Argumenter i debatten om EU-retsforbeholdet
Suverænitet er en illusion

Skrevet af
Dansk EU-debat handler generelt – særligt ved folkeafstemninger – om mere eller mindre EU. I samme åndedrag taler vi om, hvorvidt Danmark skal bevare eller afgive suverænitet. Det gør argumentet for et nej meget lettere end argumentet for et ja. Men hvis man ikke ser suverænitet som en ting, lande har, men en kraft, lande deler med hinanden, får man et mere komplekst og nuanceret debatgrundlag, hvor konklusionen ikke er givet på forhånd.
Hav tålmodighed, vi må lige have lidt fakta på plads. Grundlovens §20, stk. 1 fastslår, at ”beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder”. Stk. 2 angiver den nærmere procedure – fem sjettedeles flertal i Folketinget eller simpelt flertal ved folkeafstemning (hvis flertallet udgøres af mindst 30% af de stemmeberettigede).
 
Selvom Danmark naturligvis deltager i en række internationale samarbejder (FN, NATO, OECD, Nordisk Råd osv.), er det kun i forbindelse med EU-spørgsmål, at §20 er taget i brug. Det skyldes, at EU er det eneste samarbejde, der vurderes som så bindende, at her er tale om egentlig ’suverænitetsafgivelse’.
 
Når vi torsdag den 3. december 2015 stemmer om dele af retsforbeholdet, er det altså juridisk set, fordi indtrædelse i mere af EU’s overnationale samarbejde om retlige og indre anliggender vil flytte beføjelser over til de europæiske instanser, der i dag ligger hos danske myndigheder.
 
Her på bagkanten af afstemningsdebatten vil læseren sandsynligvis i bedste fald nikke genkendende til alt dette, og i værste fald vil nikket allerede på nuværende tidspunkt være afløst af en let snorken. Når det alligevel er nødvendigt at gentage de tørre fakta her, er det, fordi selve det tekniske grundlag for denne og de andre folkeafstemninger om EU er helt afgørende for den danske EU-debat.
 
Vi taler om EU-spørgsmål som et nulsumsspil: Hvis EU skal have flere beføjelser, må Danmark opgive nogle af sine, er logikken. Den præmis giver nej-siden en klar fordel – for hvem giver frivilligt magten fra sig?
 
Præmissen om suverænitetsafgivelse gør nej'et lettere 
Vi diskuterer nemlig mest EU-spørgsmål som spørgsmål om at flytte magt fra det nationale til det europæiske niveau, altså ud fra en forestilling om, at Danmark i udgangspunktet er en suveræn stat, og at det står os frit for, om vi vil afgive eller fastholde suveræniteten.
 
Her er altså tale om et nulsumsspil: Hvis EU skal have flere beføjelser, må Danmark opgive nogle af sine. Det ligger dermed i selve framingen af EU-spørgsmålet, at der er tale om et reelt valg mellem enten at beholde den danske selvbestemmelse eller at give den fra sig. Det gør det meget lettere at argumentere for et nej end for et ja. Ligesom man skal gøre sig meget umage for at kunne føle glæde ved sådanne ting som ’skattetryk’ og ’betalingsring’, så lyder ’afgivelse’ som noget, man helst vil undgå – for hvem giver frivilligt magten fra sig?

Nu skal vi først se nærmere på, hvordan argumentationen for ’det lette nej’ og ’det svære ja’ mere konkret har udspillet sig i den seneste afstemningsdebat. Jeg sætter nemlig spørgsmålstegn ved præmissen for disse to positioner – altså at suverænitet er en fast og veldefineret størrelse, som det står danskerne frit for at afgive eller beholde. Det giver mere komplekse argumenter for henholdsvis et ja og et nej, hvis man ser magt som et plussumsspil; som en kraft, der øges ved at blive delt. 
 
Det er så nærliggende at reagere intuitivt, som DF formulerer det, sige "Nej tak" til "Mere EU". Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får, og vi har alle lært, at glidebaner skal man holde sig fra. Foto: Polfoto/Martin Lehmann.
 
