Sleepy Joe er vågnet

Siden Franklin D. Roosevelt indtog Det Hvide Hus i 1933 og lancerede politiske reformer på stribe, har man brugt hans første 100 dage som benchmark til at måle nye præsidenter op imod. FDR blev præsident i den store depressions skygge. Han vendte stemningen og økonomien i landet med sin direkte kontakt til amerikanerne gennem “fireside chats”-radioprogrammerne og progressive politiske New Deal-reformer.

Det er et hårdt benchmark for enhver præsident, og få, om nogen, har levet op til FDR’s forbillede. Men Biden overtog også Det Hvide Hus i skyggen af en krise, og han havde også behov for at skabe ro og samling i befolkningen.

Lad os bare sige det kort: Biden har på sin egen rolige, samlende vis leveret stribevis af udspil og udmeldinger – for ikke at glemme indmeldinger i den internationale verden. Nu bliver det spændende at følge, om han trækker stikkene hjem og indskriver sig i historiebøgerne som en af de store progressive præsidenter.

Dermed vil han overgå forventningerne, ikke mindst for denne forfatter, der havde ham til skamme, og kaste øgenavnet Sleepy Joe af sig for evigt.

FDR er berømt for sine første 100 dage, hvor han med New Deal og “fireside chats”-radioprogrammerne tog livtag med den store depression. Siden er alle præsidenters første 100 dage blevet målt op mod dette forbillede.

Make politics boring again

Amerikansk politik er pludselig blevet kedeligt. Befriende kedeligt. Hvor er de spontane præsidentielle tweets? Hvor er angreb på logik og videnskab? Hvor er spontane optrædener på Fox News?

Alt dette er lykkeligt forbi.

Joe Biden leverer den kommunikation, en præsident skal. Ikke mindre og ikke mere. Han har massivt sænket sin egen tilstedeværelse i amerikanernes liv. Han har sænket hastigheden, slukket for sin egen “gaffe machine” og formået at flytte fokus over på det politiske håndværk.

Det hele er scriptet og gennemarbejdet. Befriende roligt. Hvis ikke det var lige efter Trump, ville man måske sige kedeligt og utidigt. Men det er det helt rette lige nu. I hvert fald for alle, der ikke kan lide Trump.

Alle moderne præsidenter og deres kommunikationsrådgivere har arbejdet hårdt på at styre dagsordenen i de politiske medier. Det har handlet om at styre nyhedsstrømmen og hurtigt komme foran kritiske sager. Hvis du er i tvivl, så grav George Stephanopoulos’ All Too Human frem om hans tid som Clintons spindoktor, eller Bad Boy om Lee Atwater, der arbejdede for Bush Senior.

Med Trump ændrede det sig dramatisk. Med sine dramatiske udmeldinger og kaotiske ageren formåede han at kortslutte medierne og konstant sætte dagsordenen, uden helt at prøve. Trump satte så at sige de politiske medier i overdrive. Biden er gået den modsatte vej og dræner nærmest de politiske medier for energi.

Med et lavt niveau af kedelige taler og pressemeddelelser er der simpelthen meget lidt at skrive om, og som garvet politiker med et erfarent hold er han stort set ikke blevet fanget i fodfejl eller selvmodsigelser. Nyhedsstrømmen er nærmest kollapset.

Selv Trump har svært ved at ramme Joe. Hvor skolegårdsbøllen Trump tidligere kunne sætte skadelige angreb med øgenavnet Sleepy Joe ind, har han senest tyet til navnet “Saintly Joe Biden”, hvilket sandt at sige ikke rigtigt bider. I hvert ikke så længe, Biden rent faktisk leverer resultater, og alt tyder på, at Biden vedholdende vil levere reformforslag og fastholde et pres på at få dem gennemført.

Indtil videre har han i hvert fald vist vilje til at modstå presset fra en hård republikansk opposition i Senatet, og han har blandt andet fastholdt sin økonomiske stimuluspakke ved at koble den til budgetprocessen, så de ikke kunne blokere den.

