Had, hamp og håbløse slægter

Første sæson af Arvingerne havde et klart projekt, der kan resumeres i tre punkter.

For det første markerede Arvingerne en genremæssig forskydning fra krimien til det refleksive familiedrama, der tidligere havde været en bærende genre. Ikke at det var helt fraværende i 00’erne – Krøniken og Sommer repræsenterer jo varianter af familiedramaet – men krimien udgjorde i kombination med thrilleren 00’ernes i særklasse mest hårdtslående satsning. Det var Rejseholdet, Ørnen, Livvagterne, Forbrydelsen og Broen, der satte dansk tv-drama på det internationale dramakort, hvor det stadig via Netflix og lignende distributører befinder sig.

Arvingerne II handler indtil videre i langt højere grad om ansvar end om arv. Det betyder, at fokus er skiftet fra arvesagerne til familieformerne. Foto: DR.

For det andet repræsenterede Arvingerne på produktionssiden en gennemgribende generationsfornyelse. De højprofessionelle manuskriptforfattere, der havde domineret DR’s dramaproduktion i 00’erne og stået for det store løft, der førte DR-drama ind på den internationale arena, glimrer ved deres fravær – folk som Stig Thorsboe, Hanna Lundblad, Peter Thorsboe og Søren Sveistrup. Med valget af Maya Ilsøe som ledende manuskriptforfatter var det næste generation, der fik chancen. Dog med sikkerhedsnet: En vis kontinuitet var sikret med valget af Jesper Christensen i rollen som ikke kun bedstefar-hippie, men også gennemgående instruktør, og makkerparret Karoline Leth (den erfarne) sammen med Christian Rank (den yngre) som producere.

For det tredje betød denne generationsfornyelse anlæggelse af et nyt perspektiv på familiedramaet. Der er generationssammenstød i Krøniken og Sommer, men de repræsenterer tidligere generationers erfaringer. De handler om henholdsvis magtfulde og afdankede patriarker, der hver på sin måde vil bestemme over de voksne børns liv, og om mødre, der forsøger at afbøde de værste virkninger af fædrenes egoistiske og enøjede fremfærd. Anderledes i Arvingerne. Her er patriarkalsk magtbrynde erstattet af matriarkalsk selvrealisering og deraf følgende løse rammer for familielivet.

Ledende manuskriptforfatter Maya Ilsøe. Foto: DR.

Det er den generation, der er opvokset med antiautoritære forældre, opløsning af faste normer, krav om evindelige valg og selvstændig stillingtagen fra barnsben, der nu formulerer dagsordenen. Maya Ilsøe har iagttaget dette skred på tæt hold: ”Hun har egen erfaring med hippier, kunstnere og utraditionelle familier fra sin opvækst. Ud over kollektivet i Sverige og det sociale boligbyggeri i Hvidovre, har hun boet hos sin oldemor, der var ret skør, hos sin far, da han blev yuppie i 1980’erne, og hos mormor og morfar på havnen. Maya Ilsøe har selv skullet finde sit eget ståsted. Der var ikke noget, der var givet, og det synes hun, kendetegner hendes egen generation.” (Politiken 2.3.2014).

Første sæson af Arvingerne handlede således rent faktisk om arv: Hvordan man skal forvalte familiedramaet i vores tid, hvem der skal arve de stolte traditioner fra DR-drama – retten til at producere tv-drama, som vi gerne vil se og diskutere, tematisk formuleret som hvem der skal arve Grønnegaarden og varetage den familiemæssige og kunstneriske arv efter Veronika og hvordan. I første sæson af Arvingerne blev de tre perspektiver forbilledligt forbundet (i hvert fald frem til afsnit 7) og formuleret som et fælles arveanliggende: Hvilken arv og gæld skulle man vedkende sig – i forhold til 1) genreforvaltning, 2) institutionen DR-drama og 3) den store, sammenbragte familie med de vidt forskellige medlemmer, der pludselig opdager, at det er en helt ny slags arving, der står til at skulle overtage boet?

Den første sæson af Arvingerne handlede rent faktisk om arv – arven efter kunstneren Veronika Grønnegaard. Foto: DR.

