Hvad er vores samfundsansvar?
Har man evnen, har man også pligten … Ordene er oprindeligt A.P. Møllers og har i mange år været rettesnoren for Mærsk-koncernen. Vi kommunikatører besidder nogle helt særlige evner for at løse et af den antropocæne tidsalders største samfundsudfordringer, som kan danne rammen for en definition af kommunikatørers samfundsansvar.
af Anders Schroll
I al ubemærkethed fra den brede offentlighed har en arbejdsgruppe under Den Internationale Sammenslutning af Geologiske Videnskaber indsamlet beviser for, at vi er indtrådt i en ny tidsalder ved navn Antropocæn. I skyggen af coronakrisen forventes sammenslutningen formelt at godkende den ny epoke senere i år. Og det er ikke noget, der sker hver dag. I folkeskolen er vi blevet undervist i, at vores tidsalder – Holocæn – begyndte efter den sidste istid for 10.000 år siden.
Den danske antropolog Nils Bubandt har netop udgivet en yderst velskrevet bog, Antropocæn – historien om verden af i morgen, som virkelig er værd at læse. Her sætter han ord på den nye tidsalder og udfordringerne for os mennesker.
Som sådan er udfordringerne velkendte: klimakrise, coronakrise, migrationskrise, etc. Det nye er erkendelsen af, at mennesket i den antropocæne tidsalder i sig selv er blevet en geologisk naturkraft. Hermed gøres der op med vores forestilling om at opdele natur og menneske, hvilket er grundlaget for opdelingen af vores vidensinstitutioner inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, hvilken har hersket siden oplysningstiden.
Begyndelsen af den antropocæne tidsalder anbefales at fastsættes til 1950, fordi det netop er i de sidste 70 år, at mennesket har haft en accelererende indvirkning som naturkraft og skabt de kriser, vi forsøger at løse i dag.
I en dansk kontekst er det foruroligende. For det er jo netop i den samme periode, at vi har opbygget vores velfærdssamfund, som alle danskere ønsker at værne om. Ifølge Bubandt medfører antropocæn en forståelseskrise, fordi den bryder med den optimisme, der har drevet vores moderne fremtidsforestillinger og betrygget os i, at vi medvirkede til at skabe en bedre fremtid for vores børn, end den vi selv lever i. Fremskridtshistorien om det danske velfærdssamfund er med et blevet til en græsk tragedie.
Vi har et ansvar som kommunikatører for at bruge vores evner i de organisationer, vi arbejder for, og de lokalsamfund, vi indgår i, for at understøtte udviklingen af nye positive fremtidsforestillinger, som bidrager til at skabe håb for en bedre fremtid, samle os som samfund og mobilisere organisationer og lokalsamfund til at handle på de kriser, vi står overfor.
Der er således behov for en ny positiv fremtidsfortælling, og det er her, at vi kommunikatører kommer på banen. For vores evner til at skabe meningsfulde fortællinger bliver der behov for, hvis ikke dystopierne skal få overtaget. Og det er der desværre allerede tegn på både i udlandet og herhjemme.
Opgaven med at udvikle fremtidsfortællinger er ikke triviel. For vi ender hurtigt med at bruge metaforer og romantiserede billeder fra fortiden (dark green-fortællinger) i stedet for at skabe fortællinger, der bruger metaforer om den mulige fremtid, vi ønsker at præge (bright green). Denne problematik kan man læse mere om i artiklen Bright Green versus Dark Green her på Kforum.
Tekno-teologi og animisme
For at løse forståelseskrisen i den antropocæne tidsalder har vi kommunikatører et særligt samfundsansvar for at medvirke til at skabe nye positive fremtidsfortællinger og at bidrage til, at fortællingerne medvirker til at skabe håb, samle os som samfund og sætte handling bag ordene. Der findes allerede nogle bud: Tekno-teologerne, der håber, at vi med ny teknologi som Elon Musks Space-X-program kan redde menneskeheden ved at kolonisere Mars, eller animisterne, der bygger deres fremtidsforestilling på, at vi som mennesker erkender, at vi ikke er en overlegen dyreart, og andre dyr dermed også skal tildeles demokratiske rettigheder på linje med mennesker.
Opgaven er ifølge Bubandt ikke at finde frem til en herskende fremtidsforestilling, men derimod at skabe rum for, at forskellige og modstridende fremtidsforestillinger kan leve side og side. De menneskeskabte kriser, såsom klimakrisen, er nemlig såkaldte wicked problems – ondskabsfulde problemer. Vi forstår først problemet til fulde, når vi har løst det, og med alle løsningsforslag opstår nye problemer, som vi endda ikke kan forestille os omfanget af, før de reelt opstår.
Greenwashing og wicked problems
Vi står med andre ord over for et paradoks. Der er behov for at handle nu, men ingen kan forudsige, om vores handlinger fører til nye og større udfordringer eller er den rette vej mod en bedre, grønnere fremtid. Konsekvensen bliver, at alle tiltag for at løse klimakrisen i princippet kan blive beskyldt for at være greenwashing. Vi bør derfor sætte en ny målsætning op for, hvordan vi bruger begrebet. Der skal ikke være tvivl om, at virksomheder, der uden moralske skrupler bruger klimadagsordenen på at skabe større omsætning uden reelt at have gjort en indsats for at udvikle mere klimavenlige produkter, fortsat er greenwashing. Men hvis virksomhedens intention reelt er at bidrage til at løse klimakrisen, og den aktivt arbejder for at reducere sit CO2-aftryk ved hjælp af ny teknologi, er det så også reelt greenwashing, så længe produktet fortsat medvirker til udledning af CO2? Her vil uenighederne mellem de forskellige fremtidsfortællinger helt sikkert opstå.
Lotte Hansens opsang til kommunikationsbranchen på KOM21 handlede netop om denne problematik. For hvordan sikrer vi som kommunikatører, at vi har et etisk kompas, der ikke gør os fartblinde, når vi arbejder på de positive grønne dagsordener?
Inspireret af Bubandt må svaret være, at vi skal hylde dem, der har modet til at handle, og som samtidig inviterer til refleksion om deres løsningsforslags fordele og begrænsninger. I stedet for at polarisere debatten ved at drøfte greenwashing bør vi skabe rum for refleksion, hvor alle kan byde ind med deres perspektiver, så vi i fællesskab over tid kan finde nye løsninger. For ingen ligger i dag inde med den “sande” løsning.
Hermed kunne kommunikatørers samfundsansvar i en antropocæn tidsalder beskrives på følgende måde:
Vi har et ansvar som kommunikatører for at bruge vores evner i de organisationer, vi arbejder for, og de lokalsamfund, vi indgår i, for at understøtte udviklingen af nye positive fremtidsforestillinger, som bidrager til at skabe håb for en bedre fremtid, samle os som samfund og mobilisere organisationer og lokalsamfund til at handle på de kriser, vi står overfor.
Samtidig har vi et ansvar for at skabe rum og plads til, at forskellige fremtidsforestillinger kan leve og udfolde sig side om side, samt bidrage til refleksion. For det lederskab, der er brug for, at vi kommunikatører støtter op om, er ledere, der tør vise modet til at handle, men samtidig viser deres sårbarhed og reflekterer over, hvilke nye problemer vi skaber, når vi efter vores bedste intentioner og evner forsøger at løse vor tids udfordringer.
