Ashley Madison-hackets konsekvenser
Livet er kort. Pas på dine data

Skrevet af

Lars Konzack
Lektor

19 artikler

83 indlæg

Den canadiske, kontroversielle netdating-side Ashley Madison blev hacket. Utroskab er ikke det største problem i den forbindelse - det er derimod, hvordan vi i fremtiden sikrer vores data.
Livet er kort. Hav en affære. Med dette slogan reklamerer den canadiske, kontroversielle netdating-side Ashley Madison og opfordrer på den måde til utroskab. På sit site fortæller Ashley Madison, at det er en 100 procent diskret tjeneste og påstår selv at have modtaget en sikkerhedspræmie. De reklamerer også med, at de har over 40 millioner anonyme brugere. Det sidste er ikke helt sandt.
 
Den 15. juli 2015 blev Ashley Madison nemlig hacket af gruppen The Impact Team, der i første omgang truede med at frigive personlige informationer om Ashley Madisons brugere, og den 18. og 20. august blev 33 millioner e-mailadresser lækket. The Impact Team bedrev selvtægt for at vise, hvor hullet Ashley Madisons sikkerhed var. Og måske også for at straffe folk, der begik utroskab.
 
 
Affære-sitet Ashley Madison blev i juli hacket af gruppen The Impact Team. Kilde: The Guardian.
 
Det betød, at brugere modtog e-mails fra ukendte personer, der ønskede at afpresse dem. Modtageren skulle sende et beløb svarende til 1500 kroner i bitcoins. 15.000 e-mails var enten .mil (USA's militær) eller .gov (USA's regering) - og det er ulovligt for disse medarbejdere at bruge e-mails på den måde.
 
Politibetjenten Michael Gorhum skulle ifølge Daily Mail have begået selvmord, fordi hans e-mailadresse blev sat i forbindelse med lækken, uden han dog var medlem af Ashley Madison. Yderligere to selvmord er ifølge canadisk politi blevet kædet sammen med Ashley Madison-lækken.
 
Brugerne, der har fået deres private informationer lækket, har nu sagsøgt ejerne af webstedet Ashley Madison, virksomhederne Avid Dating Life og Avid Media, for 567 millioner dollars. Alt dette vidner om, at lækken har omfattende konsekvenser.
 
Datasikkerhed er en by i Rusland
Det er dog ikke alle og enhver, der bare kan gennemskue de 32 GB data. Det kræver en vis teknisk snilde at forstå og få overblik over de mange informationer. Og bare fordi de er tilgængelige på nettet, er det ikke ensbetydende med, at enhver kan få adgang til dem. Men har en person eller en gruppe mennesker adgang og den nødvendige tekniske kunnen, så ligger informationerne tilgængelige for de folk, der vil bruge dem. Rundt omkring sidder utro kvinder og mænd og kan nu frygte, hvad disse informationer skal bruges til. Der er naturligvis dem, der fryder sig, fordi de ser det som en hævn over deres utroskab, men de fleste er ikke spor begejstret over denne udvikling.
 
Hele sagen stiller nemlig langt større spørgsmål end blot dem, der angår lækken af Ashley Madisons brugeres informationer. Den vidner om, hvor sårbare vi alle er over for en sådan læk. I sommeren 2014 blev 900.000 CPR-numre lækket ved en fejl. Edward Snowden har afsløret, at USA's efterretningstjeneste, NSA, tiltvinger sig adgang til alle oplysninger på Facebook, Twitter og andre sociale medier.
 
Whistlebloweren Edward Snowden afslørede, at USA's efterretningstjeneste, NSA, havde gjort brug af aflytning og overvågning af borgere gennem blandt andet Facebook og Twitter. Kilde: GettyImages.
 
Kina har hacket sig ind i og spioneret amerikanske våbensystemer, og Danmark har også været mål for kinesisk cyber-spionage. I min vurdering har kineserne sandsynligvis skaffet alle de informationer, de gerne ville have. Godt nok kom der i 2014 et modtræk i form af Nationalt Cyber Crime Center (NC3), der skal forhindre og opklare cyber-kriminalitet, men det kommer årevis forsinket i forhold til den teknologiske udvikling, og selvom de har store ambitioner, er det ikke sikkert, at de kan magte opgaven.
 
Vi accepterer hvad som helst på vores devices
I Danmark og i mange andre vestlige lande er problemstillinger om læk af information ikke særligt højt på dagsordenen, og i mange tilfælde kan en person helt lovligt snage i folks private e-mails, hvis personen fx lader folk downloade en app, og de folk så selv uforvarende giver tilladelse til at give vedkommende adgang til deres informationer.
 
 
Man kan naturligvis hævde, at så dumme burde folk ikke være, men de fleste ved godt med sig selv, at de nok aldrig læste kontrakten på deres sidste app, før de accepterede den. For så vidt kan du have skrevet under på, at du skal være slave. Bortset fra at der er regler for, at man ikke kan sælge sig selv som slave i en kontrakt. Måske kunne man begynde at se på, om det overhovedet er rimeligt at skrive en kontrakt, hvor man beder om adgang til e-mails og andre personlige oplysninger, fordi man sælger en app.
 