Den lette: Mere EU? Nej tak
Som allerede nævnt betyder selve grundlaget for de danske folkeafstemningsdebatter om EU, at nej-siden har en debatmæssig fordel. Argumenterer man for at stemme nej til ’suverænitetsafgivelse’, kan man positionere sig selv som forsvarer af det velkendte og bestående og som værn mod det ukendte og udefrakommende.

Argumentet får ofte en nationalistisk drejning, hvor dansk selvbestemmelse på forhånd ses som værende at foretrække frem for overnational medbestemmelse. Hvis Danmark er i dine hænder, som Dansk Folkepartis afstemningsslogan lyder, så er det nærliggende at reagere intuitivt og, med endnu et af DF’s plakatbudskaber, sige: ”Mere EU? Nej tak”. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får, og vi har alle lært, at glidebaner skal man holde sig fra.
 
De Konservative argumenterer for, at mere dansk tryghed bedst opnås ved at stemme ja. Socialdemokraterne og Venstre har konkretiseret argumentet i budskabet om, at et ja vil være en fordel for det danske politi. Det er et forsøg på at få suverænitetsafgivelse til at fremstå attraktivt en svær disciplin.
 
Den svære: Pas på Danmark. Stem ja
Det er dog muligt både at acceptere præmissen om suverænitetsafgivelse som en overførsel af magt fra det danske til det overnationale niveau og at argumentere for en sådan suverænitetsafgivelse. Dette gøres i så fald ud fra argumentet om, at vi i det konkrete tilfælde får mere ud af at samarbejde end ved at stå alene, at samarbejdet så at sige er prisen værd og dermed til Danmarks fordel.

Dette argument ser vi i forskellige udgaver i debatten om retsforbeholdet, mest generelt hos De Konservative, som argumenterer for, at et ja ved afstemningen er et ja til mere dansk tryghed. Socialdemokraterne og Venstre har konkretiseret argumentet i hver deres variation over budskabet om, at et ja vil være en fordel for det danske politi.

Her er tale om et lille tvist i den normale argumentation, da der konkret i forhold til Europol-samarbejdet er tale om at fastholde noget eksisterende og ikke at bevæge sig over i noget nyt. Det argument har naturligt nok fyldt en del på ja-siden, da det kan sætte den konkrete suverænitetsafgivelse, der nu er til debat, i et noget mildere lys – som en ændring i samarbejdets form, men ikke dets indhold. Ikke mere, men bedre EU, og hvem vil ikke have en ny, forbedret udgave af noget allerede velkendt?
 
Man kan re-frame præmissen og sige, at Danmark vinder indflydelse ved at give suverænitet fra sig. Denne komplekse ja-argumentation ser man kogt ned til sloganform på SF’s valgplakater, hvor det at være ”Mere sammen” præsenteres som en bedre løsning på konkrete forhold og en mere attraktiv tilstand.
 
De komplekse: Magt er noget, vi deler. Men med hvem?
Det er ikke så mærkeligt, at ja-siden generelt vægrer sig noget mod at tale om suverænitetsafgivelse og i stedet taler om konkrete danske fordele. Når præmissen for folkeafstemninger bliver til et spørgsmål om mindre Danmark i bytte for mere EU, skal man være overbevist europæer for at købe argumentet for et ja. Og det er kun et fåtal af de danske politikere – og en forsvindende lille del af befolkningen. Accepterer man antagelsen om, at suverænitet er en substans, noget eller nogen har, gør man som ja-siger klogt i at fokusere benhårdt på det, Danmark opnår ved at afgive suverænitet – ellers er sagen tabt på forhånd.

