Let's do it

Selvom State of the Union-talen (også kaldet SOTU) er en af de mest traditionsrige for en amerikansk præsident og en af de vigtigste politiske taler, han holder i løbet af året, så er det ikke en talegenre, der er kendt for de store retoriske vendinger, eller i det hele taget for en variation i indhold. I stedet er talen blevet beskrevet som en 'laundry list' – en indkøbsseddel for præsidenten for det kommende år.

Det skyldes til dels, at der er et helt regeringsapparat inde over talen med forslag til indholdet. Så Præsidenten bliver ofte nødt til at tale om for mange emner, til at talen bliver særlig præcis i sit endelige budskab – udover at Unionen er stærk.

SOTU: Obama på talerstolen den 20. januar 2015 i Kongressen. Polfoto/ZUMA PRESS/ZEUS.

Men det, talen kan gøre for en præsident, er lige netop det, Obama brugte den til tirsdag aften i USA: At vise præsidentens position som leder for det amerikanske politiske system og som det mest troværdige politiske talerør for vi’et i det amerikanske folk. Og det gjorde Obama på flere måder.

Barack is back

For Obama betyder årets State of the Union-tale helt overordnet en bekræftelse af hans position som USA's præsident to år mere, samtidig med at han kan kridte banen op for overgangen til 2016-valget for sin formodede demokratiske efterfølger Hillary Clinton.

På trods af nederlaget ved midtvejsvalget i november sidste år, står Obama faktisk personligt stærkere her i januar i år, end han gjorde ved sin sidste State of the Union-tale i 2014, hvor han skulle levere en tale efter året, der indtil videre vil blive husket som et af de værste i hans præsidentperiode, med et utal af skandaler og politiske fejlbedømmelser.

Seks gode råd til Obama.

I år er tallene både i økonomien og i meningsmålingerne begyndt at gå hans vej, og de præsidentielle initiativer han lovede i sidste State of the Union-tale, og som han har lanceret de seneste måneder, som immigrationsinitiativet, nye aftaler med Kina og Cuba og forslag til gratis uddannelse, har fået ham til at fremstå mere handlekraftig og beslutsom, noget både hans støtter og modstandere har efterlyst igennem hele hans embedsperiode.

Obama holder sin State of the Union-tale.

We are 15 years into this new century … But tonight, we turn the page

Obamas tidligere State of the Union-taler har været en blandet fornøjelse med et ofte lettere mislykket sprogbrug som brugen af anekdoten om ”the Sputnik moment” og sloganet ”Win the Future” i 2011 samt joken om spildt mælk i 2012-talen. Efter 2010-midtvejsvalget, hvor Demokraterne led et sviende nederlag til Republikanerne, var Obama langt mere ydmyg og forsonende, end han var i årets tale. I 2011 indledte han med at gratulere Republikanerne med deres sejr og talte om, at folkets valg af repræsentanter gav stof til eftertanke. Den type henvisninger til valgnederlaget 2014 var der ikke i år. Brobyggeren Obama har overladt scenen til den progressive Obama, der har manifesteret sig tydeligere og tydeligere i Obamas store taler efter præsidentens anden indsættelsestale i 2013.

Læs analyse af Obamas taler.

Obamas 2011-tale.

Selvom Obama blev valgt ind som forsoneren i 2008, så styrker det hans position som taler at være en anelse mere klar i sin progressive agenda og lidt mere konfronterende i forhold til de Republikanske politikere. Således blev valget i 2014 slet ikke nævnt i denne tale. Obama valgte i stedet at se fremad fra det øjeblik, hvor talen bliver holdt: ”We are 15 years into this new century … But tonight, we turn the page”

Obama indleder ofte sine taler med historiens store vingesus og en placering af talesituationen i forhold til andre vigtige øjeblikke i amerikansk historie. Det gør han for at understrege vigtigheden af øjeblikket, vigtigheden af det kommende år og de beslutninger, der ligger forud. Men hvor denne historiske placering indtil nu i Obamas State of the Union-taler ofte har været med henvisninger til stormvejr og tidligere kriser, hvor håbet har skullet hives frem midt i mørket, kunne Obama i går ’træde ud af skyggen’ for i stedet at fokusere på valgmulighederne, som den opnåede velstand giver i det historiske øjeblik. Hans sammenligninger mellem USA og resten af verden har ofte spillet på USA's problemer, men dette er nu også vendt: ”Since 2010, America has put more people back to work than Europe, Japan, and all advanced economics combined.” (SOTU, 2015)

9/11-generationen

State of the Union-talens mål er netop at få hele den amerikanske befolkning i tale i forhold til den politiske agenda, så Obama skal i talen også kunne fremkalde et 'vi', som de 30 millioner amerikanere, der ser med, kan enes om at være. Talen handler derfor indledningsvist ofte om at fortælle USA’s historie med henblik på at skabe et nationalt etos. En troværdig national identitet. Skabes dette, kan præsidenten også mere troværdigt tale på amerikanernes vegne.

