Debatredaktørernes fight night

I Danmark bliver der debatteret som aldrig før. Flere og flere fremturer med skarpe holdninger og markante synspunkter på sociale medier, i tv-programmer og i aviserne – og en række debattører har de senere år opnået kendisstatus. Men hvordan mener de, som bestemmer, hvad der ryger på forsiden, og hvad der ryger i papirkurven, egentlig det står til med den offentlige debat? Vi har spurgt Berlingskes Anne Sophia Hermansen, Politikens Mads Zacho Teglskov og Weekendavisens Søren K. Villemoes - og bedt dem stille hinanden de vigtige spørgsmål.
Det er nærmest blevet en folkesport at udveksle argumenter og synspunkter på sociale medier, i tv, radio og avisernes debatspalter. Og selvom det ofte kan virke tilfældigt, hvad der lige netop denne eftermiddag får folk til at fare i blækhuset, sidder der jo mennesker og udvælger nøje, hvad der slipper gennem nåleøjet og ud i offentligheden: opinions- og debatredaktørerne.
 
På Berlingske, Politiken og Weekendavisen har man inden for det seneste år fået nye folk på disse poster – henholdsvis Anne Sophia Hermansen (ASH), Mads Zacho Teglskov (MZT) og Søren K. Villemoes (SKV). Vi har spurgt dem, hvordan de selv mener det går med den offentlige debat. Og så har vi bedt dem interviewe hinanden sidst i artiklen.
 
Hvordan synes du, den offentlige debat i Danmark har det i øjeblikket?
ASH: Bedre end sit rygte. Der vil altid være jammerkommoder, der synes, det er forfærdeligt, at en eller anden får taletid, at tonen er slem, eller at medierne er dumme og mainstreamagtige, men jeg oplever, at vi har en grundlæggende fri og levende debat, hvor dogmer bliver konfronteret, og de ubekvemme sandheder lagt frem. 
 
MZT: Jeg synes, den er i topform. Grundtanken hos Politiken er jo, at man deler sig efter anskuelser og lader den kamp, der ligger i ordet ’debattere’, foregå så bredt og så offentligt som man overhovedet kan – og jeg tror ikke, at der nogensinde har eksisteret så mange platforme og programmer, som beskæftiger sig med offentlig debat og den store demokratiske samtale, som lige nu.
 
SKV: Jeg synes, at den offentlige debat i Danmark har det ret godt. Man skal bare kigge på vores nabolande som Sverige og Tyskland for at blive opmuntret. Der er der betydelige paralleluniverser i den offentlige debat.
 
I Sverige er der næsten ingen samtale på tværs af de alternative, indvandringskritiske blogs og så de etablerede medier. Debatten i Sverige prioriterer ikke polemik og pluralisme i synspunkter, men virker mere til at have en konkurrence kørende om, hvem der kan mene det samme bare mest ekstremt.
 
I Tyskland er den offentlige debat utrolig elitær. Det har naturligvis nogle fordele – der er mange interessante offentlige intellektuelle – men det er heller ikke særlig inkluderende, og jeg savner pluralisme.
 
I Danmark debatterer høj som lav med hinanden på tværs af klassemæssige, etniske, politiske og geografiske skel. Det ser jeg hver dag på Facebook. Og der er ikke den samme tendens til at holde folk ude, hvis de mener noget, man selv finder forrykt. Det kan jeg godt lide.
 
Er debatten udfordret – og i så fald hvordan?
ASH: I det omfang den er udfordret, er det af mangel på nytænkning og løsningsforslag. Jeg er for eksempel overrasket over, hvor mange forudsigelige indlæg vi modtager, især fra politikere, og hvis det er deres rådgivere, der skriver indlæggene, vil jeg anbefale dem at ansætte nogle mere spændende mennesker.
 
Dernæst er jeg fascineret af, hvor mange kræfter folk lægger i at beskæftige sig med folk, der åbenbart ikke må mene noget offentligt, i stedet for at de selv indtager et selvstændigt standpunkt. Og endelig ser jeg ikke en udfordring i, at den offentlige debat er fuld af mennesker med markante meninger, men i at så mange ikke kan tåle at høre på holdninger, der er anderledes end deres egne.
 
