KOM-prisen 2022 går til...

Anne Katrine Lund er modtager af KOM-prisen 2022. Hun modtager prisen for bl.a. gennem sit forfatterskab at have ydet en årelang indsats for at løfte hele kommunikationsfaget og -branchen. “Prisen er en skøn bekræftelse af, at den høje faglighed værdsættes, og at det at turde at vedblive at være konstruktivt irriterende gør en forskel,” siger årets prismodtager.
Foto: Mikkel Inumineq Jørgensen
Foto: Mikkel Inumineq Jørgensen
Ph.d., forfatter, underviser mm. Anne Katrine Lund er modtager af årets KOM-pris, der netop er blevet uddelt på KOM22-konferencen på The Plant.
 
Anne Katrine Lund modtager KOM-prisen for sin mangeårige indsats for kommunikationsfagets fremme.
 
“Hvad er k-faget? Er det teori eller praksis? Et virksomhedens spejl eller vindue? Er vi producenter eller rådgivere? Gode spørgsmål, som kræver gode svar. Årets modtager har svaret på dem alle,” lød det i Anders Schroll tale ved prisoverrækkelsen.
 
Kforums mission har altid været at forbinde teori og praksis, så teorien bliver mere anvendelig, og praksis mere teoretisk begrundet. Det er netop, hvad der har optaget Anne Katrine Lund i årevis. 
 
“Her er et menneske og en kommunikatør, som år efter år har kæmpet for kommunikationen som fag. Altid brændende optaget af, hvordan vi kan blive bedre sammen som profession, hvis vi deler vores erfaringer og teoretiske indsigter,” lød det i prisoverrækkelsestalen.
 

Værdsættelse af høj faglighed

 
”Jeg er meget stolt af at få KOM-prisen 2022 efter store akademiske koryfæer som Christian Kock, Winni Johansen og Finn Frandsen. Dengang, jeg som den første danske ph.d. i retorik med stor tvivl besluttede mig for at forlade Københavns Universitets akademiske rammer for det såkaldte ”virkelige liv”, lovede jeg mig selv at blive ved at inspirere kommunikationsfaget med høj faglighed, forskerens nysgerrighed og praktikerens aktive erfaring,” siger Anne Katrine Lund som reaktion på prisen og fortsætter: 
 
“Det har lige siden været mit pejlemærke i min egen rådgivning, i mine mange bøger og i min undervisning, fx i certificeringen af over 250 strategiske rådgivere og talrige interne akademier i de største danske organisationer. Prisen er en skøn bekræftelse af, at den høje faglighed værdsættes, og at det at turde at vedblive at være konstruktivt irriterende gør en forskel,” siger årets modtager af KOM-prisen.
 

Spejl og vindue

 
I prisoverrækkelsestalen blev Anne Katrine Lund præsenteret som et spejl og et vindue for k-branchen på en og samme tid. 
 
“Årets prismodtager har hjulpet os som kommunikationsfag og -folk, fordi hun kan rumme, rammesætte og ikke mindst rykke os i forhold til dilemmaerne om teori versus praksis, spejl versus vindue og producent versus rådgiver”, sagde Anders Schroll, og fortsatte:
 
“Et spejl til at se os selv og ikke mindst finde mod og selvtillid i det flotte spejlbillede, når vi skulle op på direktionsgangen for at gøre en forskel. Men også et spejl til at se vores mangler og usikkerheder i en verden, hvor alle er kommunikatører, og konstante kriser og den tekniske udvikling stiller krav til livslang læring og efteruddannelse,” sagde Anders Schroll i talen til Anne Katrine Lund og fortsatte:
 
“Et vindue ind til andre kommunikationsfolk, faglige indsigter og viden. Et vindue, hvor man kan se tilbage til antikken og se sig selv i de græske dialoger, men også et vindue, der klæder os på til en ny fremtid, og hvad den må bringe af metavers og vilde samfundsproblemer, som vores organisationer skal forholde sig til.“
 
Anne Katrine Lund er ph.d. i retorik og forfatter til mere end 20 bøger om kommunikation i forskellige afskygninger.
Anne Katrine Lund er desuden underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og på Teknologisk Institut. Hun sidder i repræsentantskabet på Københavns Universitet, i censorkorpset og er formand for dommerkomiteen til Sprogprisen.
 
KOM-prisen uddeles på den årlige KOM-konference, der afvikles i et samarbejde mellem Kforum og Dansk Journalistforbund – medier og kommunikation.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også