Anmeldelse af Kandis-anmeldelser
Kandis og Rousseaus ædle vilde

Ingen hal skal stå tom, ingen knust sjæl skal mangle hvile ved et smil og en god sang, hvis det står til Johnny Hansen. Foto: Stroud Rohde Pearce/Camera Film

Skrevet af

Nikolai Lang-Jensen

7 artikler

0 indlæg

Og de, der dansede, blev anset for sindssyge af dem, der ikke kunne høre musikken. Dokumentarfilmen ”Kandis for livet” startede en debat om, hvem Kandis-mennesket er, hvem der må se det danse, og om det er korrekt fremstillet og hæderligt sat sammen.
Allerede inden succesdokumentarfilmen Kandis for livet var tilgængelig på dr.dk, var den en anledning til at positionere sit kultursyn alene på dens præmis: Et intimt portræt af en håndfuld tragisk-smukke overlevere, der tilbeder Johnny Hansen, hans band Kandis og præcist fremviser, hvor intenst de praktiserer ”Kandis-universet”, som Johnny Hansen, Hurup, Thy, kalder det, med berettiget ærefrygt i stemmen. 
 
Det er fans, der uden for de store byer har gjort Kandis til et ekstremt succesfuldt dansk danseorkester, der spiller både egne og andres kompositioner og gør det fremragende i stilarterne dansktop, country og mandhaftig schlager. Sidstnævnte blandt andet i samarbejde med DJ Ötzi, med hvem Kandis har lavet en dansk version af Ein Stern, Det er dit navn, som er en af Kandis' mest populære sange, komplet med gæsteoptræden af Gerhard Friedle, som han hedder i civil, med et vers på vores oprindelige version af sproget "dansk".
 
Der har givet Kandis en stor varm fanklub, der er bygget op over de 33 år, som Kandis har været på vejene. En succes, der gør Kandis målbar med TV 2, Gnags og Thomas Helmig og få andre af de største dansksprogede popkunstnere. 17 albums og cirka 1,5 millioner eksemplarer er det blevet til. Det må være danmarksrekord i at fylde sendefladen på DK4 og samtlige jyske håndboldhaller. Flere gange.
 
Trailer for Kandis for livet.
 

En ringvej i en by, du aldrig har hørt om

Men det er naturligvis ikke filmens historie. Det er historien om, hvordan Johnny Hansen – muligvis uforvarende – er blevet dén vigtigste person i flere af sine fans' liv, hvilke har ualmindeligt store problemer. Ens far døde, og den efterladte søn tog på langfart. Tre blinde søskende lever sammen og har Kandis som opløftende ritual i en tilværelse, der kunne være fotograferet af Diane Arbus. En tredje har et tempel til Johnny i den type lukkede altan, der ligger ud til en ringvej i en by, du aldrig har hørt om.  Det er karakterer, for hvem det er umuligt at overdrive betydningen af Johnny Hansen og hans musik i deres samlede livsforløb.
 
Johnny Hansen og Jean Jacques Rousseau har mere til fælles her. Begge utvivlsomt musikalske genier, men deres evner og artistiske frembringelser bliver ikke værdsat af de urbane eliter og "hofsnoge", som sidstnævnte kaldte dem. Johnny Hansen bruger ikke den slags ord om nogen.
 
Forfatter og konservativ åndskriger Kristian Ditlev Jensen var først ude med et angreb på filmen – for trang til eksotisme. En ubehagelig socialpornografisk oplevelse: ”Alle dem, der hujer over, at underklassen findes – er det virkelig helt nyt for dem, at temmelig mange mennesker lever helt anderledes, end de selv gør?" 
 
 
En rimelig kritik af den begejstrede, som muligvis elsker de romantiske tabere i Kandis for livet”, for at være Rousseaus ædle vilde, der lever uden at måle sig selv, eller andre, med øjnene.  
 
Johnny Hansen og Jean Jacques Rousseau har mere til fælles her. Begge utvivlsomt musikalske genier, men deres evner og artistiske frembringelser bliver ikke værdsat af de urbane eliter og "hofsnoge", som sidstnævnte kaldte dem. Johnny Hansen bruger ikke den slags ord om nogen. Det er klogt, for i modsætning til Rousseau, og en ret væsentlig forskel, så kommer Johnny Hansen ikke til at dø, som Rousseau gjorde: fattig, forladt og forglemt.
 
Men det kan nemt ske for Freddy, Uffe og Per, ”Strøm” og de andre Kandis-mennesker, som vi har et one-night stand med i den for de fleste almindeligt sentimentale mennesker absolut rørende film.
 
De tre blinde brødre. Foto: Stroud Rohde Pearce
 

Ugens glade krøbling?

Martin Kongstad, forhenværende jazz-DJ og mundskænk for den raffinerede smag, bød her ind på Facebook med en pointe om, at vi elsker Kandis-mennesket, fordi det lever et simpelt liv. Uden vores komplicerede og – fornemmer vi – falske problemer. Det modsatte af Kandis’ publikum, "der ikke går med smykker for at skjule deres deformitet" som den franske oplysningsdebattør sagde om skønhed.
 
