Arzrounis råd til den kommende regering
Hvad skal vi med spindoktorer, når vi har embedsmænd?

Christopher Arzrouni har været politisk rådgiver i et par omgange. Først for Eva Kjer Hansen i Socialministeriet og Fødevareministeriet. Og senere for Kristian Jensen i Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Foto: Ritzau/Scanpix. Fotograf: Nils Meilvang

De røde banditter gør sig håb om at indtage ministerposter. Og rygterne vil vide, at de agter at tage horder af særlige rådgivere med sig over i ministerierne, såkaldte ”kabinetter”. Fint skal det være. Timme Bisgaard Munk forsøger oven i købet at sætte navn på den nye spin-hær. Det er en sjov leg. Det er især sjovt at lege med tanken om, at disse kabinetter kunne gøre en (positiv) forskel. Det tror jeg ikke. De ministre, der ankommer med flest spindoktorer, bliver dem, der kommer til at skyde sig selv mest i foden.
Jeg har været særlig rådgiver i et par omgange. Først for Eva Kjer Hansen i Socialministeriet og Fødevareministeriet. Og senere for Kristian Jensen i Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Som sådan har jeg været en politisk udpeget embedsmand. En slags væbner eller kommissær, ville de spydige sige.
 
Spin i betydningen ”påvirkning af mediebilledet” er nok ikke 100 procent mit gebet.

Det er svært for en minister at holde 100 procent trit med, hvad de almindelige embedsmænd render og laver. Og derfor vil en ny minister naturligt nok være lidt skeptisk, når han eller hun sætter sig på kontoret og bliver mødt af forgængerens tro håndlanger: departementschefen. Eller måske rettere: systemets tro håndlanger. For den afgåede minister havde jo heller ikke fuldstændig kontrol med embedsmændene, lyder ræsonnementet ofte.
 

 

Ja, måske har ministeren slet ikke nogen politik på et givent område, selv om han tror det (det hjælper embedsmændene dog altid gerne med at råde bod på i al diskretion).

 
Derfor er det fristende at have egne håndlangere med til ministeriet for at kunne disciplinere systemet. Eller hvad det nu er, man er ude på.
 
En minister oplever tit, at embedsmændene ikke rigtig responderer på ministerens storslåede politik. Embedsmændene bliver ved med at gøre, som de plejer, selvom en ny samfundsingeniør har fået folkeligt mandat. Eller i det mindste statsministerens telefonopkald. 
 
Nogle gange er det, fordi ministeren stadig formulerer sig i valgkampsretorik og ikke helt konkret. Ja, måske har ministeren slet ikke nogen politik på et givent område, selv om han tror det (det hjælper embedsmændene dog altid gerne med at råde bod på i al diskretion).
 
Andre gange er det, fordi embedsmændene på en diplomatisk måde forsøger at advare ministeren om tåbeligheder forude. ”Diplomatisk” betyder i denne sammenhæng at tale ministeren efter munden og så forhale processen. Jeg gætter på, at mange ministre er blevet reddet af vrangvillige … undskyld, forsigtige embedsmænd.
 

Jeg kan konstatere, at de fleste røde politikere mener, at Finansministeriets embedsmænd i en eller anden forstand er nævenyttige magtmennesker, der bare kører deres eget løb. Tyv tror som bekendt, at hvermand stjæler.

 
Men det kan selvfølgelig også godt være, at nogle embedsmænd har deres egen politiske dagsorden. Jeg skal ikke kunne udelukke, at der ligger en sådan dagsorden bag ved al forsigtigheden. Nogle gange føler man sig jo som rolleindehaver i ”Yes Minister”. Men først og fremmest består den store fare i, at ministeren alt for hurtigt selv bliver ét med systemet. Her hjælper det nogle gange med en sparringspartner (en særlig rådgiver), som deltager i det kreative arbejde med at se på tingene med friske øjne – og ikke bare vælge det første og bedste, som systemet finder på.
 
