Mød the Bernie Bros

Bernie Sanders er for tiden iklædt den digitale førertrøje i demokraternes primærvalgkamp. I ryggen har han titusindvis af unge og engagerede mænd, som flittigt brøler på de sociale medier - men er det en fordel? Debatten har raset i amerikanske nyhedsmedier og hos meningsdannere de sidste par uger.
For iagttagere af den højaktuelle amerikanske primærvalgkamp, har det efterhånden længe været synligt, at én kandidat skiller sig ud fra de øvrige på de sociale medier, nemlig den 74-årige selvudnævnte socialist, Bernie Sanders. På tværs af partiskellene er han internettets yndling, særligt hos de såkaldte millenials (født i hhv. tidlige 80'ere til de tidlige 00’ere). En del af Bernies succes kan tilskrives disse loyale og ekstremt engagerede digitale følgesvende, som de seneste par måneder har fået navnet Bernie Bros.
 
Hvad er en Bernie Bro?
Sanders’ popularitet på de sociale medier har længe hørt til forklaringerne på hans store fremgang, og at han nu synes at være en virkelig modkandidat til Hillary Clinton. Selvom Sanders' støtter allerede tidligt bestod af unge mænd fra universitetsmiljøer, opstod navnet ”Bernie Bros” først i løbet af oktober.
 
Og hvem er de så? De er unge, hvide, universitetsuddannede middelklassemænd, som på sociale medier er opmærksomhedskrævende, arrogante og ensporede, alt imens de er tendentiøst konspiratoriske i forklædning som social justice warriors. Kort fortalt er de svære at tale med, undtagen om alt, hvad der omhandler den gode Bernie Sanders.
 
’Broderskabet’ blev begrebsliggjort i slipstrømmen af CNN's kandidatdebat den 13. oktober 2015, hvor kanalens seermåling kårede Sanders som debattens sejrsherre. Pludselig forsvandt afstemningen fra nettet, alt imens eksperterne udråbte Hillary Clinton som vinder. Men afstemningen forsvandt faktisk ikke, som brødrene påstod, til gengæld gav polemikken om forsvindingsnummeret et godt billede på det debatklima, der opstod. For det skabte et billede af Bernies tilhængere som en flok højtråbende hysterikere, der for alt i verden vil trænge igennem med deres budskab – også på bekostning af sandheden.
 
 
Kampen om betydning
Efter begrebet "Bernie Bro" gjorde sit indtog, har forskellige interessegrupper forsøgt at gøre det til deres. Pro Sanders-fløjen har brugt det som en selvironiserende betegnelse, særligt benyttet af kvindelige Sanders-støtter, antageligt i et forsøg på at desarmere modstandernes sprogbrug. For hvis kvinder også er Bros, synes begrebet ikke at give meget mening.
 
Omvendt har Clinton-lejren med feminister i front tilføjet en kvindeundertrykkende og sexistisk dimension til The Bros. I deres øjne er The Bros blodtørstige flokdyr på spring, klar til at forklare enhver Sanders-kritiker, hvorfor de tager fejl – helst hvis denne er kvinde, og i særdeleshed, hvis hun støtter Clinton.
 
Tidsskriftet The New Yorkers anmelder, Emily Nussbaum, trådte frem som offer i en række (nu slettede) tweets om sit møde med the Bernie Bros, hvor hun blev kaldt både en kælling og psykopat. Et par dage efter korrigerede hun dog sig selv, da den identificerede Bernie Bro slet ikke støttede Bernie, men nok snarere blot var en internettrold. Alligevel stod Nussbaum ved tonens problematik og brødrene som fænomen.
 
Bernie Bros er altså i dag en betegnelse, der spænder fra en selvironisk distancering over modstanderens retorik - over en kategorisering af nedsættende og voldsomme debattører, der opererer med mansplaining og sexisme som værktøjer.
 
Denne kamp betød samtidig, at Sanders' digitale fordel blev til en ulempe. For Clinton-fløjen kunne spille kønskortet og udstille Sanders i et dilemma af dobbeltmoral. Hvordan kunne en mand, støttet af disse bøller, dog være et præsidentembede værdigt?
 
Selvom debatten ikke eksplicit handlede om Bernie Sanders, eller tog udgangspunkt i hans politik, ramte det ham stadigvæk som kandidat.
 
Og mens hans internetsoldater blev taget til indtægt for sexisme, prædikede Sanders selv om ligestilling og LGBT-rettigheder, hvilket udfordrer Clinton-lejrens feministiske standpunkter mod den progressive side. Sanders frakender sig på Uffe Elbæk-agtig vis den vanlige amerikanske angrebsretorik og har sågar i tidligere debatter taget Clinton i forsvar.
 
