Mænd er nogle svin

'True Detective', 2. sæson, er flyttet til en forstad til Los Angeles ved navn Vinci, i øvrigt baseret på et eksisterende, tilsvarende korrupt og rædselsfuldt sted kaldet Vernon, der også befinder sig i udkanten af Los Angeles. Der er tre hovedkarakterer, Ray Velcoro, spillet af Colin Farrell, Ani Bezzerides, spillet af Rachel McAdams og Paul Woodrugh spillet af Taylor Kitsch.

Hovedcastet på True Detective 2.

De er alle politifolk, og de har alle en fortid, der plager dem hårdt på forskellig vis. Og så er der også en fjerde hovedkarakter, nemlig gangsteren Frank Semyon, spillet af Vince Vaughn. Hele første afsnit bliver brugt på at introducere os for disse fire karakterer og deres liv, professionelt såvel som privat, og først til allersidst i afsnittet møder vi den myrdede mand, hvis død sætter det primære plot i bevægelse.

Mordudredningen er mildest talt ikke ukompliceret. Mange har deres jern i ildsteder, der ikke er deres egne, ingen forstår hvad reel intimitet er, og alle har en social intelligenskvotient på højde med Tom Cruises karakter i 'Rainman' (1988). Og hvis ikke dette skulle være nok, så har vi noget der hedder State Police, der roder rundt i udkanten og holder øje med Velcoro, vi har en russisk investor/gangster, der leger med en, på ingen måde legesyg, Semyon, vi har Bezzerides' far, der er leder af en af de dér californiske kulter. Og sidst, men ikke mindst har vi en voldsomt korrupt borgmester, der blander sig i så meget som muligt, mens han tilsyneladende er kronisk beruset.

Selvom nogle måske tænker, at det kan gøre en forskel, at vi har fået en kvindelig hovedkarakter ind i mixet, ja, så gør det ikke den store forskel. Ikke endnu i hvert fald. Hendes gøren og laden er på ingen måde specifikt feminint. Hun er i den grad one of the guys, måske endda mere end. Kanske det med damerne ikke er storyteller Pizzolattos stærke side, sådan må det være.

One of the guys - Ani Bezzerides, spillet af Rachel McAdams.

Men det kan være, der en mening med netop den del af galskaben. For her, såvel som i 1. sæson, maler Pizzolatto en grim og grum mandeverden, hvor kvinder ikke har meget plads til at være det, de er. Langt de fleste af dem er handelsobjekter, og dem der ikke er, lever ved siden af mændene. De befinder sig i en del af virkeligheden, hvor mændene måske, måske ikke kommer på besøg i ny og næ, og derefter forlader dem med en følelse af, at dette besøg nok ikke var så givtigt. Mænd er nogle svin. Deri ligger jo en sandhed.

Fra afsvedne marker til Lynch-feeling

Men hvordan er 2. sæson så, i forhold til den 1.?

Første sæson var Southern Noir, afsvedne marker og generelt natur en masse. Øde gader, fyldte telt-kirker, tilsyneladende okkulte mord, folk der bor i trailere og generelt er off-the-grid, hede-induceret indolens og tænksomme karakterer, der talte floromvundet om kærligheden og livet og dødens mysterier.

Det ikoniske opdagerpar Rust Cohle and Martin Hart fra sæson 1.

I anden sæson er vi i storbyens ”pulp”, fyldt med gangstere, farlige/løse damer, skarpe lys og mørke hjørner, sex, (okkulte?) mordere i dyremasker, osende fabrikker og byggepladser, korruption og detektiver, hvis persona er mere eller mindre jaget indefra, men alligevel har et vist kompas, rent moralsk set.

Det er forskellige verdener, hvorfor stilen og fortællingen også er anderledes. Derudover har der sneget sig en David Lynchsk noir ind i stemningerne med de til tider meget tavse karakterer, de bortvendte rygge, de tænksomme blikke og endda den klassiske, foruroligende Lynch-brummen/susen i baggrunden, der varsler et uudgrundeligt kaos lige under overfladen.