Den svære toer og den umulige treer
Hvordan kommer man videre herfra? I monopoltidens DR havde man en fast regel om, at seks gange til én serie var nok. Så var det institutionens public service-pligt at prøve noget nyt. Det var baggrunden for, at Huset på Christianshavn (1970-77) og Matador (1978-82) blev produceret i en kadence på seks afsnit ad gangen – så skulle man lige stoppe op og overveje, om nye afsnit kunne forsvares. Begge blev produceret af Erik Balling på Nordisk Film for DR’s Underholdningsafdeling, den såkaldte TV-uha, hvilket fritog dramaafdelingen for ansvaret i forhold til den type serialitet, som man på baggrund af amerikansk, kommercielt tv nærede dyb mistillid til.

I dag synes tolerancegrænsen for den serialitet, DR-drama vil acceptere, at være tre sæsoner. Hvorfor den lige ligger der, er uvist, men jeg gætter på, at public service-reglerne og fornyelsesforpligtelsen fortsat spiller ind – sammen med angsten for at ende som en parodi på sig selv, som vi indimellem ser med kommercielt baserede serier, der bliver ved, så længe der er et publikumsunderlag.

Der foreligger forskellige modeller for, hvordan man viderefører en vellykket produktion. Man er naturligvis nødt til at bibeholde de ingredienser, der har udgjort kernen i produktionen og grundlaget for populariteten, og som dybest set er begrundelsen for fortsættelsen – genren, de vigtigste karakterer, stilen. En grad af fornyelse skal der dog også til, ikke kun for at legitimere fortsættelsen, men også for at udgøre en troværdig drivkraft i den fortsatte fortælling. Grundproblemet er doseringen af forholdet mellem gentagelse og fornyelse.

Den svære toer og treer lykkedes flot i Forbrydelsen, hvor der blev foretaget ganske radikale skift i det tematiske fokus. Her blev den oprindelige lokalpolitisk orienterede ramme skiftet ud med den national- og geopolitisk orienterede i anden sæson og den finanspolitiske og globale i tredje sæson, hvilket alt sammen fik logisk gennemslag i de enkelte sæsoners særlige produktionsdesign. Samtidig beholdt vi Sarah Lund som hovedkarakter og det absolutte narrative omdrejningspunkt i forskellige konstellationer med skiftende kolleger, politikere og plots.

I Borgen var toeren tilsvarende vellykket i sin balance mellem gentagelse og fornyelse. Også i dette tilfælde blev der foretaget et skifte i fokus fra det hjemlige til det internationalt politiske. Derimod voldte treeren knuder i Borgen. Den grundlæggende skavank – gode enkeltafsnit ufortalt – var den fornemmelse af deja-vue, der lå over selve konceptet i treeren: Birgitte Nyborg startede forfra på et projekt, som hun ret beset allerede havde gennemført tidligere.

TV-serien Borgens sæson 1 og 2 gik rent hjem hos danskerne. Den svære treer voldte derimod problemer. Foto: DR.

Et år senere …
Arvingerne et år senere, og hvad er der sket? Ikke noget særligt – det afdækkes hurtigt i første afsnit af den nye sæson, og dét er netop pointen. Signe (Marie Bach Hansen) leder efter sine bilnøgler og fører os dermed rundt i gårdens gemakker, og vi bemærker straks, at Grønnegaarden ligner sig selv og stort set har de samme beboere som sidst. Det er altså begrænset, hvad Signe har fået gennemført af fornyelser. Der står nedbrudte mure indendørs og venter på at blive bygget op, der er ét stort rod, der hersker en udstrakt udnyttelse af Signes gæstfrihed, der sidder gæster rundt omkring, og Thomas (Jesper Christensen) optræder fortsat som havenisse i sit originale hus med diverse installationer. På lydsiden hører vi en monoton brummen. Vi aner Thomas’ musikalske iscenesættelse. Signe fører os til omdrejningspunktet for en af de forandringer, der trods alt er sket – der er kommet et lille barn, der logisk nok skal have navnet Melody.

Navngivningsfesten på Grønnegaarden er dramaturgisk set en fin begyndelse. Den rejser spørgsmål: Hvem er moderen og faderen, og hvordan skal det gå med Melody i hendes vandring fra arm til arm, der i afsnit 3 resulterer i en regulær kidnapning fra morfaderens side? Signe og Gro (Trine Dyrholm) optræder på skift i moderrollen, med forskellige grader af ’Tager du lige Melody?’ Det varer lidt, før det står klart, at rotationen skyldes indbygget uansvarlighed hos det biologiske ophav – den unge, depressive Isa, der ikke kan tage sig af barnet, og den gamle optimisthippie Thomas, der hverken kan eller vil, fordi han altid har så mange andre vigtigere gøremål.

