Kong Kristians fuldstændige forfald
Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet bekræfter det generelle billede af et parti, der havde højt at flyve, men som med en mislykket strategi og manglende talentudvikling også fik dybt at falde.
Flashback til 2017: Kristian Thulesen Dahls flirt med Mette Frederiksen når sit højdepunkt for øjnene af 1.000 3F’ere i Cirkusbygningen, hvilke overværer de to partiledere i en fælles indsats sparke Lars Løkke Rasmussens planer om højere pensionsalder langt ud af banen.
Men på Folkemødet på Bornholm kort tid efter får Thulesen Dahl en alvorlig advarsel af Claus Hjort Frederiksen: ”Din flirt med hende der. Den tager overhånd.” Socialdemokratiet vil langsomt, men sikkert gøre Thulesen Dahls parti irrelevant og samtidig ikke bare gøre DF stuerent, men decideret kramme det ihjel.
Det er ikke hver dag, at en bogudgivelse fører til et krisemøde. Men hvor Kong Kristian selvfølgelig er en biografi over Kristian Thulesen Dahl, er den samtidig også historien om et parti i dyb konflikt med sig selv.
"Han insisterer på at spise flæskesteg og rynker på næsen af sushi, og at han hader al forandring, helt ned til fornyelser af Finansministeriets møblement"
Kaare Hanghøj Johansen og Kristian Brårud Larsens bog skitserer denne skillevej ganske præcist: Skal man konkurrere med de store, traditionelle partier om at erobre midten af dansk politik? Eller skal man placere sig til højre, kritisere den kulturradikale elite, kæmpe for at befri kongeriget fra EU-bureaukraterne nede i Bruxelles og sætte tyk streg under det nationalkonservative i Krarups og salige Langballes ånd?
Hvis ikke denne eksistentielle splittelse var nået overfladen før, er den det i hvert fald nu.
I ét med tapetet
Flash-forward til Korsør sensommeren 2019. Vi er til et stævne for DF’s tillidsvalgte, og den forsmåede kong Kristian er efter tre valgnederlag i træk på sin bebudede baglandsturné, hvor han tegner og fortæller om partiet som en menneskekrop, hvis legemer skal forbindes og arbejde sammen. Halsen mellem folketingsgruppen i hovedet og medlemmerne i maven er blevet for smal, fortæller han. Derudover skyldes nederlaget medierne, der er sure over nedskæringerne i DR.
Medlemmerne lytter, men dagens helt store bifald høstes, ifølge bogen, af John Rosenhøj fra Odder, der siger det rent ud: ”Snak dansk i et sprog, som folk kan forstå, og lad være med at være selvfede. I er gledet i ét med tapetet og har manglet kant.”
Med anekdote på anekdote som denne – fra alt fra offentlige debatarrangementer over DF’s interne arrangementer til hemmelige aftenmøder med meget få deltagere – opbygges fortællingen om Dansk Folkepartis og kongens storhed og fald. Bogen bygger på omtrent hundrede anonyme kilder, og uanset, hvad man synes om denne metodes journalistiske og etiske meritter, tjener det bogen til ære, at forfatterne har taget sig tid til at deklarere og forsvare deres valg i det sidste kapitel.
Modsat mange andre biografier skrider denne ikke kronologisk fremad fra Thulesen Dahls fødsel over hans barndom og tidlige politiske karriere til i dag. Den springer derimod frem og tilbage fra finanslovsforhandlinger i 2017 til ABBA-plakaten på unge Kristians børneværelse og hans indmeldelse i Fremskridtspartiet i 1981 og til gruppeværelset på Christiansborg mange år efter.
Dette narrative valg skaber en god dynamik, der bidrager til at fastholde og rive læseren med. De mange spring i tid kan dog også få mange læsere til at tabe overblikket. Det er åbenlyst ikke noget problem at orientere sig i, om vi er på Slotsholmen i 2010’erne eller i Nørre Snede Brugs i 1980’erne. Men man skal som læser ofte holde tungen lige i munden for at følge med i, om året er 2018 eller 2016, og om det er sommer eller vinter.
Som politisk biografi lægger bogen vægt på det politiske frem for det biografiske. Dermed ikke sagt, at bogen ikke har et personfokus, for den handler om DF-formanden. Det skyldes imidlertid ikke så meget lange fortællinger fra opvæksten og de formende år. Disse sekvenser bruges næsten kun som korte flashbacks, der forklarer hans gøren og laden som politiker i dag.
