Bergman x HBO: Din ægtefælle er din himmel og dit helvede

Et velkendt scenarie

Titlen virker bekendt. Scenes from a Marriage er da også en remake af Ingmar Bergmans skelsættende Scener ur ett äktenskap fra 1973. Hovedansvaret for den nye udgave har HBO overladt til den israelske manuskriptforfatter og instruktør Hagai Levi. Med produktioner som The Affair og In Treatment er Levi velbevandret i adaptioner og remakes, specielt inden for temaet følelsernes psykologi.

Trailer fra HBO’s remake af Bergmans klassiker.

Alligevel er det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor genindspille Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab næsten 50 år efter, at den havde premiere første gang? Er det muligt at se HBO’s udgave af serien uden sideblik på og sammenligninger med forgængeren? Og bliver Bergmans indflydelsesrige klassiker mere aktuel af en tur i fornyelsesmaskinen?

Ingmar Bergmans “Scener ur ett äktenskap” fra 1973. Gense den gratis her på Filmstriben. Kilde: Getty Images.

Den hårde karrierekvinde versus den bløde filosofiprofessor

Jessica Chastain og Oscar Isaac spiller intenst og overbevisende rollerne som Mira (Marianne) og Jonathan (Johan) i en casting, der umiskendeligt minder om Liv Ullmann og Erland Josephson.

Hun er i udgangspunktet en succesrig forretningskvinde med høj indtjening, han er filosofiprofessor på Tufts University, Massachusetts. Deres tilsyneladende lykkelige ægteskab kontrasteres i første episode af et vennepars decideret ulykkelige, men Mira og Jonathan viser sig i anden episode at være ramt af en endnu værre krise. Mens de som gode forældre forsøger at friholde datteren Ava (Sophia Kopera) fra smerte, kan de selv ikke lade være med at ramme den anden på de punkter, hvor det gør allermest ondt. Igen og igen. Med vekslende styrkeforhold.

I’m not attracted to you anymore, how are you going to fix that? Kilde: HBO

Ikke-samtalesamtalerne

Begge lader, som om de gerne vil kommunikere civiliseret, ”have a conversation”. Og der føres rigtigt mange samtaler. Begge er eksperter i at tilbageholde information, hvilket forvirrer modparten indtil et absolut uundgåeligt punkt. Hvor Jonathan i begyndelsen er indstillet på at gå den traditionelle vej med parterapi og psykolog, med andre ord ”to fix it”, er Miras reaktion et frontalangreb: ”I’m not attracted to you anymore, how are you going to fix that?” (2. episode). Omvendt er det uforståeligt for Mira, hvorfor Jonathan absolut vil have underskrevet skilsmissepapirerne lige nu (4. episode), indtil han afslører, at han overvejer at blive delefar med en kollega fra instituttet, og at rene linjer angående hans ægteskabelige status i den situation er at foretrække.

Grundlæggende er disse mekanismer fremstillet med indbyggede tidsspring nøjagtigt som hos Bergman. For at identificere de interessante forskelle er det nødvendigt at begynde med begyndelsen – Scener fra et ægteskab.

Trailer for Bergmans oprindelige “Scener fra et ægteskab”. Kilde: Accent films.

Scener fra et ægteskab

Med Scener fra et ægteskab gik auteur-instruktøren Ingmar Bergman i 1973 til fjernsynet efter en lang film- og teaterkarriere. Serien blev en demonstration af, at tv og filmkunst ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Den blev lavet på et beskedent budget i samfinansiering mellem Bergmans eget produktionsselskab, Cinematograph, og SVT – og tjente sig selv ind mangefold.

Scener fra et ægteskab fortæller historien om Johan og Marianne, der har været gift i ti år og har to døtre. Begge er akademikere, han docent og hun advokat i familieret, men det er ægteskabet, der er hovedperson – kvinden og manden, der på én gang kender hinanden alt for godt og alt for lidt, som ikke kan være i samme stue uden at såre hinanden, som elsker og afskyr på skift, bryder op, har forhold til andre og alligevel ikke kan skilles.