Et lille barn ved navn Melody er kommet til Grønnegaarden siden tv-seriens første sæson. Foto: DR.

Konflikten optrappes, da Isa (Josephine Park) vælger Signe som gudmor i stedet for Gro. Isa har tilstrækkelig indsigt til stilfærdigt at minde om, hvor Signe selv er placeret i søskendespillet. ”Gro tromler nogle gange, men man skal bare lige selv sætte grænser”, siger Signe, men som allerede demonstreret er virkeligheden en anden. Konflikten om, hvem der skal være hvor og bestemme hvad, får en symbolsk udgang: Under højtideligheden taber Isa barnet i søen med et ordentligt plask. Det er Gro, der resolut springer i vandet for at redde ungen, og derefter gør Isa op med Thomas, hans tynde hår, uvaskede pik, usle bolig og hele hans livsstil – og udvandrer fra stedet.

Gro er tilbage på Grønnegaarden, angiveligt for at forvalte moderens kunstneriske arv, men reelt for at slå mønt af den ved at fifle med proveniensen. Gro vil bestemme, men i visse sager er det også Gro, der tager ansvar. Fra moderen har hun arvet bekymringen og omsorgen for den yngste bror, den dybt uansvarlige Emil (Mikkel Boe Følsgaard). Første sæson sluttede med, at Emil blev fængslet i Thailand på en falsk anklage om salg af marihuana. Gro kender pengenes magt og forsøger sig med det middel, hun således er fortrolig med. Det bliver bestikkelse i en skrue uden ende. Sagen løses først i tredje afsnit med Emils løsladelse – ironisk nok, fordi en guvernør, der er kendt for at modarbejde bestikkelse, forbarmer sig over Frederik, der egentlig er rejst med Gro til Thailand med den klare hensigt at forpurre løsladelsen, fordi han ikke kan klare at få Emil tilbage.

Første sæson sluttede med, at Emil blev fængslet i Thailand. I anden sæson bliver han løsladt, da en guvernør forbarmer sig over Frederik, der ironisk nok ikke ønsker Emil hjem. Foto: DR.

Signe prøver at tage ansvar for sit nye liv som godsejer gennem sit helt eget projekt – hampedyrkning. Men har hun de rette allierede? Har hun lært nok på sit landmandskursus? Kan hun gennemskue sine partnere og deres interesser? Og hvad med økonomien? Som man sår, høster man, plejer man at sige på landet, og spørgsmålet er, om projektet er godt nok forberedt. Signe er fortsat for sød, også på familiefronten. Som hun siger til Frederik (Carsten Bjørnlund), Hannah (Karla Løkke) og Villads (Victor Stoltenberg Nielsen) til sidst, da hun går i seng, før navngivningsfesten er forbi: ”I kan bare blive ved. Det er så hyggeligt, at I er her.” Imens lurer den sleske sportschef Martin (Rasmus Botoft) grisk på det øjeblik, hvor Signe gribes af svaghed i forhold til den hærskare af problemer, der hober sig op på både arbejds- og familiefronten, og hvor manglen på mandlig partner gør hende desperat.

Frederik og Solveig (Lene Maria Christensen) er i fuld gang med at redde deres forhold. De prøver at flytte ud til vandet, Frederik går til psykolog for at lære at styre sine følelser og sit temperament. Det lykkes hæderligt til navngivningsfesten, og da han sidder og jammer med Villads, er det lige før, vi tror, det lykkes. Men det varer kun, indtil han ser Emil og Solveigs e-mailkorrespondance: ”Jeg føler mig så alene. Frederik og jeg prøver at snakke sammen, men det er svært….. Det er som om du og det der skete, altid er til stede mellem os. Også når vi faktisk hygger os. Og børnene kan også mærke det.” Morale: Læs aldrig din partners e-mail.

Frederik og Solveig er i fuld gang med at redde deres forhold, men Emil kommer forsat i vejen. Foto: DR.

