Er digital sorg hyklerisk?
Der gik ikke mange timer efter fredagens terrorangreb i Paris, før Facebook-brugere kunne sætte et trikolorefilter på deres profilbilleder. Kort efter var sindene rundt i verden i kog over debatten om, hvorvidt det er smagløst eller ej. Kommunikationsrådgiveren Anne Kirstine Cramon har ført an herhjemme og kaldt profilbilledeskiftet hyklerisk. Det var der mange, der blev sure over – for hvem må være dommer over, hvordan man sørger rigtigt?
Kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon opdaterede sin status på Facebook dagen efter terrorangrebet i Paris fredag den 13. november i år. Med sin lettere ironiske bemærkning om, at ISIS skulle have ændret fremtidige terrorplaner på baggrund af danskernes valg om at skifte profilbillede på Facebook, satte hun en debat i gang i Danmark, som man også tager rundt om i verden: "Rykker det noget, at vi skifter profilbilledet på Facebook?". Cramons svar er tydeligt: "Nej, det er derimod en hyklerisk og smagløs handling, der ikke flytter på en skid".
Hykleri (dobbeltmoral) og smagløshed (det platte eller moralsk anstødelige, som krænker den almindelige opfattelse af, hvad der er acceptabelt) er typisk ord, vi ikke ønsker at have hængende ved vores person, hvorfor man kan forstå, hvis nogle skulle føle sig stødt på manchetterne over Cramons udtalelse.
I Danmark er det nok forsvarerne for trikoloreprofilbillederne, der er i flertal i debatten, men Anne Kirstine Cramon er slet ikke alene om at mene, som hun gør. Spar os for dit franske flagfilter, skriver Salon.com, og hvad er pointen med at skifte dit profilbillede?, spørger NewStatesman.
Formålet med clicktivismen misforstås
Dog synes jeg, at vi skal give kommunikationsrådgiveren muligheden for at rede trådene ud. Som reaktion på en artikel fra TV 2 Lorry med overskriften "Rådgiver håner profilbilleder efter terror" forsøger Cramon at nå ind til sagens kerne med et forslag til en revideret overskrift: "En mere passende overskrift havde måske været "Rådgiver stiller spørgsmålstegn ved, om det hjælper en flyvende fis at skifte sit profilbillede og snakke om sine følelser, når verden står i brand".
Modtaget. Vi glemmer den løsslupne brug af mindre flatterende adjektiver og ser på, hvad Cramon egentlig vil fortælle de trefarvede clicktivister: "I rykker ikke på noget, I ændrer ikke på noget, og jeres valg af kulørte billeder hjælper ikke en flyvende fis".
Modtaget. Vi glemmer den løsslupne brug af mindre flatterende adjektiver og ser på, hvad Cramon egentlig vil fortælle de trefarvede clicktivister: "I rykker ikke på noget, I ændrer ikke på noget, og jeres valg af kulørte billeder hjælper ikke en flyvende fis".
Anna og Anne taler her lidt forbi hinanden. Anne Kirstines udgangspunkt er, at trikolorefilteret foregiver at være en form for aktivisme – en aktivisme, som hverken virker eller kræver nogen indsats, hvorfor tom selvpromovering står tilbage som eneste effekt. Anna er ikke med på at forsvare filteret på den præmis, da hun mener, at filterets retoriske funktion blot er at kondolere.
Skifter billede i afmagt
Men har det nogensinde været hensigten? Personligt valgte jeg at skifte mit profilbillede på dagen, men ikke i troen på, at det ændrede på dette eller hint. Jeg skiftede det på grund af sorg. Jeg skiftede det på grund af afmagt. Jeg skiftede det for at vise sympati. Ikke fordi jeg havde ophøjede tanker om min handling som værende enestående, revolutionerende eller igangsættende. Ikke fordi jeg troede, at ISIS straks ville betænke sig deres virke og bytte kalasjnikoverne ud med strikkepinde. Jeg var i en dyb sorg, jeg følte stor medfølelse, og jeg havde muligheden for at signalere min umiddelbare sindstilstand sammen med millioner af andre mennesker verden over.
