Berlingskes talentløse krisehåndtering
Krabs kollaps

Det handler om journalistikken, men da jeg i sin tid skrev under på den, indprentede daværende øverste chef for det Berlingske Officin Ole Scherfig mig i en samtale på hans kontor, at det blev forventet, at man som leder i huset med sin egen opførsel og repræsentation levede op til dette begreb om borgerlig redelighed. For mig indebærer termen respekt, saglighed, ordentlighed og anstændighed. De er svære at få øje på som underliggende værdi i krisestyringshåndbogen. Kilde: PR/berlingske media

En række modige ansatte i Berlingske Media fremførte klare budskaber om den pinagtigt langtrukne afsked med B.T.s nu tidligere chefredaktør Michael Dyrby: Klaus Wivel, redaktør på Weekendavisen, Jonas Kuld Rathje, chefredaktør på B.T., Anne Sophia Hermansen, kommentator ved Berlingske, og Ditte Okman, der er radiovært tilknyttet B.T. På trods af disse ”in-house”-kompetencer smeltede koncernledelsen ned i den nok ”mest amatøragtige krisehåndtering for et mediehus i nyere tid”, skriver Annegrethe Rasmussen. Hvad mon de belgiske ejere mener?
Disclaimer: Annegrethe Rasmussen har 1993-2001 arbejdet i Berlingske Media og siddet i chefredaktionerne for to af Berlingske Medias aviser i perioden 1997-2001, i Weekendavisens ledelse som politisk redaktør og efterfølgende i Berlingske som chefredaktør for Berlingske Søndag. Hun har desuden været klummeskribent i B.T. i sommeren 2015 og blev tilknyttet som betalt USA-ekspert i B.T. ved præsidentvalget i 2020 indtil 1. januar 2021 af Michael Dyrby.
 
Michael Dyrby er fortid. Han er gået af som chefredaktør.
 
Nu må interessen i et kommunikationsperspektiv samle sig om Berlingske Medias topledelses håndtering af den krise, fyringen endte med.
 
Og lad det blot være sagt med det samme:
 
Det må forbløffe, at en koncern, hvis fremmeste formål er kommunikation i bredeste forstand, har formået at smelte fuldstændig ned i den nok mest amatøragtige krisehåndtering i den danske medieverden i nyere tid.
 

 

Koncernledelsens undervurderinger og fejlskud

For selvom #Dyrbygate lige fra starten – efter discovery+-dokumentaren MeToo: sexisme bag skærmen udkom – har indeholdt alle ingredienser til en katastrofe for Berlingske Medias omdømme, synes koncernledelsen helt konsekvent at have både undervurderet og fejlvurderet risikoen. Ligesom TV 2 gjorde ved ikke at lade sin topledelse sige undskyld og medvirke i dokumentaren, men de kom i det mindste efter det og forstod alvoren efter 24 timer. Not so i Pilestræde.
 
I stedet udfoldede krisen sig i to uger, mens manden i skudlinjen, B.T.s chefredaktør, Michael Dyrby, holdt sig væk fra medierne i ni dage, og koncerndirektøren bakkede ham op, fordi de krænkelser, som Dyrby havde med at gøre, ikke vedrørte hans tid på B.T., men kun TV 2. Med andre ord: Den nye Michael Dyrby er ren.
 
Det eneste yderligere budskab, Anders Krab-Johansen kom med i de få interviews, han gav – altså udover, at han ”havde fuld tillid til Michael Dyrby”, som han havde haft en ”alvorlig samtale med” – var, at koncerndirektøren stod i spidsen for en koncern, hvor der var “nul tolerance” over for sexisme.
 
Den ringe adgang til medierne er selvsagt ikke noget, en partileder eller en minister i samme situation ville være sluppet godt fra i en af koncernens egne medier, og var også et fejlskud, hvis ellers man ønsker at styrke troværdigheden af sit brand som medievirksomhed.
 
 

Koncernens modige ansatte

Anderledes direkte var en række modige insidere fra husets tre førende medier.
 
Anne Sophia Hermansen var lysende skarp og klar på News & co., før Dyrby trak sig fredag. Weekendavisens Klaus Wivels leder var også på sin plads allerede onsdag, og også radiovært Ditte Okman var højlydt og ærlig i sin harme i flere udgaver af Det Vi Taler Om (DVTO).
 
Og det ér modigt, fordi ledelsesstilen i det konservative mediehus er ret traditionel og hierarkisk, og det er ikke populært at undsige koncernens top, hvad man må sige, at alle tre nævnte gjorde.
 
Samtidig var B.T.s nu konstituerede øverste chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, også klar i spyttet, da han med det samme (også som medvirkende i DVTO) erkendte, at hans journalister følte sig ”til grin”, og at det ikke var godt, at man ikke kunne stille Michael Dyrby de spørgsmål, som man normalt stiller til andre ledere i krisesituationer. Dyrby selv erkendte, at han havde slået sin egen avis ”tilbage til nul”.
 
