En venlig havplante

Danmark har fået et nyt medie om forskning. Lavet i tæt samarbejde med de forskere, stoffet handler om. Tanken er god, men spørgsmålet er, om det kan overleve i det lange løb.

Den bærende idé bag det nye medie Vid&Sans er, at der kun interviewes forskere. Ingen politikere, meningsdannere eller almindelige mennesker, som medierne jo ellers flyder over med. Kun forskere. Der altså tale om forskningsformidling mere end decideret, klassisk journalistik. I en tid, hvor vi ofte taler om fake news og forskningens rolle i samfundet, er det dejligt, at nogle prøver at gå nye veje. Og som publicist og journalist er det vidunderligt med nye medier. Jo flere, jo bedre!

Kigger man på mediets hjemmeside, vidogsans.dk, er det umiddelbare indtryk, at det ser fint, pænt og nydeligt ud. Designet er mere Weekendavisen end B.T., og indholdet er i den tungere formidlingsmæssige ende. Der er overskrifter som Coronakrisen er ikke en ’rigtig’ krise og Grønne fællesskaber er blevet en folkebevægelse, og artiklerne er generelt grundige og lødige.

Hvis man skulle være lidt kritisk, kunne man sige, at de er, hvad jeg som journalist opfatter, mere i nice-kategorien end need – og aktualitetsbegrebet er udvidet til at omfatte hele år (Underrubrik: I år er det tre år siden, Kim Larsen døde. Vi har talt med Henrik Marstal om hans betydning for dansk musik).

Klog målgruppe

Overordnet giver sitet det indtryk, at målgruppen er de af os, der allerede læser bøger, går op i den grønne omstilling og i det store og hele føler os lidt klogere end de brede masser. Det er måske ikke, hvad man kan kalde en decideret folkebevægelse, men dog en rimelig stor målgruppe. Så spørgsmålet er vel bare, hvad der skal gøre Vid&Sans så særligt, at det får tilpas mange af os til at hive læderet op af lommen og betale for det.

I et interview i P1 Morgen på lanceringsdagen blev chefredaktør Søren Schultz Jørgensen bedt om at redegøre for Vid&Sans’ mission. Altså det, der skal gøre hans medie særligt derude i det store mediehav, som i høj grad er befolket af hajer og andre rovfisk. Søren Schultz og det nye medie vil gerne tilføje “lidt nuancer”, lød svaret.

”Sidder på samme side af bordet”

Tvunget til at blive lidt mere konkret fortalte Søren Schultz, at Vid&Sans’ væsentligste tilføjelse til mediehavet er at lade kilderne se hele den artikel, de indgår i, og at kilderne kan trække sig, hvis ikke de bryder sig om den sammenhæng, de er citeret i. Journalistikken hos Vid&Sans skal være et samarbejde, hvor forskerne og journalisten “sidder på samme side af bordet”. Altså noget, der minder om en formidlingsmæssig symbiose – eller en rigtig flot havplante, der kan stå og pynte blandt tun og sildehajer.

Det lyder jo umiddelbart rigtigt fint og ordentligt.

MEN alle os, der nogensinde har interviewet en forsker, ved også, hvor svære de kan være at arbejde med. Forskere insisterer på nuancer, forbehold, detaljer og lange sætninger, og de synes tit, at det er bedst, hvis konklusionerne først kommer til allersidst. Altså stort set det modsatte af, hvad man lærer på Journalisthøjskolen og i andre formidlingsfag på danske læreanstalter.

Det kan selvfølgelig være, at Søren Schultz og hans redaktion har en pointe. Men i udgangspunktet er jeg en smule skeptisk. I hvert fald, hvis Vid&Sans vil skrive til andre end dem, der allerede er meget forskningsinteresserede.

Og det er de nok nødt til. Ikke bare, fordi de faktisk har “givet os selv en vanvittig formidlingsopgave, fordi vi gerne vil være et bredt medie. Vores succeskriterium handler ikke kun om antallet af abonnenter, men også om, hvem de er," som chefredaktøren selv har udtalt i MediaWatch.

Men også, fordi de økonomisk ret hurtigt kan blive temmeligt pressede.

Stort salgsarbejde forude

Vid&Sans er startet af Aarhus Universitetsforlag med en bevilling på 3,1 mio. offentlige støttekroner i ryggen, men de kan hurtigt få ben at gå på. Chefredaktør Søren Schultz fortalte i sidste uge i MediaWatch, at deres mål er at få 5-6.000 betalende abonnenter ved årsskiftet 2022-23, der hver især betaler 89,- kr. om måneden. Så kommer de op på 440.000 kr. månedligt i indtægter, som ifølge chefredaktøren er break even for den nye redaktion.

Det er temmelig mange mennesker, der skal lokkes til at betale temmelig mange penge for ti ugentlige forskningsartikler, der, som det ser ud lige nu, gør en dyd ud af ikke at være aktuelle.

Bare lige for at sammenligne: 89,- er ti kroner mindre, end man kan få et digitalt abonnement hos Berlingske.dk eller omkring to tredjedele af et digitalt abonnement til Weekendavisen.dk, der med sin Idéer-sektion i årevis har været ret langt fremme på forskningsformidling til den samme målgruppe. Der får man så ovenikøbet mindst tre andre sektioner med for 25 kr. mere, end Vid&Sans vil have.

Nu vi er ved sammenligningerne. Zetland brugte noget mere end halvandet år på at skaffe et tilsvarende antal abonnenter, og de var, som jeg har forstået det, tæt på at knække halsen undervejs. Jeg har selv været med til at starte forskningsmediet Science Report op. Vores målgruppe er en noget anden, og jeg opfatter os ikke som konkurrenter til Vid&Sans, men her fire år efter lancering er vi stadig lang vej fra 6.000 betalende abonnenter.

Så min umiddelbare fornemmelse er, at det blive svært at få tilpas mange betalende med ombord. Til gengæld tror jeg, at der er rig mulighed for at få fondsstøtte til projektet, da det rammer lige ned i rigtig meget god vilje.

SWOT-analyse på Vid&Sans

Hvis vi skulle opsummere Vid&Sans i en klassisk SWOT-analyse, tror jeg, det ville se således ud:

S Sagligt indhold Adgang til forskere 3,1 mio. kr. i støtte.	W Mangel på aktualitetsstof Forskernes formidlingsforståelse Uklart læserbehov.
O Alle skoleelever der skal skrive en opgave Gymnasielærere m.m. Velgørende fonde (men de er jo ikke glade for drift).	T Andre medier Markedet Målgruppens betalingsvillighed.