Megafon til Weinsteins skamfulde ofre

Filmen She Said om New York Times’ afsløring af Hollywood-mogulen Harvey Weinsteins seksuelle overgreb er mere lavmælt end både Alle præsidentens mænd og Spotlight, og det er godt.
"Jeg kan kun anbefale She Said. Der er stadig ofre derude, og der finder stadig magtmisbrug sted. Kend prisen. Filmen er spændende i al sin langsommelighed, rørende og skruet godt sammen. Og den klemmer om hjertet hos alle, der har været udsat eller kender nogen, der har været det.". Dorte Toft Anmelder She Said
"Jeg kan kun anbefale She Said. Der er stadig ofre derude, og der finder stadig magtmisbrug sted. Kend prisen. Filmen er spændende i al sin langsommelighed, rørende og skruet godt sammen. Og den klemmer om hjertet hos alle, der har været udsat eller kender nogen, der har været det.". Dorte Toft Anmelder She Said
af Dorte Toft
Ingen vil stå frem med navns nævnelse. Døre bankes på, døre smækkes i. Telefonsamtaler afbrydes. Redaktører presser. Journalister tvivler, bagtales, fortsætter. Konkurrenter truer. Magtens lakajer hos chefredaktøren. Sprækker opstår, men frygt til det sidste. Er afsløringen skudsikker? Kommer den til at gøre en forskel? Og selvom svarene for længst er kendt, lever spændingen stadig i biografens mørke. 
 
 
Det gælder den nye film She Said om New York Times’ afsløring i 2017 af Hollywood-mogulen Harvey Weinsteins overgreb på kvinder og af hele systemets råddenskab. Ligesom det gjaldt Spotlight om Boston Globes afsløring i 2002 af 249 katolske præsters overgreb på børn og den katolske kirkes coverup. Og ligesom det gjaldt det for Alle præsidentens mænd om Washington Posts afsløring i 1973 af Watergate-skandalen.
 

Magtmisbruget, der bagatelliseres

 
Alle skildrer misbrug, sket i virkeligheden, af en enorm magt, men She Said adskiller sig. Mange kendte til misbruget, men tog det ikke alvorligt, og mange af dem, der ikke kendte til det, ville heller ikke have taget det alvorligt. Herregud. Kvinderne ville jo selv. De, der stod frem, ville bare have opmærksomhed, som en af magtens mænd siger i filmen. Kvinderne havde drømt om at blive den næste Gwyneth Paltrow – hende, som Weinstein havde gjort til sit filmselskab, Miramax’, ”Golden Girl”.
 
I filmen høres Paltrows stemme i en telefonsamtale, men kun skuespilleren Ashley Judd står frem. Hun spiller sig selv, afdæmpet fortællende om, hvad der skete. Prisen for hendes afvisning af Weinstein blev høj, for karrieren røg. Han fik lukket alle døre for hende.
 
Af filmen fremgår imidlertid, hvor besat Weinstein var af Gwyneth Paltrow. Han pressede på for at få at vide, om hun havde udtalt sig til journalisterne Megan Twohey (spillet af Carey Mulligan), og Jodi Kantor (spillet af Zoe Kazan). 
 
En fremtid som Paltrows var, hvad han havde stillet flere unge skuespillere i udsigt, hvis de bare ville give ham massage, ”ligesom hun selvfølgelig havde gjort”. De fastansatte kvinder i selskabet brugte han andre metoder overfor.
 

Forsvarsløse 

 
Scenerne med de tidligere ansatte kravler ind under huden. Skammen, der fik dem til at tie og nogle til bare at flygte. Skammen oveni hos dem, der havde accepteret hold-kæft-penge, mens de bildte sig ind, at det også var en erkendelse af skyld. Stærk var også erkendelsen af egen naivitet, der skriger til himlen, hos Weinsteins tidligere assistent, Zelda Perkins (illusionsløst velspillet af Samantha Morton). Hun havde som en del af ti-stille-aftalen fået Weinstein-holdets ord på, at noget sådant aldrig ville gentage sig. 
 
Journalisterne udviser stor omsorg over for disse kvinder – viger tilbage, når kilderne bliver bange. Alligevel går det galt med omsorgen, skildret i en scene, hvor Zoe Kazan nærmest går i opløsning i skamfuldhed, da hun opdager, at hun har svigtet et offer. Journalisten kom til at afsløre, hvad der skete over for Weinsteins tidligere assistent Rowena Chiu (spillet af Angela Yeoh) over for kvindens intetanende ægtemand.
 

Fødselsdepressionen veg

 
Et stærkt firkløver af kvinder præger filmens prioriteringer. Instruktøren er tyskeren Maria Schrader, der senest stod for den roste Netflix-miniserie Unorthodox. Manuskriptforfatter er den britiske, prisbelønnede dramatiker Rebecca Lenkiewicz, der skrev i tæt samarbejde med Megan Twohey og Jodi Kantor. Det ledte til en film, hvor man i højere grad end i deres bog, She Said, også bliver klogere på den personlige del af journalisternes liv, herunder på, hvordan arbejdet hjalp Twohey ud af en fødselsdepression.
 
Markant er fraværet i den filmgenre af råbende, kort-for-hovedet redaktionschefer. De to journalisters anker, Rebecca Corbett, er rolig i sit pres. Altid rolig, og det virker næsten mærkeligt. Hun spilles af den godt 60-årige Patricia Clarkson, kendt også for mange priser som best supporting actress
 
I bogen She Said takkes redaktøren Corbett mest af alle på redaktionen. Hun beskrives som “Sixtysomething, skeptical, scrupulous and allergic to flashiness or exaggeration”. De to valgte skuespillere til hovedrollerne repræsenterer heller ikke ”flashiness” eller ”exaggeration”.
 
