Vi ses i retten, fuckers

Hvad har Nicole Kidman, bjørne og papirer om børnemishandling tilfælles? En megaskandale om to separate modekampagner og et luksusbrand i gigantisk kommunikativt rodet tilbagetog. Læs historien om modehuset Balenciagas 12 dage i helvede.
Det er enhver PR-ansvarligs værste mareridt, der rullede løs i de forløbne to uger i de globale medier og på samtlige sociale platforme. En gigantiske shitstorm om afskyelig fremstilling af børn, sex og branding. Kilde: Getty Images
Det er enhver PR-ansvarligs værste mareridt, der rullede løs i de forløbne to uger i de globale medier og på samtlige sociale platforme. En gigantiske shitstorm om afskyelig fremstilling af børn, sex og branding. Kilde: Getty Images
af Niels Christiansen
Det kunne næsten ikke gå mere galt. Alt gik kaput for den spanske modegigant Balenciaga, der forsøgte at begrave sig selv med tavshed, men som en anden zombie i 12 døgn konstant blev vækket til live igen og tvunget ud af kirkegården for at sige undskyld og endnu mere undskyld og til sidste rigtigt meget undskyld. Men som alligevel i sidste ende valgte at give bolden videre og fralægge sig det endelige ansvar.
 
Det var enhver PR-ansvarligs værste mareridt, der rullede løs i de forløbne to uger i de globale medier og på samtlige sociale platforme. De sociale mediers dødspatruljer skød med skarpt og forlangte anholdelser (læs: cancelling), mens venner og fjender af brandet forsvandt, tog afstand og fordømte modekatedralen Balenciaga, hvis undskyldninger bare blev længere og længere for til sidst at ende med et sænket hoved og en dyb knæbøjning, mens luksusbrandet samtidig sendte ansvaret videre.
 

Et af kampagnebillederne fra Balenciagas forårskollektion. Billederne er nu slettet, og Balenciaga har undskyldt. Foto: PR/Balenciaga
 

Bamser i punkudstyr

Det begyndte ellers ganske afdæmpet, da Balenciaga onsdag den 16. november lancerede sin 2022 "Gift Collection"-feriekampagne – eller sådan da. For der gik ikke mange timer fra offentliggørelsen, til kampagnen blev mødt med hidsige tilbageslag og rasende anklager om seksualisering af børn.

 
Modekampagnen bestod af optagelser, hvor børn holdt bamsepunge og ekstravagante bamser, der var klædt i punkudstyr, læderseler og spidse kraver i noget, der lignede slaveriagtige forhold. Alt i alt kunne tvivlsomme sjæle få associationer til Pier Pasolinis berømte film fra 1975, Salò eller de 120 dage i Sodoma.
 
Seks lange dage skulle der gå – i tavshed – før luksusbrandet den 22. november trak de opsigtsvækkende reklamer tilbage og udsendte en undskyldning på selskabets Instagramprofil og meddelte, at modehuset havde fjernet kampagnen fra alle sine platforme.
 
 

"Vi undskylder oprigtigt for enhver fornærmelse, vores feriekampagne kan have forårsaget," hed det i erklæringen. "Vores plysbjørneposer burde ikke have været præsenteret med børn i denne kampagne," lød det videre. "Vi har straks fjernet kampagnen fra alle platforme."


 

Vi siger undskyld, men har ikke noget ansvar

 
Men så gik det endnu mere galt, eller virkelig galt, om man vil. Kort efter dukkede et billede fra et kommende Balenciaga- og Adidas-samarbejde op online, hvor skuespillerne Nicole Kidman og Isabelle Huppert poserede i et fotoshoot på fashionable Manhattan-kontorer med produkter fra de to brands. Opvakte brugere på de sociale medier fik øje på papirer på et skrivebord under en håndtaske til £2.800, hvilke omhandlede en berømt amerikansk højesteretssag fra 2008 – den såkaldte United States v. Williams-sag, der handlede om, at lovgivningen om seksuelt misbrug af børn indskrænker ytringsfriheden.
 

Foto: Balenciaga
 
I baggrunden af ​​et andet billede fra samme kampagne var der er en coffee table-bog af kunstneren Michaël Borremans, hvis Fire from the Sun-malerier inkluderer billeder af nøgne småbørn, der er engageret i, hvad galleristen David Zwirner beskriver som "legefulde, men mystiske handlinger med skumle overtoner." Så var gode råd dyre, og Balenciaga gjorde det, som de var bedst til:
 
Balenciaga fralagde sig ansvaret og sagde, at alle genstandene i optagelserne "blev leveret af tredjeparter, der skriftligt bekræftede, at disse rekvisitter var falske kontordokumenter. De viste sig at være rigtige juridiske papirer, der højst sandsynligt stammede fra optagelserne til et tv-drama." Modehuset demonstrerede speedy rygsvømning med paraderne helt oppe.
 