 
Udover koncerterne, samlingerne, brevene, billederne, bøgerne, så har de medvirkende Kandis-fans et tempel til at praktisere ”Kandis-universet”. Et univers, som filmen krænker, må vi udlede af en i Berlingske ung rasende debattør, der går til frontalangreb på såvel filmen som dens publikum for at nyde et forvrænget billede af den helt almindelige – og hæderlige formodes det – Kandis-fan.
 
Segmentet af fans er også kulørt, for at sige det mildt. De tegner mørkt land under høj himmel, hvor fisken er varm, pengene sorte, farten høj og chancerne for at klare den små.
 
Der bliver regnet frem til, at de må have mindst 44.000 faste fans, som bliver misrepræsenteret i filmen ved at fokusere på ”de 0,01 procent af de mest skrøbelige”, som åbenbart giver den uforvarende seer et forvrænget billede af, hvem der i virkeligheden er fans af Kandis. På den måde begås overgreb imod den helt normale Kandis-fans gode navn og rygte.
 
En kritik, der sigter imod den åbenbart omsiggribende udnyttelse af virkelige mennesker med virkelige problemer og følelser som føde for den kulturelle elites parasitære følelsesliv, der snylter på alle, som rent faktisk har virkelige problemer. I mangel af vi/de ikke har nogen, er sanserne blevet bedøvet af for meget vellevned, så ”ugens glade krøbling”, som det hed på avisredaktionerne før internettet, giver os følsomheden tilbage i vores privilegerede lemmer, der sidder, hvor man må forvente.  
 
Segmentet af fans er også kulørt, for at sige det mildt. De tegner mørkt land under høj himmel, hvor fisken er varm, pengene sorte, farten høj og chancerne for at klare den små. Ikke alle Kandis-fans falder til den hårde side, men de, der gør, falder hårdt. Få, og i øvrigt lovlige loyale, fanklubber af den størrelse ville have så nemt har ved at kunne fremvise et medlem med en straffeattest, en udredning eller et stort tab i livet, som dansktopfans i almindelighed kan mønstre – og Kandis i særdeleshed. Måske en fodboldklub på Vestegnen med et vist rygte kan være med her, også i "Vi"-enden af landet.
 
Henning, der passer Johnny Hansens afdøde kones gravsted, har fået tatoveret Kandis på sin krop. Foto: DR
 

Ikke alle fra Jylland behøver heling

Vi er i filmen heller ikke med på for eksempel Sølund Musik Festival, hvor Kandis har spillet og vil spille – mange gange igen. En lukket festival kun for udviklingshæmmede, hvor Kandis sammen med Lars Lilholt, Poul Krebs og alle de andre, der på modersmålet sørger for en glad melodi, en fast takt og en dansepartner til at danse den ualmindeligt begivenhedsløse hverdag væk. Det grænseoverskridende for seeren er, at vi gerne betaler den åndelige entre til cirkusset. Med let skamfølelse lurer vi på de andre gæsters frivolitet over at fremvise deres glæde ved sådan noget bras, som filmen og dens publikum formodes at holde ud i strakt arm.
 
Her skete der det, kort efter DR-premieren, at uanset om man havde set filmen eller ej, kom man med variationer over en vits om, at alle ikke-Kandis-mennesker – de sædvanligt mistænkte hovne og snobbede medie-liberale elitetyper i byerne – kun beskæftiger sig med almindelige menneskers problemer, når det får 5 hjerter i deres egne medier.  
 
Faust har altid været det første valg af opsætning, når cirkus kommer til byen, og et flot kompagni af præster har kommenteret filmens terapeutiske potentiale for mænd, der har svært ved at tale om deres virkelige følelser. Det synes jeg personligt, er det mest nervepirrende ved Kandis for livet. Johnny slår ikke en, som den der er mest i kontakt med sine følelser af os alle sammen. Det kan blive dyrt for sjælen. Det ved alle medvirkende med sitrende alvor. Især Johnny selv.
 
Ikke at alle fra Jylland behøver heling, forstås på Facebook og Twitter. Her skete der det, kort efter DR-premieren, at uanset om man havde set filmen eller ej, kom man med variationer over en vits om, at alle ikke-Kandis-mennesker – de sædvanligt mistænkte hovne og snobbede medie-liberale elitetyper i byerne – kun beskæftiger sig med almindelige menneskers problemer, når det får 5 hjerter i deres egne medier.  
 
Hvilket Kandis for livet også helt monotont modtog ved sin biografpremiere i efteråret 2021. En flot markering af, at nu behøver danskere ikke længere tage til de varme lande for at lave film om eksotiske mennesker. Ikke at vi længere må bruge ordet om andet end cocktails.
 