Jeg tænker snarere på de mange personlige detaljer om Thulesen Dahl som formand, forhandler og samarbejdspartner, såsom at han altid kommer 15-20 minutter for sent til møder – hvilket gentages flere gange; at han sjældent byder ind, når han mødes med de andre formænd i blå blok; at han insisterer på at spise flæskesteg og rynker på næsen af sushi, og at han hader al forandring, helt ned til fornyelser af Finansministeriets møblement.
Kong Kristian har ikke tid til filosofi
Flashback til et gruppemøde i november 2018. Det er langt om længe lykkedes finansordfører René Christensen at sætte partiets status og strategi på dagsordenen: Er partiet stadig nationalkonservativt? Og hvorfor har det så travlt med at skyde borgerlig politik ned og samarbejde med Socialdemokratiet?
Punktet må dog vente til efter aftensmaden og en diskussion om dyrebeskyttelse, inden Christensen får lov til at indlede sit punkt.
Den strategiske diskussion bliver dog hurtigt skudt ned, for den slags flyvsk ”filosoferen” gider formanden slet ikke så tæt på et valg: ”Har du slet ikke fulgt med i vores politik? Det er beskæmmende og nærmest uden for min fattevne.”
Men Thulesen Dahl skulle have lyttet til Claus Hjort på Folkemødet og filosoferet sammen med René Christensen til gruppemødet. Det synes i hvert fald at være den bagkloge pointe i Kong Kristian, der som fortælling om Dansk Folkepartis storhed og fald har overvejende fokus på det sidste.
Analysen berører kun ganske lidt de strategiske valg og tanker bag opbygningen af DF til det største borgerlige parti, mens nedturen til gengæld beskrives i detaljer helt ned til de mindste interne dramaer og sladder fra gravøl i Snapstinget sidst på valgnatten i 2019.
Man får næsten indtrykket af, at nedturen var et selvforskyldt resultat af konsekvent dårlig ledelse og forfejlet taktik, mens opturen var mere held end forstand. Det kan næppe være rigtigt. Det havde klædt forfatterne at lægge lige så stor vægt på partiets styrker og de mange gange, Thulesen Dahl og hans parti faktisk har brilleret politisk-strategisk.
En overgangsanfører mellem to angribere
Flashback til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2012: ”Han bliver en overgangsfigur.” Ordene er Morten Messerschmidts, da Pia Kjærsgaard meddeler sin abdicering, og at Kristian Thulesen Dahl skal være formand.
En formandsduel ulmer. (Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix)
Når man læser Messerschmidts bitre ord i dag, er det svært ikke at se dem i det særlige lys fra hans seneste udmeldinger om, at han vil være sit partis næste leder, selvom der er gået otte år siden, ordene faldt. Er den pragmatiske og midtersøgende Thulesen Dahl blot en pausefisk mellem to stærkt ideologiske indslag?
Imidlertid har Thulesen Dahl ifølge bogens forfattere sammenlignet sin nye næstformand med den tidligere Liverpool-fodboldspiller Luis Suárez: Ferm til at score mål, men også lidt for god til at høste karantænestraffe for at bide sine modstandere. Han er en fremragende angriber, men det ville ikke gå at have ham som anfører eller træner.
Tanken om Messerschmidt som formand og en mere konfliktsøgende, højrepopulistisk linje er dog interessant. For da Dansk Folkeparti var stærkest, blev kampene, ledt af anfører Kjærsgaard, præget af profiler som Jesper Langballe, Søren Krarup og Mogens Camre – Messerschmidts politiske idoler – der ikke var bange for at få et gult kort, hvis de til gengæld kunne begejstre og underholde deres fans med en flot tackling.
De var heller ikke bange for at filosofere, præcis som Messerschmidt gjorde denne sensommer, da han udråbte sin religionskrig og tog spørgsmålet om Dansk Folkepartis linje ud i offentligheden.
Spørgsmålet er, om der er gået for meget anfører i Dansk Folkeparti, og om de har glemt at sparke modstanderne, hvor det gør ondt. Skulle man have lyttet noget mere til den nordjyske kandidat Kim Edberg Andersen, der i en meget delt Facebookvideo opfordrede partiledelsen til at trække tæppet under Lars Løkke, da han underskrev den omstridte Marrakesh-aftale i 2018? Det er i hvert fald værd at filosofere over for det kriseramte parti frem til årsmødet i november og kommunalvalget i 2021.
Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet bekræfter det generelle billede af et parti, der havde højt at flyve, men som med en mislykket strategi og manglende talentudvikling også fik dybt at falde. På den måde er bogens fortælling hverken overraskende eller nyskabende, men den giver os interessante detaljer og beretninger fra møder og sammenkomster, vi ellers ikke normalt bliver inviteret til.
Kristian B. Larsen og Kaare H. Johansen: Kong Kristian – Mennesket, magten og faldet. People's Press.
