Traileren for den nye Westworld-serie.
Er robotterne vores slaver eller et spejl for vores egen menneskelighed?
På HBO Nordic kan man nu se de tre første afsnit af tv-serien 'Westworld'. Den handler om en western-verden beboet af robotter, der ligger under for de besøgende menneskers forskellige lyster. Men den er så sandelig også en hel del mere kompliceret end det. For robotterne bliver mere og mere selvbevidste, jo længere tv-serien skrider frem. For hvem ved hvad om livet blandt de levende og de kunstige?
På billedet ovenfor ses den kvindelige robot Dolores Abernathy, der bliver spillet af Evan Rachel Wood. I den nye serie er det robotterne, der er heltene.
Den kvindelige robot er hovedpersonen i Westworld. Vi følger hendes langsomme menneskeliggørelse og voksende erkendelse af sig selv som robot.
Med en robot på arbejde
Det hele begynder med, at vi møder den unge kvinde Dolores, godt castet i den dygtige og dukke-smukke Evan Rachel Wood. Hun siger farvel til sin far, der sidder på verandaen et sted ude på prærien. Der er kvæg og heste omkring dem. Her lever man i, med og af naturen.
Dolores skal ind til byen for at købe ind, men hun skal også noget, man ikke umiddelbart ville forvente, at en robot ville være interesseret i. Hun skal ud og finde et fint lille sted, hvor hun kan stå og forevige naturen med sine medbragte oliefarver. Og det skal hun så hver dag. På hovedgaden i den lille western-by skal hun tilfældigt møde en mand, og han skal følge hende hjem. Medmindre hun eller manden bliver mødt af en anden skæbne, der udløses af et af de mennesker, der hver dag kommer til byen for at udleve deres fantasier om at tilbringe noget tid i det vilde vesten.
.gif)
Bagved hele dette skuespil står hovedkvarteret. Her bliver robotterne skabt, deres historier bliver skrevet, indprogrammeret og modificeret, og herfra holder man øje med alt, hvad der sker i området. Og det er også hertil, robotterne bliver hentet ind, når de begynder at skeje ud. Og det går nogle af dem ganske hurtigt i gang med, for en form for råddenskab har indfundet sig i Westworld. Robotterne begynder at huske, hvor dårligt de bliver behandlet af mennesker.
Hævnlyst eller blot uskyldig robotfejl?
Dolores' far Peter går rundt på sin lille farm og kigger sig omkring, og på jorden finder han pludselig et farvefotografi af en smilende dame, der står et sted, der ligner Times Square med flammende neonlys. Og dette for ham ekstreme fremmedlegeme får simpelthen hans ”hjerne” til at bryde fuldstændig sammen.
Lidt senere i afsnittet sværger han hævn over sin skaber, Ford og Lowe, med nogle ord, der er de mørkeste, Shakespeare nogensinde har skrevet: ”By most mechanical and dirty hand I shall have such revenges on you both. The things I will do, what they are, yet I know not. But they will be the terrors of the earth.”
The things I will do, what they are, yet I know not. But they will be the Terrors of the Earth.”
Replikken er fra henholdsvis 'Henry IV' og 'King Lear', men sat sammen på en sådan måde, at jeg må indrømme, at jeg fik kuldegysninger over det hele. Hvis min robot sagde det til mig, havde jeg nok lukket og slukket og fundet en anden levevej. Men mennesket er arrogant og tror sig usårlig over for sine egne skabninger. Det er dramaet i Westworld.
Herfra ruller bolden fint af sted med skyderier, mord, voldtægter, pokerspil i saloonen, ludere med interessante historier og banditter for bare at nævne lidt mere end et par ting. Tv-serien 'Westworld' er baseret på filmen af samme navn fra 1973 med Yul Brynner i den altoverskyggende hovedrolle. Den blev skrevet og instrueret af Michael Crichton, der var halvt uddannet læge, hvorfor mange af hans historier da også tager udspring i det videnskabelige. Ud over 'Westworld' har han bl.a. skrevet 'Jurassic Park' (1993), 'Looker' (1981) – der også handler om, at de ting, vi skaber, har det med at få et eget liv.
Trailer for filmen Westworld fra 1973.
Der er dog den markante forskel på filmen og tv-serien, at filmen går direkte på, at robotterne ganske enkelt ”går i stykker” og begynder at dræbe menneskene, og det skal vi også nok også se noget af i serien, men den handler om meget mere end det.
AI I AM
Serien tager i langt højere grad udgangspunkt i den kunstige intelligens, som vi i sagens natur nu er langt tættere på, end da filmen blev skabt i 1973. For hvad sker der, når robotterne bliver bevidste og pludselig opdager, hvordan vi behandler dem? I 'Westworld' behandler vi dem nemlig umanerligt dårligt, og det har en pris. De har ikke en jordisk chance mod os, da de er programmeret til ikke at kunne skade mennesker, mens vi til gengæld kan gøre lige, hvad vi vil, med dem. Altså – indtil de ikke gider finde sig i det længere.
De andre er vores slaver
Her kan 'Westworld' blive et rigtig interessant bekendtskab. Den giver os ikke kun et spændende bud på, hvad den sansende, selvbevidste robot kan være for en størrelse. Den giver os også en rejse ind i, hvad vi mennesker er i stand til, når vi lader som om, at intet har konsekvenser.
