Jeg er en feministisk lille cowboy

En historie fra Berlingske om muligheden for at tæske en feministisk karakter er noget af den største opmærksomhed det nye spil 'Red Dead Redemption 2' fra spilfirmaet Rockstar har modtaget i Danmark. Det er synd, både fordi det viser, hvor lidt seriøst spil stadig bliver dækket, og fordi både Rockstar og resten af spilbranchen faktisk er nået langt i forhold til repræsentation og ligestilling.
Sadie Adler finder sig ikke i noget. Hun er en central karakter i spillet 'Red Dead Redemption 2' til Playstation og Xbox. Spillet har alligevel fået kritik for at være antifeministisk.
Sadie Adler finder sig ikke i noget. Hun er en central karakter i spillet 'Red Dead Redemption 2' til Playstation og Xbox. Spillet har alligevel fået kritik for at være antifeministisk.
I en lille lejr står to mennesker og skændes. En kvinde truer en stor mand med en kniv, mens hun siger, at hun snart slår nogen ihjel, hvis hun ikke kommer ud af køkkenet.
Du tager hende med på et ærinde i byen, hvor hun skifter fra kjole til bukser, og selvfølgelig begynder hun at rode jer ind i et skyderi med nogle banditter, hvor hun pløkker den ene mand efter den anden.
 
Scenen foregår i westernspillet Red Dead Redemption 2 til PlayStation og Xbox. Kvinden er Sadie Adler, og jeg faldt pladask for hende med det samme. Hvis jeg var kvinde i 1890'ernes USA, så ville jeg være hende. Det kunne jeg godt tænke mig i hvert fald.
 

Du kan se hele klippet med Sadie Adler her.
 
Det var derfor en overraskelse, da noget af den eneste danske dækning af spillet i de store medier handlede om, at spillet var antifeministisk. Eller blev kritiseret for at give mulighed for at være det. Omdrejningspunktet er en række videoer, der viser vores hovedperson smadre og myrde en suffragette på forskellige måder, hvilket er muligt i et sandkassespil som Red Dead Redemption 2, hvor spilleren helt selv bestemmer, hvordan spillet skal spilles.
 
Jeg blev selv enormt begejstret for den mission, som gik ud på at passe på en hestevogn fyldt med suffragetter på deres demonstration gennem en lille by, og jeg var parat til at myrde alle, der ville stille sig i vejen. Hvordan du vælger at gå til spillet, er altså helt op til dig selv.
 
Videoen her viser hovedpersonen Arthur Morgan slå en lige højre på en feministisk figur. YouTube tog først videoen ned, men den er nu lagt op igen.
 
Kvinder sparker røv i spilverdenen
Debatten er trættende, fordi dens narrativ ikke stemmer overens med virkeligheden. Der var helt sikkert engang, hvor kvinder i spil bare var store patter (Lara Croft er en ikonisk badass, men var i mange år formet efter en mands fantasi om en kvinde), og Rockstar er også afsender på GTA (Grand Theft Auto), hvor det er muligt at slå prostituerede ihjel, hvilket også har været udsat for kritik.
 
Jeg har selv gjort det med stor fornøjelse. Hvorfor? Fordi det er et spil.
Du spiller en kriminel karakter med en anløben moral, og du opfører dig derefter. Der er forskel på fantasi og virkelighed.
 
At der er et problem med kvindehad på internettet, er der ingen tvivl om. I spilverdenen har den feministiske spilkritiker Anita Sarkeesian været udsat for dødstrusler. Facebook-skaber Mark Zuckerbergs søster Donna Zuckerberg satte sig for at undersøge kvindehadet på de sociale medier og fandt ud af, at der var masser af voldelig retorik. Men ligesom Donna Zuckerberg nok ikke vil stille sin bror til ansvar for at lave en mulig platform for hadet, så er det også svært at se, hvordan spilfirmaerne står til ansvar for, at folk opfører sig dårligt i deres spil.
 
Spilbranchen er faktisk kommet efter det og har fået gode stærke kvindefigurer ind i deres universer. Det skabte debat, da den kvindelige hovedperson i spillet The Last of Us 2 skulle vise sig at være til kvinder. Men det er spilproducenten bag, Naughty Dog, da heldigvis ligeglade med.
 
I det første The Last of Us fulgte vi Ellie som barn. Mange fans har glædet sig til efterfølgeren, hvor spilfirmaet bag nu viser i en spiltrailer, at Ellie er til kvinder.
 
Kæmpesuccesen Overwatch, med 40 millioner spillere på verdensplan, har figurer i alle farver, flere seksualiteter og med kvinder i alle former og forskellig grad af femininitet. Halvdelen af deres karakterer er kvinder, næsten halvdelen har en anden hudfarve end hvid. Overwatchs maskot, Tracer, er lesbisk.
 
