Brian Laudrup scorer nyt ekspertjob efter Dubai-reklame

Fire måneder efter, at Dubai-reklame kostede Brian Laudrup jobbet på TV 2, henter Viaplay ham ind som ekspert
Brian Laudrup skal arbejde for Viaplay i det nye år. Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Brian Laudrup skal arbejde for Viaplay i det nye år. Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
af Ritzau
Den tidligere fodboldspiller Brian Laudrup har igen landet et job som fodboldekspert på tv.

Det er tv-udbyderen Viaplay, der har lavet en aftale med en af de store landsholdshelte fra EM-triumfen i 1992.

Brian Laudrup var indtil september ansat hos TV 2 som ekspert på det danske landshold, men da han i efteråret stillede op i en reklame for Dubai i optakten til VM i Qatar, blev samarbejdet stoppet.

TV 2 mente ikke, at promoveringen af Dubai var forenelig med dækningen af det danske landshold under turneringen i Qatar.

Qatar blev forud for VM stærkt kritiseret for landets syn på menneskerettigheder og behandling af minoriteter.

Laudrup nåede blot at være ansat hos TV 2 i et halvt år.

Inden da var han gennem syv år ansat hos Discovery som landsholdsekspert, men da TV 2 i sommer overtog rettighederne til landsholdet fra Discovery, valgte Laudrup at tage med.

Brian Laudrup starter i sit nye job hos Viaplay til februar. Her vil han indgå i dækningen af Superligaen, Premier League og Champions League.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også