Der er dog en anden mulighed, som stiller parterne mere ligeligt og giver debatten et mere nuanceret, men også mere kompliceret udgangspunkt. Man kan re-frame præmissen og argumentere for, at Danmark, lige så vel som de øvrige lande, vinder indflydelse ved at give suverænitet fra sig. Argumentet er her, at de beføjelser, som grundloven henviser til, nok kunne udøves på statsniveau i 1800-tallet, men at de ikke svarer til det 21. århundredes komplekst forbundne samfund og da slet ikke kan stille noget op imod vor tids grænseløse udfordringer.
 
Det komplekse nej-argument finder man hos Enhedslisten, som påberåber sig nej’et i åbenhedens, mangfoldighedens og demokratiets navn.

Holder man fast i en opfattelse af suverænitet som noget, et land selv er fri til at give fra sig, kan man måske nok på papiret fastholde magten, men man bliver stadigt mere magtesløs. Dette er en mere kompleks argumentation, men den giver debatten et mere reelt og ligeværdigt grundlag. For selvom forestillingen om suverænitet som et plussumsspil, som noget, man kan øge ved at dele, er et bedre argument for et ja end argumentet om de konkrete nationale fordele, så kan man også argumentere for et nej ud fra samme præmis. Ikke som et spørgsmål om mere eller mindre national magt, men som et spørgsmål om, hvordan man bør samarbejde og med hvem.
 
Det komplekse argument for et ja ser man kogt ned til sloganform på SF’s valgplakater, hvor det at være ”Mere sammen” præsenteres som en bedre løsning på konkrete forhold, fx social dumping, og en mere attraktiv tilstand: ”Mindre alene” og ”Mindre dem og os”. Det komplekse nej-argument finder man hos Enhedslisten, som påberåber sig nej’et i åbenhedens, mangfoldighedens og demokratiets navn.
 

Oversigt: den lette, den svære og de komplekse positioner i EU-debatten.
 
Bedre debat med lige præmisser
At acceptere præmissen om, at selvbestemmelse i dag er en illusion – eller i hvert fald ikke kan løse de problemer, vi står overfor – fører altså ikke nødvendigvis til ubetinget EU-støtte. Man kan sagtens argumentere for, at EU ikke er løsningen på de grænseoverskridende problemer. Derimod løser det populære argument om at ville lukke grænserne ikke reelt de udfordringer, vi står med.
 
Det kan besværliggøre argumentationen, men det vil forbedre debatten, hvis vi skifter den grundlæggende præmis ud: Suverænitet er ikke en statisk ting, som Danmark kan vælge at beholde eller give fra sig. Derimod er suverænitet en kraft, som i dag i mange tilfælde kun kan udøves i grænseoverskridende fællesskaber. Uanset om danskerne stemmer ja eller nej.
Få mere viden om de konkrete elementer i tilvalgsordningen om retsforbeholdet hos Folketingets EU-Oplysning

Relaterede artikler

Mor og far med på valgplakaten - Fordi EU-politik er så svært at sælge, tager de semikendte EU-politikere solbad i gamle stjerners skygge under valgkampe...
Megasuccesen Messerschmidt - Han hænger på S-togsstationer, ved busstoppesteder og på billboards i centrum, hvor han mener, at “det er muligt”. Han i...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
Nostalgi-propaganda for fuld EU-blæsning - Venstre har i denne uge lanceret deres plakat for et ja til EU-afstemningen om retsforbeholdet den 3. december. Den rung...
Politi, nostalgi og nej nej nej - To tredjedele af danskerne ved ikke, hvad valget om retsforbeholdet går ud på, men hvis man kigger på valgplakaterne, er...
Dumt at dumpe digitalt - Det blev et nej. 53,1 procent af danskerne ønsker ikke at omdanne vores retsforbehold til en tilvalgsordning, og nej-par...
DF’s fire brølere i krisekommunikation - Dansk Folkeparti har altid været dygtige til deres kommunikation. De har formået at smyge sig udenom ansvaret for politi...

Giv din stemme

33 stemmer
4,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Politisk koordinator

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 8. december

Uddannelseschef

Frist: 3. januar kl. 12.00

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.