Men har det nogensinde været hensigten? Personligt valgte jeg at skifte mit profilbillede på dagen, men ikke i troen på, at det ændrede på dette eller hint. Jeg skiftede det på grund af sorg. Jeg skiftede det på grund af afmagt. Jeg skiftede det for at vise sympati. Ikke fordi jeg havde ophøjede tanker om min handling som værende enestående, revolutionerende eller igangsættende. Ikke fordi jeg troede, at ISIS straks ville betænke sig deres virke og bytte kalasjnikoverne ud med strikkepinde. Jeg var i en dyb sorg, jeg følte stor medfølelse, og jeg havde muligheden for at signalere min umiddelbare sindstilstand sammen med millioner af andre mennesker verden over.
Selvfølgelig er det en illusion at tro, at filteret skulle kunne sætte ISIS på plads. Samtidig er det en illusion at tro, at folk har valgt at benytte sig af Facebooks flagfunktion i håbet om en sejr over alverdens dårligdomme.
Man kan i hvert fald ikke anklage Cramon for ikke at stå på mål for sin holdning. De mange reaktioner har hun svaret flittigt på, og her beskyldes statuskommentatoren Allan for at jagte anerkendelse
Vi har altid været visuelle, når vi sørger
Det handler om, at vi sørger, og vi viser det til andre. Når jeg siger vi, mener jeg os alle sammen. Ikke kun i de forgangne dage, men igennem hele vores liv. I nogle dele af verden iklæder vi os sort tøj, når vi går i kirke ved bisættelser. Andre steder hyrer vi grædekoner. Vi sætter flaget på halvt ved institutionelle bygninger som reaktion på store tragedier. Vi opstiller monumenter for at mindes vores faldne soldater.
Ud fra rationalet i Cramons cost-benefit-analyse af billedernes effekt kan jeg passende spørge: Har vi bragt vores afdøde tilbage ved at gå i kirke iført sort tøj? Har vi annulleret 9/11 ved at hejse flaget på halvt? Har vi skrevet Anden Verdenskrig ud af historiebøgerne ved at opstille monumenter i bronze?
Problemet med Cramons kommentar er kravet om, at man i en krisesituation kun må gøre ting, hvis de decideret afhjælper krisens årsag. Spørgsmålet om, hvorvidt trikolorefilteret hjælper på noget, er slet ikke det spørgsmål, vi andre interesserer os for.
Urimeligt krav om at ændre verdenssituationen
Nej, det har vi ikke. Hvorfor så gøre det, Cramon? Hvis det intet batter, hvis det ikke hjælper en flyvende fis, hvorfor så vise medfølelse, sorg eller sympati af nogen art? Det ændrer jo ikke på det, der hændte?
Fordi det er det, vi gør. Vi bearbejder sorgen ved at reagere på den uundgåelige død, den uforståelige terror og den udslettende krig. Hvordan den enkelte vælger at gøre det, må nu engang være op til den enkelte. For mig at se kræver det akkurat lige så meget tankevirksomhed og umage at dukke op i kirken, som det gør at ændre et billede hjemme i privaten. Det ene udelukker desuden på ingen måde det andet. Fænomenerne eksisterer i to forskellige dele af vores liv: den fysiske og den virtuelle del.
Jeg giver dig ret, Anne Kirstine Cramon - det hjælper ikke på verdenssituationen at ændre et billede. Men det har heller aldrig været meningen.
Anne Kirstine Cramon har stået model til også helt urimelige og ureflekterede kommentarer siden sin statusopdatering om trikoloreprofilbillederne. Der blev sat ekstra fut i feedbacken, da Suzanne Bjerrehus delte historien med sine følgere. Imponerende nok har Cramon alligevel overskud til at besvare næsten alle kommentarer med en rask omgang skarp sarkasme – se selv på hendes Facebook-profil.
Læs mere:
