Spionchefens smæk i soveværelset
Den mildest talt opsigtsvækkende sag om den sigtede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste er kommunikativt sprængfarlig af to grunde: For det første på grund af den smule, vi ved om den mystiske sag. Og for det andet på grund af alt det, vi ikke ved om den mystiske sag. Regeringstoppen havde derfor også gode grunde til at sende venlige tanker til tidligere minister Søren Pind, der agerede overraskende bomberydder, da seneste afsløring i FE-sagen truede med at detonere.
af Mikkel Skov Petersen
Det er skidt at skulle kommunikere problematiske fakta. Det er dog endnu værre slet ikke at have nogen fakta at kommunikere, når offentligheden højlydt hungrer efter dem.
Bare spørg Justitsministeriet i særdeleshed og regeringen i almindelighed. Sagen om den sigtede FE-chef Lars Findsen er en af de mest kuriøse sager i mange år. Senest er den blevet krydret med en nuance med maksimal fascinationskraft: en saftig detalje om den sigtedes sexliv.
Alle vil vide alt, men myndighederne kan absolut intet fortælle. FE-mysteriet truede med at eksplodere op i ansigtet på regeringen. Men så news-jackede Søren Pind sagen om spionchefens smæk i soveværelset.
"Known knowns og unknown unknowns"
Spionchefen anholdes i Københavns Lufthavn af Politiets Aktionsstyrke – en specialenhed i Politiets Efterretningstjeneste (PET) – og sigtes for en paragraf fra straffelovens kapitel om landsforræderi, hvilken kan give op til 12 års fængsel. Spionchefen fra Forsvarets Efterretningstjeneste sidder efterfølgende varetægtsfængslet i 71 dage.
Det kommer desuden senere frem, at spionchefen i perioden forinden anholdelsen har været under intens overvågning af PET – helt ind i soveværelset.
Det er omtrent, hvad vi nagelfast ved i sagen om den sigtede FE-chef Lars Findsen.
“There are known knowns; there are things we know we know. We also know there are known unknowns; that is to say we know there are some things we do not know. But there are also unknown unknowns—the ones we don't know we don't know”.
De fleste af os har dog samtidig en særdeles god idé om, hvad der er sagens egentlige kerne, men det må vi for alt i verden ikke tale højt om. Bare spørg Claus Hjort Frederiksen, der er sigtet i sagen efter samme paragraf som Findsen.
Der er altså noget, vi ved; der er noget, vi ikke må vide, men godt ved, og så er der alt det, vi ikke ved. Lad os i den forbindelse her ihukomme den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds udødelige citat:
“There are known knowns; there are things we know we know. We also know there are known unknowns; that is to say we know there are some things we do not know. But there are also unknown unknowns—the ones we don't know we don't know”.
Virkeligheden er mærkeligere end fiktionen
Det er i sig selv en kommunikativ stinker for myndigheder og regering, at en af statens allermest betroede medarbejdere er mistænkt for at lække statshemmeligheder; en langstrakt og dramatisk sag, hvor virkeligheden tilsyneladende endnu engang er mærkeligere end fiktionen.
Ikke mindst, fordi minksagen, der med den manglende afklaring af konsekvenser for embedsmændene, blev trukket i langdrag hen over en normalt befriende og rensende sommerferie, langt om længe så ud til langsomt at fortone sig.
De kommunikative genvordigheder stopper dog slet ikke der. Da sagen omhandler chefen for den ene af landets hemmelige tjenester, der efterforskes af landets anden hemmelige tjeneste, så er sagen, fraregnet ovenstående få overordnede fakta, fuldstændigt mørkelagt.
Konsekvensen er, at mængden af udestående spørgsmål klart overstiger mængden af tilfredsstillende svar. Da vi mennesker er yderst utilbøjelige til at acceptere uvished, så er vi tværtimod tilbøjelige til at spekulere os til de savnede svar.
Trods manglende indsigt og forudsætninger forsøger vi at udfylde fortællingens tomme felter. De manglende svar bliver dermed en petriskål for rygter, gætterier og direkte konspirationer, der kan tjene som hjemmelavede besvarelser på alt det ubesvarede.
Det har i høj grad også været tilfældet i Findsen-sagen.
Forsvarets Efterretningstjenestes hovedkvarter på Kastellet i København. Hemmeligt med hemmeligt på. Tilde Døssing Tornbjerg/Ritzau Scanpix
Tesfaye tanker tillid ind i tomrummet
Netop fænomenet med forudsætningsløs udfyldelse af de tomme felter adresserer justitsminister Mattias Tesfaye i et usædvanligt interview med Berlingske.
Interviewet er usædvanligt, både fordi normal kutyme ville være fuldstændig radiotavshed fra ministeren, men også, fordi Tesfayes eneste reelle budskab er: Jeg har sikret mig, at alt kørte efter bogen, da jeg ellers ville være medskyldig, så stol på mig.
“Jeg ved jo godt, at når det handler om statens sikkerhed, vil de fleste justitsministre sige »ingen kommentarer« eller sende knastørre skriftlige citater. Men når det samtidig handler om sager med enorm offentlig interesse, opstår der i den offentlige debat et tomrum af fakta. Jeg kan se, at det tomrum bliver fyldt ud af alle mulige mennesker, som efter min opfattelse får sagt nogle ting, der spænder fra misforståelser til konspirationer. Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan sige noget i det tomrum, uden at jeg forholder mig til den konkrete sag om Lars Findsen,” siger Mattias Tesfaye i interviewet med Berlingske.
