Make Twitter Great Again

Vi kender alle følelsen af at være sure på vores sociale medier. Livet bliver gråt og trist, når man ser en endeløs strøm af solbeskinnede feriebilleder på Instagram. Dagen bliver længere og tristere af at høre folks dagligdagsbeklagelser på Facebook. Og ens tro på demokratiet synker dagligt en tomme, når man udsættes for flame wars, trolls og ekstreme holdninger på Twitter. Desværre er det de færreste af os, der har 44 milliarder i dollars i baglommen, som vi kan bruge til at købe os ud af frustrationerne. Men det har SpaceX-direktør, Tesla-founder og seriel entreprenør Elon Musk, som er i gang med at købe Twitter, og som har store planer for, hvordan det sociale medie skal indrettes efter hans forgodtbefindende.

Transparens er en trend

Elon Musk er jo berømt for at komme med mange – og nogle gange halvskøre – udmeldinger. Men én af hans udmeldinger skiller sig ud fra mængden, nemlig idéen om at gøre Twitters algoritme open source, så den bliver åben for offentligheden. Og her er libertarianeren Musk faktisk i overraskende tråd med alskens regeringer rundt omkring i verden. EU spillede i efteråret ud med deres forordning om kunstig intelligens, som opfordrer til større gennemsigtighed og kontrol med algoritmer, og her i foråret vedtog EU-Parlamentet Digital Services Act, som vil medføre, at de store tech-selskaber skal gøre deres algoritmer langt mere gennemsigtige og forståelige. Men også i store lande som England og USA begynder politikerne at tale om, at algoritmer skal gøres transparente, forståelige og ansvarlige.

At kunne kigge ind i og forstå algoritmer er med andre ord en ting. Og det er en ting, som man taler om både hos tech-optimisterne i Silicon Valley og på de mere tech-skeptiske regeringsgange i Europa. Men hvad betyder algoritmisk transparens og forståelighed egentlig? Og giver det overhovedet mening rent praktisk og teknisk?

Lad os starte med at kaste et blik på Elon Musks idé om at gøre Twitter open source.

Venstreorienteret bias

Når Musk argumenterer for, at Twitter skal gøres open source, handler det om, at han og andre medlemmer af den amerikanske højrefløj føler, at Twitters algoritmer sorterer indhold på en måde, som opprioriterer venstredrejet indhold. Algoritmerne er med andre ord biased i retning af holdninger, som Musk ikke deler. Hvis man gør Twitters kode open source, gør man det muligt for alle mennesker (læs: andre kodere) at kigge ind i disse biases og råbe vagt i gevær og påpege åbenlyse politiske uretfærdigheder.

Hvis Twitters algoritmer og kode bliver gjort open source, vil det også åbne for et helt økosystem af forskere og analytikere, som vil kunne analysere og forstå, hvad der foregår inde i Twitter-motoren

Helt specifikt er Musk kendt for at være lidt af en ytringsfrihedsfundamentalist, så han er naturligvis interesseret i at få afsløret, hvis algoritmerne undertrykker tweets, fordi de er for ekstreme. Musk ønsker med andre ord algoritmer, som giver plads til mere ekstreme og forskelligartede holdninger. Dette er også grunden til, at han planlægger at lukke mesteren ud i ekstreme tweets, Donald Trump, tilbage på platformen.

Hvis Twitters algoritmer og kode bliver gjort open source, vil det også åbne for et helt økosystem af forskere og analytikere, som vil kunne analysere og forstå, hvad der foregår inde i Twitter-motoren. Det vil så åbne for en offentlig diskurs om, hvordan Twitter – og måske på sigt andre sociale medier – fungerer.

Dejlige plusord

Åbenhed, transparens, forståelighed og offentlighed er jo dejlige plusord, som vi alle kan lide. Problemet er bare, at virkeligheden er en smule mere kompleks. Der er faktisk en lang række af årsager til, at en open sourcing af Twitter kan være en dårlig idé.

