Biden Back Better

Lad mig skære helt ind til benet:

Præsident Joe Biden er lige nu en tragisk fiasko – og, hvad værre er, alle tegn i sol og måne tyder på, at der venter ham en endnu mørkere fremtid.

Tragisk fiasko, fordi han har mistet amerikanernes tillid, fordi han har tabt politisk opbakning fra sine egne kongresmedlemmer, fordi ingen, næppe heller ham selv, længere tror på, at hans progressive dagsorden kan blive til noget.

Endnu mørkere fremtid, fordi det midtvejsvalg, som kommer i november i år, efter alt at dømme bliver en stor triumf for Republikanerne, fordi han derefter reelt bliver til en ’lame duck’ i Det Hvide Hus, og fordi, og det er det værste, hans egne vil udfordre hans lederskab.

Som USA ser ud netop nu, er der større mulighed for, at vinderen af præsidentvalget i 2024 hedder Donald Trump end Joe Biden. Tjek bare odds på bettingsites, nærstudér meningsmålingerne, hold øje med, hvad almindelige amerikanske vælgere siger på tv.

Bidens uforløsende sejr

Hvorfor blev Biden egentlig valgt i 2020? Den primære årsag var, at han ikke var “den anden” – altså et fravalg af Trump mere end et tilvalg af Biden. Den sekundære grund var, at Biden lovede, at han kunne hele den polariserede nation og få Kongressen til at arbejde sammen:

Ud med al Trumps bragesnak. Ind med Average Joes sunde fornuft. Ud med Trumps uligevægtige drama. Ind med Joe Normals rolige og sikre ledelse. Ud med det ekstreme. Ind med det moderate. Ud med “my way or the highway”. Ind med “common sense” og aftaler ind over midten. Ud med revolution. Ind med de små skridts politik, hvor alle kan være med.

Biden vandt som bekendt præsidentvalget overbevisende. Syv millioner flere stemmer end Trump. Demokraterne holdt flertallet i Repræsentanternes Hus og fik overraskende de facto-flertal i Senatet. Da han tiltrådte for et år siden – mens amerikanerne fortsat sundede sig oven på stormløbet på Kongressen – blev han modtaget med åbne arme ved sin indsættelse. En stjerneparade – anført af Jennifer Lopez og Lady Gaga – viste et samlet Amerika med alle hudfarver og etniciteter den dag i Washington D.C. Klimakset var, da Amanda Gorman, den unge sorte poet, trådte frem med et digt, som fik tårerne frem hos alle, der så med:

“We’ve seen a force that would shatter our nation rather than share it, / Would destroy our country if it meant delaying democracy. / And this effort very nearly succeeded. / But while democracy can be periodically delayed, / It can never be permanently defeated.”

Sådan! Amerika var tilbage! Trumps autoritære lederstil, hvis mørkeste stund var hans opmuntring til, at hans kult angreb Kongressen, klodens stærkeste demokratiske symbol, var besejret. Gode, gamle Uncle Joe – Obamas wingman, for pokker – tog over. Selve den amerikanske exceptionalisme, undfanget af Washington, Jefferson, Adams med flere i 1700-tallet, genoplivet af Lincoln under Borgerkrigen i 1800-tallet, vækket til nye højder af Obama i 2000’erne, havde igen vundet. Der er, som Bill Clinton berømt sagde, intet, der er galt ved Amerika, som ikke kan løses ved det, som er godt ved Amerika.

Lyset vandt! Mørket tabte! Vinteren blev vitterligt afløst af foråret.

Alligevel er virkeligheden i dag, at Biden ser ud til at have tabt det hele på gulvet – for fra sensommeren 2021 er det kun gået fra slemt til værre for præsidenten.

Hans såkaldte approval-rating er faldet dramatisk, så han nu er nede i nærheden af 40 procent opbakning. Den kaotiske og ynkelige exit fra Afghanistan var grundstødet. Den høje inflation, der som bekendt udhuler folks købekraft, holder ham nede. En fornemmelse af, at han er for gammel, er ødelæggende for hans chancer for et stærkt comeback.