Så blev filmen set af journalister

Lars Movin nævner sammen med flere andre ​​Ulrich Seidl og Elvis. Den første uretfærdigt, fordi der ikke lader til at at være en eneste flig af den misantropi i hjertet på instruktør Jesper Dalgaard, som Ulrich Seidls flyder over med. Men Elvis-kulten er helt rigtigt kæmpestor i Danmark. Den var medvirkende til, at en fætter til min mor tog sig af dage, fordi han ikke passede ind på gymnasiet i 1980'ernes Slagelse. Han gjorde det ikke kun derfor. Men det viser, at både Elvis og Johnny er meget store for de små.
 
Debatten om, hvem der burde koncentrere sig noget mere om virkelige menneskers virkelige problemer, kunne være endt godt med, at alle stod for, hvad de mener om den sag. Men et døgn efter premieren på DR bliver filmen set af journalister. 
 
Flere kulturkommenterende profiler pointerede også her, at de følte snydt og narret til at tro, at de havde ægte følelser for fans af et band, som de ikke selv forstår.
 
Det førte til en opklaring hos Ekstra Bladet og et opslag i Journalisten med en præcisering samt minimum et synspunkt i Kristeligt Dagblad fra Kurt Strand, som handlede om, hvorvidt det var konstruerede Kandis-mennesker, vi bliver præsenteret for. De ansvarlige blev bedt ”gøre noget” og mærke Kandis for livet som alt andet end dokumentarfilm og ”journalistik”.
 
Den journalistiske brøde imod dens grundlæggende principper bestod i, at instruktør Jesper Dalgaard havde hjulpet de medvirkende til at kunne udleve deres drømme med et gratis turpas til den meget omfattende Kandis-park, inklusive turen til Costa del Sol. Instruktøren måtte så på vegne af DR indrømme, at han har lavet en dokumentarfilm. Det er for nuværende uklart, om den almindeligt ubestikkelige Kandis-fan også står til en undskyldning fra den 33-årige instruktør fra Thisted.
 
Kritikpunktets konsekvens ville betyde, at en anden erfaren mand ud i at arbejde med såvel det kultiske som det ædle vilde, Mads Brøgger, ville blive arbejdsløs, som det blev påpeget, da det stod klart, at der kunne indgives anmeldelser imod iscenesat virkelighed. Flere kulturkommenterende profiler pointerede også her, at de følte snydt og narret til at tro, at de havde ægte følelser for fans af et band, som de ikke selv forstår.
 
Filmplakaten for Kandis for livet.
 

Et godt hook, eurodance-beat i polkatakt og så en halv tone op

Jeg gør mig ikke illusioner om, at der i filmen ikke er tale om stærkt autentiske mennesker. Ikke at det overhovedet lader til at være relevant for Johnny Hansen selv at overveje. Her kan vi virkelig tale om en mand, der tager arbejdet med hjem og behandler det som sin forbandede pligt. Ingen hal skal stå tom, ingen knust sjæl skal mangle hvile ved et smil og en god sang.  Han fortjener hver eneste af sine trofaste, fast betalende og evigt taknemmelige fans, som han gør, hvad han kan for, at de skal komme igen, ved bare at være et almindeligt godt menneske.
 
Det kan også være svært nok for alle involverede, tydeligvis. Den person, vi husker med størst håb og rædsel, er den tidligere straffede Rene, som efter et udfordrende liv som narko- og trafikkriminel vil ende turen på livets hårde landevej med en slange fra udstødningen ind i kabinen, et sidste par piller og et kort "tak for lort" på et stykke papir på passagersædet. Men så kommer Hotel Himmel på bilstereoen. Hold da op en hymne, der redder Rene fra den endelige udredning.
 
Her forstod jeg musikalsk endelig, hvorfor Kandis også er god musik. Det rammer mig med et godt hook, eurodance-beat i polkatakt, et vers til fællessang, break og så en halv tone op. Så det virker i bilen på vej op ad Kysten.
 
Og helt ærligt, fra bunden af mit forlorne Vesterbro-hjerte: Hellere Hotel Himmel eller Når jeg tænder lys i mørket end den rædselsfulde For Evigt i valg af sang at danse til uden at blive dømt af de andres blik. Den vigtigste frihed af dem alle ifølge Rousseau. 
 

Relaterede artikler

Er Mads Steffensen populær, fordi han er jyde? - Forleden hørte jeg nogle journalister diskutere, hvorfor Mads Steffensen er Danmarks mest populære radiovært. “Det må væ...
COVID-19: Bogreolen er det nye powersuit - Vores private gemakker er under COVID-19 blevet mødelokale for hele verden. Pludselig er det blevet afgørende, at vi kan...
Vermund vælter Facebook - Pernille Vermund stormer frem på Facebook. Hun er ikke bare lykkedes med at øge sin følgerskare – hun er lykkedes med at...
"Odder er ret OK" - Vi drømmer om at skifte bylivet ud med en tilværelse på landet. Og selvom vi ikke helt handler på det endnu, er der modt...
Balladen om ”virkeligheden” - Først var den en succes – så var den en elitær omklamring af dansk trailerpark-romantik, og til sidst var den en fake do...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Communications Manager

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant – policy & PR

Frist: 11. oktober

Communications Specialist

Frist: As soon as possible

Kommunikationskonsulent

Frist: 9. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.