BIG og Bolsonaro i Brasilien
Virkeligheden indhentede BIGs drømmefabrik

Bjarke Engels Group har fået kritik for at samarbejde med Brasiliens præsident Bolsonaro. Men nye tider kræver stillingtagen, og det giver BIG problemer. Foto: Marcos Correa

Skrevet af
Bolsonaro-gate er i første omgang drevet over for Bjarke Ingels og hans firma, BIG.

Medierne var ellers i fulde omdrejninger for et par uger siden, da først The Guardian og siden alle verdens øvrige aviser fik øje på et ret kikset snapshot af den slags, der bliver taget ved kontraktunderskrivelser eller efter vigitge møder.

Billedet forestillede fem glade mennesker i mørkt tøj. De står ved siden af hinanden – fire af dem med hænderne foran sig i skridtbeskytter-mode. En enkelt skiller sig ud ved at bære lyse benklæder, men det er ikke ham, der gør billedet interessant. Det er som altid manden i midten, His BIGness Bjarke, og grunden til, at det igen er ham, der skaber overskrifterne, er, at lige ved siden af ham står Jair Bolsonaro. Og smiler.

 


Til venstre for Bjarke Ingels står Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro. Foto: Marcos Correa
 
BIG business med Tropernes Trump
Bolsonaro er præsident i Brasilien og er i medierne kendt under dæknavnet Tropernes Trump. Han er hårdkogt klimabenægter og er ligeglad med skovbrandene i Amazonas, han synes egentlig, at militærdiktaturet i Brasilien var en OK ting, og han har udtalt, at han hellere vil have en død søn end en, der er bøsse. Hans tankeverden ligger med andre ord temmelig langt fra en BIGamistisk indstillet, aikido-architecture-udviklende yes-is-more-type som Bjarke Ingels.

 

Ikke desto mindre ville han altså gerne fotograferes sammen med vores lokale starchitect. Anledningen var ifølge artiklen i The Guardian, at BIG er i gang med at udvikle nogle strategier for bæredygtig turisme i det nordlige Brasilien.

The Guardian fik nogle indledende kommentarer fra Bjarke Ingels, hvor han forklarede, at hans kunder er en lokalregering, der på ingen måde er enig med Bolsonaro, men trods den forklaring løb Bolsonaro-billedet som en skovbrand rundt i alle verdens medier, og balladen var en realitet.

 

Hvis man giver den onde diktator medvind med et fantastisk projekt, har man så ikke hjulpet diktaturet med at holde fast i magten?

 

Kritikken blev så voldsom, at den normalt fuldstændig teflonbeskyttede Ingels så sig nødsaget til at udsende en lang erklæring, hvor han argumenterede, at det binære livssyn var en ekstrem forenkling af en kompleks verden, og at det ville være umuligt for BIG at forandre tingenes tilstand, hvis man skulle lave lange lister over, hvor man måtte og ikke måtte arbejde. Ingels nævner naturligvis det klassiske argument, at BIG med deres arkitektur kan være med til at ændre den onde verden, og hvis de ikke tog opgaven, ville en anden – og dårligere – arkitekt gøre det. Det er altsammen meget fint, og på mange måder er det en klassisk undvigemanøvre i en svær diskussion.

 

Arkitektens dilemma
For det er et dilemma, alle verdens arkitekter står i: Skal man sige nej til opgaver, hvis kunden er usympatisk? Skal man sige ja til at tegne fængsler og henrettelsespladser til verdens diktaturstater? Det skal man nok ikke, men hvad så med fredelige ting som shoppingcentre? Hvis man giver den onde diktator medvind med et fantastisk projekt, har man så ikke hjulpet diktaturet med at holde fast i magten?

 

Problemet er i sin essens, at arkitektur til alle tider også har været branding. Fra de romerske kejsere til i dag har verdens magthavere brugt arkitekturen til at skabe fortællingerne om sig selv. Panem et circenses hed det i det romerriget – brød og skuespil er normalt, hvad vi oversætter det til.

Indeni enhver arkitekt bor en lille verdenshersker. Der er noget fantastisk i at kunne skabe hele og sammensatte verdener. At kunne formgive den virkelighed, verden foregår i. Det kan man især, hvis man er diktator, og for en arkitekt er der naturligvis noget næsten umuligt fristende i muligheden for at kunne lave kæmpestore ting uden at skulle spørge alle mulige borgergrupper om lov.

 

I Sydney sørgede et småligt bystyre og nogle misundelige ingeniører for eksempel for at gøre livet surt for Jørn Utzon. Men hvem griner nu? Det gør salige Utzon i sin grav.

 

I dag er der en enorm opmærksomhed på de såkaldte “starchitects” og deres evner for at skabe det sublime. I en globaliseret og hastigt urbaniserende verden konkurrerer byerne om at kunne tiltrække de bedste borgere og de helt rigtige influencers. Arkitekturen er blevet et element i markedsføringen af alle verdens spektakulære byer. Guggenheim Museum i Bilbao satte dén by på landkortet på en måde, ingen og intet andet kunne have gjort, og i den moderne tid blev Bilbao og museet simpelthen synonymer for funky byudvikling.