Ikke at forglemme den mystiske bar, vi løbende vender tilbage til, med den, skal vi bare sige, ”anderledes” live musik og den søde bartenderinde med det voldsomme ar i ansigtet. Ja, det er som taget ud af 'Wild at Heart' (1990). Vi mangler bare Lula Fortune (den kvindelige hovedperson i filmen 'Wild at Heart'. Red.), og deri ligger en stor del af fortællingens tragedie.

Der har sneget sig en David Lynchsk stemning ind i True Detective 2. Vi mangler dog Laura Derns følsomme karakter.

Den dystopiske filosof

Det er stadig et mord-mysterie, hvor en eller flere mordere skal findes af et hold politifolk. Men seriens skaber, Nic Pizzolatto formår at gøre historien interessant og uforudsigelig. Og det nok blandt andet, ud fra en i tv-serie-sammenhæng beundringsværdig trang, til ikke at ville gentage sig selv.

Min største frygt da jeg havde set første afsnit var om Pizzolatto helt havde fjernet humoren, som var så fint spredt ud over første sæson, men nu hvor jeg indtil videre har set 3 afsnit kan jeg konstatere, at den stadig er tilstede i de samme dejlige små doser.

En ting den nye sæson dog ikke har er Matthew McConaugheys karakter, Rust Cohle. For lige som vi har skiftet arena fra Louisiana til Vinci, er alle karaktererne som sagt skiftet ud. Og uden Rust Cohle til at udspyde den mest dystopiske, menneskefjendske filosofi, man har hørt siden Nietzsche, kunne man argumentere for, at vi måske mangler det, der gjorde den første sæson til noget ganske særligt. Nemlig en bogstavelig filosofisk vinkling på de ting der hænder, samt en karakter, der skinner af visdom og poesi, omend end ret grimet sådan. Det har vi ikke i 2. sæson.

Det hele er på en måde meget mere realistisk, der bliver ikke talt meget, men det, der bliver sagt, er vigtigt nok. Vince Vaughns karakter Frank Semyon er det tætteste vi kommer på Rust Cohles intense monologer, selvom hans livssyn er et noget andet. ”Never do anything out of hunger. Not even eat,” som han siger til en af sine undersåtter på et tidspunkt.

Vince Vaughns som benhårde Frank Semyon.

Grand Theft Auto-opskriften

Det kan med sikkerhed siges, at det er ikke den samme slags serie man får, når man går i gang med 2. sæson af 'True Detective'. Derimod får man en helt ny mini-serie skabt af en mand, der kan noget med stemninger og antihelte. Serien er i virkeligheden mere et koncept end en serie. Den kan i princippet fortsætte for evigt som en slags genre i sig selv, hvor man skifter lokation og karakterer for hver sæson og så simpelthen sætter et nyt mordmysterie i gang. Andre forfattere kunne endda tage over og føre den videre (jeg vil gerne), når Pizzolatto bliver træt.

En anden serie, der også skifter alt ud hver sæson, er 'American Horror Story' (selvom flere af skuespillerne gerne går igen, men som nye karakterer). Det er svært at sige, hvor ideen oprindeligt kommer fra, men jeg kommer til at tænke på spilserien 'Grand Theft Auto', der ligeledes fra spil til spil skifter karaktererne og stederne ud. Det er en ret fantastisk måde at udforske forskellige arenaer og karakterer på, mens man holder fast i en grundtematik - men med minimeret risiko for at komme til at gentage sig selv. Efter sigende skulle det samme være tilfældet med den kommende 2. sæson af den fantastiske serie, 'Fargo' (2014).

Grand Theft Auto skifter cast og location i hver sæson. Her fra sæson 5.

Jeg mistænker folk, der er utilfredse med 2. sæson af 'True Detective', for at være er skuffet over ikke at få mere af det samme. Og det er da også ganske menneskeligt at ville have mere af det samme gode. Men er det ikke sjovere at blive overrasket, men dog alligevel tilfredsstillet?

Jo, det er.