Antiarbejde er den nye socialisme
Sig op! Det er kun et job!

Den såkaldte antiwork-bevægelse breder sig i USA med stor styrke. Baggrunden er, at arbejde er ikke så fedt, som alle går og siger. Surprise, surprise. Kilde Getty Images.

Skrevet af

Eskil Andreas Halberg

1 artikler

0 indlæg

I en ny trend siger folk på TikTok op live i såkaldte QuitToks. På Redddit siger de: Arbejdsløshed til alle - ikke kun de rige. En snigende træthed over og skepsis for arbejdet breder sig i den vestlige verden.
Tænk over det. Du sidder på en bar med et par venner. Det er lang tid siden, I rigtigt har fået snakket. I har ikke rigtigt fundet tiden til at mødes. Men i aften skal det være.
 
Det er altid det første, I snakker om: arbejde. Hvad laver du for tiden? Først taler man engageret om arbejdet, karrieren og de nye udfordringer. Måske en forfremmelse eller en ny spændende opgave.
 
Men efter et par øl, eller det andet glas rødvin, sker der noget. Arbejdet er også altid stressende.

Chefen er en idiot, dine kollegaer er irriterende. Måske keder du dig faktisk også en del på arbejdet. Pludselig bliver resten af aftenen en lang kritik af arbejdslivet, da I finder ud af, at sexlivet er sløjt, og hvorfor ses vi egentligt så sjældent? Vi arbejder for meget.

Ved første øjekast er arbejde det vigtigste i livet. Det giver prestige, anerkendelse og selvudvikling. Tror vi. For når sandheden kommer på bordet på værtshuset med vennerne, arbejder vi for meget, og det piner os.
 
På det eksplosivt voksende Reddit-forum “Antiwork” deler folk deres had, vrede og modvilje mod deres arbejde og arbejde i det hele taget. Her er en lidt frisk kritik af arbejdets røvslikkeri. Kilde: Getty Images.  
 
Den såkaldte antiwork-bevægelse breder sig i USA. Baggrunden er, at arbejde ikke er så fedt, som alle går og siger. Det er blandt andet denne negative fælles erfaringer, som folk deler på Reddit-forummet Antiwork: Unemployment for all, not just the rich. Og på det sociale medie TikTok har en trend bredt sig, hvor folk filmer sig selv, imens de siger op. En såkaldt QuitTok, under #quittingmyjob.
 
Oveni coronakrisen er der opstået – eller genopstået, for ideen er ikke ny – en mere grundlæggende kritik af arbejdslivet og -samfundet i det hele taget. I USA er det blevet kaldt The Great Resignation.
 
Sidste år blev rekorderne for flest frivillige opsigelser slået måned efter måned i USA. I august sidste år sagde 7 procent af alle ansatte i indkvarterings- og restaurationsbranchen op. På en måned. Det er, som om en snigende træthed med og skepsis for arbejdet breder sig i den vestlige verden.
 
 
Nogle har, trivielt og forudsigeligt nok, forklaret bølgen af opsigelser og arbejdsvægring med, at der er højkonjunktur. Der mangler arbejdskraft, og lønmodtagerne har lugtet lunten. Det er nemt at finde et andet job, hvis arbejdet er for kedeligt, eller arbejdsgiverne behandler os for dårligt.
 
Og det er da sikkert også noget af forklaringen. Men måske har coronakrisen, hjemmearbejde i isolation og mere tid til at tænke sig om været anledning til det mest frygtindgydende i senkapitalismen: Kritisk eftertanke over, hvorfor vi egentlig lever, som vi gør. Måske findes der en anden måde at leve på? Man har da lov at håbe.
 
¨
@itsmarisajo It’s like an elephant took its foot off my chest, but I’m also sad. Onward & upward 🤍 #quittingcorporate #quittingmyjob #HelloWinter #9to5problems ♬ Dog Days Are Over - Florence & The Machine
 

Arbejdsvægring er ingen nyhed


At arbejde skulle være nedværdigende, kedeligt og noget, man bør gøre så lidt som muligt, er på ingen måde en ny ide. Man kan vel sige, at det var den oprindelige opfattelse af arbejdet. Arbejde er noget, vi gør for at tjene til livets ophold, men lykken må findes uden for arbejdspladsen. Inden for arbejdslivsforskningen findes groft skåret to opfattelser af forholdet mellem arbejde og frigørelse.
 
Skal vi frigøres i arbejdet, eller skal vi frigøre os fra arbejdet. Den oprindelige arbejderbevægelse var ret skeptisk over for arbejde. Kampen handlede om fritiden, nedsat arbejdstid, pension, afskaffelse af børnearbejde og andre politiske tiltag, der forsøgte at inddæmme arbejdets invasion af hele menneskelivet. Fritiden var det, man kæmpede for. Tænk fx på alle de arbejderfodboldklubber, der opstod i Danmark.
 
I et politisk og teorihistorisk perspektiv kan man optegne en arbejdskritisk linje fra den tidlige venstrefløj til i dag. En venstrefløjshistorie, der går uden om den socialdemokratiske arbejderisme, vi kender på vores breddegrader som hyldest til refleksveste, hårde hatte, kansasbukser og Mette Frederiksens berømte makrelmadder. Arbejderne er helte; de arbejdsløse og de dovne er moralsk anløbne.
 
 
Her en berømt Antiwork-plakat, som hænger flere og flere steder i USA. Køb den her.
 

Paul Lafargue, der sjovt nok var Karl Marx’ svigersøn, skrev det legendariske kampskrift Retten til dovenskab i 1880. Teksten var en barsk selvkritik af arbejderbevægelsens dyrkelse af arbejdet.
 
