Shopper du ud fra dit stjernetegn?

Stjernernes placering hjælper ikke kun mennesker, men også virksomheder. Astrologi og spiritualitet har fundet vej til brandingens verden og inspirerer produktudviklingen. Ved at følge stjernernes placering har virksomheder fundet vej til forbrugernes følelser – og pengepung.
Hvordan kan en virksomhed bruge astrologi til at sælge flere produkter?
Hvordan kan en virksomhed bruge astrologi til at sælge flere produkter?
Astrologi har i mange år været forbeholdt ugebladene. Her har læserne fundet opmuntring og vejledning, når stjernernes placering er blevet tolket. I vores sekulariserede samfund er den praksis ofte blevet set ned på, men fænomenet har fundet fodfæste og bevæger sig måske nu fra niche til mainstream.
 
Hvor vi tidligere har hørt om erhvervsastrologi, begynder stjernetegnene nu også at gøre sig mere gældende i indkøbsøjeblikket. For i skoven af produkter og virksomheder er det rart at have noget at navigere efter som forbruger. At kunne finde et produkt, som taler direkte til mig og passer til min personlighed. Særlig skønhedsindustrien har taget denne trend til sig. Forbrugerne kan nu vælge skønhedsprodukter, som passer, alt efter om de er vægt, skytte, tvilling eller et andet af de i alt 12 stjernetegn.

 

Stjernetegn, spiritualitet og sensibilitet

Særligt millennials og Gen Z har skubbet til interessen for astrologi og den voksende interesse i spiritualitet. Her har Instagram, TikTok og andre sociale medier skabt rammerne for fællesskaber om netop stjernetegn og spiritualitet, skriver The Atlantic.
 
Det hænger nok sammen med vores evige behov for at kunne finde svar på livets spørgsmål, både for ens egen identitet og for de ting, der sker ude i verden. Her kan astrologi pege i retning af svar og stabilitet i usikre tider, hvor det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske.
 
COVID-19-pandemien har accelereret det, som allerede var på vej, skriver Glossier. Her havde vi øget fokus på mental sundhed, hvilket spiritualitet og astrologi taler ind i. Det giver mennesker ord og redskaber til at tale om deres følelser og psyke på en måde, som flere kan forstå, og, som The Atlantic tilføjer, anerkender de kræfter og strukturer, som påvirker vores humør og adfærd.

 

“Astrologi-branding”

Flere brands bruger astrologi som en del af deres markedsføring og produktudvikling. Kosmetikbloggeren I Love Beauty kalder det “astro beauty”, hvor “skønhedsprodukter parres i farver, konsistenser og typer med et særligt stjernetegn”. Matas har for eksempel lavet guiden “Find den perfekte parfume – ud fra dit stjernetegn”, hvor de kobler stjernetegnene med en relevant parfume, så du kan finde den duft, der passer til din personlighed.
 
Sidste år lancerede Sephora en kollektion af læbestifter, som også passer til stjernetegnene. Serien endte med at blive en af de bedst præsterende lanceringer i forårssæsonen, fortalte Sephora til Glossier. Derudover har Milk Makeup designet astrologitatoveringerKylie Kardashian har lavet en løve-læbestift, og det tyske parfumeri Apotheke bruger tarotkortlæsninger til at matche kundens personlighed med den helt rigtige duft.
 
Ud fra et forbruger-branding-perspektiv er det oplagt at gøre brug af astrologi til at differentiere sit produkt. Denne indgangsvinkel skaber en emotionel forbindelse mellem forbrugeren og produktet ved at tale ind i det, som gør sig gældende i kulturen og forbrugerens liv. Oven i det bliver produktet gjort personligt.
 
Stjernetegn bliver af nogle brugt som en del af deres fortælling, en del af deres identitet. Så når du kan finde et produkt, som passer til dit stjernetegn, føler du, at det i langt højere grad er skabt direkte til dig. Det skaber tryghed ved at produktet føles unikt og tilpasset ens personlighed. I sidste ende er det med til at få én til at føle sig speciel. Og branding handler i høj grad om følelser. Brugen af stjernetegn er et godt eksempel på netop det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også