MZT: Det er klart, at den samlede debat ikke nødvendigvis bliver bedre, bare fordi der kommet et nyt debatprogram på DR. Og når debatten flytter på Facebook og Twitter, opstår der også nogle udfordringer eller trusler. Mange steder bliver debatten ikke kurateret, og derfor opstår der ekkokamre. Folk omgiver sig med holdninger og argumenter, de i forvejen er enige i, og så bliver holdningerne bare mere skingre.
 
Desuden synes jeg, at der især på de sociale medier er flere og flere, der ikke selv formulerer originale tanker og nye argumenter, men i stedet lever som en slags debatparasitter, der kobler sig på debatter udelukkende med det formål at være hånlige og rive det ned, andre forsøge at bygge op.
 
Søren K. Villemoes. Kilde/Weekendavisen
 
SKV: Den offentlige debat i Danmark er på ingen måder truet. Den har det fremragende. Måske har den aldrig haft det bedre. Eneste ridse i lakken er islamkritik. Her risikerer man at miste hovedet. Derfor er der næsten kun hasarderede typer, der tager den debat, mens mere fornuftige mennesker holder sig langt væk. Det er en skam.
 
I Danmark har de sociale medier dog i meget høj grad bidraget til at øge vores forsamlingshus-kultur. Det er ikke mange andre steder i verden, at man på enhver tilfældig tirsdag kan finde ministre og chefredaktører, der mundhugges med en eller anden kværulant fra Udkantsdanmark nede i en tilfældig tråd i ens feed. Det er altså en god ting.
 
Hvad er det for en debat, du gerne vil facilitere?
ASH: En bred debat, der ikke er bange for ubekvemme sandheder og for at sætte foden ned i eksempelvis sager om kønsopdelt svømmeundervisning eller håndtryk til kvinder såvel som mænd. En debat, der bibringer løsninger og perspektiv, men også tør være upopulær, for det er ikke rygklapperi eller hyggeonkler, der bevæger Danmark fremad.
 
I Berlingskes spalter får du ikke succes som fiasko, og hvis du ikke ved, hvad personligt ansvar er, må du søge læge. Og ja, Berlingskes debat er i sig selv til debat, og vi modtager derfor en del klager, hvilket jeg har det fint med. Hvis det en dag holder op, må det være tegn på, at vi gør vores arbejde dårligt.
 
MZT: På samme måde som Roskilde Festival vil vi gerne blande det nye og det, der er mainstream. Vi skal have noget, der trækker mange folk til, men også noget, der udfordrer. Det er samme forpligtelse. Vi skal reflektere den brede samfundsdebat, men også finde de nye strømninger. Derudover er nysgerrighed et nøgleord for mine ambitioner på debattens vegne. Vi skal have som rettesnor, at der ikke er noget, vi ikke skal kunne beskæftige os med. Hvis der er argumenter og fornuft i det, vi får ind, så trykker vi det – uanset om det kommer fra politikere og organisationer, vores læsere fatter sympati for eller ej.
 
SKV: Jeg vil ikke facilitere noget. Det er et irriterende ord. Ja, undskyld mit ord-snobberi, men jeg har det ret allergisk over for managementsnak. Når det er sagt: Jeg vil gerne være med til at lave en god avis. Debatsiderne er en vigtig del af enhver avis. Skal den være i top, skal der være et klart incitament for folk til at sende polemik vores vej. Det betyder, at vi skal være til stede der, hvor de store debatter foregår.
 
Mener du, at der er bestemte holdninger, der får for meget medvind i den offentlige debat, eller bestemte synspunkter, som ikke bliver hørt i tilstrækkelig grad?
ASH: Det er klart et problem, at det ofte er medie-Danmark, der skriver til, fra, for og om hinanden, og derfor er vi meget lydhøre overfor indlæg fra folkeskolelærere, førtidspensionister, maskinmestre og etbenede akvarelmalere fra Bornholm. Og afhængigt af dit politiske ståsted vil du nok altid synes, at der er holdninger, som får for meget medvind, mens andre slet ikke får nok. 
 
MZT: Der foregår i vores daglige prioriteringer en magtkamp mellem almindelige mennesker og en stadig mere professionaliseret meningsdannerverden. Kommunikationsafdelingerne ruster op alle steder, og det mærker vi enormt tydeligt. I øjeblikket overvejer vi temmelig kritisk, hvorvidt vi i ligeså høj grad som tidligere skal give blogs til professionelle debattører og politikere, eller vi i højere grad skal stille pladsen til rådighed for nogen, der kan tale magten imod. Jeg er meget betænkelig ved at skulle være interessernes forlængede megafon.
 
