men med disse ord lagde Biden op til, at der kan gå meget lang tid, inden vi ser en afslutning på den konflikt, som nu er sat et gear op imellem forskellige regeringssystemer verden over.

Slut med kampvognsdiplomati

Stedet for Bidens tale, Warszawa, viste, hvor langt NATO har rykket sig østpå siden den kolde krig og nu har indlemmet byen, der lagde navn til Warszawapagten! Men det var også en mulighed for Biden til at tale om, hvordan Rusland i form af Sovjetunionen tidligere havde rullet ind med militærkøretøjer og undertrykt protester i Østeuropa. For Biden handlede det om at samle de nyere EU-lande med de ældre og støtte op om Zelenskyjs beskrivelse af, at kampen står mellem et folks ønske om frihed og et styres ønske om at dominere andre lande: 

“Today's fighting in Kyiv and Melitopol and Kharkiv are the latest battle in a long struggle. Hungary, 1956. Poland, 1956, and then again, 1981. Czechoslovakia,1968. Soviet tanks crushed democratic uprisings, but the resistance continued until finally in 1989, the Berlin Wall and all the walls of Soviet domination, they fell. They fell! And the people prevailed … Let's remember the hammer blow that brought down the Berlin Wall, the might that lifted the Iron Curtain were not the words of a single leader, it was the people of Europe, who for decades fought to free themselves… And together it was an unmistakable and undeniable force of the people that the Soviet Union could not withstand. And we're seeing it once again today for the brave Ukrainian people showing that their power of many is greater than the will of any one dictator.”

Det var folket og ikke en enkelt mands retorik, der havde reddet demokratiet – det var også et strategisk budskab at levere for Biden, ikke kun pga. egne udfordringer som offentlig taler, men også for at understrege, at tilliden til én mands ord sjældent var godt. Også når der blev talt om Putins magt over Rusland.

Biden trådte i flygtningens fodspor

Det var ikke kun folket i Polen, Biden talte til. Det var i lige så høj grad både folket i resten af EU og i Rusland og Ukraine. Der blev både talt om sammenholdet mellem Vestens demokratier, russernes mulighed for at sige fra, og så de mange ukrainske flygtninge, der var kommet til nabolandet Polen: 

“… thousands of Ukrainian refugees are now trying to answer the toughest questions a human can ask. My God, what is going to happen to me? What is going to happen to my family? I saw tears in many of the mothers' eyes as I embraced them. Their young children, their young children, not sure whether to smile or cry… One little girl said, Mr. President – she spoke a little English – is my brother and my daddy, are they going to be okay? Will I see them again? … I didn't have to speak the language or understand the language to feel the emotion in their eyes, the way they gripped my hand, little kids hung on to my leg, praying with a desperate hope that all this is temporary… Millions of families are being driven from their homes, including half of all Ukraine's children. These are not the actions of a great nation.”

Biden talte på en måde, hvor forskellen mellem hans og flygtningens ord enkelte steder blev udvisket pga. brugen af pronominer. Det kunne lyde sjusket, men for Biden handlede det også om at etablere så stor en grad af empati som muligt, når han satte sig i den forurettedes sted.

“Right makes might”: Bidens udskamning af Putin

Hvor Biden arbejdede med en udviskning af grænserne mellem sig selv og de flygtninges skæbne, han beskrev, så var der klar afstandtagen til Putin. Det skete bl.a. med en kontrast til en anden statsleder i krig, Abraham Lincoln. Borgerkrigspræsidenten var en mester i at hive passende bemærkninger frem fra Bibelen og andre ældre tekster og gøre dem relevante for nutiden. Det gælder også vendingen ”Right makes might”, som Biden så hev frem her i vores nutid. For Biden handlede det om at placere ansvaret for tragedien hos Putin og den moralske overmagt hos Ukraine og landets støtter. Biden fremhævede bl.a., at Putin havde sagt, at der ikke ville finde en invasion sted i ugerne op til invasionen, for at understrege, at man ikke kunne stole på Ruslands leder. Bidens syn på Putin blev derved etableret relativt tidligt i talen: 

“Today, Russia has strangled democracy and sought to do so elsewhere, not only in his homeland. Under false claims of ethnic solidarity, there's invalidated neighboring nations. Putin has the gall to say he's 'denazifying' Ukraine. It's a lie. It's just cynical, he knows that and it's also obscene.”

Biden mente, at Putin var fanget i fortiden og endda på den forkerte side af historien helt tilbage til Sovjetunionens store krig mod nazisterne. For hvor Putins eget folk havde oplevet en lignende katastrofal bykrig bl.a. omkring det daværende Leningrad i 2. verdenskrig, så var det nu russerne, som påførte lignende lidelser til byboerne i Ukraines storbyer:

“Whatever your generation experienced, whether it experienced the siege of Leningrad or heard about it from your parents and grandparents. Train stations overflowing with terrified families fleeing their homes. Nights sheltering in basements and cellars. Mornings sifting through the rubble in your homes. These are not memories of the past. Not anymore. Because it's exactly what the Russian army is doing in Ukraine right now.”

Krigen i Ukraine var slet og ret ikke værdig for det russiske folk, ifølge Biden, der aktivt søgte at etablere en adskillelse af det russiske folk fra Putin. 

Måske var måden, Biden udtrykte sig på omkring Putin, kluntet, følelsesladet og forsimplet, men om det var en direkte fortalelse, er sværere at konkludere, da resten af talen sådan set lagde op til dette udsagn med flere lignende lussinger til Putin. Om sætningen bliver noteret som en bommert eller lussing i historiebøgerne, må tiden vise.