Bidens bedstefar-branding
Old school is the only school. Demokraterne har haft et kæmpe savn efter en hyggelig og gennemført hæderlig bedstefar. Det fandt de i Biden. Hans kommunikation har været strømlinet og klassisk. Ingen svinkeærinder! Der er noget ’No Drama, Obama!’ over ham. Rolig, afdæmpet, troværdig og ikke mindst empatisk. Det har virket, ikke mindst fordi han er alt det modsatte af Trump.
af David Trads
Vi savner dengang politik var kedelig = vi savner en Biden
Da jeg for nylig så den pæne og ordentlige vicepræsidentdebat mellem Mike Pence og Kamala Harris, fik jeg en sms fra en amerikansk journalist: ”Debatten er så kedelig, at den minder mig om, hvordan virkeligheden vil blive under en præsident Joe Biden! Jeg kan slet ikke vente på, at politik igen bliver kedeligt!”
Min ven har jo ret, for efter fire års dramatiske afvigelser fra alt det, der er normalt, ser det nu ud til, at Donald Trump, voksenbabyen og supermobberen, er fortid. (Ja, ja, jeg ved godt, at afgørelsen ikke er endelig, men det ser unægteligt sådan ud!)
Ikke at Trump holder op med at blamere sig, udsende konspiratoriske tweets og i det hele taget opføre sig dybt, dybt mærkværdigt… men det bliver ikke længere fra den største talerstol i verden, og resten af os behøver ikke følge minutiøst med.
Hvis Biden ender med at blive præsident, vil en helt ny type træde forrest. Eller rettere en velkendt, gammeldags type, for med præsident Biden vil alle normale konventioner for, hvordan en amerikansk præsident forventer at skulle opføre sig, igen nyde fremme.
Den ganske normale Joe
Biden – kendt som Uncle Joe, Joe Normal, Average Joe – er typen, der rejser sig op i bussen, når en gammel dame kommer ind; vennen, som tilbyder at hjælpe dig med at male; politikeren, der instinktivt søger kompromisset frem for konfrontationen.
Biden – kendt som Uncle Joe, Joe Normal, Average Joe – er typen, der rejser sig op i bussen, når en gammel dame kommer ind; vennen, som tilbyder at hjælpe dig med at male; politikeren, der instinktivt søger kompromisset frem for konfrontationen.
Men hvordan i alverden kunne det dog lade sig gøre, at en gammel, hvid mand, som oven i købet på ingen måde er inspirerende, kunne vinde et valg i 2020 på at føre valgkamp på samme måde, som han i princippet har gjort siden sit første valg i 1972!?
Bidens såkaldte ’opening argument’ fra april 2019, da han erklærede sit kandidatur, og hans ’closing argument’ på selve valgdagen forleden har været fuldkommen identiske.
Et løfte om at vinde kampen om Amerikas sjæl, hvor ære, anstændighed og ordentlighed og alle den slags ’spejderbegreber’ ville komme i centrum.
Hans kommunikation har været strømlinet og klassisk. Ingen svinkeærinder! Der er noget ’No Drama, Obama!’ over ham. Rolig, afdæmpet, troværdig. Kilde: Getty
De få gange, han selv har bevæget sig ned i Trumps rendesten, stod til gengæld krystalklare – især da han i den første tv-duel kaldte præsidenten for ’en løgner’, ’en klovn’, ’den værste præsident i USA’s historie’ og ultimativt sagde ’vil du holde din kæft, mand!’ Tak, sagde mange!
Det, vi kan lære af Bidens kommunikation, er dog ikke, at alt er som før. Der er grund til at fastholde præmissen for hans (tilsyneladende) triumf – nemlig, at han var oppe mod en præsident, som er alt det modsatte af ham: kaotisk, dramatisk, vild i varmen.
Han virker på grund af modstanderen.
Bidens rolige, afdæmpede karakter har altid passet godt til Delaware, den søvnige, uinteressante, lille delstat, hvor han i årtier blev genvalgt som senator. Omvendt har den aldrig givet ham succes tidligere, når han rakte ud efter nationens fineste embede.
I 1988 og 2008, da Biden forsøgte at blive demokratisk præsidentkandidat, endte det i rene ydmygelser og et totalt fravær af opbakning. ’Normal Joe’ havde ikke en chance, da han i 2008 var oppe mod karismatiske Obama, Hillary Clinton, Howard Dean eller John Edward.
Men lige præcis i år, hvor de demokratiske vælgere foragtede Trump, var de faktisk parate til at vælge en kandidat, som hverken begejstrede eller inspirerede dem. De ville pinedød bare have en person uden skeletter i skabene, uden overraskelser, et sikkert kort.
Bill Clintons gamle tese om forskellen på, hvordan republikanere og demokrater vælger deres kandidat, holder ikke længere:
”Republicans just wanna fall in line; whereas Democrats wanna fall in love!”
Der er ingen, der er forelsket i Joe. Tilstrækkeligt mange synes til gengæld, at han er ok. ”Acceptable under the circumstances,” som Trevor Noah, talkshowværten, berømt formulerede det i valgkampen.
Den vigtigste kommunikative lære af Bidens valgkamp er altså, at den formentlig er unik til netop dette valg på grund af hans modstanders uforudsigelighed og konstante angreb på al normalitet og anstændighed. Biden er (ser det ud til) den perfekte kandidat – den komplette modsætning til den mand, så mange afskyr.
Den mest rammende karakteristik af Bidens kommunikation, jeg læste i den lange valgkamp, var skrevet af Janan Ganesh, kommentator i Financial Times. Under overskriften ’The Welcome Lack of Enthusiasm for Joe Biden’ understregede Ganesh, at USA efter to præsidenter i træk (Obama og Trump), som begge af deres tilhængere blev opfattet som messiasser, simpelthen har brug for normalitet, kedelige kompromisser, ja, politikere.
Lige præcis den rolle er Biden perfekt til. Hans kommunikation er sikker, pæn og ordentlig. Han er statsmanden mod bøllen. Kordegnen mod ballademageren. Al Bidens kommunikation har fastholdt det billede. Det slår ikke benene væk under dig. Ingen siger ’wauw, jeg har aldrig set noget lignende.’ Du kan dårligt huske noget, han har sagt.
Men lige akkurat denne gang ser det ud til, at dette års valgmanual – en kopi fra 1972, inden de sociale medier, fake news, postfaktualisme og alt det der – kunne vinde endnu et valg. Der er dog grund til at tro, at det er en enlig svale, der kun virkede på grund af Trump.
