Medierne var ellers i fulde omdrejninger for et par uger siden, da først The Guardian og siden alle verdens øvrige aviser fik øje på et ret kikset snapshot af den slags, der bliver taget ved kontraktunderskrivelser eller efter vigitge møder.

Billedet forestillede fem glade mennesker i mørkt tøj. De står ved siden af hinanden – fire af dem med hænderne foran sig i skridtbeskytter-mode. En enkelt skiller sig ud ved at bære lyse benklæder, men det er ikke ham, der gør billedet interessant. Det er som altid manden i midten, His BIGness Bjarke, og grunden til, at det igen er ham, der skaber overskrifterne, er, at lige ved siden af ham står Jair Bolsonaro. Og smiler.

Ikke desto mindre ville han altså gerne fotograferes sammen med vores lokale starchitect. Anledningen var ifølge artiklen i The Guardian, at BIG er i gang med at udvikle nogle strategier for bæredygtig turisme i det nordlige Brasilien.

The Guardian fik nogle indledende kommentarer fra Bjarke Ingels, hvor han forklarede, at hans kunder er en lokalregering, der på ingen måde er enig med Bolsonaro, men trods den forklaring løb Bolsonaro-billedet som en skovbrand rundt i alle verdens medier, og balladen var en realitet.

Hvis man giver den onde diktator medvind med et fantastisk projekt, har man så ikke hjulpet diktaturet med at holde fast i magten?

Kritikken blev så voldsom, at den normalt fuldstændig teflonbeskyttede Ingels så sig nødsaget til at udsende en lang erklæring, hvor han argumenterede, at det binære livssyn var en ekstrem forenkling af en kompleks verden, og at det ville være umuligt for BIG at forandre tingenes tilstand, hvis man skulle lave lange lister over, hvor man måtte og ikke måtte arbejde. Ingels nævner naturligvis det klassiske argument, at BIG med deres arkitektur kan være med til at ændre den onde verden, og hvis de ikke tog opgaven, ville en anden – og dårligere – arkitekt gøre det. Det er altsammen meget fint, og på mange måder er det en klassisk undvigemanøvre i en svær diskussion.

Arkitektens dilemma
For det er et dilemma, alle verdens arkitekter står i: Skal man sige nej til opgaver, hvis kunden er usympatisk? Skal man sige ja til at tegne fængsler og henrettelsespladser til verdens diktaturstater? Det skal man nok ikke, men hvad så med fredelige ting som shoppingcentre? Hvis man giver den onde diktator medvind med et fantastisk projekt, har man så ikke hjulpet diktaturet med at holde fast i magten?

Problemet er i sin essens, at arkitektur til alle tider også har været branding. Fra de romerske kejsere til i dag har verdens magthavere brugt arkitekturen til at skabe fortællingerne om sig selv. Panem et circenses hed det i det romerriget – brød og skuespil er normalt, hvad vi oversætter det til.

Indeni enhver arkitekt bor en lille verdenshersker. Der er noget fantastisk i at kunne skabe hele og sammensatte verdener. At kunne formgive den virkelighed, verden foregår i. Det kan man især, hvis man er diktator, og for en arkitekt er der naturligvis noget næsten umuligt fristende i muligheden for at kunne lave kæmpestore ting uden at skulle spørge alle mulige borgergrupper om lov.

I Sydney sørgede et småligt bystyre og nogle misundelige ingeniører for eksempel for at gøre livet surt for Jørn Utzon. Men hvem griner nu? Det gør salige Utzon i sin grav.

I dag er der en enorm opmærksomhed på de såkaldte “starchitects” og deres evner for at skabe det sublime. I en globaliseret og hastigt urbaniserende verden konkurrerer byerne om at kunne tiltrække de bedste borgere og de helt rigtige influencers. Arkitekturen er blevet et element i markedsføringen af alle verdens spektakulære byer. Guggenheim Museum i Bilbao satte dén by på landkortet på en måde, ingen og intet andet kunne have gjort, og i den moderne tid blev Bilbao og museet simpelthen synonymer for funky byudvikling.

Et tilsvarende eksempel har vi lige oplevet i Hamburg, hvor Herzog & de Meurons helt fabelagtige Elbphilharmonie var udsat for en uendelig række af smædekampagner i løbet af de ti år, det tog at opføre værket. Men nu er det her, og alle har glemt problemerne. Hamburg er pavestolt over sin filharmoni-bygning, gæsterne flokkes til, og ingen tænker på milliarderne mere.

Man troede det ikke muligt for et par år siden, men virkeligheden er måske ved at indhente BIGs drømmefabrik. De frapperende enkle løsninger begynder at virke lidt for enkle. 

Det springende punkt i forbindelse med Bolsonaro-gate er, om den også peger på en svaghed hos vores elskede BIG. Historien om BIG og Bjarkes raketagtige opstigen er fortalt så mange gange, at det næsten ikke giver mening at repetere den her, men det korte af det lange er, at BIG på meget kort tid er blevet et ægte verdensnavn, fordi tegnestuen har formået at være en ny stemme i arkitekturens verden.

 
I 2008 udgav Bjarke Ingels Group manifestet “Yes is More”. Men bør de blive ved med at sige ja i 2020?