Alle siger op nu

Covid clarity. Nye prioriteringer. Større fleksibilitet. Pasningsproblemer. Stress og manglende anerkendelse. Årsagerne til, at et stort antal af medarbejdere på internationalt plan har valgt at sige deres job op under pandemien, er mange og forskellige. Det mest opsigtsvækkende er, at en større gruppe af tidligere medarbejdere ikke suser videre til et andet job med bedre løn og forhold, men simpelthen forsvinder ud af arbejdsmarkedet.

Ifølge Harvard Business Review sagde 4,3 mio. amerikanere deres faste fuldtidsstillinger op i juli 2021, hvilket betyder, at der var over 10 mio. ledige jobs ved udgangen af samme måned. Et tal, der stadig er alt for stort her i slutningen af november. I England skønner man, at én million færre mennesker er i beskæftigelse, end man havde kalkuleret med før pandemien.

Hvad er det, der sker?

Ifølge business-analytiker Scott Galloway skyldes de mange opsigelser blandt andet, at minimumslønnen i USA ikke er steget siden 2008. Mange har sikret sig en opsparing, og fleksibiliteten er steget i en grad, som gør, at du kan have flere deltidsstillinger, fordi du arbejder mere hjemmefra. Derudover har mange brugt nedlukningen til at tage deres liv op til revurdering, og det har kostet arbejdsgiverne en del tidligere trofaste medarbejdere. Scott Galloway bakkes op af Financial Times, der kalder fænomenet “Covid clarity” og trækker en forbindelse mellem de mange måneders ekstra tid, og de eksistentielle forandringer, som pandemien har ført med sig på verdensplan.

Mange har brugt nedlukningen til at tage deres liv op til revurdering, fortæller bussiness-analytiker Scott Galloway

De 30-45-årige er vågnet op

Hvor den største jobrotation traditionelt har været blandt de unge, der ikke har den samme grad af jobloyalitet og økonomiske forpligtelser som andre grupper, er det denne gang de 30-45-årige, der har rusket op i konformiteten og forladt deres job til fordel for et andet eller helt nye prioriteringer i livet.

De forholdsvis erfarne medarbejdere i aldersgruppen 30-45 har under pandemien haft nemmere ved at finde et nyt job, fordi erfaring er blevet mere værdifuld. Harvard Business Review forklarer blandt andet tendensen med, at den store andel af hjemmearbejde har vist arbejdsgiverne fordelene ved at have medarbejdere ansat, der er selvkørende og ikke kræver en masse oplæring. De mange ansættelser, der har været under den længste hjemmearbejdsperiode nogensinde, har krævet erfarne og selvkørende kandidater – og derfor har den aldersgruppe haft gode kort på hånden i forhold til at lande et nyt job.

For ja, erfaring er en fordel, når rammerne er udfordret.

Sygepleje og tech oplever størst medarbejderflugt

Ikke så overraskende er opsigelserne flest i de brancher – sygepleje og tech – der har været mest presset under corona. Mens flertallet fik flere fritimer i ugen på grund af mindre transporttid (fra stue til køkken) og færre nye projekter på to-do-listen, har de to nævnte brancher oplevet en voldsom opskalering af opgaver, der har fået mange til at smide håndklædet i ringen efterfølgende.

Vi finder os ikke i dårlige arbejdsforhold

Generelt finder vi os mindre og mindre i permanent travlhed, dårlige arbejdsvilkår, underbetaling og forskelsbehandling. Hvor mange medarbejdere tidligere fortsatte i et arbejdsliv, der ikke gjorde dem glade, har en større gruppe nu fundet modet frem og sagt op – eller skiftet til et andet job med bedre løn, bedre vilkår og mere spændende opgaver.

The Great Resignation er således et tiltrængt opgør med den minimumsløn i USA, der gør, at ingen medarbejdere på det laveste løntrin har råd til andet end en 2-værelses i nogen amerikansk stat, medmindre de har to fuldtidsjob. Og da et fuldtidsjob i USA kræver 47 arbejdstimer om ugen i gennemsnit (18 pct. arbejder omkring 60), er der ikke mange vågne timer tilovers.

Som arbejdsmarkedsanalytiker Erika Rodriguez skriver i The Guardian, er den her bevægelse en prøvelse i tålmodighed, hvor vi alle venter på, hvem der tager det næste træk. Jo længere tid medarbejderne befinder sig imellem jobs, jo dyrere bliver det for dem, og jo bedre kort får arbejdsgiverne på hånden. Omvendt er arbejdsgiverne efterhånden så pressede af den manglende arbejdskraft, at de kan se sig nødsaget til at ændre taktik og gøre sig mere attraktive at indgå en kontrakt med.

