Sig nej til dine børn

"Opdragelse er lederskab”, hævder viceskoleleder, lærer og frem for alt far Thomas Skovbo i en ny, lille debatbog 'Giv dine børn noget at vokse af'. Børn har ikke krav på anerkendelse, pædagogiske forklaringer og ligeværdige forhandlinger om alting, og han advarer samtidens forældre mod at overservicere og -beskytte den egne avl. Børnene skal deltage i personlighedsformende, demokratiske dannelsesprocesser. Desværre fremstår disse tidstypiske og umiddelbart sympatiske statements ikke særligt overbevisende, endsige velbegrundede.
Hvordan vi opdrager og danner vores børn er kernen i Thomas Skovbos lille bog Giv dine børn noget at vokse af. Børn vokser af modstand, skriver Skovbo, og det er anmelder Steen Nepper Larsen ikke spor uenig i. Pointerne i bogen er bare hverken argumenterede eller underbyggede.
Hvordan vi opdrager og danner vores børn er kernen i Thomas Skovbos lille bog Giv dine børn noget at vokse af. Børn vokser af modstand, skriver Skovbo, og det er anmelder Steen Nepper Larsen ikke spor uenig i. Pointerne i bogen er bare hverken argumenterede eller underbyggede.
Thomas Skovbo hudfletter det moderne forældreskab i en stærkt personlig, umiddelbart velskrevet og letflydende debatbog med titlen Giv dine børn noget at vokse af. Bogen indgår i en ny serie, som forlaget Gyldendal kalder ”Til tiden. Ny serie om de nære og store forskydninger i samtiden.”
 
Forfatteren, der bor i Ry med sine kone og seks sammenbragte børn på hhv. to, 11, 12, 13, 14 og 15 år, er viceskoleleder, læreruddannet, coach, foredragsholder og samfundsdebattør, og han har bl.a. markeret sig i offentligheden med en række kronikker om forældreansvar og børneopdragelse i Berlingske.
 
 
Som så mange andre af samtidens restaurative kulturkritikere og syrlige diagnostikere er Skovbo blevet gevaldig træt af at skulle omgås hensynsløse teenagere uden pli(gt) og fællesskabsfølelse, levere taxa-servicering til ikke-cyklende børn til og fra venner og holdsport, deltage i kagespisende skolearrangementer på alt for små stole med mere eller mindre tilfældige forældre fra 3.B, læse og forholde sig aktivt til anmassende og knopskydende beskeder på skoleintra … og i det hele taget at skulle agere som en nosse- og konturløs og evigt positiv ”metroseksuel ammefar” i en verden præget af ”kvinder uden grænser”.
 
One-liners fra det virkelige liv
Han advokerer i stedet for, at børnene ”møder kærlig modstand på daglig basis”, og at de lærer at indgå i sociale og forpligtende fællesskaber. Børnene skal deltage i personlighedsformende, demokratiske dannelsesprocesser. De skal have rengøringstjanser, lære at tage hensyn til andre mennesker – lette røven, aktivere kroppen og udfolde deres underudviklede fantasi hinsides de sociale mediers indskrænkede og alt for tidsslugende skærmverden.
 
Børnene skal ægges til at gøre egne erfaringer langt uden for de voksnes nysgerrige opsyn og velmenende, men destruktive beskyttelsestiltag. Sandheden om børnene og de voksne bor ikke dybt inde i de psykologiske dybdelag, men i kvaliteten af de sociale bånd, vi formår at danne med og om hinanden. Børneopdrager Skovbo skriver som en opbyggelig og håbefuld mikrosociolog og som en tidstypisk samfundsrevser.
 
Skovbo er mester for en rækker one-liners i sit forvoksede essay. Første citat handler om arbejdsgivernes våde drømme, og de resterende oser af akkumuleret og hverdagslig livsvisdom: ”Avisbude, holdspillere og hestepiger står i høj kurs, fordi de er vant til at yde noget, og fordi de naturligt tænker sig selv som en del af de opgaver, der skal løses.”
 