Meget er sket siden denne artikels forfatter mødte Joe Biden i februar 2020 i New Hampshire. Biden virkede træt og gammel. Det var svært at tro på ham som den kommende præsident, skrev vi i Kforum.

Et gråt hold

Da Obama satte sit hold, blev det populært at tale om et “Team of Rivals”, inspireret af Lincolns ministerliste – eller måske især af Doris Kearns Goodwins fremragende bog om Lincoln af netop dette navn. Med Trump blev fokus mere på interne intriger og magtkampe, der ledte til utallige skift. Bob Woodward har med to bogtitler tilsat ordene “Fear” og “Rage”. Andre har siden beskrevet, hvordan en “alliance af voksne” prøvede at holde sammen på det hele, men uden held. De “voksne” blev med tiden som alle andre skiftet ud.

Det er for tidligt at sætte bogtitler på Bidens hold, men vi skal jo nok over i den lidt mere afdæmpede ende. Et forsigtigt bud kunne være “Top-Level Bureaucrats”. I hvert fald er Bidens hold kendetegnet ved, at de nyder generel anerkendelse, meget få kritiserer dem, og meget få knuselsker dem. No drama, men masser af kompetence. Der har da heller ikke været nogen skandaler eller blokeringer af nominerede.

Bidens topfolk bliver generelt vurderet som kompetente, erfarne og seriøse. Det gælder lige fra stabschefen i Det Hvide Hus, Ron Klain, til udenrigsminister Antony Blinken og finansminister Janet Yellen. Nørd mere i Bidens team her.

Det måske mest berømte præsidentteam var Kennedys, der populært blev kaldt Camelot, måske i høj grad på grund af Kennedys ungdommelighed og idealisme. Billede.

Underspiller, overleverer

Som FDR overtog Biden Det Hvide Hus i skyggen af en krisetid. Biden skal håndtere en gordisk knude af sundhedskrise, afledt økonomisk krise, klimakrise og udbredt polarisering.

Bidens svar har ikke været et toneangivende program som FDR’s New Deal, Kennedys New Frontiers eller Johnsons Great Society. Det har i stedet været en rolig, underspillet insisteren på fællesskab – på “A Nation United”, hvis man skal sætte en titel på.

Biden har ikke slået på stortromme, i stedet har han satset på tværpolitiske forslag med bred opbakning. Vel at mærke bred opbakning blandt amerikanerne, ikke blandt republikanske politikere. Han har altså ikke forsøgt at overvinde polariseringen i Kongressen, men at forklare, at han samler befolkningen.

Typisk nævnes LBJ som havende en af de stærkeste 100 dage næstefter FDR’s. Han kæmpede for at få JFK’s program igennem og formulerede sin vision om “War on Poverty” og “the Great Society”, hvorudaf Medicare og Medicaid voksede. Billedet

Biden er kommet med en lang række progressive politiske udspil som svar på den mangefacetterede krise og har typisk lagt sig der, hvor en stor del af befolkningen er med, men hvor Trumps støtter stadig ser rødt – og dem er der stadig mange af, både blandt almindelige amerikanere og især blandt republikanske politikere.

På den måde er det tilsyneladende lykkedes at ændre dynamikken. Biden har taget serveretten, og så må republikanerne vælge, om de vil spille med. For amerikanerne, de er jo med, siger Biden. Dermed er logikken totalt omvendt i forhold til, da demokraterne sidst havde magten under Obama, hvor republikanerne blokerede al lovgivning.

De første og foreløbigt vigtigste resultater er i forhold til pandemien. Biden har leveret en stimuluspakke af hidtil uset størrelse, og som den snedige politiske håndværker han er, blev den taget med i budgetprocessen og kunne dermed sniges uden om filibusteren. Desuden har hans administration overgået alle forventninger i vaccineudrulningen. Vigtige milepæle, der er afgørende for Bidens politiske kapital.