SKV: Nej, jeg synes egentlig, at der er en udmærket pluralisme i den offentlige debat. Der er måske en tendens til at overrepræsentere marginale synspunkter fra yderfløjene. Vi har for eksempel set en eksplosion i krænkede identitetspolitiske indlæg, hvor en eller anden kan se noget virkelig problematisk i en pose chips eller karrusel på en legeplads eller whatever.
 
Også fra den mere tidehvervske eller radikalkonservative højrefløj kommer der mystiske indslag. Det er ikke mainstream-holdninger, der repræsenterer mange andre end et obskurt segment af folk enten på Blågårdsgade eller i Seem. Men jeg synes egentlig, at det er fint, at vi også ser disse indlæg repræsenteret. Jeg må dog indrømme, at jeg helt generelt har det lidt svært med præster, civilingeniører og radikale kønsteoretikere i den offentlige debat. Det må jeg blankt indrømme. Det er dog en rent personlig aversion. Jeg synes ikke, de skal holdes ude.
 
I øjeblikket bliver der diskuteret fake news og alternative fakta mange steder – hvad gør du dig af tanker i forhold til at modarbejde den slags i jeres debatunivers?
ASH: Både fake news og alternative facts er udtryk, der ryger op ad muren, når revolutionen kommer. Ligesom postfaktuelt, populistisk og ekstremistisk. I debatsammenhænge bruges betegnelserne som regel med stor intellektuel dovenskab om holdninger, man bare ikke bryder sig om. Det keder mig ærligt talt. Men derudover: Ja, vi foretager selvfølgelig faktatjek og husker på Churchills ord: Stol kun på statistikker, du selv har manipuleret. 
 
MZT: Vi beder altid om, at det, der bliver skrevet, dokumenteres. Vi kan ikke dybdelinke i en avisdebat, men det kan vi på nettet, og hvis der bliver henvist til en eller anden undersøgelse, så skal læserne kunne få adgang til den. Men fake news og alternative fakta er jo ikke relevant herhjemme på samme måde som i USA. Debatten er dog en belejlig anledning til at banke rusten af den basale, journalistiske metode, hvor man går kritisk til og efterprøver alle påstande. Også i debatindlæg. Og vi skal kunne stå inde for alt det, vi trykker.
 
SKV: At man læser tingene igennem og faktatjekker det, man falder over. Man skal ikke faktatjekke alt. Så har man ikke andet at lave. Men man skal være opmærksom og gå tvivlsomme påstande efter i sømmene. Jeg ser hele den her fake news-tendens som et potentiale for de gamle medier. Det er en mulighed for os til at vise, at vi har nogle standarder og arbejdsgange, der bare skaber en helt anden troværdighed om de ting, vi publicerer, end når fætter Løgsovs deler et eller andet random på Facebook i en koger.
 
Politiken spørger Berlingske
 
MZT: Da du blev præsenteret som ny debat- og navneredaktør på Berlingske, proklamerede du, at du ville sikre, at flere kvinder, flere unge og flere debattører med brun hud ville få adgang til spalterne. Hvordan vil du sørge for, at det sker? 
 
ASH: Ved at gøre det. Vi har derfor ansat en række yngre politiske talenter – f.eks. Alex Vanopslagh, Lilian Parker Kaule, Leif Donbæk og Caspar Stefani – og derudover har Ulla Tofte, Birgitte Borup, Hella Joof, Lise Egholm og Anne Lise Marstrand-Jørgensen skrevet for os i flere måneder nu. Såeh … svaret kan læses i avisen og på b.dk.
 
Anne Sophia Hermansen. Kilde/Radio24syv
 
MZT: I 2013 skrev du i Politiken, at "det ville være et kæmpe samfundsproblem, hvis flere kvinder skrev debatindlæg og fik dem trykt i landets aviser. I stedet for debatindlæg om Syrien, reformering af velfærdssamfundet, EU’s fremtid og den økonomiske krise ville siderne blive fyldt med indlæg om graviditet, amning, barsel og barnløshed". Betyder din nye ambition om et større antal kvinder i samfundsdebatten, at du tog gevaldigt fejl dengang, eller er alle landets kvinder bare blevet vildt meget mere samfundsfokuserede i løbet af blot tre år? 
 
