Anmeldelse af ny bog om semikolonet
Semikolon er typen, der får tæv på stadion

Kurt Vonnegut sagde om semikolon: All they do is show you've been to college.

Skrevet af

Mette Kirstine Goddiksen
Journalist

25 artikler

0 indlæg

Tillad mig at starte med en fordom om dig, der læser artikler om semikolon i engelsksproget litteratur på Kommunikationsforum: Du er med stor sandsynlighed en nørd; en aficionado, en connaisseur, der får en rislende, orgasmeblå følelse over et fejlfrit dokument. Du gnider dig sultent i hænderne over sådan en stram lækkerbisken, hvor kommaer og punktummer sættes præcist og korrekt som soldaterben til en parade for Kim Jong-un
Tillad mig at starte med en fordom om dig, der læser artikler om semikolon i engelsksproget litteratur på Kommunikationsforum: Du er med stor sandsynlighed en nørd; en aficionado, en connaisseur, der får en rislende, orgasmeblå følelse over et fejlfrit dokument. Du gnider dig sultent i hænderne over sådan en stram lækkerbisken, hvor kommaer og punktummer sættes præcist og korrekt som soldaterben til en parade for Kim Jong-un.
 
; Det der skabagtige gadekryds mellem komma/tankestreg og så kolon?
 
Måske har du i hemmelighed lyst til at blæse bøtten af dem, der besudler sproget, din baby, med manglende nutids-r’er eller delingsfejl. Faktisk vil du hellere have mange smæk på hornhinden med en dejskraber end at se majonæse stavet på den der vanrøgtende måde, der burde resultere i en indberetning til et eller andet sprogligt statsamt, som kunne tvangsfjerne kuglepenne og PC’ere fra den skyldiges hjem.
 
Semikolon markerer et ophold i en tekst. Du kan sige, at opholdet er kortere end et punktum og længere end et komma.
 
Ja. Du forguder sproget, og din offergave til det er, at du har brugt meget af dit liv på først at lære korrekt tegnsætning og herefter selvretfærdigt korrekse de lømler, der ikke kender den. Du kan egentlig også godt lide den magt og myndighed, du har, fordi du sidder med den røde kuglepen og ikke er bange for at bruge den. I hemmelighed nyder du måske endda, at du er grammatikgud og frygter, flere lærer god tegnsætning: Det ville jo devaluere din intellektuelle kapital, udhule din autoritet og din magt til at dømme levende og døde. Det ville gøre korrekt grammatik til allemandseje og være noget værre øv. Ingen gider eje en Tesla, hvis alle de andre også har råd til én!
 
Og mon ikke også du inderst inde håber på at fange mig i en grammatisk fejl her, så du kan stråle i din fuldkommenhed i kommentarsporet?
 
Tag min hånd; vi er mange, der har det sådan. Eller havde.
 
Lille tegn; store følelser
For bogen Semicolon – the Past, Present, and Future of a Misunderstood Mark af Cecilia Watson, historiker og filosof med tilknytning til bl.a. Yale, kan ryste selv den stærkeste i troen.
 
Lad mig forklare.
Watson tager afsæt i det mest kontroversielle tegn af dem alle, men bogen handler om grammatikkens historie og ikke mindst de krige og misforståelser, denne såkaldte videnskab har skabt. Såkaldte, for hvor meget vi end gerne vil have det, så vil reglerne for tegnsætning aldrig blive så klare, langtidsholdbare og ensartede som det periodiske system eller biologien bag en milt.
 
Jeg bestemmer selv, om her skal stå:
 
”Himlen var grå, og pludselig, som om hendes sjæls skrig blev hørt af himlen, væltede regnen ned!”
eller
Himlen var grå. Og pludselig – som om hendes sjæls skrig blev hørt af himlen – væltede regnen ned…”. 
 
Og det er bestemt ikke uden betydning, hvordan jeg gør.
 
Tegnsætning kilder sanserne, får os til at stoppe op det rigtige sted, indkredser klimaks og klemmer poesien frem i selv det mest dagligdags. Tegnsætning er landkortet, der sender læseren derhen, hvor forfatteren ønsker det. God tegnsætning i prosatekster kræver finesse, musikalitet og læserkendskab.
 
All they do is show you’ve been to college
 
Tegnsætning handler først og fremmest om smag og om, hvor god forfatteren er til at komponere en rytme i sproget. Tegnsætning er pulsen, kadencen, og man kunne argumentere for, at den udgør 90 procent af læseoplevelsen. For tegnsætning er den bankende rytme i alt, hvad vi som forfattere længes efter – om så vi gerne vil fremkalde et grin med et tweet, give læseren blanke øjne over vores bogs hovedperson eller vinde en ophedet debat på Facebook.
 
