For nylig holdt Barack Obama tale på sin sidste White House Correspondents Dinner som amerikansk præsident. Traditionen tro var den sjov og spydig med masser af sarkasme og ironi. Obama er en mester med ord – og med pauser. Talen var et levende bevis for pausens magt.
Obama har en særlig coolness med fist bumps, en swag stil og underspillede ansigtsudtryk. Han bruger det samme seriøse ansigt og den samme seriøse stemmeføring, når han taler om politik, som når spydighederne spidder mod- og medstandere eftertrykkeligt. Og han giver publikum plads til at grine – han bruger pauserne. Ellers kunne vi nemlig sagtens blive i tvivl om, hvorvidt det var sjov eller ej – og det giver os tid til at forstå dybden.
Men han formår også at lade tavsheden og pausen være vittigheden i sig selv. Vi venter og forventer og får det til sidst. For Obama kan det der med at lade os vente, så vi dvæler ved hans ansigts mindste træk for at se, om vi kan regne ud, hvad han nu vil, før han gør det. Det trækker os endnu længere ind, og det styrker hans pointe, at vi er så opmærksomme på alt, hvad han gør. På den måde bruger han pausen til at skærpe vores fokus på alt det non-verbale i kropssproget, mimikken og tonen.
Det var et tema, som han også brugte samme sted sidste år. Med sin nu berømte 'anger translater'-sketch satte han fokus på alt det, han ikke siger. Fordi han er 'calm, cool and collected'. Men som alligevel er der og er en del af kommunikationen. Han får os til at gætte med på, hvad der mon foregår inde i hans hoved. Og det kan være effektfuldt.
Charleston og de dybe pauser
Sidste sommer holdt Obama en mindetale i Charleston kirken. Det var en tale, der blev berømt – ikke for det han sagde, men for det, han sang. Obama brød simpelthen ud i 'Amazing Grace', kort før han afsluttede sin tale om race i Amerika og præsten, der døde. Det vakte opsigt. For sang kan noget af det samme som tavshed. Ved at skifte kommunikationskanal kan man vise andre sider af budskabet – følelser.
Hvad Obama gjorde lige før sangen, vakte mindre opsigt. Han holdt pause, og var tavs i 13 sekunder. Det er utrolig lang tid! Særligt når man står på en talerstol med mange tusinde mennesker, der kigger på en. Men det virkede.
Som til White House Correspondents Dinner satte det fokus på hans kropssprog og mimik – på hvilke følelser der var inde i ham. Og det gav ekstra kraft til budskabet i den sang, han så begyndte på. Det var show it, don't tell it – i stedet for at sige, at han manglede ord for tragedien, så sagde han bare ingenting. Og alle hørte alligevel hans følelser.
Rubio og de tørstige pauser
Pauser er svære. De kræver øvelse. Og det er ikke alle, der slipper lige så godt fra dem som Obama. I 2013 holdt Obama State of the Union-talen, og traditionen tro skulle et af de republikanske håb svare bagefter.
Æren tilfaldt Marco Rubio. De færreste kan huske, hvad han sagde, men alle kan huske, hvad han gjorde i pauserne: Han drak vand. Han blev drillet med sin tørst, han begyndte at sælge vand på flaske, og da han stadig - indtil for nylig - var kandidat til den republikanske nominering, var vandflasken hans konstante følgesvend – i hvert fald retorisk.
Pauser har magt. De flytter fokus fra, hvad du siger eksplicit, til hvad du gør og føler indeni. De skaber en forventning, som du kan bruge strategisk, men som også kan blive brugt imod dig. Derfor skal du øve dig på at bruge dem til din fordel – ellers er det ris til egen … rumpe.