Men Bernie Bro-begrebet gjorde hans støtter og vælgere til genstand for en kritik, han ikke selv kunne stå på mål for. Og sådan fik man effektivt fremstillet en usympatisk side af en valgkamp, som buldrer derudad med progressive paroler.
 
Broderskabet sætter ild i caps-lock
Begrebet Bernie Bros satte altså spørgsmålstegn ved den digitale fordels trumf. For mange kvindelige Clinton-støtter stod frem og fortalte, hvordan de stødte på Bernie Bros med hadefulde kommentarer, præcis som når de diskuterede raceundertrykkelse, feminisme og våbenkontrol.
 
I en Yahya Hassansk-dundertale med caps-lock i bund satte bloggeren Courtney Enlow ild til debatten om Bernies støtter. Og budskabet synes særligt at være, at mens Bernie og andre kandidater i valgkampen kan råbe op, bliver Clinton kaldt skinger, så snart hun løfter stemmen. Mandschauvinisme er altså ikke blot eksplicit, men også indbygget hos iagttagerne. Blandt visse iagttagere var selve afskrivelsen af Clinton som kandidat derfor et udtryk for den sexisme. Ikke desto mindre var det nu mest af alt tonen, som kom til diskussion, mindre end det var de politiske kampagner.
 
Et udløsende event forløb et par uger forinden, da Jeanne Shaheen, demokratisk senator fra New Hampshire, erklærede sin støtte til Clinton. Vanen tro viste The Bros sin støtte, men i et lidet flatterende sprog, som de færreste nok vil stå inde for. 
 
 
 
 
Et andet offer var den nobelpristagende venstrefløjsøkonom, Paul Krugman, der beskrev, hvordan han modtog trusler, vrede e-mails og kommentarer, og sågar også gammeldags post, efter at have stillet sig kritisk overfor perspektiverne i den forestående Bernievolution.
 
The Bernie Bros skabte altså en veritabel pøbelstorm af internetbrok, der gav feministerne taletid og skabte distance til Sanders som en progressiv kandidat. Demokratiske kongresmedlemmer tog endda afstand fra Sanders' kampagne. Populismen viste sin svaghed, og hæren af Sanders' internetkrigere lignede pludselig til forveksling en trojansk variant.
 
 
For hvis kandidaturet skulle fortsætte sin opadgående popularitetskurve og for alvor vinde indpas i small-town America, fungerer den slags ikke. Der er langt fra den unge, collegestuderende Bernie Bro til de hårdtarbejdende hverdagsamerikanere, som vi kender alt for godt fra flosklernes bibel.
 
”We don’t want that crap”
Med feministerne i det røde felt og mainstream amerikanernes forargelse, tog Sanders-kampagnen hurtigt til genmæle:
“Look, we don’t want that crap”, udtalte Bernie Sanders til CNN programmet “State of the Union”, og uddybede:
“Look, anybody who is supporting me that is doing the sexist things is—we don’t want them. I don’t want them. That is not what this campaign is about”.
 
 
The Bernie Bros er derfor helt forældreløse. Mens Sanders-kampagnen vedkendte sig, at der hersker et problem med tonen i debatten, frakendte den sig ethvert ansvar i et sprog, der ikke efterlod mange spørgsmål. Det er misvisende at tro, debatten om Bernie Bros egentlig reflekterede Sanders’ kampagne eller politiske visioner. Men ikke desto mindre har begrebet implikationer for Sanders' kandidatur. Og naturligvis. For det er nok de færreste politiske kandidater, der ønsker sig et synligt digitalt tæskehold.
 
The Bernie Bros deler på sin vis karakterstik med et genfærd. Med Clintons kampagnehistorik in mente, er problemtiseringen af modpartens mandlige støtter et kneb, der gentages, da man også benyttede sig af dette i primærvalgkampen mod Obama i 2008. Således deler Bernie Bros slægtskab med de såkaldte Obama Boys, der dengang blev udråbt som kvindeundertrykkende, sexistiske, modbydelige debattører på de sociale medier. Men effekten i 2008 udeblev, og the Obama Boys blev hurtigt glemt. Og resten er som bekendt historie.
 
Kritikken af Bernie Bros er derfor mestendels et udtryk for en kritik af den herskende debatkultur på internettet, som vi også herhjemme kæmper med for tiden, og som blev problematiseret af statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, og senest af Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S).
 
Men debatten viser samtidig, at styring af digitale interessenter og interesser bliver væsentlig for den fremtidige præsidentvalgkamp i USA og udstiller også hvilke svagheder den svulmende populisme står overfor. For mens Bernie Sanders' græsrodsrevolution ruller henover de forenede stater, muliggør den løse tilknytning og de slappe bånd også, at man får venner på sit hold, man ikke vil have. Eller omvendt, at modstanderen laver kampagne på fænomener, der er udenfor ens rækkevide.
 