Det er en stor fare for enhver regering, at dens ministre bliver alt for glade for at være ministre –  og alt for glade for deres dygtige embedsmænd. Og så risikerer tingene at sande til. Ethvert problem ender med ”løsningen”: Send flere penge.
 
Det er der heldigvis råd for: Finansministeriet. Når ministre er ”gone native” og blevet ét med deres respektive systemer, som trækker i hver deres retning, husker Finansministeriet, at der også er en regering. Ental. Det er ikke nogen løsning på problemet med systemtænkning. Men det hjælper på sammenhængen i regeringens politik.
 
Jeg kan konstatere, at de fleste røde politikere mener, at Finansministeriets embedsmænd i en eller anden forstand er nævenyttige magtmennesker, der bare kører deres eget løb. Tyv tror som bekendt, at hvermand stjæler. Mange røde politikere ønsker et opgør med ”Finansministeriets magt”, uden blik for, at ministeriet bare gør, hvad det får besked på: at holde styr på de andre ministerier, så en statsministers autoritet ikke bryder helt sammen. 

Men lad gå. Hvis eventuelle røde ministre ønsker at svække Finansministeriet og stole på deres egen røde spin-hær, får de sværere ved at føre politik. 
 

Mit gæt er, at de mange partiembedsmænd, en rød regering kunne finde på at indsætte i ministerierne, vil ende med at falde over hinanden for at få ministerens opmærksomhed – og skabe mere pres på den interne koordinering, end de aflaster.

 
Jeg forstår i øvrigt ikke socialdemokraternes mistro i forhold til Finansministeriet. Et eksempel: Medarbejderstaben tæller tre tidligere ”spindoktorer” for socialdemokratiske/SF-ministre, som har valgt at blive almindelige embedsmænd. Ikke en eneste fra en borgerlig regerings tid. (Min egen baggrund er i øvrigt den modsatte. Jeg startede arbejdslivet som ung fuldmægtig i Finansministeriet, men valgte den politiske vej).

Socialdemokraterne har konkret bebudet, at de vil ændre i den måde, Finansministeriet beregner konsekvenserne af politik, så man ikke længere skal medtage alle effekter af politikernes gerninger. Det kan man da godt. Men man bliver ikke klogere af det. Snarere tværtimod.
 
De røde politikere ønsker tydeligvis at sætte sig igennem over for embedsværket ved at tage særlige håndlangere med. Det kan få den stik modsatte effekt. I stedet for at hele ministeriet opfører sig som ministerens sekretariat, risikerer man, at det almindelige embedsværk tænker: ”Ok, ministeren har sine håndlangere – så må de udvikle politik. Jeg passer bare mit eget”. Og på den måde risikerer en rød minister at gå glip af vigtig inspiration og opbakning. 
 
Hvis jeg skulle rådgive en ny minister, ville jeg sige: hellere 200 dedikerede almindelige erfarne embedsmænd, der arbejder for dig, end 20 nybegyndere, som du har hevet med fra partiorganisationen. Og hvis jeg var bekymret for Finansministeriets monopolisering af økonomiske fortolkninger, ville jeg sørge for, at der var lidt flere erfarne fagøkonomer spredt i relevante ministerier.
 
Mit gæt er, at de mange partiembedsmænd, en rød regering kunne finde på at indsætte i ministerierne, vil ende med at falde over hinanden for at få ministerens opmærksomhed – og skabe mere pres på den interne koordinering, end de aflaster.

”True Red-folkene omkring Henrik Sass vil blive belønnet. Sass-banden er jo, når alt kommer til alt, den nye magt i Danmark, og det kræver jo sine spindoktorer,” skrev Timme Bisgaard Munk her på Kforum. Tja. Bandemedlemmerne skal nok komme til at kæmpe indbyrdes. 