ASH: Som jeg skrev dengang, vil jeg hellere have 100 procent udsyn end 50 procent kvinder, der overvejende skriver om vægt og kropsvæsker i debatspalterne, og det mener jeg sådan set stadig. Men når det er sagt, så ja, så savner jeg flere holdninger fra kvinder, og det interessante spørgsmål er derfor: Hvordan får vi flere kvinder til at engagere sig i den offentlige debat og beskæftige sig med velfærdssamfund, integration, skat, danskhed, det kommende hollandske, franske og tyske valg, Brexit etc.? Det tænker jeg en del over.
                                          
MZT: Hvis du nu havde fået jobbet som opinionsredaktør på Politiken i stedet for dit nuværende i Pilestræde, hvad ville du så gøre i løbet af din første arbejdsuge
 
ASH: Jeg ville selvfølgelig sætte en stopper for, at middelklassens overprivilegerede stakler kan komme til orde i jeres spalter. Begynde at føre debat om, hvordan vi løser påtrængende problemer med flygtninge, integration og skattetryk, hvordan vi reformerer velfærdssamfundet og husker hinanden på, at ingen rettigheder kommer uden pligter.
 
Dernæst ville jeg droppe alt om friblødere, fed front og andet pjat, der gør avisen til grin og fjerner fokus fra væsentlige dagsordner. Og så ville jeg være imponeret over, at man kan være så mange på en debatredaktion, som I er på Politiken. Så jeg ville formentlig sige farvel til halvdelen af jer og bruge pengene på mine skribenter i stedet.
 
MZT: Da du fik arbejde på TV 2, sagde du i et interview til Alt For Damerne i marts 2014: "Efter fem år som meningsdanner er jeg ved at være træt af debat. Træt af ævl og kævl og krig og af at producere en ny mening hver uge. Af og til mener jeg jo ikke en skid!". Hvor lang tid regner du med at være i stand til at mene noget i din aktuelle ansættelse? 
 
ASH: Desværre ejer jeg ikke en krystalkugle, men vi skriver nu 2017, og jeg har været en flittig meningsdanner i snart otte år. Det er da klart, at der er perioder, hvor himlen er blå, og jeg tænker mere på mænd end på meninger. Til gengæld aner jeg ikke, hvad du mener om noget som helst, så mit modsvar er: Hvornår begynder du at mene noget?
 
MZT: Jeg er indtrådt i lederkollegiet på avisen og skal skrive ledere fremover. Så jeg skal træde længere frem, men min grundtanke i forhold til debatstoffet er, at min rolle er en journalistisk, coachende redaktørrolle, og min primære opgave er, at det er andres argumenter, og ikke mine egne, vi beskæftiger os med. Jeg kommer ikke til at skrive ugentlige tekster – det er meget mere interessant at finde andre inputs end dem, vi selv kan komme med.
 
Berlingske spørger Weekendavisen
 
ASH: Hvad er din onlinestrategi for debatstoffet?
 
SKV: Tidens medie-diktum lyder, at man skal betale for journalistik. Det er godt klaret af vores stand. Det tog den kun et par årtier at regne den ud. Nu går de samme lyse hoveder, der før gav tingene væk gratis, rundt og forklarer folk, at det selvfølgelig skal koste penge. Imponerende.
 
Men de har jo ret. Journalistik koster penge, og så må man hoste op. Debat derimod koster ikke noget særligt. Så det er ikke helt så vigtigt, at det låses bag betalingsmure. Den offentlige debat kan i modsætning til journalistikken godt eksistere uden etablerede medier. Derfor bør medierne være lidt ydmyge. Den offentlige debat er ikke automatisk afhængig af os.
 
Hvis man gerne vil have godt debatstof i sin avis, skal folk have et incitament til at skrive det for en. Og det incitament er, at det bliver læst, delt og debatteret vidt og bredt.
 
Nu om stunder kræver den slags, at man er til stede online. Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvordan vi stykker vores online-strategi sammen inde på Weekendavisen. Intet ligger dog fast endnu, så jeg kan ikke sige andet end disse almindeligheder. 
 
ASH: Vil du etablere et fast debattørkorps? (Og skal vi fremover lægge arm om meningsdannere?)
 
SKV: Nej, det er ikke min plan.
 
ASH: Hvorfor tror du, at der er så relativt få markante kvindelige debattører?
 