Dernæst gik turen til endnu sværere emner som infrastruktur og klima. Og Biden har spillet hårdt ud på begge områder. Han har fremlagt en infrastrukturplan, der med massive investeringer i infrastruktur og jobskabelse gør Trumps gentagne snak om “infrastructure week” til en sand joke. På klimaområdet har Biden indkaldt verdens ledere til et klima-Zoom-topmøde og med ét slag skubbet førende landes ambitioner op på et helt nyt niveau.

Senest har Biden lanceret en familiepakke, der blandt andet skal sikre billigere børnepasning og bedre skole og uddannelse til amerikanske børnefamilier. Populære tiltag blandt amerikanske familier, men dyre og upopulære blandt republikanske politikere.

Trækker Biden stik hjem på disse udspil, har han sikret sin plads blandt de store præsidenter i historiebøgerne, og det hele er søsat inden for de første 100 dage. Og så har jeg ikke nævnt udenrigspolitikken, hvor han har meldt USA ind i internationale organisationer og ud af indsatsen i Afghanistan.

Stof til historiebøgerne, men under hvilken titel?

Hvis Biden leverer på de dagsordener, han har slået an i løbet af de første 100 dage, kan han lande en flot placering i de politiske historiebøger på bare én præsidentperiode. Det er imponerende. Men måske også nødvendigt, for han er ikke nogen vårhare, og mange forventer, at han også vælger at skrive præsidentiel historie ved at overlevere stafetten til Kamala Harris, der i så fald vil blive første kvinde på posten.

Biden har endnu ikke formuleret en samlende overskrift for sin tid i Det Hvide Hus, men er ved at bevise sig som en dreven politisk håndværker, der kan få progressiv politik igennem. Og hvem ved, måske kommer kommunikationsafdelingen i Det Hvide Hus efter det, så vi om to år taler om Bidenomics, United Great Society, New American Deal eller (formentligt) noget helt andet, der på det tidspunkt virker indlysende.

Men måske er det en selvstændig pointe, at Biden ikke sætter store progressive bannere på sine reformer og ikke slår på stortromme for at samle demokraterne i et stort progressivt slag. I stedet fokuserer han på det, han kan gennemføre. Det står i kontrast til politikere som Obama og Kennedy, der formulerede sig idealistisk, men rent faktisk havde svært ved at få noget igennem Kongressen. Måske skal Biden mere være som Johnson, der brugte sit imponerende politiske håndværk til at få politik igennem Kongressen og så først løbende fik sat storstilede progressive overskrifter på.

Hvor Obamas stjerne mindskedes efter, han overtog Det Hvide Hus, er Biden nu positioneret til, at hans stjerne meget vel kan fortsætte med at stige i årene fremover. Billedet.

Lykkes det Biden at få de mange reformer igennem og definere en overordnet progressiv linje, kan han meget vel gå hen og blive demokraternes Reagan – et fortsat omdrejningspunkt, alle nye politikere vil sammenlignes med. Lykkes det derimod ikke, vil han derimod gå over i historiebøgerne som en levebrødspolitiker, der tog en runde for mange. Eller også vil han blot blive husket som ham, der befriede os for Trump.

Der står 1-0 til Biden efter første runde, 100 dage inde. Næste runde er i 2022, hvor demokraterne skal kæmpe for at fastholde deres flertal i begge Kongressens kamre.

Traditionelt går amerikanske præsidenters partier tilbage ved midtvejsvalg. Spørgsmålet er, om Biden med sin coronahåndtering og især den demokratiske stimuluspakke har skabt et så stærkt grundlag, at traditionen brydes. Hvis demokraterne fastholder deres hårdt tilkæmpede flertal i begge Kongressens kamre, vil Biden alene af den grund have sikret sin plads i de præsidentielle historiebøger og blive husket som den præsident, der vendte tidevandet efter Trump.