Som bekendt har mennesket en lang tradition for at betragte ”de andre” som noget uværdigt, som man kan behandle, som man vil, her repræsenteret ved robotterne. Det er muligvis noget, vi bliver ved med, så længe vi eksisterer, selvom man vel har lov til at håbe på, at der indfinder sig en større empati. Men i 'Westworld' anno 2016 har menneskene biroller. Vi følger robotternes gryende selvbevidsthed og heraf naturligt følgende oprør.
I den nye Westworld-serie er et sort klædt menneske på jagt efter sandheden om Robotternes verden.
Når et menneske i sort ser sort
I filmen fra '73 var den proverbiale mand i den sorte hat Yul Brynner; robot og klassisk western-skurk – han fik ingen pludselig selvindsigt at handle ud fra, hans harddisk brændte ganske enkelt sammen.
I serien har de vendt det om og gjort denne arketype til et menneske, for her er det altså dem af kød og blod, der er de onde. Det er den maskuline Ed Harris, der anonymt betitles 'Man in black', der her påtager sig den sorte hat. Han søger noget, en vej ind i noget, en labyrint, og han går ikke af vejen for at myrde og skamfere enhver, han møder, for at nå sit mål. Hvad det er, ligger i skrivende stund stadig hen i det uvisse, og der er utvivlsomt masser af teorier om, hvad han har i sinde. Er det en vej ind i hovedkvarteret? Vil han befri robotterne? Vil han møde skaberen? Er han vanvittig, eller er han i virkeligheden en helt?
Theresa Cullen spilles af danske Sidse Babett Knudsen.
”Vores egen” Sidse Babett Knudsen er med som en ledende figur i hovedkvarteret. Hun er bestyrelsens repræsentant på gulvet, der holder øje med, at forretningen bliver drevet så godt og sikkert som muligt. Og skulle man være en af dem, der imødeser danske skuespilleres arbejde i internationale produktioner med en vis tåkrummende skepsis, så kan man godt ånde lettet op. Hun gør det fint, omend hendes karakter ikke har haft de store udsving endnu.
Så har vi Anthony Hopkins som Gud – også kaldet Robert Ford. Det er ham, der har skabt det hele for et uvist antal år siden; der har i hvert fald været mange generationer af robotter siden da. De bliver opbevaret i en mørk og fugtig kælder og står som den kinesiske terrakottahær klar – må man gå ud fra – til at vågne til live og virkeliggøre helvede på jord. Ford har fri råderet over hele området og planlægger et stort, nyt plot for stedet, som han ikke rigtig vil indvie de andre i.
Anthony Hopkins spiller den kyniske Robert Ford, der er grundlæggeren af Westworld.
Mit personlige gæt er, at dette plot nok bliver den dråbe, der får bægeret til at flyde over. Ford har ingen empati med robotterne; for ham er de bare maskiner, der skal adlyde. De er skabt til, at vi kan muntre os med dem lige så nederdrægtigt, som vi måtte have lyst til. Der er intet liv i deres øjne, og det kommer der heller aldrig.
Bernard Lowe har det ikke helt på samme måde. Han bliver spillet af Jeffrey Wright og er på mange måde arvtager efter Ford, der er ved at være godt oppe i årene. Lowe er loyal over for Ford. Han er muligvis en robot, som Ford har bygget for at have en konstant allieret eller en at leve videre igennem, når den tid kommer. Men Lowe holder private samtaler med Dolores og deler små historier og filosofiske overvejelser med hende. Han har tydeligvis mistanke om, at der er mere ”derinde”, end Ford mener.
Flere af robotterne kæmper med mareridt og smertefulde erindringer, der pludselig springer frem i hovederne på dem, uden at nogen egentlig kan forklare det. Har de været mennesker engang? Er de formet efter tidligere besøgende? Er de i virkeligheden kidnappede sjæle, der nu er fanget i et forprogrammeret loop, som de skal gennemføre dag ud og dag ind? Er de i virkeligheden slaver?
Men man skal ikke se 'Westworld' og forvente en 'Deadwood'-lignende western (2004). Det her er et sci-fi-drama med lidt mord og sex som krymmel på toppen. Og så er det en lukket verden-fortælling i stil med 'Lost' (2004) eller 'The Truman Show'. Altså et sted, hvor alting sker i et form for vakuum og et stort mysterium gemmer sig lige under horisonten. Indtil vi finder ud af, hvad det er, så kan vi muntre os med eksistentielle (tvivls)spørgsmål, skyderier, vold, blod, sex og smukke mennesker/robotter.
Som med Frankensteins monster bevæger vi os ind i et område, hvor det hurtigt bliver tydeligt, at det er os, der er monstrene. Disse robotter er på mange måder vores børn, og som med rigtige børn er det er af største vigtighed, at vi overvejer, hvordan vi vil behandle dem, inden vi skaber vores drøm om dem. Ellers kan det blive vores / deres mareridt.
Hvis du ønsker at læse flere anmeldelser af Westworld, så har
Digg og
Reddit samlet en række anmelder fra dem der allerede har set de første tre afsnit af serien.