Bemærk for eksempel punktummets styrke i sætningen: ”Okay – når du siger det.” Den lille klat signalerer både, at du har hån til overs for den andens tynde argumenter, og at du ikke gider diskutere mere. Den er vigtigere end selve ordvalget, der snildt kunne erstattes med for eksempel et ”Klart.”
 
Det er punktummet, der signalerer din overbærende træthed over modstanderens enfoldighed. Evnen til at sætte tegn velvalgte steder er noget af det, der adskiller litteraturens Mozart’er fra Muddi og Salamidrengene. Så langt kan de fleste af os blive enige.
 
Men måske har vi regelryttere aldrig overvejet, at korrekt ikke nødvendigvis tjener sprogets musik bedst. Måske gør vores nidkære forhold til grammatik os ligefrem kunstnerisk tonedøve eller handlingslamme?
 

 
Ned med gramma-nazier
Watson underbygger sine teser ved at hive tunge drenge som Mark Twain ind i manegen og påpeger, at han ville blæse på korrekt tegnsætning, da det hæmmede det kunstneriske udtryk. Engang blev han så rasende på grammatikpolitiet, at han simpelthen afsluttede sin tekst med en lang række tegn. Så kunne de fandeme selv sætte dem ind, hvor de syntes!
Nej. At kunne sin grammatik er ikke det samme som at kunne skrive!
 
Grammatiktilbedere har måske adgang til elfenbenstårnet, men nu sidder vi deroppe og kan ikke komme ned og ud på den store mark og trække frisk luft under en blå himmel sammen med de kreative rebeller. Vi er fanget, og vogteren er vores egen selvretfærdige perfektionisme.
 
Nej. At kunne sin grammatik er ikke det samme som at kunne skrive!
 
Vi går måske glip af skønhed og sandhed på den måde, insinuerer Watson.
For vi ser lidt ned på og finder det rimeligt ikke at tage tekster med dårlig tegnsætning alvorligt uanset indholdet – og det er os, det er synd for. Det er os, der ikke længere har adgang til den kreativitet og sproglige virkning, det har at eksperimentere med tegnsætningen.
 
Det her giver måske mening for dig som for mig og Watson – men er vi klar til at sætte tegnsætningen fri? Det kan vi jo ikke! Det ville ende i ragnarok – for hvem, hvornår og i hvilken udstrækning skal det så være tilladt at kyle tilfældigt rundt med tegn? tænker du måske. Og du har ret i en eller anden forstand, medgiver Watson, men kommer ikke med en egentlig løsning på netop den problemstilling.
 
Hun giver ikke dessiner i Semicolon. Hendes ærinde er mere at få os til at se kritisk indad og forstå tegnsætning i en historisk kontekst. Hvor fluffy, vrisser du måske, for vi regelryttere er ikke altid så gode til løse ender og manglende facitlister.
 
 
 
Ingen endegyldig sandhed
Men overvej også lige, at tegnsætning altid har været genstand for fortolkning og diskussioner uden vindere. Watson trækker i hvert fald flere historiske eksempler frem om, hvordan forskellen på semikolon og komma i en dom kom til at koste en mand livet, mens hans medsammensvorne blev frifundet. Eller, hvordan et semikolon kontra et komma kom til at betyde, at folket kunne bøje en lov om udskænkning i Boston i starten af det 20. århundrede.
 
Måske er misforståelser helt uundgåelige, selvom tegnsætningen er efter bogen.
 
Korrekt tegnsætning redder liv, joker vi indforstået med hinanden og bruger det gamle eksempel: ”Let’s eat grandma” kontra ”Let’s eat, grandma”. Men de irriterende superreflekterende typer som Watson pointerer, at man stadig kan argumentere for at sætte gaflen i bedstemor. Sætningen med det korrekte komma kan for eksempel tolkes, som om vi med savl i mundvigene kalder på grandma. Ja hvad med et semikolon spiser det Grandma? svaret er tvetydigt som tegnet selv.
 
Det gør nas at tænke på, at grammatik ikke er en eksakt videnskab. Men det er det jo ikke. For ikke nok med, det overlader plads til fortolkning, så er god tegnsætning også underlagt modens luner, hvilket også har gjort sig gældende for semikolon, der blev opfundet af en italiensk forlægger i 1494. Watson påpeger for eksempel, at kolon engang var yt, mens alle moderne forfattere valgte semikolon. I dag er det så tankestreger, der er the shit.
 