Lige nu trænger Carter-spøgelset sig på – og intet er værre for en demokratisk præsident end at blive mindet om Jimmy Carters embedsperiode i Det Hvide Hus fra 1977 til 1981. Carter kom i kølvandet på Richard Nixons tilsølen af demokratiet, men han blev lynhurtigt ramt af en manglende evne til at håndtere USA’s fjender (mest mærkbart under gidseltagningen af den amerikanske ambassade i Teheran) og af en inflation, der skabte en mistrøstighed i befolkningen. Op til valget i 1980 blev han – normalt helt uset – udfordret ved primærvalget af Edward Kennedy, hvilket svækkede ham yderligere. Ronald Reagan, den evige optimist fra Californien, maste ham ved valget – and the rest is history.

Biden lovede, at han ville skabe forlig hen over midten – række ud til Republikanerne, så USA igen kunne “Build Back Better”, som hans meget lidt mundrette slogan lød. I stedet fejltolkede han sit mandat og fremførte en stribe politiske udspil, som er så venstreorienterede, at ingen republikanere, og, endnu værre, heller ikke alle demokrater vil være med.

Efter et år i Det Hvide Hus ligner Biden i foruroligende grad Carter – lammet af udenrigspolitisk svaghed (Afghanistan, Rusland) og af indenrigspolitisk impotens (inflation, corona, valgret). Det, som Biden lovede amerikanerne i 2020 – især, at han kunne samle nationen – ligger nu i ruiner. Præsidenten bærer selv et hovedansvar.

Nancy pelosi forklarer “Build back better” act, November 2021
kilde: Getty Images

Biden lovede, at han ville skabe forlig hen over midten – række ud til Republikanerne, så USA igen kunne “Build Back Better”, som hans meget lidt mundrette slogan lød. I stedet fejltolkede han sit mandat og fremførte en stribe politiske udspil, som er så venstreorienterede, at ingen republikanere, og, endnu værre, heller ikke alle demokrater vil være med. Forslag, som i vores del af verden synes sympatiske – store ambitioner for velfærd, klima, fattige, minoriteter og lignende – er der simpelthen ikke opbakning til. Biden har lyttet for meget til Alexandria Ocasio-Cortez, det hippe kongresmedlem fra New York, og for lidt til Joe Manchin, den konservative demokrat fra West Virginia. Flertallet er væk. Sådan er det!

Vil amerikanerne mon give Biden en ny chance?

Clinton, som ikoniserede selve tanken om at være en “comeback kid”, er det gode eksempel. Han kom helt skævt ind i Det Hvide Hus og faldt dramatisk i opbakning i sit første halve år, hvorefter han rejste sig. Hvordan gjorde han det? Ja, primært ved at bevæge sig ind på midten af politik og indgå aftaler og kompromiser med republikanere, som et flertal af vælgerne kunne se sig selv i. Han endte som bekendt med at vinde igen i 1996.

Hans få pressemøder efterlader et indtryk af en leder, som har tabt pusten. Hans måske allerstørste problem er, hvor få der elsker ham.

Bidens situation er langt, langt værre. Han er for det første ikke en “kid” – for mens Clinton i 1993 var 46 år og den tredjeyngste præsident nogensinde, så bliver Biden i år 80 år, og han var allerede ældre, da han tiltrådte, end Reagan var, da han stoppede! Den energi, som Clinton havde, har Biden åbenlyst ikke. Hans få pressemøder efterlader et indtryk af en leder, som har tabt pusten. Hans måske allerstørste problem er, hvor få der elsker ham.

En måling i Washington Post på årsdagen for hans tiltrædelse viste, at kun 15 procent “strongly approve”. Et historiskt lavt tal, som viser, at kun de allermest dedikerede demokrater er fans. Resten er påfaldende ligeglade. Tallet bekræfter det indtryk, som står klart, når Biden deltager i offentlige arrangementer rundt i USA, hvor der møder få og sjældent begejstrede mængder op.

Det, som kommunikationsmæssigt virkede for Biden i 2020, slår nu tilbage.

Jo, han er ikke Trump, men nej, han er ude af stand til at samle Amerika. Mere end halvdelen synes, at han gør det dårligt. Der er ingen tegn på, at Biden kan rejse sig. Amerikanerne har nu set på den nye præsident i et år. Dommen er hård: Dur ikke.

Kan han vende lykken? Well, som man siger i fodbold, så længe bolden er rund, kan alt ske. Store comebacks er sket før, ens modstandere kan klokke så meget i det, at selv en svag leder kan vinde, men… lige nu ligner Biden mest af alt en parentes i USA’s historie.