1. For det første er der ikke én algoritme, der styrer Twitter. Sandsynligvis består Twitters samlede kode af en bunke af forskellige maskinlæringsalgoritmer kombineret med god gammeldags menneskeprogrammeret kode. Når Musk taler om at open source algoritmen, taler han så om hele molevitten eller bare udvalgte algoritmer?

2. De algoritmer, som sorterer i nyhedsfeedet og udvælger trending topics, er typisk maskinlæringsalgoritmer, som bygger på neurale netværk, og denne type algoritmer ender ofte med at blive så komplekse, at selv udviklerne ikke rigtigt forstår, hvordan de virker. Man kan med andre ord godt få et kig ind i koden, men selv ikke de højest uddannede dataloger vil blive klogere af, hvad de ser.

3. I det hele taget egner maskinlæringssystemer sig ikke særligt godt til open source. Hvis man vil forstå, hvad der foregår i en algoritme, der er skabt af et neuralt netværk, skal man ofte helt tilbage til selve træningsalgoritmen og de data, som er anvendt til træningen, og så opstår der nye problemer i forhold til beskyttelse af personlige data, som der er mange af på en platform som Twitter.

4. Et andet problem ved maskinlæringsalgoritmer er, at de hele tiden forandrer sig, fordi de hele tiden bliver trænet på nye algoritmer. Med andre ord kan et forskningsteam bruge seks måneder på at grave sig ned i Twitters algoritme, men når de publicerer, er algoritmen for længst gentrænet og fungerer på en helt anden måde.

5. Open source-systemer er typisk mere robuste over for hacking, fordi tusindvis af mennesker over hele verden kan inspicere systemet og finde fejl og bugs. Men åbenheden kan også give mulighed for, at ondsindede aktører kan finde indgange i systemet, hvilke kan bruges til at hacke og manipulere med Twitters kode.

6. Endelig kan åbenhed omkring algoritmen betyde, at det bliver nemmere at game algoritmen – både for smarte mennesker og for automatiserede softwarerobotter (Twitter-bots). Algoritmisk åbenhed kunne meget vel betyde, at de, der er teknisk klogere end andre, ender med altid at ligge øverst i Twitters nyhedsfeed. Sådan er det til dels allerede i dag på alle sociale medier med algoritmisk sortering af nyheder, men det kunne blive meget værre, hvis algoritmerne blev gjort til open source.

Fin idé, men rimelig urealistisk

Elon Musks udmelding om at open source Twitter er med andre ord typisk for Musk. Det lyder godt i et hurtigt tweet, men i virkeligheden er det nok ganske uladsiggørligt.

Ikke desto mindre har Musk ret i, at der bør gøres noget ved de magtfulde og ofte mørklagte algoritmer, som hersker over flere og flere områder af vores privat- og arbejdsliv. Vi er nødt til at have en offentlig samtale om, hvordan vi bedst muligt får gjort Facebooks, Twitters, TikToks, Microsofts og dit forsikringsselskabs algoritmer mere transparente og forståelige.

Og den samtale har i dag to teknopolitiske fløje.

To teknopolitiske fløje

På den ene fløj har vi teknolibertarianerne fra Silicon Valley. Det er folk som Elon Musk, Jack Dorsey og Mark Zuckerberg, der tror på, at alle problemer skabt af teknologi har en teknologisk løsning. Er Twitter biased, så er løsningen at gøre Twitters kode open source. Har Facebook et problem med fake news, så er løsningen at udvikle en algoritme, som kan sortere det falske fra det sande. Og så videre.

På den anden fløj har vi teknogovermentalisterne, som mener, at teknologiske problemer skal løses af mennesker gennem politisk indgriben og regulering. På denne fløj har vi folk som Margrethe Vestager, der tror på, at mennesker har behov for en statslig hjælpende hånd i kampen mod de store tech-selskaber og de komplekse og uforståelige algoritmer.

Udviklingen af digitale platforme og algoritmer går så hurtigt, at lovgivning og regulering ofte vil være flere år bagefter teknologiens udvikling.