Pandemipause har skabt nye erkendelser

En af de interessante årsager til de mange opsigelser, som ikke er et midlertidigt udtryk for pasningsproblemer og helbredsbekymringer, er en ny erkendelse af, at livet er kort og skal bruges rigtigt.

Er jeg der, hvor jeg gerne vil være?

Sygdom og død sætter tanker i gang omkring, hvad man gerne vil bruge sit liv på – og som flere medier skriver, ønsker ingen blot at blive husket for at være et hårdtarbejdende menneske, der aldrig havde tid til andet. Vi vil gerne huskes for mere end det.

Mange kvinder er tvunget hjem

En anden mere nedslående årsag til de mange opsigelser er pasningsproblemer, ventelister og alt for dyre pasningsmuligheder i især USA og England, der gør, at et opsigtsvækkende stort antal kvinder har forladt arbejdsmarkedet. Forhåbentligt kun midlertidigt, men stadig katastrofalt og bagudskuende, fordi de ikke har haft en reelt valg. To år med lukkede skoler og institutioner on and off har fået alt for mange til at sige op af nød. I USA koster det i gennemsnit mere at få passet sine børn, end du kan tjene hjem på store dele af de jobs, som et overtal af kvinder besidder, og ventelisterne på at få passet sine børn er støt stigende.

Som klummeskribenten Moira Donegan siger i The Guardian skyldes The Great Resignation derfor ikke kun selvrefleksion, men også uligheden i lønninger mellem de fag, hvor der er en overvægt af kvinder, og de fag, hvor der er en overvægt af mænd. Før vi kommer det løngab til livs, vil det altid være kvinderne, der ofrer egen karriere til fordel for en hverdag, der hænger sammen.

Tidlig tilbagetrækning

I USA er flere – både mænd og kvinder – pga. pandemien gået på pension tidligere, end de ellers havde planlagt. Den tendens gælder dog ikke i Europa, da europæere i forvejen trækker sig tidligere tilbage end amerikanerne. Pensionsalderen er f. eks. kun 62 år i Italien.

Boomerangmedarbejdere

Med arbejdsgiverbrillerne på er det lykkedes flere virksomheder at få lokket tidligere medarbejdere tilbage igen. Boomerangmedarbejdere, som Wired kalder dem.

Fænomenet er en kombination af flere ting, men først og fremmest et udtryk for, at arbejdsgiverne (med held) forsøger at rekruttere tidligere medarbejdere til de mange ledige stillinger, der er lige nu. Hvor du tidligere forsvandt ud af de fysiske kartoteker, er du i dag nem at finde på LinkedIn og andre sociale medier.

På medarbejdersiden kan det tillokkende være, at du med gode kort på hånden får forhandlet dig tilbage til bedre løn og vilkår end dem, du forlod. Det kan også være, at du fik sagt lige lovligt hurtigt op under lockdown og nu har fortrudt dit jobskifte. Under alle omstændigheder gælder den såkaldte boomerangtendens mest for medarbejdere, der forlod en arbejdsplads på god fod med ledelse og kollegaer, og ikke dem, der sagde op i utilfredshed med det hele.

Accelerering af en bredere tendens

Boomerangmedarbejderne til trods forlader et opsigtsvækkende stort antal arbejdsmarkedet. Hvor nogen mener, at den store bølge af opsigelser er midlertidig og forsvinder med pandemien, er andre mere bekymrede for, at pandemien blot er anledning til en accelerering af en mere dybdegående tendens på begge sider af Atlanten – dog stadig størst i USA, men også målbart i England, hvor en million færre skønnes at være i beskæftigelse end i en verden uden corona, ifølge Financial Times.

Cheføkonom Diane Swonk udtaler i samme artikel, at den aldrende befolkning i Europa kombineret med en restriktiv udlændingepolitik er et stigende problem for arbejdsmarkedet. “It’s very hard to make up the gap in ageing demographics without a major catch-up in immigration”, som hun formulerer det.

Udbrændtheden blandt medarbejdere er ikke ny

Herhjemme har Zetland i en artikel for nylig taget fænomenet udbrændthed op, der begyndte lang tid før, corona ramte os, men som sandsynligvis har en indvirkning på det, vi ser lige nu. Og når det så er sagt, er der en del forbehold, der skal tages i betragtning, for stressniveauet steg ikke hos alle arbejdsgrupper under corona – tværtimod.

Pointen er, at udbrændthed blandt medarbejdere på tværs af brancher er et strukturelt problem, der kræver en overordnet samtale om den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på. Flere af de mange opsigelser, de oplever i USA og andre steder i verden lige nu, er jo også et udtryk for en manglende glæde og tilfredsstillelse ved arbejdslivet, der skal tages alvorligt. Pandemien har blot sat gang i udviklingen.

Så hvornår starter vi den nødvendige samtale om en indretning af et fremtidens arbejdsliv, som folk rent faktisk gerne vil blive i?