OK Bloomer

Tiden er kommet til at skrive et nyt kapitel i den store bog om politisk kommunikation. Smukke taler og valgplakater tilhører fortiden. Det ved alle og enhver. Det nyeste nye? Memes! Det mener Michael Bloombergs kampagnestrateger i hvert fald. De har, som et led i at overbevise unge vælgere, lavet en millioninvestering i sponsorerede jokes på internettet.
Bloombergs meme-strateger har tydeligvis været klar over, at en 78-årig milliardær, der betaler for at få memes delt, ikke sender det bedste signal. Det er lidt ligesom at dukke op til en fest, man ikke er inviteret til.
Bloombergs meme-strateger har tydeligvis været klar over, at en 78-årig milliardær, der betaler for at få memes delt, ikke sender det bedste signal. Det er lidt ligesom at dukke op til en fest, man ikke er inviteret til.
 
Michael Bloomberg har i alt betalt omkring 20 Instagram-influencers mere end 1 million dollars for at dele selvironiske memes om ham. Jep, du læste rigtigt: memes. Den 78-årige baby boomer, mangemilliardær og tidligere borgmester fra New York har købt sig ind på unge amerikaneres SoMe-feeds i et forsøg på at gøre sin kampagne hip og ungdommelig.
 
Bloombergs strateger er overbeviste om, at vejen til Det Hvide Hus er rykket fra gader og stræder til feeds og tweets. Over de sidste par uger har hans kampagne brugt mere end 1 million dollars om dagen udelukkende på Facebook-reklamer. Men som noget nyt har Bloomberg-holdet også betalt influencers for at dele kampagnens SoMe-indhold. Vi taler om influencers som Instagram-giganten og meme-mastodonten @fuckjerry, der kan prale med en følgerskare på 15 millioner, og andre meme-folk som @shitheadsteve, der når ud til ca. 5,4 millioner. I alt har Bloombergs meme-hær et publikum på næsten 50 millioner.
 
Det sjove er, at han ikke er sjov
Så lad os tage et kig på de famøse memes. Samtlige delte memes har et klart og gennemgående koncept: Et selvironisk alter ego af Bloomberg, der skriver en privatbesked til diverse memefluencers, hvor han spørger dem, om de kan gøre ham “cool” med et meme.
 
Som fx det meme @fuckjerry delte. “Mit barnebarn har vist mig din account,” skriver Bloombergs alter ego til instagrammeren. “Kan du poste et meme, der fortæller folk, at jeg er den seje kandidat?” spørger han. Bloomberg sender desuden et billede af sig selv, klædt i mildest talt kikset tøj, med overskriften: “Når man er den seje kandidat.”
 
 
Bloombergs meme-strateger har tydeligvis været klar over, at en 78-årig milliardær, der betaler for at få memes delt, ikke sender det bedste signal. Det er lidt ligesom at dukke op til en fest, man ikke er inviteret til. Det er nok også derfor, at de har lavet Bloombergs alter ego til en out-of-touch-politiker, der er villig til at betale alt for at være hip. Håbet har været, at Bloomberg ved at imødekomme sine svagheder og sin naturlige kiksethed har kunnet illustrere selvindsigt. Pointen med Bloombergs memes: Det sjove er, at han ikke er sjov.
 
Endnu engang adresserer Bloombergs memes en svaghed hos kandidaten. Det siges nemlig, at han engang har fyret en medarbejder for at spille kabale på arbejdet.
 
“So much cringe”
Overordnet har modtagelsen af Bloomberg-bombardementet på Instagram været en blandet pose bolsjer. Nogle har givet ham point for originalitet. Det’ nyt, det’ klogt, det’ sjovt. En bruger kommenterede fx: “DUDE this Bloomberg sponsorship is rad. From a media standpoint, it's so damn clever. Kudos to you both for clever campaigning!”
 
Men de fleste har rystet på hovedet af det, de ser som en desperat boomer, der prøver at være ung med de unge. Selv nogle af de influencers, der har delt hans memes, fatter ikke en bjælde af, hvad der foregår. “Jeg forstår det ikke??” skrev @grapejuiceboys samtidig med, at han postede Bloombergs meme. 
 
En bruger kommenterede koldt: “So much cringe.” En anden mere sobert: “Regardless of whether or not you agree with the politics. I think we can all agree this is not what people want from their meme accounts.” Det er aldrig let at ramme hovedet på de unges zeitgeist. Og især ikke, hvis man er en 78-årig milliardær-boomer. 
 