Justitsministeren og hans rådgivere har identificeret problemstillingen med “tomrum” af svar og viden, der betyder, at dækningen af sagen bliver overtaget af lægmands mere eller mindre kvalificerede bud på, hvad det er, vi ikke ved. Ministeren forsøger at fylde tomrummet ud med en etos-appel om at have tillid, hvad der må siges at være et ambitiøst projekt med minksagen in mente.
I Berlingskes interview med Tesfaye bliver juraprofessor Eva Schmidt og tidligere operativ chef i PET Hans-Jørgen Bonnichsen fremhævet som leverandører af netop sådanne bud. Schmidt med en teori om “at Findsen et eller andet sted har en højt placeret fjende”, som hun skrev i en kronik i Berlingske. Bonnichsen mener for sin del, at regeringen har placeret sagen i en syltekrukke. Begge dele er i sagens natur udelukkende teorier og vurderinger, der ikke kan og skal forveksles med fakta og viden.
"Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan sige noget i det tomrum, uden at jeg forholder mig til den konkrete sag om Lars Findsen", udtalte justitsminister Tesfaye og forsøgte at fylde tomrummet med en appel om tillid. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Søren Pinds news-jacking
Seneste spektakulære udvikling i sagen var Berlingskes afsløring af, at dybt intime oplysninger om Lars Findsen seksualliv er blevet forelagt politikere i Folketinget. De sparsomme fakta i sagen blev dermed suppleret af en grundlæggende overflødig indsigt i FE-chefens seksuelle præferencer.
Det bragte både godt og dårligt nyt for en regering, der i forvejen kæmpede med kommunikativt problematiske fakta og et endnu mere kommunikativt problematisk fravær af fakta.
Dårligt nyt, fordi det dels fremstår dybt usympatisk, at private og intime oplysninger om Lars Findsen er blevet delt, og dels, fordi de mærkværdige oplysninger bringer endnu flere nuancer til et billede i offentligheden af en hetz mod og en generelt uretfærdig behandling af Findsen.
Hans-Jørgen Bonnichsen kvitterede da også fluks med at politianmelde den nuværende chef for PET, Finn Borch-Andersen, for læk. Det er i øvrigt ikke hver dag, at man kan læse rubrikken: Tidligere chef i PET har politianmeldt nuværende chef for efterretningstjenesten.
Den gode nyhed for regeringen var, at da Berlingskes afsløringsbombe sprang, så fik Slotsholmen uventet hjælp til bomberydning fra tidligere justitsminister Søren Pind. I et nu slettet tweet harcelerede Pind nemlig over FE-chefens “depraverede” sexliv og news-jackede dermed utilsigtet sagen.
En ting er sadomasochisme, det har alle vel efterhånden prøvet. Men at beskylde manden for cykeltyveri!?https://t.co/wPZxrCPyXK pic.twitter.com/K4UYwP52Wn
— Mikkel Taxa (@mtcza) September 7, 2022
Søren Pinds nu slettede tweet, med hvilket han overtog opmærksomheden fra Lars Findsens sexliv og utilsigtet tog presset af Slotsholmen.
Smæk i soveværelset er ukontroversielt, Søren
Pinds pointe var vist, så vidt det lader sig dechifrere ud af de slettede tweets og Facebook-opslag, at Lars Findsens seksuelle tilbøjeligheder gjorde ham såbar over for afpresning fra fremmede magter.
De prompte reaktioner på Pinds ytringer viste, at Pind tog grundlæggende fejl i sin præmis: Det er de absolut færreste, der nu om dage løfter så meget som et øjenbryn over folk, der har lyst til at tildele eller modtage smæk i soveværelset. Tværtimod kaldes den slags fordømmende bornerthed i dag for “kink-shaming”, og placeres i modsætning til det højt besungne danske frisind.
Grænsesøgende! pic.twitter.com/SJtZpc3gJV
— Mikkel Taxa (@mtcza) September 8, 2022
Bevares, det er da grundirriterende og grænseoverskridende at få udbasuneret sit sexliv, men seksuelle præferencer som Findsens er simpelthen ikke afpresningsmateriale i 2022. Den indsigt var så helt oplagt ikke nået frem til Søren Pind endnu, og så blev hans ytringer nyhedsloopets epicenter i stedet for Berlingskes afsløring.
RIP Søren Pind på twitter.
— Anne Kirstine Cramon (@AKCramon) September 7, 2022
Under indtryk af reaktionerne slettede den tidligere justitsminister sine ytringer og forsøgte efterfølgende med varierende held at forklare sit egentlige ærinde. Til sidst måtte han ty til en slags beklagelse og bede om barmhjertighed, og så ringede Berlingske til Sørine Gotfredsen, der gav Pind gode råd om at sige undskyld.
Over 111.000 følgere - også selv om der nogle gange sker fejl og pennen løber for hurtigt. Tak. Husk: Be gentle.
— Søren Pind (@sorenpind) September 12, 2022
Man kan ikke fortænke toppen af Stats-, Justits- og Forsvarsministeriet, hvis de har sendt venlige tanker i Søren Pinds retning for således uselvisk at aflede alles opmærksomhed fra både sexdetaljens fascinationskraft, FE-sagens få fakta og ikke mindst det massive fravær af samme.