Ikke desto mindre lød både Dyrby og Krab-Johansen som robotter med indstuderede sætninger fra et rådgivningsbureaus ”krisemanual for topchefer”.  
 
Den pointe – de velforberedte talepunkter med fuldstændig ens talepunkter, som lød ens fra medie til medie – blev også fremhævet af flere mediechefer i søndagens udgave af TV 2’s Presselogen som værende problematisk. Såvel Jakob Nielsen fra Altinget som Bjarne Corydon fra Børsen og Thomas Funding, chefredaktør på TV 2 Nyhederne, sagde, at kommunikationen fra Dyrbys side simpelthen lød utroværdig.
 
Længst gik Corydon, som fik sagt, at ”problemet nok rækker længere end Dyrby” – med en slet skjult hentydning til topledelsen i huset.
 

 

Næste fejlskud: en parodi på en afskedsklumme

 
Dyrby trak sig fredag med en klumme i B.T., der fortsatte miseren for kommunikationen udadtil.
 
For det første viser ordvalget, at han vitterligt intet har forstået af #MeToo, når han skriver, at han desværre, trods det, at han i et stort og veltilrettelagt ”undskyldningsinterview” i Berlingske sagde undskyld til de krænkede kvinder, er offer for en ”unuanceret” og ”rasende debat” og følte sig kørt over af ”et godstog der ruller.”
 
For guess what – det er ikke krænkeren – selvom han undskylder – men kvinderne, der har været ofre for Dyrbys ledelse. Han siger sådan set noget af dette i det ved første øjekast udmærkede interview, men det står klart, at det i afskedsklummen er hans egen holdning, der får lov at komme frem.
 
 
For det andet slutter teksten med en kæk replik om, at det hele havde været en ”sjov tur”. Og klart nok skulle den vending signalere, at chefredaktøren havde haft en fest på B.T., men når konteksten er grov sexisme, er ordvalget skærende klodset.
 
Ingen af de kvinder, sexismen er gået ud over, har haft “en sjov tur”, og selvom det naturligvis ikke er dem, Dyrby hentyder til, er ordvalget 100 % forfejlet.
 
Man må konkludere, at Dyrby ikke angrer, men føler sig ofret.
 
Igen kan det undre, hvor koncernens krisekommunikationsstrategi befinder sig.
 
For selvfølgelig findes en sådan strategi, når husets største udgivelse mister sin chefredaktør. Den var bare amatøragtigt mislykket. Og den abe har koncerndirektøren ansvaret for.
 

Hvorfor fejlede strategien? En ansat redaktør giver bedste bud

 
Birgitte Borup, Berlingskes skarpe internationale redaktør, giver til gengæld et glimrende bud i weekendens Berlingske på, hvad der så var på spil med formuleringerne. Havde topledelsen blot indkaldt hende, i stedet for at bekoste midler på dyr ekstern rådgivning udi kommunikation, kunne Krab og co. måske have reddet stormen af tidligere.
 
Borup skriver i klummen Michael Dyrby tabte en kamp, han tilsyneladende ikke forstår, at alle Dyrbys ”forsøg på at indkapsle og lukke debatten i kølvandet på dokumentaren på TV 2 er mislykket, kan ikke kun tilskrives en håbløs håndtering. Det skyldes især anklagernes overvældende substans og en grov undervurdering af tidsånden.”
 
Borup siger faktisk med andre ord, at krisen slet ikke kan ”håndteres”, fordi de unge kvinder ikke længere ”anerkender de hierarkiske systemer, der i årevis muliggjorde en ledelsesstil som den, der herskede på TV 2. Det, kvinder engang knapt turde hviske i krogene, skriver de i dag på Twitter. Der er ingen steder at gemme sig, uanset hvor magtfuld man er.” Og det rækker ikke at have givet et par interviews og dække sig ind under mekaniske eufemismer som ”upassende relationer” (Dyrbys) eller ”nul tolerance over for sexisme” (Anders Krab-Johansen).
 
Den internationale redaktør deler som illustration på sin pointe nedenstående tweet om, at man ikke kan gemme sig:
 
 

Man kan ikke krisekommunikere et usandt budskab

Men hvorfor kollapsede Anders Krab-Johansens budskab så eklatant?
 
Det skyldes for det første, at Dyrby ikke kunne reddes, jf. ovenstående.
 
Men for det andet skyldes det Krab og koncernens egen håndtering af en ny sag om sexisme og krænkelser på B.T. netop på Dyrbys vagt.
 
Sagen handler i korthed om grove sexistiske SMS'er afsendt af en ældre mandlig nyhedsredaktør på B.T. der både groomede avisens studentermedhjælpere – alle kvinder, og det var så også dem, han først og fremmest gik i byen med og ville i seng med, kunne man se på SMS’erne – ligesom han chikanerede en ung homoseksuel journalist (en mand), der tidligere har været på B.T, og som optrådte i Orientering i denne uge).
 
Så her var problemet det allermest basale ved krisekommunikation. Man kan ikke troværdigt ride en krise af med et budskab, der er løgn.
 