”Børn gør ikke det, vi siger, men spejler sig i det, vi gør”.
”Den frie leg er koncentreret træning til det at være menneske.”
”… de vigtigste ting her i livet lærer vi ikke i skolen.”
”Opdragelse er lederskab og bor mellem kærlighed og bestemthed.”
”Kedsomhed er i dag afløst af ligegyldig, allestedsnærværende lommeunderholdning for både børn og voksne.”
”Fædre skal tage mere plads, og mødre skal give mere plads.”
 
Ih, hvor blev jeg dog træt under læsningen. Ikke mindst fordi teksten har en tendens til at forfalde til at servere rene påstande og vilde generaliseringer; men også fordi dens prisværdige modstandsevangelium ikke får kød nok på kroppen.
 
Uargumenteret lederskab
Dertil kommer, at den hjemmerørte, stilistisk pågående og på sin vis velturnerede tekst ikke går i dialog med den rige filosofiske dannelsestænkning, selvom jeg fornemmer, at Rousseau, Kant, Hegel, Nietzsche, Gadamer, Adorno og Ziehe principielt ville have ligget godt til Skovbos lynende højreben.
 
Den bringer heller ikke viden i spil om sociologiens videnskabelige blik på samtidens spændinger og dilemmaer eller er optaget af aktuel pædagogiske forskning. I denne sammenhæng levnes der desværre kun plads til, at jeg kommer ind på de første tre kritikpunkter.
 
”Opdragelse er lederskab, og der findes ikke noget værre end en leder, som man skal lede efter”, påstår Skovbo, der ikke føler sig kaldet til at søge at begrunde, at forældreskab er lederskab, og at tydeligt lederskab er sandheden.
 
Hvorfor er opdragelse lederskab? Thomas Skovbo hverken forklarer eller underbygger. 
 
Uden slinger i valsen proklamerer Skovbo også: ”Hvis ikke der er en tydelig sammenhæng mellem det, vi siger, og det, vi gør, så vil børn og unge oftest gøre som vi gør, uanset hvor mange gange vi fortæller dem noget andet.”
 
Men det er da langt fra sikkert. Jeg mærker pludselig en ubændig lyst til at fremture med en selvbiografisk investeret og særdeles meningsgivende fortælling fra mit lidet videnskabelige, endsige generalisérbare liv. Jeg voksede op med en far, der var en mester i at anvende et smittende billedsprog, underfundige drillende bemærkninger og ironi. Det lykkedes ham således at åbne en på én gang mangfoldig og flertydig verden af muligheder omkring mig – inden for hvilken jeg også kunne træffe mine egne valg og foretage ekspeditioner uden hans lederskab.
 
Spejlingsidealerne
Skovbo er besat af forestillingen om, at børn har brug for konkrete forbilleder og spejlingsidealer. ”Forældre skal vise deres børn hvordan. De skal fremstå som gode eksempler, ikke bestemte udgaver, men bare gode udgaver af sig selv.”
 
Men at forbilleder altid er nødvendige, er en påstand. Dygtige forældre inviterer måske ligefrem til, at de opvoksende generationer ægges til at gøre op med forestillingen om ét efterstræbelsesværdigt, personificeret livsideal. Snarere end forbilleder kunne der tales om invitationer til decentreringskunst, som den tyske pædagogikteoretiker Thomas Ziehe gør det, og mere eller mindre fredsommelige ’fadermord’ i øjenhøjde.
 
Begrebet decentreringskunst giver mæle til alle de kropslige, kunstneriske, kulturelle og sociale processer, der kan få mennesket til – ofte i selvforglemmelsens og midtpunktsforskydningens tjeneste – at overskride sin egen horisont med tilhørende mulighed for at komme til at leve og indånde betydninger i en større og rigere verden end før.
 
Uforglemmelige lærere, slidstærke digte, gedigne filmklassikere og sublime koncerter står formelig i kø for at invitere os til at give os hen til beundringsøvelser med henblik på at bekæmpe massen i os selv, som den tyske filosof Peter Sloterdijk formulerer det i sin ramsaltede kulturkritik.
 
