Autenticitet eller spin?
Når politikere græder

Nogle fremhæver autenticiteten og ægtheden – ikke mindst de, der i forvejen sympatiserer med hovedpersonerne. Andre ser det som iscenesat spin, kalder det krokodilletårer og beklikker motiverne. Kilde: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Skrevet af
Når de voksne fælder en tåre: Det har udviklet sig til en nationalsport at stille sine følelser til offentligt skue i kampen om danskernes sympati. Sorg, fortvivlelse og vrede giver ekstra tv-opmærksomhed, men er det altid klogt at være i sine følelsers vold, når journalister er i nærheden? Ja, hvis det er udtryk for empati for andre og ikke bare egen forsmåethed og svaghed. Mette Frederiksen kobler sig på en international pandemi-tendens blandt topledere: at udtrykke omsorg for sine vælgere, ansatte og dem med coronaen helt inde på livet
Sjældent har danske medier været så spækfyldte med hulkende og hikstende voksne. Først afliver mandlige minkavlere grædende deres industridyr og leverer måske årets pressefoto til Berlingske. Så rydder en fyret FCK-træner med grådkvalt stemme sendefladen på TV3 og fyrer i to timer et usædvanligt følelsesladet angreb af på den bestyrelse, der har sat ham på porten. Derefter trumfer landets statsminister de voksne mænds sorg, da hun med våde øjne og rystende stemme over for et stort presseopbud afrunder en coronacharmetur i det jyske.
 

Lovestorm og shitstorm

Nogle fremhæver autenticiteten og ægtheden – ikke mindst de, der i forvejen sympatiserer med hovedpersonerne. Andre ser det som iscenesat spin, kalder det krokodilletårer og beklikker motiverne.
 
Hvor det afdøde fodboldikon Diego Maradona – ham med Guds Hånd – har forenet Argentinas millionbefolkning i flere dages officiel landesorg, deler den hjemlige tåreregn fortsat danskerne i to lejre. De sociale medier oversvømmes både med lovestorm-erklæringer og digitale hjerter og spruttende shitstorm-angreb, der holder minkavlere, norske Ståle Solbakken og ikke mindst Mette Frederiksen ud i strakt arm.
 
Eksempelvis ser det coronaskrantende kulturliv med slet skjult misundelse på den sympati, minkavlerne har fået ved at udstille deres gråd, hvis man skal tro en museumsinspektør, der i et debatindlæg i Berlingske skriver, at ikke mindst hendes del af samfundslivet kan lære meget af minkbranchens ”spinarbejde”.
 

Grædende teenagere sat i scene?

Vi burde have fundet nogle af de mange, som længes efter kulturoplevelser. Måske fotograferet et par grædende teenagere, som havde set frem til Roskilde Festival, lavet videoer af pensionister, som er blevet mere ensomme, fordi de ikke kan deltage i deres bogklub på det lokale bibliotek, eller parret frustrerede børnefamilier, der har savnet at kunne gå i børneteater med deres unger, med nyhedsjournalister, der kunne spørge til, hvordan det føles, når weekenden ikke længere kan fyldes med fælles kulturoplevelser,” skriver Jane Sandberg, direktør for Enigma-museet i København og folder sin pointe endnu mere ud:

 

Jane Sandberg er direktør for Enigma-museet i København. Kilde: LinkedIn

 

”Havde vi trukket den slags spinnet kommunikation frem fra kulturens verden, kunne vi måske have haft held til at få befolkningens og politikernes udelte opmærksomhed.”

 

Kulturlivets strategi modsat minkavlernes

Ifølge Sandberg har kulturlivets strategi været lige modsat minkavlernes. Hvor farmerne angiveligt har offergjort sig, har kulturen – hævder hun – forsøgt at arbejde løsningsorienteret under coronaens skygge: digitale koncerter, udendørsarrangementer, hjemmeskoletilbud til børn og forældre. Måske den strategi har slået fejl?
 
Dermed anslår hun et dilemma, som mangt en lobbyist står overfor: På den ene side efterspørger såvel medier som politikere menneskeskæbner, der er kommet i klemme i systemet. På den anden side bygger en interessevaretager politisk kapital op ved at stramme ballerne, tage arbejdstøjet på og levere omstillingsparate løsninger i stedet for at hulke sig til indflydelse.
 

