Har Djokovic forfalsket sine COVID-papirer?
Men Djokovic’ kamp om kampen for at kunne forsvare sin titel i Australian Open har været op af bakke for det serbiske ikon. Og det skyldes en række forhold. For det første har det tyske magasin Der Spiegel sået tvivl om, hvorvidt Djokovic faktisk har forfalsket beviserne for, at han har været smittet. En smitte, der kom som sendt fra himlen til Djokovic cirka tre uger før afrejsen til Australien. For det andet har han udfyldt indrejsepapirerne til Australien forkert. Australien kræver, at du fortæller, om du har været ude at rejse 14 dage før, du ankommer til Australien. Djokovic har i rejsepapirerne skrevet nej, men der er
beviser for, Djokovic i en periode på 14 dage før afrejse har opholdt sig i både Serbien og Spanien. En sådan misinformation kan give en straf på
tre års indrejseforbud til Australien. For det tredje er der i Australien ikke den store sympati for Djokovic. Det skyldes, at landet i øjeblikket oplever deres største bølge af COVID-19-relaterede dødsfald, og at de australske borgere har været underlagt betydelige og lange restriktioner. Borgerne i Melbourne har f.eks. været underlagt
en lockdown på i alt 262 dage, den længste lockdown i verden. Mange australier oplever det derfor som uretfærdigt, at Djokovic kan få lov at rejse ind i Australien, blot fordi han er en rig og eftertragtet sportsstjerne, der skal kaste glans over en af de største sportsbegivenheder i Australien. Især når de selv har måtte lide så store ofre for at bekæmpe smitten og i øjeblikket har de største daglige dødstal under hele pandemien .
No-Vax Djokovic: ubetinget frihed vs. fællesskabets interesse
Sidst, men ikke mindst er Djokovic kendt som en antivaxxer, der har vist at han ofte er ligeglad med andres helbred. Djokovic har tidligere udtalt, at han er imod vacciner. Dette har han jo lov til at mene, men hans adfærd er til tider etisk problematisk. Han er kendt for ikke at følge de coronarestriktioner, som gælder for alle andre. Under nedlukningen af en række tennisturneringer i 2020 (bl.a. Wimbledon) arrangerede han f.eks. selv en række opvisningskampe på Balkan under navnet
Adria Tour. Her blev afstandsregler og andre restriktioner ikke overholdt. Spillere krammede hinanden og fik taget selfies med tilskuerne, og de spillede på fyldte tennisstadioner med 5.000 tilskuere per kamp. Adria Tour blev stoppet, da flere spillere og tilskuere blev smittet, og det viste sig, at Adria Tour var blevet til en superspreder event. Det seneste tegn på, at Djokovic er ligeglad med andres helbred, er, at han dagen efter den påståede positiv test fra 16. december har deltaget i en række arrangementer, hvor han blandt andet uddelte præmier til børn og deltog i et interview og en fotosession med det franske sportsmagasin L’Equipe uden at bære mundbind.
Men hvad skal vi så mene om det hele? Er det etisk forsvarligt at lade Djokovic deltage i dette års udgave af Australian Open? Der er ingen tvivl om, at det synes Djokovic og hans familie. Deres begrundelse er, at man skal respektere Djokovic’ frihed til ikke at ville lade sig vaccinere. Der er ingen tvivl om, at en vigtig værdi i vores samfund er, at det enkelte individ har frihed til at vælge f.eks. religion, seksualitet, og om man ønsker at modtage en behandling i sundhedsvæsenet, eller om man vil vaccineres. Og det er derfor helt i overensstemmelse med denne værdi, at Djokovic har ret til at fravælge at blive vaccineret mod COVID-19. Men friheden er ikke absolut. Der er særligt to typer af begrænsninger for det enkelte menneskes frihed. For det første, at man ikke skal acceptere en persons frihed til at gøre, hvad man vil, hvis ens handlinger udsætter andre for skade. I en vaccinationskontekst vil det betyde, at hvis man ikke lader sig vaccinere, bør man gøre noget for ikke at bringe eventuel smitte videre, f.eks. ved at bruge maske, få foretaget COVID-19-test og ved at isolere sig, eller holde afstand hvis man er smittet. Som vi skal se, har Djokovic ikke altid opfyldt disse rimelige krav. For det andet gælder det, at ligesom personer har en ret til frihed, så har en statsmagt også ret til selv at bestemme, hvilke regler der skal gælde under en pandemi, herunder også, hvad en gæst skal opfylde for at rejse ind i det pågældende land. Og Australien er der i deres gode ret til at afvise Djokovic, hvis han ikke er vaccineret. Og den ret til selvbestemmelse, så vi så effektueret her til morgen.
