Er Bogforum egentlig Louisiana Literatures onde stedmor?

Er Bogforum Louisiana Literatures onde stedmor? Forfatterne slider for at leve op til hendes krav om publikums- og pressevenlighed. Forlagene tramper rundt i alt for små glassko. Publikum aser og maser for at nå først hen til gratis. Og et eller andet sted står Litteraturen og kigger længselsfuldt ud mod friheden: ”Det er sikkert bare et dumt og kedeligt og fuldstændigt … fuldstændigt vidunderligt bal.”
Bogforums 2016-program har mere end 1000 indslag på tre dage. Men er det andet end chokoladesmeltning, kendis-signering og havenisse-coffee tables? Illustration: Lieb
Bogforums 2016-program har mere end 1000 indslag på tre dage. Men er det andet end chokoladesmeltning, kendis-signering og havenisse-coffee tables? Illustration: Lieb
af Christine Lind Ditlevsen
Bogforum rykkede for et par år siden fra Forum på Frederiksberg til Bella Center. Der røg det sidste as if for mig. Jeg ved godt, at vi alle sammen ved den lejlighed fik reduceret antallet af kogende armhuler med 5000+ og fik meget mere plads til legekuber, trylleapp-demonstrationer, livekøkken og brunchrestauranter.
 
I starten blev Bogforum afholdt i Forum på Frederiksberg, hvilket var en tæt affære. Kilde/Polfoto. 
 
Det er gode argumenter, hvis altså Bogforum hed Oplevelsesforum. I klaustrofobiske Forum havde man stadig den illusion, at det var bøgerne, det handlede om – simpelthen fordi de optog mere plads, forholdsvist. Man kunne ikke vende sig uden at vælte en bog på gulvet.
 
Den, der er derfor er blandt de mindst egnede til at deltage på Bogforum, er derfor mig, der hverken vil sælge bøger, lege, modtage skrivetips endsige se på chokoladetemperering. Jeg leder efter litteraturen, det ofte undervurderede fænomen, som jeg har hørt stadig skulle være omdrejningspunktet.
 
Og med mere end 300 programpunkter dagligt burde det være muligt at finde indslag, der beskæftiger sig med litteratur. Lad os se på fredag (idet hele weekendens over 1000 programpunkter er for meget).
 
 
Spot digteren
Fredagen i programmet 2016 er ikke ulig første dag 2015. Vi begynder med signeringer af børnebøger, en tegnekonkurrence (eller tegne konkurrence, som der står i programmet) og samtaler om bøger inden for nicherne kongeslægt, kryb og kogte grøntsager. Ja okay, det er stadig tidligt, programmet skal lige have lov til at udvikle sig.
 
10.30 er der officiel åbning af Bogforum 2016 ved bestsellerforfatter Tom Buk-Swienty. Samtidig er der optagelse på ”Superskurkeskolen” og workshop nummer to for wannabe-forfattere går i gang. Hm.
 
Herefter fyldes formiddagen af: avantgardefilm, bogsignering, tegneserie-signering, coffeetable-bog-interview, tegneserieroman-samtale – og så endelig et egentligt efterstræbelsesværdigt programpunkt på SPOT SCENEN (spot forfatteren): Pejk Malinovski læser op fra ”Digterne” – ”en samling prosalyriske tekster, der søger at definere hvem og hvad en digter er”. Hellere havde jeg jo set en samtale om de ting, men okay, en oplæsning får måske også hjernerne til at rotere.
 
Pejl Malinovski læser op fra "Digterne", en samling prosalyriske tekster, fredag kl. 10.45. Kilde/Jens Astrup.
 
Allerede samtidig – luksusproblem! – taler Ane Cortzen (som godt nok ikke er ret kendt som litterat) med, ta daaa, Marianne Larsen under et programpunkt, hvis titel man kun kan knuselske: LYRIK-morgen.
 
Marianne Larsens nye digtsamling ”Og tiden i vild tilstand mod min hud” er fantastisk og fortjener en meget længere lyrikmorgen end de ti minutter, hun får (hvor der også skal være plads til digter Mikael Josephsen).
 
Jeg er allerede ret klar til at tilgive Bogforum dens dans rundt om den varme grød, især fordi programmet fortsætter med en samtale om markante kvinder i litteraturen. Men åh, når man googler, viser det sig, at disse kvinder ikke er forfattere, men romankarakterer fra – indrømmet – verdenslitteraturen. Men altså endnu bedre ville det jo være, hvis vi kunne finde og fordybe os i nye kvindelige forfatterskaber.
 
Herefter endnu flere skrivetips, ”Fang et forlag”, idéskoler og ”Hvordan udnytter man hinandens kompetencer og kreativitet”. Jeg ser den Eschertegning for mig, hvor samme hænder tegner og tegnes.
 