Et andet overbevisende argument for, at semikolon kan noget, er, at Virginia Woolf brugte tegnet så elegant, at læseren blev trukket helt ind i hovedpersonens indre:
 
I To the Lighthouse beskriver hun eksempelvis Lilys sommer sammen med Ramsay-familien således:
 
 “Such was the complexity of things. For what happened to her, especially staying with the Ramsays, was to be made to feel violently two opposite things at the same time; that’s what you feel, was one; that’s what I feel, was the other, and then they fought together in her mind, as now.”
 
Kan du mærke det? Denne her frydefulde rislen ned ad nakken ved tegnsætning, der får teksten til at flyde sammen med sjælen. Det har de velplacerede semikoloner æren for!
 
 Desuden er starten på Irvine Welsh’ Trainspotting fuld af semikoloner, som giver et upbeat fra tanke til tanke-tempo. Andre forfattere bruger dygtigt tegnet til at sænke farten med.
 
Det rene snobberi
Ja. Semicolon er en absurd følelsesladet bog. En historisk thriller for alle os, der elsker sproget, eller som er sensitive nok til at forstå meningen med et velplaceret punktum, en tankestreg og – nu måske også – et semikolon.
 
Men derfra til at gøre semikolon moderne igen … Det der skabagtige gadekryds mellem komma/tankestreg og så kolon? Kontroversielt synspunkt.
 
For semikolon har gennem historien været – og er stadig – genstand for stor debat. En debat, der stikker meget dybere end til en prik og en lille streg: Det ridser kampen op mellem folket og eliten. Mellem de sensitive æstetikere og så de effektive, kritiske no bullshit-typer.
 
En af sidstnævnte typer, Kurt Vonnegut, sagde eksempelvis om semikolon: ”All they do is show you’ve been to college”.
Forståelig dom. Hvis jeg skulle menneskeliggøre tegnet – i hvert fald før jeg læste bogen – så ville det være en rullekravebærende, virkelighedsfjern, snaderygende akademiker, der får magt af at bruge fremmedord, som dødelige ikke forstår og ikke tør spørge ind til meningen af, fordi de frygter at virke dumme. En markør af og en advarsel til omgivelserne om, at du er lige lidt klogere end de fleste. En distanceblænder, der måske endda skjuler din egen tvivl om og mindreværd over, hvorvidt det forholder sig sådan.
 
Semikolon er typen, der får tæv på stadion
Semikolon er den sproglige pendant til at købe et afsindigt dyrt ur for at signalere til de andre særligt indviede, der havde råd til samme ur, at man er blevet til noget i livet. En gruppe gammelrige, der ser ned på nyrige, som flasher store logoer; men faktisk gør de sig skyldige i det samme selv – bare på den dér dannede og indirekte måde. De bærer de dyre tøjlogoer på sedlen i nakken, ikke på brystet, men de er helt klar over, at de andre privilegerede godt kan se, det bestemt ikke er stangtøj fra Bilka. Således kan belærte flashe deres dybe kendskab til sproget med semikolon, og kun de andre sprognørder gyser ved den dybe, litterære forståelse.
 
Semikolon er et i værste fald prætentiøst tegn, der er skabt til pisse territoriet af – og i bedste fald ligegyldigt.
Sådan tænkte jeg før. Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal tænke.
 
Og deri ligger genialiteten i Cecilia Watsons bog: Den formår at ryste mit verdensbillede en smule, men den gør det på en blid måde. Hun er hverken belærende eller arrogant. Hun er selvironisk, sjov og vidende, mens hun med øjenåbnende, historiske eksempler får denne grammatiknazi og semikolonhader til at genoverveje mit syn på tegnet. Og på tegnsætning i det hele taget.
Jeg skal til at lege med semikoloner.
 
Denne bog anmelder jeg til fem flotte af dem ;;;;;

Relaterede artikler

Tjørnehækken er fældet – Nu vil Charlottenborg godt kysse - Michael Thouber har med effektiv publikumskommunikation fordoblet besøgstallet og tredoblet omsætningen i kunsthallen på...
Ondskabens anatomi - Det synger vi til sankthans, og titlen Fred til lands spiller naturligvis på tredje strofes udsagn i Holger Drachmanns M...

Giv din stemme

24 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Internal Communications Specialist

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 30. juni

Projektleder - Corporate Communications

Frist: Hurtigst muligt

Pressechef

Frist: 30. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.