SKV: Er der få? Jeg synes da ellers, de er overalt. Bare her på stående fod kan jeg opremse dig selv, Anna Libak, Eva Selsing, Iben Thranholm, Marie Høgh, Sørine Godtfredsen, Stine Bosse, Emma Holten, Geeti Amiri, Katrine Winkel Holm, Leny Malacinsky, Amalie Lyhne, vores egen Anne Knudsen. Hvor mange flere skal vi have? Jeg synes egentlig, at listen er relativt lang.
 
Når det er sagt, er mænd stadig i flertal. Generelt tror jeg bare, at der er en større andel blandt mænd, der har det der kværulant-gen, der gerne skal til for at være offentlig debattør.
 
ASH: Hvilke debatter er de væsentligste lige nu? Og hvad tror du, vi kommer til at debattere meget mere?
 
SKV: Populisme, indvandring, islam, nationalisme, globaliseringens mange konsekvenser og globalismens, herunder EUs, krise. De emner er klart de allervigtigste. Men ikke desto mindre kommer vi utvivlsomt til at bruge sygelige mængder tid på at diskutere, om en eller anden har formuleret sig på en måde, der med en god portion ond vilje kan fortolkes som sexistisk, racistisk, ableistisk eller måske endda specistisk. Enhver tænkelig teoretisk mulig ulighed vil blive problematiseret herfra og til jordens undergang.
 
Alle disse identiteter, der skaber skel mellem folk, der ellers er fuldkomment ens og i øvrigt dødkedelige, dem skal vi nok få udpenslet i uendeligheder. Det satser jeg mine penge på. Det er sjældent vigtige debatter. Men de kommer til at fylde mere og mere. Og selvom det kan føles, som om vi har diskuteret udlændinge og multikultur siden sidste årtusinde (og det har vi sådan set også), så er det altså kun lige begyndt. Mine oldebørn kommer også til at sidde og skændes om islam. Det er jeg ikke i tvivl om. Desværre.
 
Weekendavisen spørger Politiken
 
SKV: Hvorfor er det næsten altid synd for nogen på Politikens debatsider?
 
MZT: Det er det, fordi vi betragter det som en journalistisk pligt at tage folks bekymringer seriøst. Efter mine begreber er det et udmærket udgangspunkt for journalistisk virksomhed, herunder debat, at søge derhen, hvor nogen føler sig i klemme, overset, misrepræsenteret eller snydt. Så kan man kalde det klynk, hvis man vil, men jeg synes faktisk, at det er en kliché at mene, at det kun gælder for Politikens debatsider.
 
I Børsen er det synd for iværksætterne, virksomhederne og de driftige forretningsfolk. I Berlingske er det synd for dem, der tror på et forenet og homogent Danmark, på kristendommen og på den almene dannelse, og i Weekendavisen er det ofte synd for ytringsfriheden, de intellektuelle eller det oversete semikolon.
 
Mads Zacho TeglskovKilde/Twitter
 
SKV: Hvad gør du for at udfordre Politikens læseres verdensbillede?
 
MZT: Jeg og den øvrige redaktion sørger for at opsøge de stemmer, der synger efter en anden melodi end den, der strømmer ud fra B&O-anlæggene hos vores kernelæsere.
 
Det må bero på en kursorisk læsning af Politiken, hvis man vurderer, at vi ikke har borgerlige stemmer i koret. Jeg ville personlig gerne have flere, men mange borgerlige skribenter søger naturligt andre steder hen, og for mig er her også et balancepunkt at søge, for Politiken er en centrum-venstreavis, og vores læsere interesserer sig ganske enkelt mere for, hvad Zenia Stampe, Mette Frederiksen og Johanne Schmidt-Nielsen mener, end for hvad Pernille Vermund, Martin Henriksen og Lars Løkke Rasmussen går og synes.
 
SKV: Er det tilfældigt, at så meget af jeres debatstof bekræfter det samme verdensbillede (DF = onde, EU = godt, nationer = dårligt, FN = godt, folkelige strømninger = Hitler, konventioner = Jesus, osv.), eller er det en bevidst strategi?
 
MZT: Jeg tror ikke helt, at jeg køber din præmis her, men jeg vil sige, at hvis Politiken over en årrække har behandlet det samme emne, det kunne være EU, internationale konventioner eller Dansk Folkeparti, og vi gang på gang er landet på det samme standpunkt, så skyldes det i hovedreglen, at vores stillingtagen er den rigtige, og det modsatte standpunkt er forkert.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job