Eschers Drawing Hands.
 
Nu åbner bogkøkkenet
Lige før frokost kan jeg se 17 kendte mænd fortælle om deres vildeste måltid eller lære at lave en drømmejournal. Jeg kan tage ”Lykken under lup”. Eller høre om ludomani. Eller om 100 myter om motion og vægttab. Eller møde nogle bestsellerforfattere. Eller få signeret bøger, jeg har købt.
 
Jeg er med på, at det er afgørende for forlagene at få formidlet indholdet i bøgerne. Jeg er bare ked af, at man ikke har lyst til at tale kvalificeret om god litteratur og poesi. Eneste alvorligt attråværdige programpunkt inden frokost er efter min mening Thomas Vang Gluds samtale med Pia Tafdrup om hendes digtsamling ”Lugten af sne” 11.30.
 
 
 
Efter frokost er det det samme; forfattere, der lærer wannabe-forfattere tips til deres bagsidetekster og tv-kendte, der interviewer bestsellerforfattere. Og nu åbner bog-køkkenet sørme også, trendbusken havtorn optræder, mens Maneno dragen (sic) ”går rundt og hilser på børnene og deler balloner og postkort ud”.
 
Min plan er at gå i skjul på C4-Lyttesalonen, hvor Håbefulde Unge Forfattere læser op fra deres novellesamling ”Glimt fra Tiden der var Os”. Det lyder lovende. Og derefter småløbe over til SPOT, hvor Kirsten Reffstrup læser op af ”Jeg, Unica” om den højspændte surrealistiske forfatter Unica Zürn. Hendes bog ”Mørkt forår” være hermed anbefalet.
 
Inde i en stime
Og se så, hvordan jeg kan lukke munden på mig selv og min Bogforum-bashing, for pludselig er der både fire, fem og seks seriøse og litterære indslag:
 
Ditte Giese interviewer den transkønnede forfatter Meredith Russo om romanen ”Hvis jeg var din pige”.
 
Forfatteren Meredith Russo.
 
Klaus Rothstein taler med Torben Brostrøm om hans bog ”Litterære bekendelser”, som faktisk er en regulær litteraturguide fra en mand, der lever og ånder gennem litteraturen, men – dagens andet luksusproblem – allerede et kvarter efter start taler Erik Skyum-Nielsen med Einar Már Gudmundsson. To guder taler ud!
 
Og kort efter kan man høre prismodtagerne Ursula Scavenius og Jonas Eika Rasmussen i samtale med Lars Bukdahl, og det skal jeg, fordi de er benhårde og brutale debutanter på den allerfedeste måde.
 
Ursula Scavenius og Jonas Eika Rasmussen.
 
Men derefter fortsætter programmet lige så skødesløst slattent med suppekure, insekt-smagsprøver og zombiejulepynt. Og så støder jeg såmænd på endnu en slags Eschertegning, nemlig adm. dir. i Arnold Busck og direktøren i Boghandlerforeningen, der sammen bliver enige om at ”en salgbar bog er meget mere end tekst”. Ak ja, men hører den samtale ikke til et andet sted?
 
Eftermiddagens program er langt og helt amok med mindful moving fødselsforberedelse, kendisselvbiografier og hormonel harmoni. Ind i mellem kniber sig dog Lone Aburas i samtale med Lilian Munk Rösing, og lige efter dem Merete Pryds Helle i samtale med Lise Vandborg. To regulære samtaler om to regulære romaner. Hurra!
 
Havenisselitteratur
Glædeligt er det også at opdage, at man ikke flødebollelefler for det arbejdende folk. Programmet ser efter 16.30 noget mere seriøst ud. For eksempel taler Jens Smærup Sørensen og professor og kritiker Nils Gunder Hansen sammen om liv og litteratur, og helt uovertruffent mødes Niels Frank og Marianne Stidsen i debat om nye identitetsbegreber og litteratur.
 
Dr. phil Marianne Stidsen, der i december forsvarede afhandlingen Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig.
 
Og helt nede fra døden rækker lyrikken sine hænder ud mod mig; ”Michael Strunge – digtning og virkelighed” med professor i dansk litteratur Anne-Marie Mai. Forhåbentlig mere om digtning end om historisk virkelighed.
 
Men så samler skyerne sig om hovedet på Bella Sky, for resten af fredag aften er der bare alt for meget havenisselitteratur og lunken kål. Og Harald Voetmann har aflyst.
 
Så hvis jeg giver Bogforum lidt og regner med, at jeg har overset op til 10 litterære og ikke-havenisseagtige indslag, når jeg fredag alt i alt op på 24 glitrende julekalenderlåger midt i en mørk tid. Og det er da også lidt.
 
Måske er Bogforum alligevel ikke en ond stedmor, men bare en doven papsøster, der vil komme lettere til sine sejre?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også