Musk laver kovending på sin Twitter-kovending

Fredag satte Twitter salg af verificeringsmærke på pause, men ser nu ud til at genindføre muligheden.
Først skulle Twitter-brugerne kunne købe blå flueben. Efter misbrug blev muligheden sat på pause. Nu bliver det muligt igen. Illustration: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Først skulle Twitter-brugerne kunne købe blå flueben. Efter misbrug blev muligheden sat på pause. Nu bliver det muligt igen. Illustration: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
af Ritzau

Det vil angiveligt igen være muligt at købe sig til en verificeret profil på Twitter fra næste uge.

Det skriver Twitter-ejer og mangemilliardær Elon Musk på det sociale medie lørdag amerikansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Twitter satte ellers den mulighed på pause fredag. Det lille blå flueben havde indtil da været til salg for otte dollars om måneden som en del af et nyt abonnement ved navn Twitter Blue. Det svarer til knap 60 danske kroner.

Pausen blev indført, fordi flere Twitter-brugere misbrugte muligheden for at købe det blå flueben til at udgive sig for at være kendte personer eller brands.

Mister 29 mio. kroner om dagen

Verificeringsmærket blev oprindeligt sat til salg, fordi Musk – verdens rigeste mand – ønsker en ny indtægtskilde, der kan få virksomheden på ret kurs.

Musk købte Twitter i oktober for 44 milliard dollars, 316 milliarder kroner. Siden har han fyret store dele af ledelsen og 50 procent af det sociale medies medarbejdere.

Han skrev efterfølgende, at firmaet mister i omegnen af fire millioner dollars om dagen, knap 29 millioner kroner.

Efter meldingen om, at brugere skulle kunne købe sig til verificering, har mange annoncører begrænset køb af annoncer på det sociale medie.

Det fik desuden flere menneskerettighedsorganisationer til at frygte, at misinformation og hadtale lettere ville kunne spredes på Twitter.

Elon Musks køb af Twitter havde oprindelse i, at han ønskede en platform, hvor der var ytringsfrihed.

Det blå flueben har tidligere været forbeholdt eksempelvis politikere, journalister, kendisser og andre offentligt kendte personer. Muligheden for at købe sig til det blev rullet ud, efter at annoncører har vendt Musk ryggen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også