Optaktens ”hjemme hos”-interview afslører diskret, gennem tøvende taleture, sideblik og afbrudte replikker, de divergerende følelser og vurderinger, der bringer de to på kollisionskurs. Bergman rykker temaet om ægteskabet, som det blev udfoldet hos August Strindberg og Henrik Ibsen, op i en moderne samtid, hvor økonomien ikke længere er et afgørende argument for samliv eller skilsmisse. Følelserne regerer uindskrænket og skræmmende.

Serien rystede seerne ved sin realisme og tidssensitive udstilling af det ægteskabelige samlivs problemer. Den blev diskuteret overalt i medierne. Sidste del opnåede i Sverige et seertal på 3,5 millioner. Siden premieren har Scener fra et ægteskab bevist sin fortsatte aktualitet gennem et langt remedialiseret efterliv – som film, men især på alverdens teaterscener. Bergman tog selv initiativ til den første teateradaption i München 1981.

Fristelser og udfordringer

Remakes er en både fristende og udfordrende måde at gå til film og tv-serier på. Fristende, fordi et givet tema har bevist sin appel og derfor kan være interessant at genoptage i en ny udgave. Udfordrende, fordi det grundlæggende spørgsmål er, hvordan man gør en genindspilning spændende – både for det publikum, der kender originalen (eller de forskellige udgaver af originalen), og for det, der ikke gør?

Remakes anskues ofte som det ultimative eksempel på filmindustriens umættelige trang til at udnytte foreliggende materiale i en kommercielt motiveret gentagelse uden respekt for originaler. Dette gælder både Hollywoods egne produktioner og tværkulturelle genindspilninger (Insomnia, Vanilla Sky, Broen).

Men der er andre og sjovere blikke på genindspilninger. Filmforskere som Constantin Verevis og Linda Hutcheon har gjort opmærksom på, at remakes er blevet praktiseret fra Shakespeare til Verdi, og at man i høj grad kan vise respekt over for en klassiker ved at genindspille den.

I remaket er rollerne byttet om: Kvinden er manden og omvendt. Kilde: HBO/Accent Films.

Respekt

Scenes from a Marriage er en tværkulturel genindspilning med veneration for sit forlæg. Den skilter med det. Titlen er en direkte oversættelse. Krediteringen siger ”Based on a script by Ingmar Bergman”. Bergmans søn, Daniel Bergman er executive producer. Stiftelsen Ingmar Bergman takkes behørigt. Positioner gentages meget bevidst, som når de to kombattanter ligger i sengen uden ret meget kontakt, eller når de kontrasteres i profil.

Optakten og afslutningen indeholder en klar reference til seriens scenemodus gennem den travle opstilling, klaptræet og til slut vandringen til påklædningsværelserne. Selvom antallet af episoder er reduceret til fem, har de resterende beholdt originaltitlerne, se her. I konsekvens af de kønsomvendinger, der finder sted, er kvindenavnet Paula dog udskiftet med mandenavnet Poli.

Ingmar Bergmans “Scener ur ett äktenskap” fra 1973. Kilde: Ingmar Bergman

Den klaustrofobiske stemning forstærkes i begge tilfælde af de lange interieuroptagelser. Det fælles hjem udgør en blanding af tryghed og fængsel. Vi kommer sjældent udenfor, og da mest i forbindelse med transport ud fra eller tilbage til det sted, der er og bliver hjemmet – det store, hyggelige, røde fleretageshus i en ret anonym forstad. Den vigtigste lyd er stemmeføringen i de mange forsøg på samtaler, indimellem akkompagneret af spinkle elektroniske klange, der skiftevis skurrer og minder om en svensk folkemelodi. Tavsheden, mens den anden overvejer næste træk, er næsten hørbar.

Første episode begynder som i Scener ur ett äktenskap med et interview, der tvinger de to parter, Mira og Jonathan, til at definere deres roller over for en fremmed – og på den måde klargøre dem for sig selv. Samtidig afsløres deres holdninger, tøven og forbehold af deres ansigtsudtryk og kropssprog. Som hos Bergman den perfekte intro til alt det, der følger.