Onlinespillet Overwatch har figurer, der repræsenterer forskellighed. Hvis man fraregner dyr og robotter, så er ligestillingen total.
 
Ingen anerkender det eller giver spilfirmaerne credit for på nogle områder at være længere end mange film og serier, når det kommer til diversitet (og lad os ikke starte med musikbranchen). Og det er altså på trods af, at man i offentligheden stadig tror, at det kun er mænd, der spiller.
 
Kunne jeg godt tænke mig flere kvindelige hovedpersoner i spil? Ja. Der er stadig en følelse af, at manden er default, det neutrale, udgangspunktet, og kvinder er et kuriosum, en anomali, et ekstra krydderi i stedet for at være et menneske på lige fod. Men det eksisterer i al kultur, og her er spilbranchen på vej i den rigtige retning.
 
Spil er ikke finkultur
Så er der den dårlige dækning. Red Dead Redemption 2 har solgt mere, siden det udkom 26. oktober i år, end dens forgænger Red Dead Redemption fra 2010 har gjort på otte år. Der er solgt 17 millioner kopier på under 14 dage. Spillet har givet anledning til det ene meme efter det andet, hvilket jo i dag også er et udtryk for, at noget optager en stor gruppe mennesker.
 
Du kan se flere sjove Red Dead Redemption 2-memes her.
 
Spillet er igen og igen blevet anerkendt (i internationale medier og nichemedier herhjemme, blandt andet af Bootstrapping) for sin flotte grafik, det enorme åbne landskab, du kan undersøge, og dets mange gode historier og underfundige detaljer. Det her er et episk spil, og så vil alle tale om antifeminisme? Spil mangler stadigvæk at blive taget seriøst som kultur på samme niveau som film, serier, teater og musik  på trods af, at det er en større industri end film og musik til sammen.
 


Jeg har aldrig prøvet at deltage i en debat om feminisme, hvor så mange mennesker var enige med hinanden, som i kommentarfeltet til Berlingskes artikel om Red Dead Redemption 2.
 
 
Min egen personlige teori er, at de mennesker, der vælger at blive journalister, og de mennesker, der gamer i deres fritid, ikke ofte er to sammenfaldende grupper (jeg selv og nogle få andre undtaget, selvfølgelig). Derfor skal der en kontroversiel vinkel på, for at det er en nyhed, og skal det være en feature, så er udgangspunktet altid: "Hvad er det for en løjerlig interesse", fordi man undervurderer både spillet og sine læsere (hvilket man også tydeligt kan se i kommentarfeltet til Berlingskes artikel).
 
Ligestilling i spil har det efter min mening altså bedre end ligestilling mellem spil og anden kultur.
 

Weekendavisen har faktisk lavet en anmeldelse, som den eneste af de store danske aviser. Berlingske har udover kritikken – bragt en anbefaling af Red Dead Redemption 2 til de kolde vintermåneder. Det er ikke meget omtale af et spil, der har slået indtjeningsrekorden for alle former for underholdning på de første tre dage, hvilket Berlingske også selv påpeger i deres artikel. Du kan se oversigten i stor her. Du kan til gengæld læse en anmeldelse af spillet i vores søstermedie Bootstrapping her.
 
Opfør dig ordentligt
For et spil, der foregår i en verden, hvor feminisme nok ikke lå øverst på dagsordenen, er der lagt utroligt lidt op til misogyni. Spillet opfordrer dig til at være et godt menneske, for er du for stor en idiot, så kommer der en 'bounty' på dit hoved, hvilket betyder, at du enten risikerer at skulle spjælde den eller må betale kæmpe summer for at få den fjernet. I en mission møder du en gruppe KKK-medlemmer, som du ikke får minuspoint for at slå ihjel.
 
 
Det taler ret klart for, hvor Rockstar stiller sig i debatten om race. Og med introduktionen af flere stærke kvinder, så tror jeg også, at jeg kan fornemme, hvor de står med køn. Og skulle der evt. være en fiktiv dyreplager gemt i dig, så er det også en rigtig dårlig idé at udleve det.
 
Tilbage står et helt fantastisk spil, som ganske vist har visse problemer med styring (det tager lang tid i starten at huske, hvilke kombinationer af knapper, der gør hvad) og en meget langsomt opbyggende historie, men som nok er det bedste sandkassespil, der er indtil nu. Du skal galoppere i timevis for at nå fra den ene ende af kortet til den anden, og der er ingen fast travel. Men det er hele pointen.
 
Du skal ikke fræse gennem dette spil. Du skal tage en pause fra din travle hverdag, tage en cowboyhat på, sætte dig op på hesten og rode dig ind i etiske dilemmaer, gå på jagt og pelse dyr, samle planter og lave medicin, spille poker, fange vilde heste, hjælpe folk i nød, røve tog og meget meget andet.
 
Du bestemmer selv, om du vil være et dårligt menneske. Både i livet og i Red Dead Redemption 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også