I det 20. århundrede kan nævnes den situationistiske bevægelse omkring ‘68-oprøret og senere igen den vigtige italienske autonomia-bevægelse i 70’erne. Hele vejen er det centrale element i kritikken af arbejdet, at arbejderne opretholder udbytningen og undertrykkelsen ved at gå på arbejde.
 
Lønarbejdet er til for kapitalen, og det er kapitalen, der gør os til arbejdere. Arbejde er undertrykkelse. Strategisk og politisk betyder dette forhold selvfølgelig, at det vigtigste angreb, man kan gøre mod kapitalismen, er at nægte lønarbejdet. Træde ud af trummerummen og bygge et nyt liv. I 00’erne og 10’erne blev arbejdskritikken genfødt i Frankrig, da et anonymt skrivekollektiv ved navn Den usynlige komité skrev en kort bog med den æggende titel Den kommende opstand (2007, på dansk 2011). Heri erklærede de blandt andet:
 

“At organisere hinsides og imod arbejde, at desertere kollektivt fra mobiliseringsregimet, at vise livskraft og disciplin gennem demobiliseringen selv, er en forbrydelse som en civilisation i knæ ikke har tænkt sig at tilgive os for. I virkeligheden er det den eneste måde at overleve den på.”

 Bogens kritik af arbejdet gik blandt andet på at afsløre, hvor løgnagtig selvrealiseringen i det senkapitalistiske arbejdsliv er.
 
I 90’ernes og 00’ernes optimisme fik mange den opfattelse, at arbejdet kunne blive vores fritid. At vi kunne blive frie og lykkelige, imens vi arbejdede. Videns- og symbolindustrien var fremtiden. Alle skulle være journalister, kommunikationsfolk, oplevelses- og billedkunstnere og lave spændende indpakning og historier om produkter, der enten blev lavet langt væk eller af maskinerne. Arbejde var fedt. Det var her, vi virkelig kunne udfolde vores potentiale.
 
Den ideologi er sejlet på grund. I Frankrig havde de Den usynlige komité, i Danmark måtte vi nøjes med Svend Brinkmanns nej-hat. Men begge var enige om, at selvrealisering i arbejdslivet er en løgnehistorie.
 

Arbejdet er udsigtsløst for de fleste


I dag har det vist sig, at den oplevelsesøkonomi, hvor alle kunne få et spændende arbejde, i virkeligheden viste sig at være en serviceøkonomi af Wolt-bude, deltidsbartendere, dårligt betalte freelanceopgaver, SoMe-managere og andre skodjobs. Selv de, der fik tilkæmpet sig et fast arbejde med et hæve-sænkebord og en laptop i symbolindistrien, kigger sig over skulderen og tænker: “Var det virkelig bare det?”
 
For mange, ikke mindst unge mennesker, er jagten på en karriere udsigtsløs. Jeg har det personligt sådan, at karriere er noget, folk over 45 år har eller ønsker sig. Unge mennesker har droppet ideen om, at lykken findes på arbejde.
 
Det kan godt være, du arbejder i et kommunikationsbureau, og dit arbejde burde være spændende. Men sidder du egentlig ikke bare og skriver mails til dine kollegaer, laver udviklingsplaner og omstruktureringer, der aldrig rigtigt bliver til noget? Måske finder du på løgnehistorier om produkter, der ikke er så gode, som de ser ud? Der må sgu da være noget andet i livet end det?
 
Når du en sjælden gang imellem faktisk har tid til at hænge ud med dine venner i mere end to timer og et udviklingsmøde, dukker arbejdskritikken altid op. Hvorfor køber vi ikke en gård sammen og sætter den i stand? Hvorfor kender vi ikke hinandens børn noget bedre? Lad os flytte til Falster i stedet for at bruge alle vores vågne timer på at arbejde, så vi kan betale af på en alt for dyr lejlighed på Nørrebro.

Om natten, når du står med din cykel og snakker færdig med dine venner foran værtshuset, er det sgu da aldrig snakken om arbejdslivet, som er det, du tog med dig hjem. Det er da drømmen om at kunne lave noget egentligt værdifuldt for dig, dine venner og familie.
 
Og hvis du er blevet så gammel, at du ikke har tiden foran dig, så er det skuffelsen over, at det aldrig blev til noget med den fælles ødegård.
 
Hvad med bare at klappe laptoppen sammen og tage hjem? Eller som de siger på TikTok: “I fucking quit!”
 
@renamac Reply to @deathprodigy56 #greenscreen #officelife #comedyskit #bossesbelike #rto #quittingmyjob #corperatetiktok #officefun #mondaymood #postpandemic ♬ original sound - Rena MacMonegle
 

Relaterede artikler

Alle siger op nu - To år med uforudsigelighed har fået millioner af mennesker til at forlade arbejdsmarkedet på internationalt plan. Årsage...
Lige nu bliver du indkaldt til en bliv nu samtale - Overalt mangler der folk, og det er blevet sælgers marked. Situationen er nu så desperat, at flere og flere oplever at b...
The Great Resignation rammer ikke Danmark - Dropper alle andre end dig “nine to five” for at realisere det frie liv uden meningsløst arbejde? Nej, der er ikke nogen...

Giv din stemme

35 stemmer
4,0/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

57 JOB

Redaktionschef

Se alle job Indryk job

Job

Content og Flow Manager

Frist: 17. august

Webredaktør

Frist: 22. august

Communication Specialist

Frist: As soon as possible
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.