Balenciaga udsendte endnu en undskyldning for foråret 2023-kampagnen kun få timer efter, at dets første udtalelse blev delt på Instagram, og endnu engang fralagde det spanske modehus sig – rutinemæssigt – ansvaret.


 
"Vi undskylder for at vise foruroligende dokumenter i vores kampagne," hed det i erklæringen om foråret 2023-annoncen. "Vi tager denne sag meget alvorligt og tager retslige skridt mod de parter, der er ansvarlige for at skabe sættet og inkludere ikke-godkendte genstande til vores forår 23-kampagnefotoshoot." "Vi fordømmer kraftigt misbrug af børn i enhver form," lød det videre. "Vi står for børns sikkerhed og trivsel."
 
Men selvom Balenciaga sagde undskyld, så anlagde modebrandet fredag den 25. november i sidste uge en retssag på $ 25 millioner mod produktionsselskabet og scenografen, Des Jardins. Balenciaga søgte erstatning og argumenterede for, at North Six og Des Jardins' handlinger var "uforklarlige", og dets "udeladelser var ondsindede eller i det mindste ekstraordinært hensynsløse." 
En repræsentant for Des Jardins sagde til The Washington Post, at han blev " brugt som syndebuk" i skandalen, og at "alle fra Balenciaga var med på optagelserne og var til stede på hvert skud og arbejdede på redigeringen af hvert billede i postproduktion."
 

Fotografen går fri

 
Fotografen bag kampagnen, der udløste den første skandale, den prisvindende National Geographic-fotograf Gabriele Galimberti, lugtede hurtigt lunten og kunne godt se, hvilken vej skibet sejlede. Han udsendte klogt nok en erklæring, hvor også han tog afstand fra kampagnen, og understregede, at han aldrig var i en position, hvor det var ham, der traf beslutningerne om sammenblanding af ​​børn med BDSM-udstyr.

 
 
"Efter de hundredvis af hademails og beskeder, jeg modtog som et resultat af de billeder, jeg tog til Balenciaga-kampagnen, føler jeg mig tvunget til at komme med denne erklæring," skrev Galimberti til et Instagrambillede, der netop sagde "STATEMENT".
 
"Jeg er ikke i stand til at kommentere Balenciagas valg, men jeg må understrege, at jeg ikke på nogen måde var berettiget til hverken at vælge produkterne eller modellerne eller kombinationen af ​​samme," skrev han. "Som fotograf blev jeg kun og udelukkende bedt om at tænde den givne scene og tage billederne i overensstemmelse med min signaturstil," fortsatte han. "Som sædvanligt for en kommerciel optagelse er retningen af ​​kampagnen og valget af de viste objekter ikke i hænderne på fotografen."
 
Galimberti tilføjede: "Jeg formoder, at enhver person, der er tilbøjelig til pædofili, søger på nettet og desværre har for nem adgang til billeder, der er helt anderledes end mine, absolut eksplicitte i deres forfærdelige indhold. Beskyldninger som disse er rettet mod forkerte mål og distraherer fra det reelle problem og de kriminelle."
 
En talsmand for Balenciaga fortalte Daily Mail, at mærket ikke ville føre en retssag mod Galimberti.
 

Kulturel provokation som strategi

 
Chokfaktor har altid været en del af Balenciagas etos og strategi, hvor de har brugt design som aktivisme, men brugerne på de sociale medier siger nu, at mærket er gået for langt ud ad en tangent med de nye kampagner.
 
For Balenciaga, der har bygget et imperium på kulturel provokation og fundet et stort publikum til kontroversielle modeuge-stunts, må balladen gøre ondt, for kritikken rammer modehusets sjæl og strategi på en gang. 
 
Bare i år har Balenciaga skabt overskrifter til et show afholdt på ryggen af ​​den ukrainske flygtningekrise, hvor modeller kæmpede mod en falsk snestorm med affaldsposer fyldt med ejendele; for at have en inkognito Kanye West på deres catwalk og derefter bruge uger på at klippe bånd med rapperen, efter han bar en White Lives Matter-sweatshirt, og for at sælge snavsede, slidte sneakers for £645 under en leveomkostningskrise.
 
