Mediebureau: Vær påpasselig med Twitter-kaos

Mediebureauet Mediacom vurderer Twitter som ”mere high-risk i forhold til Brand Safety end tidligere”. Det skriver mediet Markedsføring. Senest er Novo Nordisk fulgt i bl.a. Carlsbergs fodspor og har sat deres annoncering på pause.
Annoncørerne udviser bekymring over Twitter. Mediebureau opfordrer deres annoncører til påpasselighed. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Annoncørerne udviser bekymring over Twitter. Mediebureau opfordrer deres annoncører til påpasselighed. Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
En række virksomheder har sat deres annoncering på Twitter på pause. Det skyldes uro om platformen, siden Elon Musk købte den.
 
Musk har blandt andet skabt usikkerhed om den fremtidige moderering af indhold på Twitter. I fredags satte Twitter muligheden for at købe blå flueben på pause. 
 
Fluebenene var tidligere forbeholdt verificerede konti, men efter Elon Musks overtagelse er det blevet muligt for alle at erhverve dem.
 
Misbrug fra en række parodi-konti fik dog Twitter til at indstille muligheden igen.
 
Hos mediebureauet Mediacom opfordrer de også deres annoncører til agtpågivenhed.
 
”Med det kaos Twitter står i med overtagelsen fra Musk, så vil vi også være mere påpasselige med at anbefale Twitter til vores annoncører i deres markedsføringsstrategi,” siger Ulrik Kristensen, Chief Planning Officer hos Mediacom i Danmark, til Markedsføring.
 

Internationale virksomheder tager konsekvensen

I begyndelsen af november indstillede bryggerigiganten Carlsberg deres annoncering på Twitter.
 
“Vi har bedt vores marketinghold om at stoppe med reklameaktiviteter, og vi følger situationen nøje,” lød det dengang.
 
8. november fulgte Novo Nordisk trop, ligesom medicinalvirksomhederne Eli Lilly og Sanofi tidligere har gjort.
 
Eli Lilly var en af de virksomheder, hvis navn blev misbrugt af en parodikonto med et blåt flueben. Parodikontoen lovede gratis insulin i Eli Lillys navn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også