Omvendt bliver både Clintons støtter og fanebærere, der gik forrest i kampen mod Bernie Bros, ramt i nakken af deres egen boomerang. For det billede, Bernie Bros skabte, viste sig uden synderlig genklang i virkelighedens støtter. Beskrivelsen var mere et udtryk for forfejlet fjendebillede og antageligt beskidte kampagnetricks. Og hvor den havde til hensigt at udfordre Bernie Sanders' digitale medvind, synes vinden blot at have taget til.
 
 
Et virkeligt broderskab?
Mens der utvetydigt findes eksempler på ’Bernie Bronism’, har der i debatten været ganske få konkrete eksempler på både ofre såvel som gerningsmænd. Bernies såkaldte ”Bros” har været blandt de første til at tage afstand til begrebet, og støttet op om Sanders' udtalelser.
 
Og som før eksemplificeret ved Emily Nussbaum, tåler flere af eksemplerne på Bro-adfærd ikke nærmere eftersyn, da de oftest kan demonteres som trolling, der i hvert fald ikke vedkender sig nogen virkelig identitet eller noget større politisk formål, foruden det at skabe virak. Imidlertid er det uomtvisteligt, at Bernies støtter udgør en stadigt voksende hær på Reddit, Twitter, Tumblr og Facebook, og at disse oftest befinder sig i ekkokamre bestående af Sanders' budskaber.
 
Diskussionen om Bernie Bros bliver taget til indtægt for den generelle betændelse, der hersker på sociale medier. Som argumenteret af The Intercepts Glenn Greenwald (journalisten, der for The Guardian bragte Edward Snowdens NSA-afsløringer), bliver Bernie Bro-diskussionen til et spørgsmål om fabrikeret polemik, spin og kampagneførelse, snarere end den reelle diskussion det netop kunne afføde, nemlig hvordan vi taler til hinanden i diskussioner på sociale medier.
 
Og til trods for, at meget af diskussionen om The Bros gik på køn- og ligestillingsperspektiver, har debatten ikke ført til en større opmærksomhed på disse politikområder. RoseAnn DeMoro, der er direktør i den største sammenslutning af sygeplejersker, påpeger, at det kunne være, fordi Clinton er den kandidat, der her har mest at tabe.
 
Således synes debatten om broderskabet mest af alt at være opbygget af lige dele trolling, stråmandsargumentation og PR-kampagne fra Clintons kampagnestab, der har kortvarigt fik formet diskursen, men som nu lader til at give bagslag.
 
Og forsøget på at klassificere Bernies opbakning som internetbøller synes desuden at være faldet til jorden, særligt ovenpå valgresultaterne fra Iowa og New Hampshire. Mens Iowa viste, at Sanders stod meget stærkt hos de yngre, og Clinton ditto hos de ældre, vandt Sanders i New Hampshire med et flertal af stemmerne i samtlige demografiske opdelinger, med undtagelse af de rigeste familier med en indkomst over $200.000. Dette vidner om, at flere end bare de yngre kan #feelthebern.
 
 
Angreb - ikke altid det bedste forsvar?
Bernie Bros-fænomenet viser dog samtidig, hvilken betydning den digitale opbakning kan få, og hvordan den kan være med til at sætte dagsordenen – også nationalt. For mens fænomenet nok var tiltænkt at udstille en svaghed i det sanderske pøbelvælde, har det omvendt haft en effekt hos Bernie Sanders' digitale støtter, og dermed fremhævet ønsket om en lødige debat, en sober tone og væsentligheden i ikke at kritisere modstanderen på argumenterne, men på indholdet. Dette er blandt grundpillerne i Sanders' eget kandidatur. ”Bernie Bro” begrebet gav derudover ikke bare mulighed for at fremhæve den politik, Sanders går til valg på, men også et konkret fjendebillede at samle sig om.
 
På samme tid udstilles Clinton-kampagnens gennemslagskraft, idet angrebet på modstanderens vælgerbase bliver udstillet som et stråmandsargument. Tilbage står vi atter med en diskussion om, at vi skal tale pænt til hinanden, og ikke begå angreb. En debat Clinton, hendes historik i betragtning, næppe kan vinde.
 
Det varsler endvidere om, at den digitale valgkamp lige er begyndt – for til trods for, at der er blevet udvekslet mange ubehageligheder, er der nok mere i vente, når modstanderne til efteråret bliver republikanerne. Og alt tyder på, at de digitale slagmarker vil få en endnu større betydning, end ved de tidligere valg – for muligheden for mobilisering er stor, og dermed kan det gøre en udslagsgivende forskel.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job