Larmelobbyisme er tidens trend

Sandheden er måske, at den politiske coronaundtagelsestilstand reelt har suspenderet sidstnævnte påvirkningsregel, hvor man gør sin indflydelse diskret gældende i kulisserne: Lige nu virker larmelobbyisme tilsyneladende bedst; branche efter branche kæmper med stor patos om finansministeren og erhvervsministerens gunst. Er der fri hjælpepakke-bar for de mest højtråbende i lobbyland 2020? Dansk Erhvervs Brian Mikkelsen og hotel- og restaurationsbranchens forening, Horesta, har haft let spil i de bedste sendeflader.

 

Det er en hårfin balance. Danskernes sympati tørrer ud, hvis kommunikationen virker for grådlabil og ligner krævementalitet. Irritationen risikerer at brede sig helt ind på Christiansborg, hvis vælgerne begynder at tænke: Get a life.

 
Den klippekant er minkavlerne næppe faldet udover med deres gråd for åben skærm; deres fortvivlelse opleves af de fleste som ægte, som afmagt, man kan identificere sig med i en stadig mere individualiseret verden, hvor der er så få fælles, følelsesmæssige holdepunkter af national storhed.
 

Ståle forbryder sig mod erhvervslivets taberkodeks

Samme klippekant er exit-ramte Ståle Solbakken til gengæld på vej udover – med sit grådkvalte angreb på FCK’s bestyrelse. Slig dårlig-taber-kommunikation ville være uhørt i erhvervslivet, hvad Børsens Niels Lunde gør opmærksom på.

Han ridser pixibogen op for fyrede topchefer:

 

  • Skæld aldrig ud (din næste arbejdsgiver tjekker, hvordan du reagerer under følelsespres)
  • Smil – uanset, hvordan humøret er (dit netværk foretrækker at møde et menneske med overskud frem for en, der er vred og hænger fast i sin fortid)
  • Tal din markedsværdi op (når du får tilbud om at udtale dig i et interview, hvor du kan få masser af taletid, uanset hvad du siger, så fortæl, at du er på vej videre).
 
Godt nok er fodboldens verden væsensforskellig fra erhvervslivet, men det havde måske været smartere af den iltre nordmand at anlægge en anden taktik end det offentlige, forsmåede angreb med bævrende stemme. Han kunne diskret i kulissen have bearbejdet sportskommentatorerne med baggrundsinfo og herefter ladet medierne selv føre spinkniven over for bestyrelsen.
 

Mette har let til tårer

Mette Frederiksens grådfamlende interview foran minkfarmen med de aflivede dyr? Rent spin, raser blå blok og beklikker hendes motiver – formentlig velvidende, at statsministerempati kan have et stort publikum. Den ægte vare, mener andre, deriblandt dem, der har fulgt statsministerens karrieremæssige opstigen gennem årene. Hun tudbrølede og måtte trøstes, da Mogens Lykketoft holdt sin store, velturnerede afskedstale og trak sig som formand på selve valgnatten i 2005. Ikke noget med som en anden Trump at trække pinen ud.

 

Blå blok skriger spin, andre mener at det er den ægte vare. Skærmbillede fra TV2

 

Der behøver ikke være nogen modsætning mellem på den ene side at udvise sympati og på den anden at holde fast i sin hårde og konsekvente ledelsesbeslutning, selvom den gør ondt på – i det her tilfælde – minkavlerne. Faktisk er det lige til ledelseslærebøgerne at mestre begge dele: empati og fasthed.

 
På den front er Mette Frederiksen en helt anden ledertype end Margrethe Vestager, der foran den samlede danske presse på Radikales sommergruppemøde i 2012 – arrogant, mente kritikere – bemærkede ”Sådan er det jo” om de tusindvis af danskere, der snart ville miste deres dagpenge.
 
Meget havde måske set anderledes ud i dansk politik, hvis Vestager havde formået at lægge ansigtet i rette, sørgmodige folder dengang i 2012 og ”følt” med dagpengemodtagerne. Hun var ganske vist autentisk, som vi efterlyser det på vores kurser i personlig gennemslagskraft. Akkurat som Mette Frederiksen var det, da hun fældede en tåre foran minkfarmen.
 
Men selv folket vil gerne narres – og have en lille radikal tåre med.
 

Selv The Iron Ladys tårer blev kritiseret

Engang kunne tårer sågar sætte en Kleenex-stopper for en hel politisk karriere, især hvis snøftene blev oplevet som udtryk for svaghed, rådvildhed og værre: tab af kontrol. Nu er tårer blevet en del af kampagnevåbenarsenalet, skriver britiske The Guardian i et essay under overskriften ”The crying game: how political tears became routine”.