Påstande grebet ud af det blå
Skovbo står også på mål for værdiernes vederkvægende status: ”Det overordnede mål er mere end nogensinde de rette værdier…”. Igen en ren påstand. Efter min opfattelse er de letbenede værdibekendelser og det evindelige krav om at udbasunere og hylde værdier dybt problematiske.
 
Ikke mindst fordi kanoniseringen og naturaliseringen af positive værdier – i form af allehånde smagfulde og overideologiske ikke-uenigheds-oder til demokratiet, medbestemmelsen, retten til forskellighed og tolerance m.m.m. – står i direkte modstrid til ’nødvendighedens politik’, der alt ofte indrettes på økonomi(sm)ens præmisser.
 
Men også fordi den selvglade værdikultur lukker sig om sig selv, samtidig med at der risikerer at gå metaltræthed i de velmenende værdipolitikker (som jeg har skrevet om i opslaget i ”Værdier” i Lars Jakob Muschinsky m.fl. (red.): Ny pædagogisk opslagsbog).
 
”I dag findes der stort set ikke et børneliv uden voksne”, generaliserer Skovbo. En sen og forblæst fredag i april, mens jeg var i færd med at hente effekter til det årlige loppemarked på min drengs skole, så jeg to små, ivrigt artikulerende og højrøstede piger bygge huler på en græsplæne ved hjælp af to store, sorte paraplyer. Jeg ser også uorganiserede fodboldkampe blomstre op i nabolaget og unge mennesker løbe- og skateboardtræne.
 
Er der mon hold i Skovbos overophedede og sortsynede kulturkritik, der kun synes at se de voksnes almagt og børnenes sløvhed, apati og afmagt? Mon ikke børn stadigvæk leger, forhandler og konflikter i de mange mellemrum, som de voksne ikke kender noget til, endsige frekventerer?
 
Her kunne Skovbo med fordel have konsulteret læssevis af nyere litteratur om børne-, lege- og hjemforskning, der alle peger i den modsatte retning. Fx artikel 5, 8, 11, 12, 13 og 14 i antologien Læring, dannelse og udvikling, Kvalificering til fremtiden i daginstitution og skole af Jacob Klitmøller og Dion Sommer (red.) og Ida Wentzel Winthers Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier
 
Forældregenerationens nej-strategi
”Gode forældre yder deres børn værdig modstand på daglig basis”, skriver Skovbo. Pointen er udmærket, men den forbliver desværre uudfoldet. Skovbo er fx ikke synderligt optaget af at afdække, hvordan børnenes intellektuelle horisont og kropslige overskridende erfaringer hænger sammen og kan kvalificere hinanden.
 
Han synes heller ikke at have de store forhåbninger til, at alle de lærere, der vil noget tankemæssigt udfordrende med børnene inden for dannelses- og uddannelsesinstitutionerne, kan formå at ægge dem via personlighedsformende modstand, fx ved at stille større faglige krav og introducere dem til fremmed og krævende ’stof’.
 
Modstand bliver primært tydet som forældregenerationens nej-strategi indlagt i et top-down-perspektiv: ”Modstand er også ikke at give lov, at sige nej og holde fast, fordi det er os, der bestemmer, og fordi vi ofte ved bedre, end de gør.”
 
Således lader Skovbo det, der kunne være blevet til en spændende og smittende analyse af modstandens pædagogik, blive til et familieinternt og altmodisch kulturkonservativt anliggende.
 

Steen Nepper Larsen er lektor i pædagogik ved DPU/Aarhus Universitet og forfattter til hundredevis af publikationer om pædagogik og dannelse.
 
Relevant for denne artikel har han skrevet "At ville noget med nogen – filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik" og artiklen ”Værdier” i Lars Jakob Muschinsky m.fl. (red.): Ny pædagogisk opslagsbog.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job