Og hvor er i øvrigt Henrik Sass? Manden, der gerne vil være finansminister i stedet for finansministeren? Hvis Sass bliver lige så bleg og fjern som finansminister, som han har været i denne valgkamp, bliver der ikke meget Sass-bande. Snarere et Stockholm-syndrom, når ministeren får brug for ordentlige embedsmænd.
 

Danmark er godt tjent med erfarne ministre til at holde styr på de gode loyale embedsmænd.

 
Hvilket bringer mig til konklusionen: Danmark har gode hæderlige loyale embedsmænd i ministerierne. Kvaliteten kan svinge lidt fra ministerium til ministerium. ”I Udenrigsministeriet kan man blive forført. I Finansministeriet bliver man voldtaget. Men resultatet er det samme,” siger jeg nogle gange i spøg til mine venner. Men det er lidt for sjov. 
 
Det store problem er ministrene. En stærk robust minister, der selv kan formulere politik, har ikke brug for støttepædagoger fra partisekretariaterne – men for gode embedsmænd med både faglighed og politisk fingerspidsfornemmelse. 

Jeg har haft den fornøjelse at arbejde for Eva Kjer Hansen. Hun er en hård banan, som aldrig var i tvivl om, at hun ville liberalisere landbrugsloven og gøre fødevarekontrollen mere intelligent, f.eks. når det handlede om bagateller. Det fik hun gjort. Jeg har også haft den fornøjelse at arbejde for Kristian Jensen. Han er en maraton-mand, som kan overskue de mest uhyggelige forhandlinger døgnet rundt.
 
Hvis der var flere som dem, ville det være soleklart, at der var brug for færre som mig. 

Mine ministre har også menneskelige svagheder – som alle andre. Men det er næppe svagheder, som en håndlanger kan råde bod på. Her hjælper erfaring til gengæld. Danmark er godt tjent med erfarne ministre til at holde styr på de gode loyale embedsmænd.

Relaterede artikler

Støjbergs kriger - Det er nærmest umuligt at overhøre en politisk samtale i det offentlige rum, uden at den omhandler udlændinge- og integr...
10 hurtige til Vestagers spindoktor - Udover at være EU-kommissær i Bruxelles er Margrethe Vestager hele Danmarks titaner, der er blevet kåret til at være bla...
Hvad byder man journalister? Nybrygget spin-te - Det danske burkaforbud er en kæmpe historie også internationalt. I England er politikeren Boris Johnson kommet galt af s...
Snavespin - Det var chokerende for familien Danmark at se lederen af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, optræde i hedt kysseri med ko...
Få nu styr på den medietræning! - Nye krav til medietræningen af topfolk og ledere fra både den private og offentlige sektor venter forude. Ledelses- og k...
Her er Mettes spin-team - DETTE ER UBEGRUNDET UVEDERHÆFTIG UOPLYST SLADDER: Lige om lidt er Mette statsminister i en socialdemokratisk mindretalsr...
Trækker du også kaniner op af hatten? - Indholdet af det kreative produkt bliver sjældent specificeret ordentligt. Den kreative må jo vide bedst - tryl nu bare ...
Vinduet står på klem. Luk det! - Igennem de seneste år synes både debattonen og den førte politik at være blevet hårdere og hårdere. Hvad der for blot et...
En sølle sejr for en sand sosser - Ups. Det blev en sølle sejr for den sande sosser Mette Frederiksen. Der skete det, der ikke kunne, ville eller måtte ske...
Kunsten at mestre en ledertale - Fokusér på dit budskab, vær troværdig og struktureret, og gi’ noget af dig selv. Det er blot et par af de virkemidler, d...
Se det nye spin-kuld fra A til A - Mette Frederiksens regering satte mandag navn på sit nye kuld af spindoktorer. Tendensen er klar: Her er valgt partitr...

Giv din stemme

15 stemmer
3,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: Hurtigst muligt

Videojournalist

Frist: 8. september

Kommunikationschef

Frist: 10. september kl. 9.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.