Tidligere har Balenciaga kørt utraditionelle kampagner og shows, hvor modeller traskede gennem mudder og snestorm-lignende forhold i highend, dyrt tøj. I sin anmeldelse af mærkets forårsshow i 2023 skrev mode-websitet The Cuts modekritiker Cathy Horyn :
 
"På det seneste har Demnas (chefdesigneren hos Balenciaga, red.) valg nogle gange været moralsk tvivlsomme." 
 
Balenciagas har ikke opfundet denne kulturchok-kampagnestil. På mange måder låner det spanske modehus ideen fra italienske Benetton, der i 1989 lancerede kampagnen "United Colours of Benetton"-kampagnen med grafiske annoncer i billboard-størrelse, der skildrede en række chokerende emner, herunder dødslejescenen for en mand, der døde af AIDS.  
 
"Mode fungerer som et spejl til vores tid, så mode er i sagens natur politisk," bemærker Andrew Bolton, Wendy Yu-kurator med ansvar for The Costume Institute på Metropolitan Museum of Art, til modemagasinet Vogue
 
"Mode er blevet brugt til at udtrykke patriotiske, nationalistiske og propagandistiske tendenser såvel som komplekse spørgsmål relateret til klasse, race, etnicitet, køn og seksualitet." 
 
Ifølge Andrew Bolton inkorporerer designere over hele verden, uanset om det er indie-startups eller internationalt berømte huse som Balenciaga, politik på alle niveauer af deres mærker. Disse designere laver ikke kun tøj – sammen med aktivister og arrangører laver de forandringer, og det er et salgsargument, mener han. Denne gang gik det galt for Balenciaga, og deres kommunikative håndtering af krisen kan også diskuteres.
 

Vi ses i retten, fuckers!

 
Balenciaga har primært benyttet sig af en ophøjet envejskommunikationsstil, hvor de har lagt statement op i offentligheden via deres Instagramprofil, der har 14,3 millioner følgere. De enkelte statements er så senere blevet slettet for at ende i et endeligt statement – indtil det bliver slettet eller ændret. Så deres Instagramprofil med de mange millioner følgere har kun et opslag i dag. Et opslag, der ikke kan kommenteres, så andre kan se kommentaren.
 

Enkelte gange er det lykkedes Washington Post og Daily Mail at få bekræftet eller afkræftet udsagn. Men ellers har der været lukket og slukket fra det spanske luksusbrand. Denne kommunikationsstrategi er ikke videre sympatisk, men alt andet lige nok det mest fornuftige, modehuset kan gøre i øjeblikket.
 

Balenciaga befinder sig i en timeout-situation, hvor de afventer omverdenens videre reaktioner. Bliver de yderligere straffet ved at blive udelukket ved mode-awards eller på andre måder holdt ude af deres habitat, eller kommer der direkte økonomiske konsekvenser i form af faldende salg? Det vil de følgende uger vise, så derfor er tavsheden ikke helt uforståelig.
 

På Facebook blev det sidste opslag lagt op den 19. november, og siden har Balenciaga begrænset, hvem der kan kommentere på deres Facebook-opslag, hvilket har udelukket alle former for offentlig kritik af selskabet – i hvert fald på Facebook og Instagram. Igen ikke særlig sympatisk, men rimeligt effektivt.
 

Balenciagas fremtid er uklar, og hvilke organisationer og personer det planlægger at arbejde med fremover, må tiden vise. Brandambassadør Kim Kardashian holder døren på klem, og hendes tidligere mand, Ye, der også har samarbejdet med brandet, er alligevel sendt ud på de evige Ye-marker og ud i kulden, grundet – selv efter Ye-standarder – underlige udtalelser, på det seneste kombineret med drømme om at blive ny præsident i USA.
 

 

De sidste officielle ord fra luksusbrandet til offentligheden er:
 

"Vi ønsker at lære af vores fejl og identificere måder, vi kan bidrage med," hedder det i Balenciagas sidste erklæring. "Balenciaga gentager sine oprigtige undskyldninger for den fornærmelse, vi har forårsaget, og udvider sine undskyldninger til talenter og partnere."
 

Men ud fra den aggressive måde, Balenciaga hidtil har håndteret krisen på, så havde det været mest rimeligt, hvis modehuset havde afsluttet statementet med: 

”Og så ses vi ellers i retten, fuckers!”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også