 
 
Hvorfor? Fordi de kan
Det store ubesvarede spørgsmål er dog: hvorfor bruge ressourcer på memes? Det er en præsidentvalgkamp. Er der ikke en vis værdi i kun at sponsorere seriøst politisk indhold? Det korte svar er: Fordi de kan. Bloomberg har så mange penge, at kampagnen kan afprøve alle tænkelige strategier. Der er ingen dårlige ideér. Normalt ville en præsidentkampagne lige tænke en ekstra gang, inden de brugte deres knappe ressourcer på en ‘meme-strategi’. Men Bloombergs bundløse bankkonto har fjernet behovet for at tænke. Det hele kan og skal prøves.
 
Den bagvedliggende årsag og Bloombergs ‘grand strategy’ giver mere mening end hans memes. Kampagnen har villet positionere ham som den eneste realistiske modkandidat til Bernie Sanders. Problemet er bare, at Sanders er enormt populær blandt unge. I den seneste YouGov-måling støtter hele 55 % af 18-29-årige den socialdemokratiske senator fra Vermont.
 
Det har med andre ord været en topprioritet for Bloomberg at anfægte Sanders’ styrke blandt unge lige på og hårdt. Som Bloombergs alter ego skriver i et af de betalte memes: “I’m starting a meme page for my presidential campaign in order to engage the younger demographic”.
 
 
 
De mange memes er blot et af mange tiltag i Bloomberg-kampagnens strategi på de sociale medier. Som en rådgiver i kampagnen har udtalt: “We’re trying to break the mold in how the Democratic Party works with marketing, communication and advertising, and do it in a way that’s extremely internet and social native.”
 
Trolden Trump og bommerten Bloomberg
Meme-strategien kommer ikke ud af ingenting. En del af Donald Trumps charme er, at han ikke giver en fløjtende fis. Han er en vaskeægte trold. Og han ved, hvad han laver, når det kommer til memes. Præsidenten har op til flere gange delt memes i sit Twitter-feed. Om det var dengang, han postede et billede af Trump Tower på Grønland, eller dengang han delte en GIF af sig selv, der fysisk gennemtæskede CNN. Memes og de sociale medier er en del af hans persona.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Bloomberg-kampagnen har set resultatet af Trumps onlinetilstedeværelse. De har set, hvordan det har opildnet hans fanbase og skabt gratis mediedækning. Forskellen er blot, at Trumps status på de sociale medier er skabt organisk. Det er en del af den, han er. Det er en af årsagerne til, at folk stemmer på ham. Hans vælgere ved godt, at han er en trold, men de er overbeviste om, at det kræver en trold at ændre den politiske kultur i Washington.
 
Bloombergs forsøg på at købe sin vej ind i onlineverdenens hjerter har derimod været en bommert. Givet: Meme-strategien er gået verden over, og kampagnen har fået mere gratis mediedækning ud af de 18 memes, end det kostede at producere dem. Men det er ikke lykkedes Bloomberg at skabe en troværdig SoMe-persona som Trump.
 
 
Bare det, at de mange memes er sponsorerede og udviklet af betalte professionelle, strider imod selve grundprincippet ved memes: De skal laves organisk af helt almindelige mennesker, der blot har noget sjovt at sige. De memes, Trump har delt, er alle skabt af hans online-følgerskare.
 
Den stærke reaktion mod Bloombergs memes skyldes højst sandsynligt, at han har våbengjort noget, der generelt bruges til at løfte humøret. Som Travis N. Ridout, professor ved Washington State University, sagde til mediet Recode: “Folk kan føle, at de bliver narret eller manipuleret.” Det store problem for Bloombergs memes er, at de ikke er memes. De er reklamer.
 
OK Bloomer
Valget af Trump og briternes exit fra EU lærte os værdien af ekstensive politiske kampagner på de sociale medier. Og hvis demokraterne skal slå Donald Trump, skal de da også købe en hulens masse annoncer på Facebook, Twitter, Instagram, Snapchat, og hvad ved jeg.
 
Når der uundgåeligt bliver skrevet et kapitel om memes i den store bog om politisk kommunikation, er det fortsat usikkert, hvad der præcis kommer til at stå. Men vi ved dog med sikkerhed, at Bloomberg vil blive nævnt som milliardæren, der opdagede, at man ikke kan købe sig til at være sjov.
 
Bloombergs meme-kampagne har ikke taget den politiske gevinst ud af memes. Han har blot bevist, at det nok er bedst at overlade dem til nogle andre. Hvis memes skal have en positiv politisk effekt, skal man ikke selv opsøge dem. De skal opsøge dig.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job