Det amerikanerne i 2015 i hvert fald kan samles om at hylde, og som Obama fremhæver, er de amerikanske soldaters arbejde. Han omtaler dem i denne tale for første gang som '9/11-generationen'. Brugen af ordet generation er vigtigt af flere grunde: Det påpeger længden på de militære konflikter i kølvandet på 9/11, men også at USA er begyndt at kunne se en ende på disse kampe, og perioden kan efterhånden forstås historisk, ikke kun politisk. Endelig er brugen af ordet generation også en reference til et yndet nyere begreb hos amerikanerne om 'The greatest generation', som er de amerikanere, der kæmpede med både depressionen og anden verdenskrig i 1930’erne og 1940’erne. Den nuværende generation af soldater fortjener en lignende hyldest, mener Obama. Og det er Republikanerne formodentlig ikke uenige i.

Det andet billede, Obama tegner af amerikanerne, gør han med talens eneste brug af den klassiske Tour de Anecdotes igennem det amerikanske landskab, med nedslag hos for eksempel Joe the Plumper, John the farmer og Jenny the Marine. I denne tale fokuserer Obama dog på én bestemt amerikansk familie: Rebekah og Ben Erler og deres to børn fra Minneapolis. Hvor soldaterne fremhæves som eksemplariske for det amerikanske samfund, så gør anekdoten om familien Erler det tydeligt, at alle amerikanere har arbejdet hårdt for at komme igennem krisen. At Obama mener, at det netop er denne type af middelklassefamilie, der fortjener at blive lyttet til og få en stemme i State of the Union-talen, kan ses ved, at Rebekah Erler citeres fire gange af Obama med gentagelsen af sætningen ”We are a strong, tight-knit family who has made it through some very, very hard times.”

Stadig familien som en samlende metafor for nationen

Brugen af familien Erler spiller også ind i Obamas hyppigt brugte metafor for USA som en familie. Dette har været et gennemgående billede i mange af hans State of the Union-taler. Det har det været, fordi det giver ham en række fordele i forhold til hans emner og måde at tale på.

Billedet af en nation som en familie indikerer, at selvom man ikke altid er enig, så giver man alligevel rum for forskellighed. For Obama har dette til dels handlet om race, men i mere udtalt grad har det været kvinders rettigheder (med fokus på ligeløn og børnepleje), immigranters rolle i det amerikanske samfund og folks ret til seksuelle præferencer, der har været i fokus for Obama. Således blev han den første præsident til at tale homoseksuelles rettigheder i en indsættelsestale, og i tirsdags fortsatte han med denne nedbrydning af ideen om forskellighed i den amerikanske befolkning som en konflikt: ”That’s why we… condemn the persecution of women, or religious minorities, or people who are lesbian, gay, bisexual, or transgender.”

Familiemetaforen spiller også godt sammen med Obamas progressive syn på regeringsapparatet. Særligt State of the Union-talen sidste år var en stor forsvarstale for en proaktiv regering, der trådte til for at hjælpe sine borgere, ikke sætte forhindringer i deres personlige udvikling. Med familiemetaforen for nationen argumenterer Obama for, at man (regeringen) hjælper hinanden i det amerikanske samfund, frem for at se det som et zero-sum game, hvor hjælp til den enkelte tager noget fra naboen.

Endelig er brugen af familien som en national metafor også med til at lade Obama træde ind i rollen som familiefaderen. Det var en rolle, han dyrkede i stor stil i 2012-valgkampen, og som han har forsøgt at bevare som et værn mod kritik undervejs i særligt hans anden embedsperiode, hvor skandalerne er begyndt at fylde mere.

Obamas 2012-tale.

Surely

Obamas rolle som familiefader går også igen i hans sprog, der ofte vægter en tone af fornuft og nuanceret diskussion. Gang på gang udtaler Obama, at hans politik er ’det fornuftige’ at gøre. Det handler ikke om politik, men fornuft og fakta ifølge Obama.

Her i 2015-talen er der for eksempel et stykke af talen hen mod slutningen, hvor Obama seks gange gentager ordet 'surely', før hans forskellige argumenter. Surely … surely … surely … surely … surely … surely. Det er en måde at sætte en ramme op for diskussionen, hvor det er modstandernes ideer og motiver, der ligger uden for det normale og det fornuftige.