 

Da Ed Muskie, favorit til i 1972 at blive demokratisk præsidentkandidat, brød ud i gråd, mens han forsøgte at beskytte sig selv og sin familie mod hårde medieangreb, kollapsede opbakningen til ham. Selv Margaret Thatcher måtte i 1978 se sig beskyldt for slaphed, da hun indrømmede, at hun sommetider græd efter en hård dag i Downing Street 10.

 
Men, skriver the Guardian, lederen bliver først for alvor ramponeret på sit brand, hvis vedkommende i forvejen opfattes som svag og ubeslutsom, hvad The Iron Lady ingenlunde var.
 
D. 10, Januar gav Obama sin afskedstale tale til det amerikanske folk med tårer i øjene. Kilde: Getty
 
I Det Hvide Hus satte Barack Obama foreløbig præsidentrekord ved at fælde tårer ved mindst fem forskellige lejligheder. Ligesom med blå bloks beklikningskampagne mod Mette Frederiksen gjorde præsidentens modstandere et stort nummer ud af at kalde det fuptårer – velvidende, at ægte empati kan flytte i hvert fald nogle vælgere. Modstandere hævdede, at Obama brugte særlige øjendråber til at fremprovokere tårerne, og at han da vist var en glimrende skuespiller.
 

Amerikansk tåreboom

Imidlertid har lederes tåreboom nået nye højder under coronapandemien. The New York Times skriver under overskriften ”Leaders are Crying on the Job. Maybe That’s a Good Thing”,
at gamle spilleregler om at undgå for mange forræderiske følelser er under opbrud. Det gælder ikke blot for politikere, men også erhvervsfolk og sågar nyhedsværter på tv-stationerne, skriver den amerikanske avis.

 
Eric Garcetti, demokratisk borgmester i Los Angeles, måtte tørre sine modige tårer bort, da han gennemgik, hvor voldsomt et angreb COVID-19 har sat ind over for indbyggerne i hans by, og Andrew M. Cuomo, demokratisk New York-guvernør og et af Donald Trumps politiske hadeobjekter, har mere end én gang grædt under sine daglige coronabriefinger.
 
Så langt er topbossen for Marriot, en af de multistore hotelkæder, ikke gået. Men i en – også blandt kommunikationseksperter – rost video-Twittertale til sine hårdt ramte ansatte udviser CEO’en med det danskklingende navn Arne Sorenson præcis den stamina og empati, der hører sig til i en alvorlig krisesituation for både landet og virksomheden: Vær ærlig, åben og klar i mælet.
 
 
Hvordan den amerikanske præsident har det med tårer? ”Når jeg ser en mand græde, opfatter jeg det som svaghed,” sagde Donald Trump i 2015 til People Magazine. ”Sidste gang, jeg selv græd, var, da jeg var barn”.
 

Tudeglade krisenørder kan med fordel muntre sig med yderligere at studere:

Political Communication in Times of Crisis [Uddrag fra Oscar G. Luengos bog]

Can you trust a leader who cries? [BBC]

The case for crying in politics [CNN]

The power of political tears [prospectmagazine]

Politicians who cried in public [The Boston Globe; Youtube video]

There IS crying in Politics [CNN; Youtube video]  

 

Relaterede artikler

Magtmennesket Mette - I et forsøg på at springe over, hvor gærdet er lavest, satte Mette Frederiksen sig i Aftenshowets varme sofa for at fors...
Make Minkavl Great Again - Sundhedskrisen har ramt mange brancher hårdt. Men få så hårdt som minkavlerne. De er blevet bedt om at lukke og slukke i...
Mink-Mettes Nyruphjelm - Statsministeren skulle vise sympati og besøge katastrofeområdet – en af de nu udryddede minkfarme. Resultatet blev en di...
Er danske virksomheder altid skurke? - Over det seneste årti er danske virksomheder blevet meget bevidste om deres eksterne kommunikation i takt med, at omverd...
Hele Danmarks Mette i egen limesaft - Uanset hvad man ellers måtte mene om hele Danmarks Mette Frederiksen, er man nødt til at lette på hatten over det impone...
Godwins Lov starring Pilou Asbæk - Skuespilleren Pilou Asbæk spiller nazikortet. Socialdemokratiske debattører svarer igen med personangreb. Skuespillerfor...
Forsigtighedsprincip og samfundssind mod corona - Hvad gør man, når krisen rammer, hvem tager ansvaret og styringen igennem krisen og dermed også den potentielle skyld, h...
Sæt politisk magt og lobbyisme ind i regnskabet - Lobbyisme, public affairs eller politisk interessevaretagelse – kært barn har mange navne – har i efterhånden mange årti...

Giv din stemme

33 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

SoMe-specialist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.