Skift af fokus fra pengearv til social arv
I Arvingerne handler anden sæson indtil videre i langt højere grad om ansvar end om arv. Det spørgsmål, der konstant stilles, er, hvilket ansvar vi har og tager for hinanden, og hvordan vi forvalter det. Det betyder, at fokus er skiftet fra arvesagerne til familieformerne. Skiftet fremgår da også af præsentationen på DR’s hjemmeside: ”Familien har antaget mange nye former, men den er ikke blevet mindre betydningsfuld. Hvordan skal vi lave familie i dag? Hvad er det, familien skal bestå af? Kan vi gøre os fri af den, og hvornår?” De familieformer, der aftegner sig i Arvingerne II, er ikke forskellige fra Arvingernes første sæson, men der er mere fokus på hver enkelt.

Kernefamilien, repræsenteret ved Frederik, Solveig og deres to børn – en dreng og en pige – er i dyb krise. Frederik er sygeligt jaloux på sin uansvarlige bror Emil og er ved at drive Solveig til grænserne for hendes formåen. Heller ikke børnene trives i familieomgivelserne – Hannah er markant i pubertetens oprørsfase, hvor familien ikke dur, mens hendes lillebror Villads bare gerne ville have, at alt blev normalt igen. Det er der foreløbig ingen udsigter til. I udkanten repræsenteres denne familieform også af Andreas (Kenneth M. Christensen), Signes tidligere kæreste, og hans nye kæreste, som venter barn. Det er den familieform, som har præget Signes opvækst med en forløjet tryghed, som hun derfor er brudt op fra.

Tv-seriens kernefamilie er i krise, og hverken forældre eller børn trives i familieomgivelserne. Foto: DR.

Galleriet af singler er langt mere omfattende og repræsenterer mange forskellige typer. Der er advokaten Lone (Kirsten Lehfeldt), en alkoholiseret kvinde, der hurtigt er klar til at overtage Isas plads i Thomas' seng. Der er John (Jens Jørn Spottag) og Lise (Annette Katzmann), de forældre, der oprindeligt adopterede Signe, og som efter afsløringerne af familiehemmelighederne i første del nu lever separat. De fleste singler lever imidlertid på Grønnegaarden, inden for den biologiske og sammenbragte storfamilies rammer. Det drejer sig om et familiært fællesskab af foreløbig og usikker karakter.

Rent biologisk udgøres grundstammen af den gamle 68’er Thomas, der lige netop er 68 år. Han er en kærlig og barnlig sjæl, der konsekvent viderefører sin hippie-livsstil med konstant indtag af pot og forhold til forskellige kvinder, alt efter hvordan det nu falder sig. Der er Gro, der lever i et on-and-off-parforhold med sin forretningspartner og medforfalsker Robert (Trond Espen Seim). Men der er andre bånd i den sammenbragte familie. Der er Emil, som ligesom Frederik har en anden far, og hvis omgang med andre grundlæggende har været præget af udnyttelse. Uforsigtigt har han bevæget sig ind på sin storebrors enemærker, og øjensynligt har han svært ved at finde sin egen livsform, så han eksperimenterer sig frem. Og først og fremmest er der Signe, der skal finde sig selv og sin egen form i mylderet af relationer på kryds og tværs.

Rent biologisk udgøres grundstammen af den gamle 68’er Thomas. Han er en kærlig og barnlig sjæl, der konsekvent viderefører sin hippie-livsstil med konstant indtag af pot og forhold til forskellige kvinder, alt efter hvordan det nu falder sig. Foto: DR.

Soapficering
Arvingerne II undersøger som sit hovedanliggende konsekvenserne af valg og fravalg af familieformer og relationer, og den toning af familiedramaet og dermed den genreudvikling, anden sæson er i gang med, er i højere grad præget af soapens struktur, end tilfældet var i første sæson. Soapen er karakteriseret af sin mangel på retningssans, markeret af evindelige op- og nedture, kringlet-labyrintiske forløb, der hele tiden vender tilbage til udgangspunktet, og betoning af spørgsmålet om individets moralske ansvar.

Spørgsmålet er, hvor vi skal hen? Hvor arvesagen tydeligt markerede det i første sæson, er retningen mere usikker i toeren. Foreløbig er der dog ikke noget, der tyder på, at danskerne står af. Seertallene har ligget på omkring 1,5 millioner siden starten, og selvom det ikke helt lever op til etterens appel, er det stadig nydeligt. Åbenbart opfattes familiedramaet i Maya Ilsøes version fortsat som aktuelt.