Når det så er sagt, er det en række uafklarede forhold, som det bliver interessant at få kaste lys over. Hvis Djokovic har løjet eller forfalsket dokumenter omkring hans smittestatus og hans rejseaktivitet før han ankom til australien, så kan han udover indrejseforbund også blive straffet med fængsel af det australske retssystem. Den serbiske premierminister har også udtalt at Djokovic kan bliver straffet i Serbien, hvis der er sandt at han ikke isolerede sig efter at han angiveligt den 16. december vidste at han var smittet.
Med alle disse overvejelser i baghånden kan jeg godt forstå, at Australien endte med at sende Djokovic hjem. Et er at være modstander af vacciner og ikke ønske at lade sig vaccinere, noget helt andet er at sætte folks helbred på spil ved at skabe superspreder events og undlade at bære maske, når du ved, at du er smittet. Det første er et udtryk for, at vi respekterer folks autonomi. Det andet er at være ligeglad med andre folks autonomi ved ikke at beskytte andre mod smitte – og hvad det kan føre til af sygdom, død og overbelastning af sundhedsvæsenet – selv i situationer, hvor du ved, at du er smittet. Vil du invitere en person med til en fest eller begivenhed under en pandemi, hvis du vidste, at personen var kendt for at sprede smitte, og der desuden var tvivl om, vedkommende havde været smittet en måned før? Nej, vel.
Efterskrift for ikke tennisnørder og lidt om Djokovic’s fremtid
For læsere, der ikke er tennisfans, er det værd at vide, hvad det er for en turnering, der er tale om, og hvorfor deltagelsen i den er så vigtig for Djokovic og tennisverdenen. Der er fire Grand Slam-turneringer om året, og det er i disse turneringer, der er mest prestige, de største præmier og flest sponsorpenge på spil. De fire turneringer er: Australian Open, der spilles i Melbourne og begynder mandag den 17. januar; French Open, der spilles i Paris i maj; Wimbledon, der spilles i London i juli, og US Open, der spilles i New York i september. Der er meget på spil for serberen. For Djokovic, som udover at blive kaldt No-Vax Djokovic også bliver kaldt “The Joker” eller “The Serbinator”, vil en sejr i dette års Australian Open betyde, at han vil overhale tennis konkurrenterne Roger Federer og Rafael Nadal i antallet af Grand Slam-sejre.
Fra venstre: Novak Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer til en ATP-begivenhed (Association of Tennis Professionals, red.) i 2013. Foto: Getty Images
Federer, Nadal og Djokovic er alle hver noteret for 20 Grand Slam-sejre. Australian Open er den turnering, hvor Djokovic har vundet flest gange – nemlig ni i alt. Og da Djokovic fylder 35 år her til foråret, er det nok ved at være sidste udkald, hvis rekorden skal i hus. At Djokovic bliver sendt hjem, kan også får stor betydning for hans muligheder for at spille tennis resten af 2022. Da f.eks. USA, i øjeblikket, har de sammen stramme restriktioner for indrejse - kan de store turneringer i marts måned i USA henholdsvis Indian Wells og MiamiI også være uden for Djokovic’s rækkevidde og så er førstepladsen på verdensranglisten tabt. Udvisningen kan også viser sig at være mere katastrofalt for Djokovic’s mulighed for at vinde Australia Open igen, da det er muligt at han også modtager en dom på om forbud mod at rejse til Australien de næste 3 år.