Ligesom optakten er den samme, følges strukturen i originalen i de følgende episoder tæt med deres op- og især nedture, skiftende magtforhold, skiftende erkendelser og uendelige verbaliseringer af følelsernes veje og vildveje. Hvad nyt bringer så Scenes from a Marriage?

Opdateringer

Den første opdatering får vi smækket lige i synet fra begyndelsen. I Scenes from a Marriage interviewer en ph.d. i kønsstudier fra Tufts University, hvor Jonathan arbejder, ægteparret ud fra et på forhånd fastlagt skema. Formålet er at få mere viden om forhold, hvor kvinden tjener mere end manden. I tråd med tidens korrekthedsnormer begynder intervieweren med at spørge ”How would you define your pronomina?” Svaret er nu ganske traditionelt: he/him/his og she/her/hers. Den søgen efter identitet, som det første spørgsmål lægger op til, fortsætter naturligt i det næste: ”How would you define yourself?” Dermed signaleres Miras og Jonathans kønsidentitet ud fra en ny tids syn på køn. Men deres problemer er velkendte.

Den anden opdatering vender rollefordelingen om. Hos Bergman er det Johan, der i udgangspunktet definerer forholdet og vil opbruddet, mens Marianne er den afhængige, tilbageholdende og sårede. Her er det Mira, der bryder op fra Jonathan. Hverken Johan eller Mira finder dog en mere bestandig lykke sammen med den nye elskede.

Den tredje opdatering er seriens fokus på spørgsmål, der vedrører børn, herunder graviditet og abort. Forholdet til såvel ufødte som eksisterende og kommende børn demonstrerer i en nøddeskal kønnenes gensidige afhængighed, men også de nye muligheder for at tilrettelægge sig ud af naturens begrænsninger. Først bliver Mira og Jonathan, de to modne mennesker i deres bedste alder, enige om at beholde det barn, der overraskende venter. Så møder vi dem på abortklinikken, hvor begge er lige ulykkelige over beslutningen trods de mange dages snak, det har taget at nå så vidt. Så ser vi Jonathan ønske at blive far igen – og Mira lokke med, at hun trods sin alder måske med videnskabens hjælp kan levere varen.

Den fjerde opdatering handler om seriens amerikansk-israelske perspektiv, der bliver stadig mere påtrængende. Den tværkulturelle remake repræsenterer en tilpasning fra en svensk til en amerikansk og transnational sammenhæng, hvor jobs i Tel Aviv eller London må indpasses i familielivet. Jonathan svinger frem og tilbage mellem sin jødiske identitet med dens ældgamle ritualer og sin status som moderne ærkeamerikansk intellektuel. Dermed opnås en plus-effekt i forhold til det amerikansk-israelske publikum, som Hagai Levi tidligere har ageret brobygger for, på en måde, der ikke afskrækker det store publikum, der elsker HBO.

Klassikere skal genindspilles

Scener fra et ægteskab har bevist sin aktualitet gennem sin stadige appel på alverdens teaterscener. Det kan have udgjort én motivation til genindspilning. En anden kan være at bringe originalen ud til nye generationer, der foretrækker at se deres fiktion i transnational optik på HBO frem for SVT.

For dem, der har oplevet originalen, tilføjer genindspilningen aspekter, som man kan genkende eller irriteres over, men som er en del af det aktuelle billede af tværkulturelle tendenser på kryds og tværs. Omvendingen af dominansforholdene, betoningen af kvindens tilfredshed med sin singlestatus og mandens ønske om at være far frem for ægtemand er opdateringer, der fremtvinger refleksion over, hvad der er sket med ægteskabet siden 1973.

Samtidig må man anerkende, hvor fremsynet Ingmar Bergman var i sin diagnose af ægteskabet. Din himmel og dit helvede er din ægtefælle, dengang som nu.