Et andet sprogligt fokus, Obama har i denne tale, er på korte, aktive sætninger til sidst i hans argumentation. 'It’s time.', 'Try it.', 'That’s a fact.', 'We know that.', 'Let’s do it.', 'Let’s get it done.' Efter han har fremsat sine argumenter, slutter han af med disse sætninger for at sætte et aktivt svirp på sin politik. Der skal ske noget.

Endelig er Obamas fremtoning i denne tale præget af afslappet humor. Brugen af humor har også været der tidligere, men med blandet succes. I 2015-talen formår Obama at time sine sætninger, så de på papiret ikke er synderligt morsomme udtalelser, men alligevel får salen til at grine.

Disse tiltag i hans sprog og fremtoning får Obama til at fremstå som en mere aktiv og progressiv leder, hvilket understøttes af hans mere klare fokus på Demokratisk politik. Republikanerne nævnes yderst sjældent i talen, og når de gør det, er det ikke for det positive. Men langt den meste kritik får lov til at gå forbi en egentlig modtager. Obama vil på denne måde undgå at sidestille sine egne holdninger med andre politikere, og han fremstiller i stedet sig selv som mainstream og fornuftig, mens modstanden er uden fantasi, kynisk og modarbejder, hvad der er godt for amerikanerne.

Obamas fremtoning i 2015-talen er præget af afslappet humor.

Et andet klart skifte i Obamas sprog er fokus på simple billeder for at forklare de store politiske visioner. Da Obama i sin første indsættelsestale talte om klimapolitik, var det med et fokus på verdenshavene, der skulle hindres i at rejse sig. I denne State of the Union-tale afslutter han sin gennemgang af klimatiltag ved en benzinstation, hvor amerikaneren nu kan købe meget billigere benzin ved pumpen.

Et andet eksempel på dette er, når Obama taler om videnskabelige projekter, hvor han gerne ser USA som værende førende. Det gør han ved at tale om en veteran, der har mistet sin arm, men som takket være en avanceret protese nu kan kaste bold med sit barn. Investeringen i videnskaben gælder ikke kun fremtiden, er Obamas argument, det kan også have en indflydelse på nogle af de mest traditionsrige øjeblikke i amerikansk familieliv, som de fleste amerikanere kan relatere til.

Det centrale begreb i talen: 'middle-class economics'

Obama centrerer ofte sine taler omkring ét bestemt begreb, som han så udfolder henover talens emner. Et år var det sloganet 'winning the future', som ikke rigtig greb om sig efterfølgende. Men denne gang har han måske ramt bedre plet med udtrykket 'middle-class economics'.

Begrebet er dels et opgør med Republikanernes syn på amerikansk økonomi og begrebet trickle-down-economics, hvor rigdom genereres i toppen af samfundet og derefter fordeles nedad til resten af amerikanerne. Obamas fokus på middle-class economics taler i stedet ind i de undersøgelser, der viser, at der har været om stigende ulighed i det amerikanske samfund henover de sidste 30-40 år.

Begrebet tillader også Obama at vende tilbage til sit syn på regeringsprogrammer igennem talen og hvad disse gør ved befolkningens mentalitet. Ifølge Obama er adgang til uddannelse, lige lønninger og børnepasning ikke 'nice-to-have' men 'need-to-have' for amerikanerne.

Netop disse emner viser så også, at State of the Union-talen ikke kun fokuserer på Obamas egne sidste år som præsident, men allerede nu kridter banen op for et kandidatur for Hillary Clinton, som netop også vil have et stort fokus på kvinderettigheder, børn, ligeløn og mindsteløn i sin kampagne.

Websiden Politico spekulerede for et par dage siden i, at Obama underminerede State of the Union-talen ved at lancere for mange tiltag inden talen. Men efter at Obama har holdt talen, virker denne strategi snarere som en styrkelse af indholdet i State of the Union-talen. Da de mange tiltag allerede er kendt på forhånd, fremstår talen mere helstøbt og virkelighedsbetonet, da flere af de nævnte tiltag allerede er i gang. Derved bliver talen til mere end en ønskeseddel for fremtiden. Det gør det også sværere for Republikanerne at skyde forslagene ned som urealiserbare.

Obama står styrket efter denne tale. Men der er trods alt to år til næste valg, og det betyder en hel del hverdage i Washington, inden Obama kan fokusere udelukkende på kampagnepolitik. Efter talen kan Republikanerne dog heller ikke regne med to nemmere år på trods af deres flertal i begge kamre.