Det er bydende nødvendigt, at vi gennemgår sikkerheden på de her områder og går aktivt ind med lovgivning for at begrænse misbrug af data. Alle de store mængder data kan nemlig bruges og misbruges, stort set som private instanser måtte ønske det uden kontrol fra nogen myndigheder. Det er klart, at selskaber som eksempelvis Apple, Google og Facebook har en interesse i at bruge de mange data til deres forretning, men det bryder med en borgerlig forståelse om krænkelse af privatlivets fred. De relevante myndigheder og borgere aner ikke, hvor meget information der er i omløb om hver af os, og som kan misbruges kvit og frit.
 
Ashley Madison skriver på deres hjemmeside, at de er "100% discrete". Et slogan, de ikke helt har kunnet leve op til efter hacker-angrebet d. 15. juli. Kilde: Glasbergen
 
 
Nettet er Det Vilde Vesten
Er der da slet ikke et område, hvor politikerne i Danmark og Vesten er aktive med hensyn til lovgivning på internettet? Jo, der er Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). Det er en frihandelsaftale mellem EU OG USA, og den er udviklet i hemmelighed sammen med lobbyister fra industrien.
 
Det lyder som en konspirationsteori. Det kedelige er bare, at den her konspiration er sand. Der er ingen rumvæsner eller øglemennesker. Til gengæld kan aftalen, hvis den vedtages, sætte de enkelte landes lovgivning ud af kraft. Internationale virksomheder vil kunne vælge det land med den mindst restriktive lovgivning og hævde, at den skal gælde overalt i EU og USA.
 
Internettet er vores tids Vilde Vesten. Hackere kan nemt få adgang til folks følsomme data. Kilde: Monsterblog.
 
Det vil betyde, at de selskaber får lov til at behandle borgerne efter den mindst restriktive lovgivning. Naturligvis vil det ikke forhindre hackerne i at gøre, som de plejer. Det, de gør, er ulovligt i forvejen. Men det vil forhindre politikerne og borgerne i at kunne trække en grænse for, hvad de skal finde sig i.
 
 
På en måde er vi alle i samme båd som medlemmerne af Ashley Madison. Nok har de fleste af os hverken tilmeldt sig det pågældende website eller begået utroskab, men vores data er tilgængelige for folk, der kan bruge dem til deres egne formål. Internettet er vor tids Vilde Vesten, hvor den stærkes ret hersker. Lovgivningen og myndighederne har ikke fulgt med. Derfor kan det ikke komme som nogen overraskelse, at der bedrives selvtægt.
 

Relaterede artikler

Det slovenske orakel - Hvilke folder lægger man sit ansigt i, når man skal høre ’stjernefilosoffen’ Slavoj Žižek i Det Kongelige Biblioteks Dro...
Datavinklen virker - Mængden og mulighederne med data vokser eksplosivt for alt og alle. Flere og flere taler derfor om, hvordan virksomheder...
The Location of Privacy - A Case Study of Copenhagen Connecting’s Smart City     - Specialet undersøger, hvordan Københavns smart city projekt ’Copenhagen Connecting’ udfordrer privatlivet for Københavns...
Dashboard din k-afdeling - Kan du bygge et sejt kontrolpanel for din k-afdeling med data? Ja, det kan du. Er det besværet værd? Ja, helt sikkert. K...
Det sorte nets superhær - I sidste uge dukkede de op igen: Anonymous. Nu med YouTube-videoen #OP Charlie Hebdo, der på ganske kort tid har spredt ...
Snowdens store flugt - Tv-dokumentaren ‘Snowdens store flugt’ fortæller i højt tempo om Edward Snowdens flugt fra Hongkong til Moskva. Flankere...
I fremtiden vil alle være anonyme i 15 minutter - Den amerikanske kunstner Andy Warhol spåede, at alle ville blive kendte i 15 minutter i fremtiden. Vi bor nu i den – alt...
Hvad hulan er omni for noget? - Vil du have din kunde til at føle sig genkendt, så han køber tidligere, mere og oftere? Med omnichannel marketing arbejd...
Snart vil computere ghostwrite din artikel - Om mindre end to år vil det være muligt for kognitive computerprogrammer at omskrive tekster, så de er skræddersyet til ...
I Kina spiser de mennesker - I Kina måler man nu den enkeltes performance inden for sociale vaner, venner, arbejde, moral, politisk artighed, religiø...
Få styr på dine privacy-strategier - Er du Snowden-hardcore, Faker eller nyligt privacy-bevidst? Et nyt marked for privacy tech spirer frem i Europa og reste...
Føhns for fremtiden - Han blev indbegrebet af Harddisken på P1 - den udsendelse, man ikke kunne komme udenom, hvis man ville vide alt om gadge...
Supernørdernes nye leder - Hvis der er en teknologi, som har været genstand for kæmpestor hype i tech-kredse, er det blockchain. Teknologien er ble...
Big Brother's big data - Efter en udviklingsperiode på snart 40 år tilpasser Kina fortsat socialismen med særlige kinesiske kendetegn. Senest for...
Otte nedslag i Edward Snowdens erindringsbog - I 2013 afslører Edward Snowden, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste masseovervåger amerikanske statsborgere. S...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

41 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Journalist

Frist: As soon as possible

Marketingkonsulent

Frist: 23. marts

Praktikant

Frist: 10. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.