Da Guggenheim Museum i Bilbao åbnede i 1997, blev det opfattet som sublim, banebrydende arkitektur. BIG arbejder også med banebrydende arkitektur – tænk på skibakken CopenHill. Foto: Getty Images
 
Verdens metropoler står i kø for at få dén enestående, mærkelige og fantastiske ting, der gør al omtale positiv. Samtidig er det en kendsgerning, at arkitektur på langt sigt vinder over selv de mest usympatiske bygherrer. I Sydney sørgede et småligt bystyre og nogle misundelige ingeniører for eksempel for at gøre livet surt for Jørn Utzon. Men hvem griner nu? Det gør salige Utzon i sin grav. Operahuset vil stå til evig tid, og fjolserne, der ikke kunne se storheden, vil for evigt være netop det – fjolser. 

 

Et tilsvarende eksempel har vi lige oplevet i Hamburg, hvor Herzog & de Meurons helt fabelagtige Elbphilharmonie var udsat for en uendelig række af smædekampagner i løbet af de ti år, det tog at opføre værket. Men nu er det her, og alle har glemt problemerne. Hamburg er pavestolt over sin filharmoni-bygning, gæsterne flokkes til, og ingen tænker på milliarderne mere.


Opførelsen af filharmoni-bygningen blev voldsomt kritiseret undervejs, da omkostningerne steg fra forventede 200 millioner euro til 870 millioner euro. Foto: Thies Raetzke
 
Så, det er nemt at forstå, hvorfor arkitekter til enhver tid hellere vil møde op – selv hos en småsuspekt autokrat – end de vil blive væk.
 
 

Man troede det ikke muligt for et par år siden, men virkeligheden er måske ved at indhente BIGs drømmefabrik. De frapperende enkle løsninger begynder at virke lidt for enkle. 

Det springende punkt i forbindelse med Bolsonaro-gate er, om den også peger på en svaghed hos vores elskede BIG. Historien om BIG og Bjarkes raketagtige opstigen er fortalt så mange gange, at det næsten ikke giver mening at repetere den her, men det korte af det lange er, at BIG på meget kort tid er blevet et ægte verdensnavn, fordi tegnestuen har formået at være en ny stemme i arkitekturens verden.

 
I 2008 udgav Bjarke Ingels Group manifestet “Yes is More”. Men bør de blive ved med at sige ja i 2020?

 
“Yes is more” sagde de i 2008, og dét manifest, der handler om at sige ja til udfordringerne og så “twiste” dem, har været en trofast rettesnor for tegnestuen, der vitterligt har skabt en række projekter med præcis den kombination af wow og mening, der passer perfekt til den marketingdrevne urbanisme, der dominerer verden i det 21. århundrede. Imidlertid er det, som om tiden er på vej et andet sted hen. “Hedonistisk bæredygtighed” er et begreb, Ingels var hurtig til at introducere. Med det mener han, at bæredygtighed skal være sjov – det dur ikke, at bæredygtig arkitektur altid skal associeres med vadmel og havregrød.

 

Den vinkel har fungeret fint i 15 år, men i en verden, der bliver mere og mere identitetspolitisk og idealistisk drevet, er den lalleglade pragmatisme, som BIG står for, under angreb. I Greta-generationen gider man ikke høre på udenomssnak, man forlanger stillingtagen og handling. Og lige her med stillingtagen har BIG nok et problem. Hvis man altid vælger at undvige på aikido-måden og satser på, at man kan få sympatien på sin side med hurtigsnak og et skævt smil, vil man få problemer i den polariserede verden, vi desværre er ved at skabe. 

 

Man troede det ikke muligt for et par år siden, men virkeligheden er måske ved at indhente BIGs drømmefabrik. De frapperende enkle løsninger begynder at virke lidt for enkle. 

BIGs arkitektur har altid har været skruet sammen af “pap og Knold og Tot-lim”, som en af mine gamle lærere på arkitektskolen sagde. Problemet med “pap og Knold og Tot-lim” er, at hvis ideen ikke kan bære, så er der ikke ret meget arkitektur nedenunder. Så er det som en fest, når lyset bliver tændt, og discokuglen er holdt op med at dreje rundt.

Personligt håber jeg ikke, at festen er slut for Bjarke Ingels og BIG. Deres ideer kan stadig berige verdens arkitektur, men jeg er overbevist om, at de skal tage advarslen fra Bolsonaro-gate alvorligt.

Relaterede artikler

Den sproglige fordummelse - Realityprogrammet Alphaeksperimentet på DR ligner dødkedeligt tv om unge, der kæmper med at tale rent. Sammenligner man ...
Nyt modefænomen: masken - Du behøver hverken at være kineser, popstjerne eller skuespiller i en dommedagsfilm for at tildække dit ansigt med en ma...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

18 JOB

Head of Communication

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.