Teknolibertarianerne vil altid forsøge at bekæmpe teknologisk bias ved at gøre magt mere decentraliseret. At gøre Twitter open source er for eksempel et forsøg på at distribuere magt fra Twitters programmører til en bredere offentlighed. Tilsvarende er kryptovaluta og blockchains, som Elon Musk også går meget op i, et forsøg på at decentralisere økonomisk magt.

Decentralisering af magt lyder umiddelbart som en god løsning på problemet med alt for magtfulde teknologivirksomheder. Problemet ved den teknolibertarianske grundtanke er bare, at decentralisering ofte kommer de stærkeste aktører til gode. At gøre Twitters kode til open source vil sandsynligvis ikke hjælpe almindelige tweeps som dig og mig, men det vil gøre det nemmere for tech-savvy programmører og rigmænd at gennemskue og manipulere Twitters algoritmer.

Omvendt er problemet for teknogovernmentalisterne, at deres regulering af teknologi og algoritmer meget ofte kommer til at halse efter den teknologiske udvikling. Udviklingen af digitale platforme og algoritmer går så hurtigt, at lovgivning og regulering ofte vil være flere år bagefter teknologiens udvikling.

Kan vi lære noget af de gamle medier?

Hvis vi skal løse problemet med de magtfulde teknologivirksomheder og deres dulgte og biased algoritmer, er vi nødt til at forstå, hvordan teknologi og samfund er to sider af samme sag. Tænk på vore dages nyhedsmedier – for eksempel aviser. Avisen var for flere hundrede år siden en revolutionerende ny teknologi, og i de første mange hundrede år var aviser uregulerede sladderblade, der fungerede som meget holdningsprægede talerør for rigmænd og politikere.

Aviser er en teknologi, ligesom sociale medier er det i dag, men aviser blev udelukkende en velfungerende teknologi, da de blev flettet ind i samfundets formelle og uformelle institutioner.

Men i en periode over ca. 100 år blev aviser som teknologi flettet sammen med vores samfund og vores politiske systemer. Aviser blev reguleret af lovgivning, de sluttede sig sammen i brancheorganisationer, som udviklede brancheetiske retningslinjer, og ikke mindst udviklede avisverdenens aktører en særlig samfundsmæssig etos, som fordrede, at de opførte sig på en særligt samfundsansvarlig måde. Aviser er en teknologi, ligesom sociale medier er det i dag, men aviser blev udelukkende en velfungerende teknologi, da de blev flettet ind i samfundets formelle og uformelle institutioner.

Ikke flere quickfix

Vi har brug for, at der sker noget tilsvarende i forhold til nutidens magtfulde medieplatforme. Hvis Twitter skal blive en ansvarlig platform for politisk diskurs, er det ikke nok med et tekno-quickfix, der laver Twitters kode om til open source.

Vi har brug for politikere, der sætter de overordnede spilleregler for transparens og forståelighed.

Vi har brug for stærke og kompetente forskere og myndigheder, som kan åbne de komplekse og lukkede algoritmer og starte en offentlig samtale om deres virkemåder.

Vi har brug for journalister, der kan deltage i denne samtale og formidle den til en bredere offentlighed.

Vi har brug for brancheorganisationer, der udstikker etiske retningslinjer for algoritmisk åbenhed.

Vi har brug for designere, produktudviklere og programmører, som er etisk bevidste om det ansvar, der hviler på deres skuldre, når de udvikler algoritmer, der påvirker vigtige samfundsforhold.

Og vi har brug for antropologer, etnologer, sociologer og andre humanisttyper, som kan hjælpe designere og programmører med at gøre algoritmiske systemer forståelige for de almindelige mennesker, som er de egentlige brugere af systemerne.

Al ære for, at Elon Musk sætter fingeren på ét af den digitale verdens vigtigste problemer, men hans løsning er – typisk for Musk – letkøbt, populistisk og teknolibertariansk.