Anmeldelse af True Detective sæson 3
Stol ikke på denne mand

True Detective sæson 3 starter ligeså godt som den roste 1. sæson. Du hopper frem og tilbage mellem 1980, 1990 og 2015, og du kan ikke stole på nogen. Heller ikke på hovedpersonen Wayne Hays, der ikke engang kan stole på sig selv.

Skrevet af

Bo Plantin
Manuskriptforfatter

13 artikler

0 indlæg

Den nye sæson af True Detective visker tavlen ren og vender tilbage til sine rødder uden dog at skabe noget nyt under solen. Men hvis noget fungerer, hvorfor så pille ved det?
3. sæson af True Detective begynder ligeså godt, som 1. sæson gjorde det. Der bliver holdt bedre fast i plottet, karaktererne er ikke så disparate, og selve forbrydelsen er mere enkel. Men der er også noget andet på færde. Formen af fortællingen minder umanerligt meget om 1. sæson. Vi springer mellem 1980, 1990 og 2015. I 1990 sidder Mahershala Ali, i skikkelse af detektiv Wayne Hays, og afgiver en forklaring på nogle detaljer om en forbrydelse, der skete i 1980.
 
Trailer til True Detective sæson 3.
 
Lidt efter springer vi frem til 2015, hvor selvsamme Hayes, nu gammel og grå, i den bedste aldringsmakeup, denne skriver nogensinde har set, gør sig klar til at blive interviewet til en true crime-serie, der omhandler forbrydelsen fra 1980, men måske også om mere end som så. Det lyder langt mere kompliceret, end det er, men det minder en hel del om 1. sæsons opbygning. Og det er måske ikke helt uforståeligt, at skaber Nic Pizzolatto er vendt tilbage til fordums formular, eftersom 2. sæson ikke just blev modtaget af rungende klapsalver og da capo'er.
 
Mahershala Ali finder en cykel i skoven – ikke noget skummelt at se her.
 
Historien begynder, som den slags historier har det med at begynde, da et par børn tager en skæbnesvanger cykeltur, der fører dem ind i et mørke fra hvor, ingen vej tilbage gives. De to detektiver Wayne Hays og Roland West (Stephen Dorff) tilkaldes, og en eftersøgning sættes i gang. Hjemmet kigges efter i sømmene, og her er der så fyldt af skår mellem forældrene, at det ikke er en umulighed, at børnene simpelthen er stukket af.
 
Den proverbiale gruppe skumle teenagedrenge i den lille by West Finger interviewes, og der kan males katedraler med den mængde løgne, der driver ned ad væggene, når de åbner munden, men løgnene har ikke rigtig noget med de forsvundne børn at gøre, så skidt pyt. Dog lurer den i 1980'erne nær allestedsnærværende 'Satanic Panic', der fik mere end en håndfuld unge mænd sat bag tremmer for mord, de ikke havde begået, simpelthen, fordi de kunne lide den slags rockmusik, der dyrkede djævlens æstetik og i øvrigt befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
 
Om dette fænomen bliver undersøgt i videre afsnit, vides endnu ikke, da der kun er to afsnit tilgængeligt. Ikke desto mindre går der ikke lang tid før Hays, der i kraft af sine ekstraordinære evner som rekogniseringsekspert, en kompetence han blodigt erhvervede sig i Vietnamkrigen, finder det første lig gemt godt af vejen, men små, uhyggelige dukker, der giver mindelser om heksekunst og anden djævelskab, leder hen til det døde barn.
 
Uhyggelig dukke, der skal giftes?
 
Seriens første to afsnit er instrueret af Jeremy Saulnier, der tidligere har instrueret Blue Ruin (2013), Green Room (2015) og senest Hold the Dark (2018), som man kan se på Netflix. Alle som én yderst seværdige omend ganske onde film. Saulnier er nok mere kendt som filmfestivalyndling end som ham, alle har hørt om, men det er denne anmelders princip altid at se, det Saulnier laver, for der er interessante ting på færde, når han tænder for sit kamera.
 
Og det er selvfølgelig også tilfældet her. Der bliver lagt megen visuel vægt på de to børns cykeltur gennem deres lille forstadskvarter op mod skoven og skæbnen. De ser og bliver set, mens et spillekort klaprer på drengens cykelhjul. Nogle ser mere maliciøse ud end andre. Nogle vinker uden at blive set. Nogle kigger blot. Men fælles for dem alle er, at de er fanget i Saulniers vision, hvor mennesket har svært ved at finde ståsted, nå ud/ind til hinanden, hvor tiden ikke altid er til at regne med, og hvor der kan lure et monster om hvert hjørne, det skal være. Hvis ikke det blev gjort så smukt, som Saulnier gør det, ville det være uudholdeligt.
 
Gode, gamle Sir Patrick Stewart leder en nynazistisk fraktion i Saulniers Green Room fra 2015. Du kan se en trailer til den ultravoldelige film her. 
 