Dækningen af SMS’erne har været enorm og startede tilbage i marts i fagbladet Journalisten og er omtalt i stort set alle andre medier i denne uge. Allerede dengang fik avisen kritik for sin kommunikationsstrategi og håndtering af sagen, der endte med en advarsel til redaktøren.
 
Dyrby undskyldte i øvrigt allerede dengang for avisens ”katastrofale” håndtering af sagen i et åbent brev til B.T.s ansatte efter en fatal nedsmeltning i Presselogen.
 
Men fyring af redaktøren bag den sexistiske og grove magtmisbrug var der ikke tale om.
 
Og det harmonerer virkelig skidt med begge Anders Krab-Johansens hovedbudskaber:
 
1. Ingen sexisme på Dyrbys vagt – alle anklagerne er gamle og fra TV 2
 
2. ”Nul tolerance” i hele koncernen over for sexisme.
 

Det endelige kollaps – nul overensstemmelse mellem ord og handling

 
Da det senere på ugen kom frem, at Krab-Johansen end ikke selv havde læst indberetningens bilag fra studentermedhjælperne, selvom han havde fået de famøse SMS’er, der er truende, voldelige og fyldt med eksempler på grooming tilsendt, var kollapset for krisekommunikationsstrategien i manges øjne totalt.
 
SMS’erne veksler mellem det truende og grove fra chefens side og det nervøst afvæbnende og forsøgsvist humoristiske med smileys og så videre fra den unge kvinde – se dem alle her fra den tidligere studentermedhjælper selv.
 
I stedet for at gå ud som koncernchef, da sagen koger over, overlader Anders Krab-Johansen det til koncernens HR-direktør, Lise Glerup, at fortolke ”nul sexisme”-vendingen. Det gjorde hun i et stort interview med Politiken, hvor hun gradbøjer ”nul tolerance”-budskabet i ”SMS-sagen” til at være fuldstændigt uacceptabelt, grænseoverskridende og sexistisk, men ikke grundlag for fyring”.
 
Og for at gøre forvirringen i kommunikationen om ”nul tolerance” endnu værre modtog den pågældende redaktør, der som nævnt også chikanerede en ung mand for dennes homoseksualitet, ikke blot en advarsel. Han blev forfremmet på Michael Dyrbys vagt – ikke med personaleansvar, men med tungere arbejdsopgaver som nyhedsredaktør.
 
Som min journalistkollega Susanne Sayers skrev på min Facebook-væg i weekenden:
 
”Der skal være overensstemmelse mellem ord og handling. Har man en nultolerance over for overgreb og sexisme, skal en overtrædelse straffes omgående, og det skal siges højt, hvad der er sket, og hvad konsekvensen er. Det er tydelig og troværdig ledelse”.
 
 
Herfra, hvor vi står – kan koncernen komme tilbage?
 

Så hvor står koncernen nu?

 
Helhedsindtrykket er med nogle stikord:
 
-   amatørernes vagtparade
-   kollaps og nedsmeltning
-   tab af respekt om Berlingske-brandet
-   en ynkelig exitstrategi, dog hjulpet noget efterfølgende via de ansatte redaktører og journalister, der åbenlyst er bedre til krisehåndtering end deres topchefer.
 
Som tidligere øverste chef for koncernen Lisbeth Knudsen sagde til DR i denne uge:
 
”Mediecheferne agerer med dobbelte standarder. Vi forlanger af alle andre, at de har orden i tingene. Vi stiller topchefer og politikere til ansvar, hvis de ikke har en ordentlig adfærd, og mediernes troværdighed er simpelthen det vigtigste, vi har, og hvis vi med disse sager mister troværdighed i befolkningen, er det virkelig alvorligt for tilliden for medierne.”
 
Det kan kun gå fremad herfra. Held og lykke. Hvad mon de belgiske ejere synes?
 
Mit ønske om forbedring skal i øvrigt ikke forstås ironisk. Den Berlingske redaktørerklæring – som jeg selv i fjerne tider med glæde skrev under på både i WA og Berlingske – har kodeordet ”redelighed”.  
 
Det handler om journalistikken, men da jeg i sin tid skrev under på den, indprentede daværende øverste chef for det Berlingske Officin Ole Scherfig mig i en samtale på hans kontor, at det blev forventet, at man som leder i huset med sin egen opførsel og repræsentation levede op til dette begreb om borgerlig redelighed. For mig indebærer termen respekt, saglighed, ordentlighed og anstændighed. De er svære at få øje på som underliggende værdi i krisestyringshåndbogen.

Relaterede artikler

Mediebranche, grow up! - Hemmeligheder, sexisme, overgreb, druk, seksuelle eksperimenter, mobning, magtfuldkommenhed, lussinger, en kultur i mora...
Thygesen: Klaps til Krab - Michael Dyrby har inspireret til en ny offensiv strategi inden for krisekommunikationen: røvhulsstrategien. Det var den ...
Berlingskes big brother bossman - Berlingskes koncernchef bestilte en hemmelig rapport om, hvad mennesker, medier og meningsdannere havde skrevet og sagt ...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

27 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.