Zoe Kazan spiller jounalist Jodi Kantor.
 

Forgæves Trump-afsløring

 
Carey Mulligan er den mest kendte af de to. Hun slog som ung igennem i Lone Scherfigs film An Education. Nu giver ansigtets furer liv til forestillingen om en slidt journalist. Twohey har flere scoops i bagagen og fik sammen med en kollega i 2016 Donald Trump på nakken efter afslørende artikler om hans behandling af kvinder. Men som nævnt i filmen gjorde afdækningen ingen forskel. Han vandt valget alligevel.
 
Zoe Kazan, der nærmest er født ind i filmbranchen, er hende, vi alle har mødt på arbejdspladsen. Hende, hvor en imødekommende personlighed er, hvad vi hæfter os mest ved. Ikke Hollywood-glamour, bare perfekt til rollen.
 
Filmen gør os klogere på den kyniske erstatningsindustri i USA, ligesom filmen Spotlight gjorde. Advokater, der forhandler et forlig hjem for et offer, scorer selv en uforholdsmæssig stor del af erstatningen, så der presses på. Hurtige penge på kontoen i modsætning til en retssag, der kan trække ud. 
 
Grimt var også indblikket i en andens opportunisme. En advokat, kendt for at bistå kvinder i knibe, Lisa Bloom, svinede journalisterne til. Hun var skiftet til fjendens lejr, Weinsteins. Han var en helt, ikke en skurk, sagde hun. 

 

Uhyggelig lydoptagelse

 
En ting, der pludselig sprænger filmen, så man gyser, var en original lydoptagelse med Weinstein i aktion. Han forsøger at overtale en model til sex, en model, der tidligere havde afvist ham. Hans ord. Hans insisteren. Hendes bange afvisninger. 
 
Af filmens eftertekst fremgik, at lydoptagelsen kom fra Ronan Farrow på The New Yorker. Han havde pustet New York Times så meget i nakken i Weinstein-sagen, at Times’ chefredaktør, Dean Baquet, ifølge filmen krævede afsløringen publiceret, inden de to journalister ønskede det. Et tilsagn i allersidste øjeblik fra Ashley Judd om at stå åbent frem fik dog alt til at falde på plads.
 
I biografsalen bekræftes flere ting. Det batter kun, når mange kvinder står frem samtidig, og er der navn på udøveren, lyttes der. Men der er også et ansvar hos kvinderne, der trænger sig på – hensynet til næste generation. Det var, hvad der talte for Laura Madden (spillet af Jennifer Ehle), der valgte at stå åbent frem om overgrebet, da hun var purung. Hun, der var kræftramt, har døtre.
 
Visse ting, jeg hæftede mig ved i bogen, er undladt, blandt andet at assistenterne havde pligt til altid at sikre adgang til en Caverject – en sprøjte med rejsningsfremmende medicin, der injiceres direkte i penis. Så helvedes viril en karl var Weinstein altså ikke, men måske forklaringen på en ekstraordinær lang onanisession, der fortælles om i filmen.
 
Megan Twohey, hvis Trump-afsløring ikke gjorde nogen forskel, kan ikke et sekund være i tvivl om, at det gjorde og gør hendes indsats med Jodi Kantor. #MeToo-bevægelsen fik omsider tilført tyngde og kunne ikke længere blot affærdiges med ”hun ville jo selv”, eller som i Danmark: ”krænket over en hånd på låret for 30 år siden”. Flere stod frem, også i andre brancher. Weinstein selv blev idømt 23 års fængsel. Og arbejdsplads på arbejdsplads har indført klare politikker, der skal forhindre #MeToo-oplevelser.
 

Våde drømme hos journalistmænd

 
Men afsløringen i 2017 syntes ikke at gøre et lige så stort indtryk på magtmændene i danske medier, for de fremturede længe med en bagatellisering. Det kan måske hænge sammen med, at for generationer af journalistmænd blev den våde drøm at blive Bernstein eller Woodward – at fælde en toppolitiker.
 
Der blev i årtier lagt op til en ”Watergate”, hver gang en sten blev vendt, hvilket ikke gavnede journalisters anseelse. Selv i dag kobles stadig ”gate” til alt for at forstørre det. Selv i dag sættes der langt flere journalister på at fælde toppolitikere end på at fælde, hvor konsekvenser er vigtigere for flere. Måske skulle medielederne se She Said.

Det gode er så, at der gennem det seneste årti ses mange dygtige journalister, hvis research går mere efter alvoren i sagen, ikke hvad de tror, er den sikre vej til Cavling. Det er det heller ikke længere.

 


Carey Mulligan spiller journalist Megan Twohey.
 

Klemmer om hjertet

 
Jeg kan kun anbefale She Said. Der er stadig ofre derude, og der finder stadig magtmisbrug sted. Kend prisen. Filmen er spændende i al sin langsommelighed, rørende og skruet godt sammen. Og den klemmer om hjertet hos alle, der har været udsat eller kender nogen, der har været det.
 
Trods rigtigt gode anmeldelser går filmen alligevel relativt skidt i USA af en tiltænkt blockbuster at være – vist også herhjemme. Måske grundet #MeToo-træthed. Måske fordi den ikke er af mænd, om mænd, med mænd især, for mænd, hvilket jo er den sikre opskrift, der trækker til huse. Filmen er af kvinder, om kvinder og mænd, med kvinder især, for kvinder og mænd. Og det er vel ikke så tosset. Men skynd dig. Den går næppe længe, inden den tages af.
 
 
Film: She Said
Instruktør: Maria Schrader 
Varighed: godt to timer. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også