Netop det med at have svært ved at finde ståsted er et af hovedtemaerne i denne nye sæson, idet historien bliver fortalt af vores mand, Hays, der i 2015-tidslinjen er fanget af alzheimers, og i 1990-tidslinjen sidder og skal forsvare sin ti år gamle efterforskning, som han insisterer på at kunne huske ALT af, hvilket i sig selv er utroværdigt. Og heri ligger det gode, gamle dramatiske greb med den utroværdige fortæller. Vi kan altså ikke stole på, hvad Hays fortæller os, men må simpelthen håbe, at en højere magt end ham får redt trådene ud i sidste afsnit.
 
2015-Hays kæmper med fortiden – både med at give slip på og holde fast i den.
 
Et andet punkt, hvorpå denne sæson minder om den 1., er, at vi er flyttet ud på landet igen. Ikke til en støvet, religiøs sydstat, men til provinsen i det nordlige Arkansas. Her kender folk hinanden, de ved, hvad hinanden laver og ikke laver, og hele lokalsamfundet lukker ned i en massehysterisk frygt, hvor ingen børn bliver lukket ud. Noget ondt huserer midt i det lille samfund, men ingen ved hvem, hvad eller hvor. En pudsig sidebemærkning er, at forbrydelsen og dens opklaring foregår på samme tidspunkt, som Bill Clinton var guvernør i staten, og vi bliver allerede i de første to afsnit introduceret til de højere politiske magters stupiditet og grådighed.
 
Det bliver interessant at se, om dette faktum er noget, der bliver brugt videre i fortællingen.
 
Mahershala Ali er en verdensstjerne og et perfekt valg til seriens hovedperson. Han har den fornødne udstråling og teknik til at spænde en karakters bue over så lang en rejse. Bryder man sig om ham, og det bør man, kan man se mere til ham (og Viggo Mortensen (den danske vinkel!!)) i filmen Green Book, der får premiere i slutningen af februar.
 
Stephen Dorff spiler Hays partner Roland, og det er første gang, jeg har set Dorff spille så stor en rolle i noget, der rent faktisk er af reel kvalitet. Han er en mand, der altid har bevæget sig i kanten af den ”gode” smag og aldrig rigtig har præsteret en interessant figur. Men her har han faktisk muligheden, og han gør det godt, og jeg glæder mig til at se mere af ham i de kommende afsnit. Det klæder ham gevaldigt ikke at spille ”lækker”.
 
Detektivparret Wayne og Roland tror ikke på et ord, der bliver sagt.
 
Men som det sædvanligvis er med denne seriøse type krimiserie, så handler det ikke særlig meget om, hvem der er morderen, men mere om, hvem vores hovedkarakter er. Tiden er en flad cirkel, sagde Rust Cohle i 1. sæson, og det er mere sandt, end man skulle have troet her i 3. sæson, idet Wayne Hays' liv begynder med forbrydelsen i 1980 og ender det samme sted i 2015, da han skal forholde sig til hin forbrydelse endnu engang til den tidligere omtalte True Crime-serie, der i øvrigt er kedeligt koncist betitlet True Criminal.
 
Samtidig bliver vi flere gange mindet om Hays' tid i Vietnamkrigen, der naturligvis har præget ham på mere end en måde. En ting, vi hurtigt opdager, er, at han i hvert fald er lidt af en løgner. Det første han fortæller i 1990-tidslinjen er en direkte løgn om, hvad han lavede den aften, han og partneren blev sat på sagen med de forsvundne børn. Han fortæller os flere gange i 1980-tidslinjen, at han ikke vil giftes eller have børn, men vi ser i 2015-tidslinjen, at begge ting er forekommet – bevares, han havde nok bare ikke mødt ”den rigtige” endnu, men hvorfor så ikke formulere sig på den måde?
 
Og til sidst i 2. afsnit viser det sig, at end ikke Hays kan regne med Hays.
 
Ham her kan vi ikke stole på.
 
Så det kan altså konkluderes, at vi er inde i en hitchcocksk verden, hvor alle er fulde af løgn, og der lurer mørke mænd i skyggerne med frakkelommerne fulde af skarpe knive. Kan man lide den slags, kan man lide 3. sæson af True Detective.

Relaterede artikler

Profeten i sydstatssumpen - HBO har gjort det igen – tryllebundet os foran skærmen med en sort og kompliceret fortælling, der vender vrangen ud på d...
Moderne helte er fucked up - Du har juleferie lige om lidt. Tænd for skærmen, og læg benene op: Dine antihelte står klar til at underholde dig med de...
Mænd er nogle svin - Det var med blandede røster at 2. sæson af 'True Detective' blev modtaget. En del var skuffede og syntes, at serien var ...
Taboo eller tabuuhhh - Man er mere bange for, om vi er på vej ind i afslutningen på tv-seriernes store epoke, end for hvordan det går Tom Hardy...
Tristhed med omsorg og en smule sødme - ‘They fuck you up, your mum and dad.’ Ordene er den engelske digter Philip Larkins fra hans nok mest berømte digt ’This ...

Giv din stemme

13 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

45 JOB

Digital fundraiser

Se alle job Indryk job

Kursus

Udnyt nyhedsbrevets store potentiale

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.